Mosaisk Upps!

Oplysning om jødernes rolle i samfundet

 

 

 

Massakren i

Deir Yassin

(fra kapitel 10 i 'Jødisk Racisme' af David Duke, som snart udkommer på dansk. Hold øje med 'Mosaisk Upps'. NB: Nedenstående billeder tilføjet af 'Mosaisk Upps')

Deir Yassin 1

Den bedst kendte ugerning fra den første israelske krig var massakren i Deir Yassin. Den 9. april, 1948, myrdede den zionistiske terroristiske Irgun-bande, ledet af Menachem Begin, 254 mennesker, de fleste af dem kvinder, børn og ældre, efter ophør af kampene i denne lille landsby. I to døgn myrdede disse zionistiske terrorister mænd, kvinder og børn, voldtog kvinder, sprættede gravide kvinders maver op og stjal lansbyboernes ejendele. En Røde Kors-læge, Jacques de Reynier, den øverste repræsentant for Den Internationale Røde Kors Komité i Jerusalem, afgav en uhyggelig beretning om massakren i sin officielle rapport. 486

 

Begin_1
Menachem Begin, terroristleder i 1948 og premierminister i Israel 1977. Vinder af Nobels fredspris i 1978.

De Reynier ankom til landsbyen på den anden dag og blev vidne til "oprydningen", som én af terroristerne sagde det til ham. Det var blevet gjort med maskingeværer, derefter granater, og til sidst med knive. De halshuggede nogle af ofrene og lemlæstede 52 børn for øjnene af deres mødre. Terroristerne skar 25 gravide kvinders skød op og myrdede de nyfødte børn for øjnene af mødrene. Efter sin pensionering i 1972 udtalte den israelske Haganah-officer, oberst Meir Pa'el, følgende om Deir Yassin i Yediot Ahronot, et betydeligt jødisk blad:

Irgun- og Lehi-mænd kom ud fra deres skjul og begyndte at »rense« husene. De skød alle, de så, kvinder og børn med, officererne forsøge ikke at stoppe massakren ... de blev taget til stenbruddet mellem Deir Yassin og Giv'at Shaul, og myrdet med koldt blod ... 487

Lederen af Haganah-enheden, der styrede Deir Yassin efter massakren, Zvi Ankori, fremkom med denne erklæring i den israelske avis, Davar:

Jeg gik ind i seks til syv huse. Jeg så afhuggede genitalier og kvinders opsprættede maver. At dømme efter skudhullerne i kroppene, var det direkte mord. 488

Albert Einstein skrev, sammen med andre berørte jøder, et brev til New York Times i 1948, hvor han tog afstand fra Begin, som han hævdede: "åbent prædikede den fascistiske stats lære." Han fortsatte med at beskrive Deir Yassin i disse ord:

Den 9. april angreb terrorist-bander denne fredelige landsby, som ikke var et militært mål i kampene, dræbte de fleste af dens indbyggere - 240 mænd, kvinder og børn - og holdt et par af dem i live, så de kunne trækkes i parade,

218

som fanger, gennem gaderne i Jerusalem ... terroristerne var, så langt fra at skamme sig over deres handling, stolte af denne massakre ...

Menachem Begin praler af betydningen af massakren i Deir Yassin, i sin bog, The Revolt: The Story of Irgun. Han skrev, at der ikke ville have været en israelsk stat uden "sejren" i Deir Yassin." Haganah udførte sejrrige angreb på andre fronter ... I en tilstand af terror, flygtede araberne, mens de skreg: "Deir Yassin." 489

Israels første premierminister, David Ben-Gurion - selv ingen nybegynder i jødisk racisme - blev citeret for at beskrive Begin med disse ord:

Begin hører unægteligt til Hitler-typen. Han er en racist, som er rede til at udrydde alle arabere for at opnå sin drøm om en forening af Israel, han er parat til at gribe til alle midler for at realisere dette hellige mål. 490

Initiativtageren til massemordet, Menachem Begin, blev senere premierminister i Israel og modtog endog Nobels fredspris. Sådan en pris er symbolsk for den utrolige, verdensomspændende, jødiske mediemagt, for Begin havde gjort sig skyldig i forbrydelser, der ikke adskiller sig fra dem, der hævdes begået af nazister, som jøder stadig er på jagt efter og retsforfølger i dag. Men i stedet for at blive stillet for retten og straffet for forbrydelser mod menneskeheden, har Begin modtaget, hvad mange vil anse som den højeste ære i verden.


mug shot of Begin 1948

Menachem Begin i 1940

Da jeg første gang hørte om Deir Yassin, fortalte jeg mine venner om de israelske massakrer og spurgte dem: Har I set nogen tv-dokumentarer eller nogen Hollywood-film om den israelske terror i Deir Yassin eller om mange tusinder af andre israelske terrorhandlinger mod det palæstinensiske folk? I har hørt masser af violinmusik for jødiske ofre for Hitler, men har I hørt nogen violiner for kvinder i Deir Yassin, der fik deres babyer skåret ud af deres maver af jødiske racister?

I de mellemliggende år har der været mange flere forfærdelige israelske terrorhandlinger. Måske jeg kan stille de samme spørgsmål til de, som nu læser denne tekst: har du hørt nogen violiner for nogen af de tusindvis af palæstinensiske ofre for Begin, Shamir, Barak og Sharon?

Som det passer sig for Israels lange tradition af terror mod den palæstinensiske folk, har Israel den grimme vane at vælge de mest berygtede terrorister og massemordere som deres statsoverhoved. USA har en hel afdeling af Justitsministeriet, som er helliget jagten på nazister, der har begået forbrydelser mod menneskeheden. Mens USA stædigt forfølger ældre, mistænkte tyske krigsforbrydere, holder amerikanske præsidenter statsmiddage til ære for de jødiske af slagsen!

