Mosaisk Upps!

Oplysning om jødernes rolle i samfundet

 

 

 

Dresden

Dresden

Aldrig må vi glemme ofrene for denne modbydelige forbrydelse imod menneskeheden!

"De (de allierede) ved, at tyskerne må være engle og helgener for at glemme og tilgive alle de uretfærdigheder og grusomheder, som de har været udsat for fra de allierede to gange i samme generation uden provokation. Bare tænk på, hvad vi amerikanere ville gøre, hvis vi var blevet behandlet som tyskerne! Vor grusomhed ville være grænseløs, når vi hævnede vore lidelser!"

Pastor Ludwig S. Fritsch, Ph.D., D.D. emer., Chicago, 1948

"Mens jødisk propaganda når nye højder ved fejringen af den sovjetiske "befrielse" af den berømte Auschwitz interneringslejr, er det passende, at vi tænker over, hvad en virkelig holocaust (= 'brændoffer') er - én, som ikke er Hollywood-varemærket, men én, i hvilken millioner døde på den grusomste måde: ikke kun i de folkemorderiske udskejelser, der udførtes af Amerikas kommunistiske allierede i Østeuropa, men også i de systematiske, velrettede massemord, der opstod af englændernes og amerikanernes bombe-ildstorme i Tyskland.

I byer som Frankfurt, Hamburg, München, Kassel, Würzburg, Darmstadt og Pforzheim blandt andre - men især i DRESDEN, blev ofrene stegt levende i et orgie af allieret sadisme og djævelskab uden lige, der nu står som symbolet på folkemord og ondskab til evig tid. Den følgende beretning fortæller os, hvad en virkelig holocaust er:

"I brændte det hele ned til grunden, lavede det om til én eneste flammesøjle. Der døde flere mennesker i ildstormen dér, end der døde i Hiroshima og Nagasaki tilsammen.*

Om aftenen den 13. februar 1945 begyndte et orgie af folkemord og barbari mod en forsvarsløs tysk by, et at de største kulturcentre i Nordeuropa. På mindre end 14 timer blev den ikke bare reduceret til brændende ruiner, men omkring en trediedel af dens indbyggere, måske så meget som en halv million mennesker omkom i den værste massakre nogensinde.

Ved slutningen af Anden Verdenskrig, mens allierede flyvemaskiner lod død og ulykke regne ned over Tyskland, lå den gamle saxiske by, Dresden, som en ø af fred midt i ødelæggelserne. Dresden var blevet sparet for terroren, som faldt fra himlen over resten af landet.

Faktisk var der blevet gjort meget lidt for at udstyre den gamle by, som var fuld af kunstnere og håndværkere, med anti-luftskyts. En enkelt eskadille havde været stationeret i Dresden i et stykke tid, men Luftwaffe besluttede at flytte flyene et andet sted hen, hvor de ville gøre nytte. Der syntes at være en stiltiende aftale om, at Dresden var "en åben by".

Fastelavns tirsdag, den 13. februar 1945 strømmede flygtninge fra den røde hær, 60 mile (ca. 100 km) væk, ind i byen og fik dens befolkning til at svulme op til godt én million. Hver eneste ny flygtning bragte frygtindgydende beretninger om de sovjetiske grusomheder. Disse mennesker, som var på flugt fra den røde fare, anede ikke, at de snart skulle dø i rædsler, som var endnu værre end noget, Stalin kunne have fundet på.

Normalt var der karnevalsstemning i Dresden fastelavns tirsdag. Men i 1945 var stemningen meget trykket. Overalt var husene overfyldte med flygtninge, og tusinder var nødt til at campere uden for i den bitre kulde.

Imidlertid følte folk sig nogenlunde sikre; skønt stemningen var trykket, spillede cirkus for fulde huse den aften, hvor tusinder kom for, et øjeblik, at glemme krigens gru. Grupper af småpiger holdt optog i karnevalskostumer for at varme stemningen op. Halvtriste smil mødte de leende piger, men stemningen blev lidt bedre.

Ingen forestillede sig at disse samme uskyldige børn i løbet af 24 timer skulle dø skrigende i Churchills ildstorme. Det kunne de selvfølgelig ikke forestille sig. Russerne var ganske vist barbariske, men i det mindste havde amerikanerne og briterne "æresfølelse".

