Mosaisk Upps!

Oplysning om jødernes rolle i samfundet

 

 

jødisk racisme - omslag

Download bog i pdf-format ved tryk på billede

 

 

Jødisk racisme

af David Duke

 

 

FORORD TIL DEN DANSKE UDGAVE
af Knud Bjeld Eriksen

Den kontroversielle forfatter og politiske aktivist, Dr. David Duke, skrev bogen, Jewish Supremacism: My Awakening to the Jewish Question i 2003. Det er hans anden, opdaterede og udvidede udgave af denne bog fra 2007, der her er oversat til dansk. Bogen findes hermed på 15 sprog. Duke har skrevet to bøger, denne og den foregående, My Awakening. De har begge en undertitel, der fortæller, at der er tale om Dukes egen personlige opvågnen til forståelse af de undertrykte sandheder om de to spørgsmål, han anser for at være de væsentligste i verden overhovedet. Racespørgsmålet og det jødiske spørgsmål. Jødisk Racisme er en udvidelse af et af kapitlerne i My Awakening, men er samtidig en populariseret fremstilling af den afhandling, der i 2005 skaffede ham en doktortitel i historie fra det største universitet i Ukraine, MAUP. Duke skriver en blanding af autobiografi og politisk analyse, som også en anden af mine yndlingsforfattere om det jødiske spørgsmål, den en gang verdensberømte Douglas Reed, gjorde brug af.

David Duke må i dag anses for en af de allerbedste forfattere vedrørende disse spørgsmål. Både på grund af hans mangeårige studium af emnerne, der går helt tilbage til hans studenterdage i tresserne og på grund af hans klare, frygtløse behandling af dem. At han kun har skrevet de to bøger skal så sandelig suppleres med de hundredvis af radioudsendelser, internetudgivelser, artikler og foredrag, der siden er kommet til. Endelig, ikke mindst i disse multimedietider, har han i de senere år produceret de meget populære Youtube videoer, der ses af millioner verden over og han er fra dette års begyndelse (2012) vært på sit eget daglige radioprogram på en af Amerikas kendteste alternative radiokanaler, www.rense.com. Videoerene og det livlige radioprogram viser, tydeligere end det skrevne ord, hvilken sympatisk og veltalende politiker, han er. Indtrykket af ham her vil fuldstændig modsige mediernes monotone forsøg på at gøre ham til en ond racist, Ku Klux Klan-leder, jødehader, nazist, osv. osv. Han er stadig utrættelig i sin mission, der går ud på at sikre bevarelsen af den ægte mangfoldighed i verden, specielt den hvide race, hans egen, som han hævder er under angreb og udryddelsestruet. Han understreger, at dette arbejde samtidig tilgodeser alle jordens andre folkeslag, der alle har ret til at leve i egen kultur med egne politikere og egne medier og ikke under et ensrettet globalistisk pengediktatur med jødisk overherredømme. Han kæmper for frihed for alle, ikke kun hans eget folk, siger han igen og igen.

I bogens 20 sider lange forord fortæller David Duke, at hans eneste formål med at skrive Jødisk racisme, er at finde sandheden. Og det må også læseren af bogen gøre — holde sandhedssøgen helt fremme i sin bevidsthed, mens han læser bogen, siger Duke. Han gør opmærksom på, at hans kilder overvejende er jødiske. Dette faktum udgør bogens særlige og egentlige styrke, siger han selv.

David Duke er ikke fremmed for at byde på — eller selv acceptere — udfordringer. Han var for en del år tilbage en lovende ung politiker i staten Louisiana. Han var ekstremt populær blandt hvide borgere i staten på grund af sin uforbeholdne understøttelse af den hvide kultur.

Han er den amerikanske politiker, der i nyere tid alvorligst har truet og rystet den herskende jødiske penge-, medie- og politikerelite ved at han, trods sine klare standpunkter FOR den amerikanske hvide majoritetsbefolkning og MOD den jødiske herrefolksideologi og den jødiske skjulte magtudøvelse, rent faktisk opnåede valg og kom meget tæt på at blive guvernør og senator i sin hjemstat Louisiana.