219

Massakren i Deir Yassin var ikke den eneste, som israelske styrker udførte. I sin 6. maj, 1992 -udgave, offentliggjorde det hebraiske dagblad, Ha'ir, en artikel af Guy Erlich med overskriften: "Ikke kun Deir Yassin", som fortalte om et mønster af terror og mord. Erlich citerer den israelske historiker, Aryeh Yitzhaki, for at sige følgende:

"Det er på tide", siger han, "for en generation er gået, og det er nu muligt at imødegå det hav af løgne, som vi er vokset op med. I næsten hver eneste erobret landsby under Uafhængighedskrigen blev der begået handlinger, der defineres som krigsforbrydelser, såsom vilkårlige henrettelser, massakrer og voldtægter. Jeg tror, at sådanne ting standser ved, at de bliver trukket frem i lyset. Det eneste spørgsmål er, hvordan man klarer at se sådan et bevis i øjnene." 491

Erlich og Yitzhaki påpeger, at de israelske myndigheder er fortsat med at dække over mordene. Ej heller ophørte massakrerne efter etableringen af den jødiske stat, de fortsatte i både fredstid og krigstid. Følgende er navnene på nogle af dem: Sharafat Massakren, Kibya Massakren, Kafr Qasem Massakren, Al-Sammou' Massakren, Sabra og Chatila Massakren, Oyon Qara Massakre, Al-Aqsa-moskéen Massakren, Ibrahimmoskéen Massakren og Jabalia Massakren.

Der var yderligere drab og udvisninger af araberne efterhånden som den jødiske stat udvidedes. I de efterfølgende krige og militære angreb, drev Israel flere hundrede tusinder af palæstinensere i udflytningslejre. Plaget af sult og sygdom, som de var, havde de bemærkelsesværdig lighed med krigstidens koncentrationslejre. Libanon blev også offer for israelsk aggression i 1980'erne og 1990'erne, da det blev bombet og invaderet. Skønnet over civile ofre i Libanon oversteg 15.000. Den zionistiske stat hjalp også hemmeligt til med at skabe og støtte krigsførende, rivaliserende fraktioner i den libanesiske borgerkrig, hvilket forøgede antallet af dødsofre med titusinder.

Moshe Sharett, der engang delte premierministerposten i Israel med David Ben-Gurion, skrev nogle bemærkelsesværdige dagbøger, som afslører Israels forræderi i den libanesiske borgerkrig. Sharett var blevet tvunget ud af regeringen, fordi han ikke ville gå med til, hvad han følte var Ben-Gurion's ulovlige og umoralske handlinger. Efter Sharett's død, offentliggjorde hans søn dagbøgerne, trods en lang kamp med intimidering og juridiske manøvrer fra zionisternes side. Den jødiske forfatter, Livia Rokach, citerer Sharetts dagbøger i hendes bog Israel's Sacred Terrorism. Dagbøgerne fortæller, hvordan Israel, målrettet, skabte den libanesiske "borgerkrig" for at fremme Israels imperialistiske ambitioner. 492

I sine notater for maj, 1955 beskriver Sharett Israels planer om at destabilisere Libanons regering, en plan, som til sidst frembragte krigen i Libanon i 1978. Sharett citerer Moshe Dayan, Ben-Gurions forsvarsminister, som under et hemmeligt regeringsmøde den 16. maj planlagde at forårsage en libanesisk borgerkrig, som en undskyldning for Israel til at gå ind og annektere land med tilhørende vandrettigheder i Litani-floden. 493 494
I den første invasion af Libanon i 1982, døde 10.000 civile og en halv million mennesker blev fordrevet fra deres hjem. I løbet

220

af kampene ødelagde israelske styrker byen i Beirut, som før krigen blev beskrevet som Mellemøstens paradishave. Under den israelske invasion lå krigsskibet, U.S.S. New Jersey, udenfor kysten og affyrede granater ind i nogle af de libanesiske byer. USA's engagement til fordel for Israel i 1982 krigen ødelagde den smule troværdighed, Amerika havde tilbage i Mellemøsten og kostede vore skatteydere milliarder. Den kostede også 241 amerikanske marinesoldater livet. Flere end 1.500 kvinder, børn og ældre mennesker blev slagtet i Sabra og Chatilas flygtningelejre under de israelske angriberes vagtsomme øjne.

 

Noter:

486. De Reynier, J. (1950). Øverste repræsentant for Det Internationale Røde Kors Komité i Jerusalem. ('A Jerusalem Un Drapeau Flottait Sur La Ligne De Feu', Geneve.)

487. Yediot Ahronot. (1972). 4. april.

488. Ankori, Zvi. (1982). Davar. 9. april.

489. Begin, M. (1964). The Revolt: The Story of the Irgun. Tel Aviv: Hadar Pub. s. 162.

490. Haber, E. (1979). Menachem Begin, the Man and the Legend. New York: Delle Book. s. 385.

491. Ehrlich, G. (1992). Not Only Deir Yassin. Hebrew Daily Ha'ir. 6. maj.

492. Rokach, L. (1980). Israel's Sacred Terrorsm. Bellmont, Mass: Assoc. Arab American University Grads.

493. Ibid.

494. Ibid.


Mosaisk Upps forside | Dronten | Kontroversen om Zion | Mosaisk.Com igen | Det såkaldte 'Jødekartotek' | Jødekartoteket'