VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

 

Journalisternes Sorte Bog

 

Indhold:

Om sorte bøger. / Folkestyre kræver adgang til relevant information / ytringsfrihed hyldes, men ikke ytringsret

Hvad siger deklarationerne? / Fire europæiske lande straffer brug af ytringsfriheden

Det tyvende århundredes krige / Propagandakontorer – Efterretningstjenester

Holocaustdoktrinen / Stadigt faldende offertal for Auschwitz

Uheldig leder i Berlingeren, som hævder:: Holocaust kan trods tallene ikke benægtes, formindskes eller bagatelliseres. Det er afstumpet, skørt og tosset

Hitler startede ikke Anden Verdenskrig. / Én holocaustkonference i Teheran - mange i USA

Auschwitzløgnen: Tågetale om Auschwitz. Læserne bør have klar besked. To oplysende bøger

Dokumenteret jødisk krav om folkemord på tyskere

Infoblad af Ernst Zündel om de dramatiske ændringer af mindetavlerne i Auschwitz

Kaufmans forslag til et Europa helt uden tyskere / Amerikansk massemorder bliver præsident

Infokrigen / Benjamin Freedmans tekst om khazarerne

Den store løgner: TAVSHEDEN

Religionskrigen

Gotisk kamp for Jesus / Holberg om jøderne

Kristendommens sejr over jødedommen skildret i 1200-tallet

Det vigtigste i kristendommen / Nationaldemokrati

Omvurderinger: Medieherskerne har kvaler med hændelserne i New York 11/9 2001 og med nutidshistorien / Historisk kanon kan blive nyttig, hvis propagandaapparaternes skævvridning blotlægges

De store krige : Fakta som forbigås :

Forbigået 1: Benjamin Freedmans advarsler

Forbigået 2: Balfourdeklarationens andet afsnit

Forbigået 3: Jødiske intriger i Versailles

Forbigået 4: Den jødiske propagandakrig fortsætter

Forbigået 5: Louis Levy bekender, at hans folk har sat sig på alle samfundets kirtler

Forbigået 6: Søren Mørch bekræfter krav om jødisk hegemoni over alt, hvor der er etableret jødiske samfund

Forbigået 7: Versaillestraktaten i strid med Wilsons principper

Forbigået 8: Kommunistiske kupforsøg i Tyskland. Sovjetiske forbrydelser

Forbigået 9: Anderledes bedømmelser af Hitler: Inge Arvad, G. Ward Price

Forbigået 10: Om jøde- og
Kristushad. Kaufman, Eisenhower, Patton. Jødisk rolleskift fra bøddel til offer

Forbigået
11: The Hoax of the Twentieth Century, Did Six Million Really Die? og Ernst Zündel

Forbigået 12: Nürnbergprocesserne

Forbigået 13: Falsk og faktisk om Wannseemødet

Forbigået 14: Tavshed om jødiske krigserklæringer og verdensboykot af tyske produkter, men ”Krystalnatten” udpensles igen og igen. Hitlers forholdsregler mod boykotten var effektive.

Forbigået 15: Om krigsudbruddet

Forbigået 16: Vestmagterne accepterer Sovjets angreb, endda på Finland

Forbigået 17: Hitler ønskede fred, Churchill krig

Forbigået 18: Besættelsen af Danmark, Norge

Forbigået 19: Hitlers angreb på Sovjet reddede Vesteuropa

Forbigået 20: Holocaust skal omtales -

Forbigået 21: Om revisionisterne. Over 24 berømte navne. / Infoudviklingens sammenbrud

Interessante citater fra Ward Prices bøger

Ideologiernes løfter og bedrag. ”Demokratiernes” misforståelser, svaghed og fallit. Kommunisme, fascisme, nazisme

Forbigået 22: Internering af tyskere, italienere og Japanere. Judaisme/Zionisme. Slavearbejdere ikke kun i Sovjet. Internettet

Forbigået F23: Hændelserne 11/9 2001 ”selvcensureret. Historiefremstillingen må bringes i overensstemmelse med forskningens afsløringer af fakta”

Jyllands-Posten udpeger Anden Verdenskrigs skurke; men et andet trekløver ville passe bedre. ”De forkerte genier”. Om Knut Hamsun. Portræt af de tre, der delte Europa i to, og om Hitlers specielle begavelse og det blinde punkt