David Duke har måttet betale en høj pris for sin frygtløse og effektive kritik af de jødiske magtkliker. Han er bl.a. blevet fysisk overfaldet mange gange og har fået dødstrusler og bombetrusler. Senest har han været arresteret i EU og nu fået indrejseforbud i tre europæiske lande (Tjekkiet, Schweiz og Tyskland). Han har måttet afsone en fængselsdom for skatteunddragelse hvilket han i bogen beskriver som endnu en politisk forfølgelse, hvor hans virkelige "forbrydelse" var den, at være "politisk ukorrekt" og uforfærdet i sin kritik. Dette betyder, siger han, dødsdom for enhver politikers karriere i dag.

Han fortæller, at han havde en jødisk grandonkel, som blev præst i Metodistkirken, samt at hans familie ikke havde fordomme om jøderne. Dukes kristne baggrund fremgår meget tydeligt i flere kapitler, som nok forekommer en religiøs amerikaner mere vedkommende end tilfældet er for en gennemsnitsdansker. Men vor 1000 år gamle kristne kultur må også her inddrages og forsvares som en del af vor selvforståelse.

Om jøderne siger Duke, at naive kristne tror, at praktiserende jøder regner Det gamle Testamente for det helligste af deres religiøse skrifter, hvor det i realiteten er det mere ukendte Talmud, der udgør deres vigtigste rettesnor i livet. Ti paver og Reformationens fader, Martin Luther, var meget kritiske over for jødedommen. Det, der har overlevet i jødedommen, siger Duke, er jødisk had og magt. Han beskriver både zionismen, Israels adfærd og troen på at være et herrefolk, "udvalgt af Gud til at herske", som en logisk forlængelse af jødedommen. I øvrigt fortæller han tydeligt, at det ikke er alle jøder, han kritiserer eller anklager. Det er de jødiske ekstremister, han kalder Jewish Supremacists hvilket på dansk er blevet til Jødiske racister. De er oftest sammenfaldende med dem, der benævnes zionister. Jeg bruger selv helst udtrykket "magtjøder". Uheldigvis er det dem, der er toneangivende i de store jødiske organisationer, magtcentre og verdensmedier. Det er dem, David Duke behandler i bogen.

Den tidligere jødiske højesteretsdommer i USA, Louis Brandeis, sagde en gang: "Jøder er en særskilt nationalitet. Uanset, hvilket land, de tilhører, eller deres stand og trosvariant, er de nødvendigvis en del heraf". Jøder bekæmper assimilation for sig selv, men anbefaler den for andre, siger Duke. I det 20. århundrede og det tidlige 21. århundrede har jøder stået i spidsen for bestræbelserne på at afkristne Amerika, og de har haft succes på grund af deres dominans over massemedierne.

De har i USA været anførerne af  kampen for "borgerrettigheder" og de var grundlæggerne — og indtil for få år siden — dem, der kontrollerede NAACP, de farvede folks interesseorganisation i USA. Deres kontrol over radio, fjernsyn, Hollywood samt de ledende aviser er ingen hemmelighed, og Duke giver navnene. De blade, der ikke fremmer den zionistiske globale og nationale politik, finder snart ud af, at deres annoncører forsvinder én efter én, siger Duke og giver eksempler. Den jødiske propagandaorganisation I USA, ADL, kontrollerer det, der kendes som den jødiske broderorden, B'nai B'rith's, "reklameloge". Den er så magtfuld, at det ikke betaler sig for bladene at gå imod en magt, de ikke kan klare.