Så da de første alarmsignaler advarede om 14 timers helvede, strømmede folk i Dresden pligtskyldigt ned i deres beskyttelsesrum. Men de gjorde det uden større begejstring, for de troede, at det måtte være falsk alarm, fordi deres by aldrig var blevet truet fra luften. Mange kom ikke ud igen i live, for "den store, demokratiske statsmand", Winston Churchill havde - i samråd med den anden "store, demokratiske statsmand", Franklin Delano Roosevelt - besluttet, at byen Dresden skulle udslettes med intens bombning.

Hvad var Churchills motiver? De synes at have været politiske, snarere end militære. Historikere er enige om, at Dresden ikke havde nogen militær betydning. Den industi, man havde, fremstillede kun cigaretter og porcelæn.

Men Yalta-konferencen, i hvilken sovjetterne og deres vestlige allierede skulle sidde som ligrøvere og dele Europas ødelagte kadaver, var nært forestående. Churchill ønskede et trumfkort - et ødelæggende tordenskrald af anglo-amerikansk tilintetgørelse - for at "gøre indtryk" på Stalin.

Men det trumfkort blev aldrig spillet ud på Yalta, for dårligt vejr forsinkede den oprindelige tidsplan for bombardementet. Alligevel insisterede Churchill på, at bombardementet skulle gennemføres - for at demoralisere og forvirre den tyske civilbefolkning.

Dresdens borgere fik næppe tid til at nå deres beskyttelsesrum. Den første bombe faldt kl 22.09. Angrebet varede 24 minutter og efterlod det indre af byen som et brølende ildhav. "Det præcise luftbombardement" havde skabt den ønskede ildstorm.

En ildstorm opstår, når hundredvis af mindre ildebrande bliver til én stor brand. Enorme mængder luft bliver suget ind og fodrer infernoet. Det forårsager en kunstig tornado. De mennesker, der er så ulykkelige at blive fanget i luftstrømmene bliver hvirvlet afsted ind i flammerne. De, som søger tilflugt under jorden, bliver ofte kvalt, når ilten bliver trukket ud af luften for at fodre flammerne, eller de omkommer i den intense hede, som kan være så stærk, at den smelter menneskekød.

Et overlevende øjenvidne har fortalt, at han så " unge kvinder med spædbørn i armene, løbe frem og tilbage i gaderne med ild i tøjet og håret, skrigende, indtil de styrtede, eller indtil bygninger styrtede sammen over dem.

Der var tre timers pause mellem det første og det andet bombardement. Denne stille periode var beregnet til at lokke civilbefolkningen bort fra deres beskyttelsesrum og ud i det fri. For at undslippe flammerne var titusinder af civile strømmet ind i Grosser Garden, en pragtfuld park, som var på næsten to kvadratkilometer.

Det andet bombardement kom kl. 1.22 - uden varsel. Dobbelt så mange bombefly kom tilbage med massive ladninger af brandbomber. Den anden bølge var beregnet til at sprede den brølende ildstorm ind i Grosser Garden.

Det var en fuldkommen "succes". På få minutter fejede et ildtæppe hen over græsset, flåede træer op med rode og spredte grenene blandt alt andet, lige fra cykler til menneskelige lemmer. I flere dage derefter blev de liggende hulter til bulter som grufulde minder om allieret sadisme.

Ved begyndelsen af det andet luftangreb krøb mange stadig sammen i tunneller og kældre, mens de ventede på, at ilden fra det første angreb skulle dø hen. Kl. 1.30 lød en ildevarslende rumlen. Lederne af et redningshold, som var blevet sendt ind i byen, beskrev det sådan:

"Eksplosionen rystede kældervæggene. Lyden af eksplosionen blandedes med en ny, mærkelig lyd, som syntes at komme nærmere og nærmere, lyden af et brølende vandfald; det var lyden af den vældige tornado, der brølede inde midt i byen."

SMELTET MENNESKEKØD

Mange, som gemte sig under jorden, døde. Men de døde smertefrit, de glødede simpelthen i klar orange og blå i mørket. Efterhånden som heden tog til, blev de til aske eller smeltede til en tyktflydende masse, ofte tre eller fire fod (ca. 1 m.) i tykkelse på dybe steder.

Kort efter kl. 10.30 om morgenen den 14. februar fejede det sidste bombardement hen over byen. Amerikanske bombefly hamrede, i ikke mindre end 38 minutter, løs på den grusbunke, som havde været Dresden . Men dette angreb var ikke nær så voldsomt som de første to.