Forlag og forfatter fabulerer frit i ”Søforhør” over offertallene i Auschwitz

9/11. Lidt om søforklaringerne vedrørende WTC og en mærkelig tilståelse, der undslap fhv. præsident Clinton

”Løgnens Lange Arme”: Hvad Clinton kom til at afsløre, og om propagandaens hasardspil med tusinder af liv

Den usynlige Supermagt. Ny ruslandshistorie. Solsjenitsyns store værk. Ursula Haverbecks interessante forsvar

Brev til Europa-Kommisssionen og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder om ytringsfrihed i Europa og....................

Afværgende svar fra kommissionen og fra agenturets kommunikationsdepartement..............

Vi svarer agenturet 27. september og retter 8. november 2008 vort brev til dets direktion

Målstyret ”selvcensur”

Integration / Statsborgerskab

Islam er grundlovstridig i Danmark

Der var en gang.

Notat: Stalin klar til erobring af Euro-Sovjet!

Opgør med myterne om Anden Verdenskrig, ved Michael Walsh

Myte 1.: 'Den tyske nation er aggressiv'. Tyskland ønskede ikke krig

Myte 2. 'De tyske væbnede styrker var større end deres naboers' / Den militære magtbalancer

Tyskland og andre fri lande blev angrebet

Kommentar ved Michael Rivero. Om tab

Kommentarer ved Randulf Johan Hansen, Dick Eastman og x-915552

Kommentar ved Dr. Gunther Kümel

Folkemordenes Svarte Bok

En hofhistoriker går amok

Første december 2008 / Gadekrigen mod Kristus / Fjernsynet slutter op

Nogle vigtige dokumenter:

 

2

Journalisternes Sorte Bog

Tidligere sortbøger: Kommunismens og Imperialismens Sortbog.

Nu i Norge: Folkemordenes Svarte Bok.

Den sidste bog blev anmeldt i Jyllands-Posten 30/7 2008. Det påpegedes, at forfatterne ikke betragter overgreb under krigshandlinger som folkemord, men kun bruger begrebet, ''hvor et folk, der uden at være krigspart udsættes for systematisk udryddelse. Derfor er atombomber og civilbombardementer som i Anden Verdenskrig ikke folkemord, men dele af krigens gru."

Sådan mener de at kunne befri USA og Storbritannien fra ansvaret for nogle af de groveste myrderier og ødelæggelser under krigen.

Og samtidig mener de at kunne fastholde jøderne som det typiske, uskyldige offer for folkemord. Denne påstand står sig ikke af to grunde:

Jøderne var i høj grad delagtige i krigshandlingerne. De erklærede Tyskland krig 24/3 1933 og igen 6/9 1939. Derefter deltog jøder på alle fronter. Især på den russiske front var de aktive. I propagandakrigen var de toneangivende både før, under og efter krigen.

Det er aldrig blevet bevist, at jøderne blev udsat for systematisk udryddelse. Kun at de, foreløbigt, til krigens slutning, blev forflyttet fra tyske nærområder til lejre i Øst, hvor arbejdsduelige blev sat i arbejde. De allierede har på samme måde interneret tyskere, italienere og japanere.

En anden sag er, at jøder, som partisaner og kommissærer blev likvideret på ø stfronten, hvor de i øvrigt forårsagede de tyske tropper betydelige tab.

Hvis den norske bog bliver korrigeret for påpegede fejl - læs artiklen "Folkemordenes Svarte Bok" - kan den måske blive nyttig; men alt tyder på, at den sortbog, som der er størst behov for, er "Journalisternes Sorte Bog", et værk, der opregner flest muligt af de vigtige hændelser, som mediefolkene bør kende til: men som de holder hemmelige, eller fuldstændigt fordrejer.

Forudsætningen for et meningsfuldt folkestyre er, at alle har adgang til al relevant information.

Ytringsfrihed er derfor en af de nødvendige forudsætninger for demokrati, lige som pressefrihed, men denne bør ikke blot omfatte journalisternes ret tit at ytre sig i medierne; men også at enhver anden borger har krav på at komme tit orde med relevante synspunkter og oplysninger i de nødvendige medier.