Medierne er ifølge David Duke europæernes og amerikanernes farligste fjende. De har en altdominerende — og fjendtlig — rolle i alle moderne menneskers daglige liv. Han giver en meget grundig gennemgang af jødisk dominans indenfor samtlige medier. Det er både Hollywood og internationale filialer eller tilknyttede miljøer, såvel som samtlige andre underholdningsmedier og nyhedsmedier. I sagens natur er det USA's medier, der gennemgås, og det er også USA's medier, der på verdensplan er de mest dominerende. Men også i Danmark, i det øvrige Skandinavien og i hele Europa, er medierne under jødisk dominans, i ejerskab og/eller redaktion. Jeg har selv, gennem mine hjemmesider forsøgt at deltage i oplysningen om dette, men meget mere kan gøres. Der er for mig ingen tvivl om, at de danske medier er nogenlunde lige så jødisk domineret som de amerikanske. Lad blot følgende navne stå lidt på nethinden og tænk på, hvor ofte de, eller deres medier har leveret nyheder eller underholdning til dig. Og de udgør blot toppen af isbjerget. Det er kun de mediejøder og jødiske talsmænd, jeg lige umiddelbart kan komme i tanker om: Brødrene Melchior, Susanne Bier, Georg Metz, Arne Notkin, Dan Tschernia (TV2 Lorry), Adam Holm, Martin Krasnik, Klaus Rothstein, Bent Blüdnikow, Michael Meyerheim, Herbert Pundik, Samuel Rachlin, Hanne Foighel, Allan Silberbrandt, Peter Wivel (og flere i Wivel-familien), Mogens Rubinstein, Hans Morten Rubin, Kjeld Koplev, Mette Fugl, Anders Jerichow, Lisbeth Davidsen, Vibeke Sperling, Jacob Levinsen, Miriam Katz og "Bubber" (Niels Christian Meyer). Ejerskaberne er ofte svært gennemskuelige og ikke grundigt nok undersøgt med henblik på mere nøjagtigt at fastslå graden af den jødiske dominans. Men i vor internationaliserede verden er der formentlig ikke den store forskel på Danmark og USA, som Duke her nøje gennemgår.

Den jødiske stat Israel bliver grundigt behandlet af Duke i bogen. De mest betydningsfulde hændelser i moderne tid vedrørende jødernes skæbne og deres stilling i verden er naturligvis "holocaust" og skabelsen af staten Israel som en direkte følge af denne. Begge emner behandles grundigt og igen frygtløst af David Duke, som ikke er typen, der taler i tåger eller kryber udenom kernespørgsmålene. Han påviser, i flere kapitler, at nyskabelsen, Israel, er både rent racistisk og en base for alverdens kriminalitet og internationale uro. Israel bryder, ganske ustraffet, internationale love, hvor andre lande straks udsættes for sanktioner, bombning og krig.

Omkring den såkaldte "holocaust" mod Europas jøder, redegør Duke grundigt for de vigtigste påstande blandt såkaldte "holocaust-revisionister", eller "benægtere", som medierne ynder at kalde dem, hvor disse har givet udtryk for tvivl om bl.a. mange vidneudsagn, fremlagte dokumenter og fysiske umuligheder i den officielle historieskrivning og om det påståede omfang af forbrydelserne. Men Duke tager ikke selv stilling til den endelige sandhed og indtager den holdning, at der må være forskningsfrihed og ytringsfrihed også på dette område, hvis sandheden skal findes og at man ikke bør lave straffelove, der på sovjetisk vis påbyder en særlig historisk forståelse. Han påviser mediernes skævvridning ved at være fanatisk optagne af nazisterne og deres gerninger og ganske blinde for kommunisternes langt grusommere forbrydelser.

Israel blev skabt som resultat af zionismen, men zionisme er ikke — og har aldrig været — udelukkende en bevægelse, der skulle samle jøderne i Palæstina. Den har, sammen med verdensrevolutionen — kommunismen — været det værktøj, der skulle bringe "The Jew World Order" til sejr. Styring af politikere og "elite" fra oven gennem korruption af politik og finansmagt og gennem mediemagt, der kan skabe revolutioner og pøbel "demokrati", er den magt, zionismen udøver. Det er en usynlig, men altomfattende magt til at levere de nødvendige stemmer eller fjerne dem fra politikere i Vestens "demokratier", alt efter, om politikerne gør som befalet af de stenrige medie- og pengebagmænd.