Hvad der derimod gjorde dette angreb bemærkelsesværdigt, var den rå koldblodighed, hvormed det blev udført. U.S. Mustangs dukkede op over byen og fyrede løs på alt, hvad der rørte på sig, inklusive en række redningskøretøjer, som var på vej ind i byen for at evakuere overlevende. Ét af angrebene var rettet mod bredderne af floden Elben, hvor flygtningene var stuvet sammen efter den frygtelige nat.

I krigens sidste år var Dresden blevet en hospitalsby. I løbet af den foregående nats massakre havde heltemodige sygeplejersker slæbt tusinder af lemlæstede mennesker ned til Elben. De lavtgående Mustanger fyrede med maskingeværer på de hjælpeløse patienter, såvel som på tusinder af gamle mennesker, kvinder og børn, som var sluppet ud af byen.

Da den sidste maskine var forsvundet fra himlen, var Dresden en rygende ruin, dens sortsværtede gader fulde af lig. Ingen rædsler var byen blevet sparet for. En flok gribbe var sluppet ud af den zoologiske have og åd sig mætte i kadaverne. Rotter sværmede over bunker af lig.

En svejtser beskriver sit besøg i byen, to uger efter bombardementet: "Jeg kunne se afrevne arme og ben, forvredne kroppe og hoveder, som var blevet revet af kroppen og rullet væk. Nogen steder lå ligene stadig så tæt, at jeg måtte rydde en sti igennem dem for ikke at træde på arme og ben".

Dødstallene var rystende. Dresden Holocaust's fulde udstrækning kan lettere forstås, hvis man tager i betragtning, at godt 250.000,* og måske så mange som en halv million mennesker døde i løbet af en 14 timers periode, mens skøn over dem, der døde i Hiroshima svinger fra 90.000 til 140.000.*

Allierede fortalere for massakren har ofte sammenholdt Dresden med den engelsek by, Coventry. Men de 380 mennesker, som blev dræbt i Coventry i hele krigen, kan ikke sammenholdes med de over 1.000 gange så mange, som blev massakreret på 14 timer i Dresden. Endvidere var Coventry ammunitionslager, et ligitimt militært mål. Dresden, derimod, fremstillede kun porcelæn - og kopper og tallerkener kan næppe siges at være militært isenkram.

Det er endvidere interessant at sammenligne ødelæggelserne i London og Dresden, især når man tager al Hollywoods pladdersentimentalitet om "London blitz" i betragtning. På én nat blev et areal på 6,5 kvadratkilometer ødelagt under Dresden-massakren. London slap med skader på kun 2,4 kvadratkilometer under hele krigen.

Endelig er det dybt ironisk, at Dresdens eneste tilnærmelsesvise militære mål - dets jernbanenet - blev ignoreret af de allierede bombefly. De havde for travlt med at dræbe kvinder, børn og gamle mænd.

Hvis vi skal sammenligne krigsforbrydelser, så er Dresdens Holocaust helt sikkert den usleste af dem alle. Men der bliver ikke lavet nogen film i dag, som fordømmer dette djævelske massemord, ejheller kom nogen af de allieredes flyvere - eller sir Winston Churchill - til at sidde på anklagebænken i Nürnberg. Faktisk blev Dresden-flyverne belønnet med medaljer for deres rolle i dette massemord. Men de kunne selvfølgelig heller ikke have været stillet for en domstol, for de havde jo bare "adlydt deres ordrer".

Dermed være ikke sagt, at bjergene af lig i Dresden blev ignoreret af Nürnberg-domstolen. Som en sidste bidende ironi præsenterede anklageren fotografier af de døde i Dresden som "bevis" for de påståede nationalsocialistiske grusomheder mod jødiske koncentrationslejrfanger!

Churchill, uhyret, som gav ordre til Dresden-myrderierne, blev adlet, og resten er historie. Hans levnedsskildrere går let hen over massakrens koldblodige sadisme. De kan stadig ikke få sig selv til at fortælle om, hvordan én galnings ønske om at "gøre indtryk" på en anden, førte til massemordet på op mod en halv million mænd, kvinder og børn."

* talangivelser varierer endnu mellem 18.000 og 500.000!

Kilde/Source: National Journal

Horst Mahler: I anledning af Auschwitz-dag
Auschwitzdagen
læs mere om Holocaust, Auschwitz, Anden Verdenskrig og jøderne
Baggrundslæsning: Den talmudiske hævn
Forfatteren Kurt Vonnegut oplevede dette bombardement

Mosaisk Upps forside | Dronten | Kontroversen om Zion | Mosaisk.Com igen | Det såkaldte 'Jødekartotek' | Jødekartoteket'