Uden konsekvent ytringsfrihed og ytringsret er folkestyre eller demokrati en illusion.

I princip hyldes ytringsfriheden, men ikke ytringsretten, næsten over alt i Vestverdenen.

3

Journalisterne vil gerne kæmpe for deres egen ret til spalterne. De vil også gerne afse en begrænset plads til læserindslag, der respekterer vedtagne tabuer. Men skribenter, der ikke gør det, slippes ikke frem i medierne.

 

Hvad siger deklarationerne?

Den danske Grundlov:

§ 77: Enhver er berettiget til i tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres,

De internationale konventioner:

Både FN's verdenserklæring om menneskerettigheder 10/12 1948 og Europarådets ministerkomité's erklæring 1950, som blev antaget og ratificeret af Danmark 31/3 1953, fastslår, at ytringsfrihed er ethvert menneskes ret.

Det ser altså tilsyneladende godt ud for ytringsfriheden.

Men hvordan kan det da gå til, at for at bruge deres ret til at udtrykke tanker og erfaringer, er i fire lande straks syd for vore grænser tusinder af ikke-voldelige personer sendt i fængsel eller idømt hårde bøder og for resten udsat for vold og attentater, uden at politiet har grebet ind ?

Og i vort eget land bliver bestemte meninger og oplysninger forment adgang til så godt som alle massemedier. Er journalisterne uvidende om dette ? - eller finder de det helt i orden? - eller er de tvunget til at rette sig efter påbud fra mægtige medieherskere?

Blandt de mere end titusinde journalister og medieoptrædende i vort land er der sikkert repræsentanter for alle tre kategorier; men særligt må man undre sig over den gruppe, der erkender og retter sig efter tabuerne, skønt de må forstå, at det folkelige flertal føres bag lyset, og demokratiet er sat ud af kraft.

Man kan undre sig over, at dette diktatur kan fungere årti efter årti, men betragter man sagen nøjere, indses det, at forholdet bygger på en uomgængelig konsekvens og logik: Den, der bryder tabuer, får ikke sin tekst på og risikerer at blive fyret, og han eller hun udsætter sig for kollegers nådeløse spot - kolleger, der har helt frit råderum i mediet.

Hvem kan forsvare over for sin familie at gøre sig selv subsistensløs? De godkendte journalister har det jo personligt godt og lever højt respekteret i samfundet. De fleste føler sig sikkert ikke spor onde - eller: ikke værre end alle andre. Men deres gerninger, eller mangel på, er det.

4

Derfor er Journalisternes Sorte Bog nødvendig. Den skal være en service til folkets information og et skridt mod ægte demokrati.

Og den skal være en støtte for de journalister, der ønsker sig frigjort fra medieherskernes tyranni.

Det tyvende århundredes krige

I næsten alle krige indgår striden om, hvem, der satte uhyrlighederne i gang. Vinderne opnår blandt en del andet den fordel, at kunne fastslå, at skylden var taberens. For 1900-tallets store krige var det naturligvis særlig vigtigt. Selv om betydelige forskere har afsløret et nuanceret billede, har det i de gængse medier lige til i dag været fremstillet som en selvfølge, at den, der startede Anden Verdenskrig, var Hitler.

Ganske vist kan mange se, at grundlaget blev lagt med Versaillestraktatens ubesindigheder efter krigen, der sluttede 1918. Og det var opgøret med de åbenlyse urimeligheder i denne traktat, som var substansen i det program, der skaffede Hitler den opbakning, som bragte ham til magten. Og nået så langt var det ikke hans ønske at starte en ny krig, men at konsolidere den velstand, som var under opbygning. Men det var den, der forskrækkede naboerne, og specielt det britiske imperiums ledelse, hvor Winston Churchill blev en kendt profil.

I den propagandakrig, som nu blev intensiveret, kom zionisterne til at spille en afgørende rolle.

De havde i det skjulte startet deres kamp mod Tyskland i 1916 og åbent erklæret krig i 1933 og 1941. Pi grund af nazisternes modforholdsregler udvandrede ganske mange velstående jøder fra Tyskland, Østrig og Tjekkos1ovakiet. De fik med deres gode forbindelser, ikke mindst i medierne en afgørende indflydelse pi vinklingen af hændelsesforløbet i vestlige lande med britisk dominans.