Duke demonstrerer, hvordan zionistisk magt kontrollerer begge dele af den amerikanske Kongres. Afdøde senator J. William Fulbright (demokrat fra Arkansas), udtrykte, hvad han så som en almindelig snusfornuftig konstatering, da han sagde, at Senatet var under zionistisk kontrol. Han fandt snart ud af, at det betød politisk selvmord at kritisere USA's mellemøstpolitik. Fra kyst til kyst blev jødisk magtkoncentration organiseret og sat ind på at udskifte ham med konkurrenten, Dale Bumpers, som ville være lydig over for den zionistiske linje i udenrigspolitikken. Professorerne Mearsheimer og Walt skrev i 2006 den artikel The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, der udkom som bog i august 2007. Det udviklede sig til det, som Wikipedia kalder "Israel Lobby kontroversen". De blev af jødiske talsmænd skældt ud for at sige det same som David Duke og sådan har det ofte været, at han var først. David Duke er i dag også en af de modigste og tydeligste kendte amerikanere, der advarer mod en jødisk fremprovokeret krig mod Iran, som han gjorde det før krigene mod Irak. Duke giver i bogen mange andre spændende eksempler på jødisk politisk magtudøvelse.

Ifølge David Duke udstrækker zionistisk magt sig også til finansverdenen med dens kontrol af bankerne og dens historie med at udlåne penge til fattige kristne til ågerrenter. I forretningsverdenen bliver kristne direktører i israelsk-kontrollerede selskaber ofte "sat op" til fiasko, hævder han. Siden bogen blev skrevet (2007), hvor Duke kunne omtale jøderne Milken, Boesky og Siegels børsrøveri som historiens største røveri er det kun blevet værre og værre og disse forbrydelser blegner imod de jødiske oligarkers tyveri af hovedparten af Ruslands resurser i begyndelsen af halvfemserne og nu: Finanskrisen, hvor noget tilsyneladende gik galt i magtjødernes planlagte endelige erobring af samtlige jordens resurser.

Finanskrisen er det foreløbigt, i særklasse, største røveri i verdenshistorien. Wall Streets røverbaroner, ja hele verdens "pengesystem", der i virkeligheden blot er et kæmpemæssigt bluffnummer til udplyndring af verdens resurser og til opnåelse af fuldkommen og altomfattende finansiel magt, har jøder anbragt såvel på topposterne som længere nede i pengemaskineriet. Dette undlader så godt som alle medier at fortælle.

Mange trilliarder af dollar (foreløbig 23) skiftede, gennem finansfyrsternes forbryderiske adfærd, ejere fra skatteyderne til private lommer, alene i USA. Finansfyrsterne blev belønnet, ikke straffet og blev beriget med ganske ufattelige summer, fordi de kunne sælge idéen om at "de var for store til at man kunne lade dem gå konkurs".

Krisen begyndte i sommeren 2007, hvor David Duke skrev denne anden udgave af Jødisk Racisme. Den er derfor ikke kommenteret af ham i bogen, men det er den så sandelig blevet i nogle af hans mange senere videoer på Youtube, som den interesserede bør se for at opdatere sin forståelse af emnet efter at have læst bogen.

David Duke siger endvidere, at jøder er fremtrædende i underverdenen. " A/S Mord" og den såkaldte "russiske" mafia i det moderne Rusland er jødiske. Og slavehandelen, både med sex og andre formål, styres af disse "rovdyr".

Zionister er ikke fremmede over for terrorisme. Duke påviser, at Israel er nummer ét terrorist i Mellemøsten. Menachem Begin, med Irgun-banden og Ariel Sharon, med hans nådesløse slagtning af titusinder af palæstinensere, udgør eksempler på, hvordan zionisterne træder frihed under fode.