Dette medførte, at de polsk-angelsaksiske manøvrer for at starte krigen på østfronten blev dysset ned, medens nazisternes forhold til de europæiske jøder blev mediernes centrale angrebspunkt mod nazismen. Uofficielt kunne Churchill godt bekende, at det var Tysklands industri, han ville knuse; men i medierne var det Tysklands overgreb med det "uskyldige" jødefolk, som blev brugt tit at opbygge forargelsen mod det nazistiske Ty skland

Hvor behændigt dette blev gennemført, ses af, at tysk forbud mod giftermål med jøder blev stemplet som afskyeligt, skønt jøderne i årtusinder havde hyldet samme lov (som dog for kvindernes vedkommende kunne glemmes, hvor penge eller politik kunne tale for det)

Under og især efter krigen blev påstanden om tysk folkemord på jøderne dominerende, og den påståede dødslejr, Auschwitz, blev gjort til symbol for, hvad der blev udnævnt til verdenshistoriens mest afskyelige forbrydelse.

Læs om Auschwitz-løgnen og Holocaust

Propagandakontorer - Efterretningstjenester

Især under den sidste verdenskrig blev propagandakontorer og efterretningstjenester udviklet til dødbringende våben.

I princip er det helt forskellige virksomheder. De fleste er forberedt på, at overdrivelser til og med løgn indgår i propaganda; men efterretningstjenesten må i landets egen interesse stræbe efter størst mulig sandhed. Men en ting er, hvad den opsnapper, noget andet, måske, hvad den slipper videre til styret, og noget tredje, måske, hvad styret slipper videre til offentligheden.

Denne usikkerhed i kommunikationen har ført til, at de to tjenester har infiltreret hinanden, hvortil kommer en teknisk udvikling, som har gjort det muligt at forfalske billeder, film og dokumenter og at konstruere snavsede hændelser, der skal se ud, som om de er udført af fjenden. Foretagsomme i dette har den israelske efterretningstjeneste Mossad og de amerikanske mere eller

5

mindre hemmelige tjenester været; men ikke altid med lige stort held. I USA har fri iagttagere vendt sig skarpt mod, hvad der kaldes "covert operations", formummede operationer. En sådan kritik tillades ikke i danske medier. Vore medier følger vor regering og den følger USA's. Vil man orienteres bredere, må man gå til nettet og til ukontrollerede aviser og tidsskrifter som AMERICAN FREEE PRESS og THE BARNES REVIEW.

Holocaustdoktrinen

gjorde fra 1945 gældende, at tyskerne, med hensigt, myrdede 6 mio. jøder, deraf 4 mio. i Auschwitz-Birkenau, hvor man henrettede med gaskamre og skaffede ligene af vejen ved at brænde dem i krematorier.

Denne fremstilling blev antaget af alle danske medier og de fleste vesterlandske. Det skyldtes den mægtige jødiske lobby, der var så magtfuld, at fire landes regeringer så sig tvunget til at indføre love, der gjorde det strafbart at udtrykke tvivl om dens dogmer.

I Storbritannien og Skandinavien greb man ikke til direkte lovgivning; men lobbyen havde så stor magt i medierne, at disse lande frivilligt indførte samme restriktioner, hvilket uskyldigt betegnes som "selvcensur".

Som helhed må det konstateres, at de jødiske propagandakontorers lancering og udbredelse af holocaust-idéen, var en helt utroligt vellykket operation, som ikke kan undgå at have gjort et demoraliserende indtryk i andre "efterretningstjenester" ,og blandt dem, der benytter sådanne.

I hvert fald er den blevet udnyttet ikke alene til vor tids mest gigantiske pengeafpresning, men også til forsvar for Israels overgreb i Palæstina. Og dette har igen optrappet anvendelsen og tolerancen af vold på verdensplan.