Jødisk terrorisme og forræderi behandles indgående. Israel-spionen Jonathan Pollard, der stjal så godt som alle USA's tophemmeligheder til Sovjet, der derefter solgte dem videre til Kina, bliver konstant søgt frigivet af Israel. Massemedierne har lige siden 1967 nægtet at kræve en tilbundsgående undersøgelse af Israels bevidste angreb på det amerikanske flådefartøj, USS Liberty og USA's regering har også i lige så mange år nægtet at gøre Israel ansvarlig for dette morderiske angreb på "en allieret".

Duke stiller 14 spørgsmål under overskriften "Er Amerikas støtte til Israel virkelig dét værd?" Emnerne omfatter ofrene for 9-11, hvor Israel havde forudviden om angrebet, og måske ligefrem gav en hånd med. Også spørgsmålet om de trilliarder af dollar i amerikansk hjælp, som Israel har modtaget siden statens grundlæggelse — og dét til en stat, der stjal beriget uran fra USA til at fremstille ulovlige atombomber. (hvor interessant og ironisk, at netop Israel går forrest i den aktuelle krigstrussel mod Iran i forargelse over dette lands atomprogram).

Også de overvejende jødiske ledere af den "russiske" revolution, og hovedmanden bag finansieringen af dette bolsjevikiske blodbad, den jødiske bankmagnat Jacob Schiff, kommer Duke ind på i detaljer. Disse kendsgerninger er endnu slet ikke kendt og forstået. De findes end ikke i folks bevidsthed.

Hvad der særligt bekymrer Duke er den kendsgerning, at mange jøder støtter såvel den legale som den illegale indvandring af fremmede, der ikke kan integreres, til USA. Her dog ikke, som i Europa, tyrkere, arabere og negere, men mexicanere. Han påviser, hvordan jøder bruger masseindvandringen til Vesten som et våben imod den hvide befolkning og til opnåelse af magt i det derved opsplittede og kaotiske samfund. Han mener, at også denne adfærd og deres viljefasthed og succes i dette projekt er dannet gennem et århundredlangt racesammenhold.

En udtalelse i 2010 fra lederen af det jødiske "Paideia" institut i Sverige, Barbara Lerner Spectre, var en klar indrømmelse af, at den samme jødiske indvandrings-dagsorden gælder i Europa. Hun sagde bl.a. ligeud: "…Det er en gevaldig transformation for Europa at gennemgå, de går nu i multikulturel tilstand, og der vil komme vrede mod jøder for vores ledende rolle."

Også i Danmark har jødiske talsmænd og meningsdannere været i front for at sikre de fremmedes indmarch og for at sikre, at Danmark fik "det fulde udbytte" af den multikultur, de agiterer for. Jeg husker især et par topjøders udtalelser, som vist siger alt. Der var Politikens daværende chefredaktør, Herbert Pundik, som udtalte, at "opgaven var at opdrage danskerne, så tyrkerne kunne være her" og politikeren Arne Melchior der under et fjernsynsudsendt møde omkring fremmedproblemerne belærte os om, at det var fjollet at have noget imod "dobbelt loyalitet", for "vi kunne bare se, hvor godt det var gået med jøderne".

Jo, tak. Læs nu bogen Jødisk racisme og fortæl mig derefter, om du er ganske enig med hr. Melchior. Vestens mennesker er individualister, men vi lever i en verden, hvor gruppetænkning og gruppeloyalitet er det mere almindelige, og hvis vi gerne vil overleve og give mere end et dødsbo videre til vore børn, må vi til at vågne op og handle nu. Det er ved at være sidste udkald. Men "vi er stadig de fleste i vore lande og behøver ikke at blive ofre for jødisk racisme", siger David Duke.

Knud Bjeld Eriksen, advokat
Marts 2012
 

 


Mosaisk Upps forside | Dronten | Kontroversen om Zion | Mosaisk.Com igen | Det såkaldte 'Jødekartotek' | Jødekartoteket'