Det skortede ellers ikke på advarsler. Vi vedføjer en liste over offentliggjorte tabstal for Auschwitz:

Tal-udviklingen i antallet af dræbte jøder gennem årene
kilde: www.mosaisk.com

År-måned-dag Medie Antal
1945-12-31 Franz, Ermittlungsst, für Kriegsverbrechen 8,000.000
1978-04-20 Le Monde (Tageszeitung, Paris) 5,000.000
1995-01-32 Die Welt 5,000.000
1989-04-20 Kogon, Der SS-Staat (Experten-Buch) 4,500.000
1946-10-01 IMT Dokument 008 USSR 4,000.000
1989-11-24 OSIA Majorowsky, Wuppertal 4,000.000
1990-07-26 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung 4,000.000
1993-10-08 ZDF 4,000.000
1995-01-25 Wetzlarer Neue Zeitung 4,000.000
1946-10-01 IMT Dokument 3868-PS 3,000.000
1995-01-01 Damals (Geschichtsmagazin Deutschland) 3,000.000
1990-07-18 The Peninsulat Times Tribune, SF (USA) 2,000.000
1990-07-25 Hamburger Abendblatt 2,000.000
1995-01-27 Die Welt 2,000.000
1992-06-11 Allgemeine Jüdische Wochenzeitung 1,500.000
1993-10-08 ZDF 1,500.000
1995-01-23 Die Welt 1,500.000
1989-09-01 Le Monde (Newspaper, Paris) 1,433.000
1995-02-02 Bunte (Illustrierte, Deutschland) 1,400.000
1995-01-22 Die Welt (Welt am Sonntag) 1,200.000
1995-01-27 Die Welt 1,100.000
1994-12-21 IfZ (Institut für Zeitgeschichte, München) 1,000.000
1989-12-31 Pressac-Buch, Auschwitz: Technique 0,928.000
1993-09-27 Die Welt 0,800.000
1995-01-22 Die Welt (Welt am Sonntag) 0,750.000
1994-05-01 Focus 0,700.000
1995-01-23 Die Welt 0,700.000
1994-12-31 Pressac, Die Krematorien von Auschwitz 0,470.000
1948-01-08 Welt im Film (Wochenschau Nr, 137) 0,300.000
1990-01-06 Frankfurter Rundschau 0,074.000
1995-05-31 Hoffmann, Stalins Vernichtungskrieg 1941-45     0,074.000

6

Læg mærke til, at de store aviser Le Monde, Die Welt og Welt am Sonntag justerer deres tal nedad, og at holocaustforsvareren, Jean-Claude Pressac, har ændret de 4 mio. til 928.000 og siden reducerer tallet med yderligere 458.000.

Hvad det samlede tal på 6 mio. angår, peger den også sprogligt højt begavede forsker og skribent, Jurgen Graf, på, at Handelszeitung 4.2.1998 citerer Rolf Bloch, præsident for The Holocaust Fund, der oplyste, at der på det tidspunkt endnu var l mio. holocaustoverlevende i live. Statistiske tabeller slår fast, at der så må have været over 3 mio. i live i foråret 1945. Allerhøjst l mio kan være bukket under i krigsårene - deraf en betydelig del af "naturlige" årsager og som følge af underernæring og epidemier, som i høj grad var en følge af de allieredes tæppebombninger.

Dertil kommer de historiske revisionisters afslørende bøger og netsider.

Journalistisk burde det være mere interessant og tilfredsstillende at skrive om dem, der afslører propagandakrigens løgne end om dem, der klamrer sig til dem. Men i dagsmedierne slippes afvigere ikke frem.

Mange journalister holdes formentlig fortsat i uvidenhed; men alt for mange skræmmes af de i indledningen nævnte grunde fra at skrive om, hvad de godt ved, er kendsgerninger.

I alle fald sørger mediefavoritterne for, at det vedtagne propagandabillede bevares intakt.

Redaktionerne har deres betroede talerør. Berlingske Tidende benytter gerne to prøvede retskrivere: Bent Blüdnikow og Poul Høi, og lederskribenterne holder sig ikke tilbage.

 

Rubjerg 25-02-2007

Uheldig leder i Berlingeren

Holocaust-benægtelse er en parodi, hedder en leder i Berlingske Tidende 19. januar 2007. Men hvor meget hold er der i bladets påstande, som her bringes i kursiv?

Bladet finder det ufatteligt, at nogen vil benægte, formindske eller bagatellisere mordet på 6 mio. jøder under Anden Verdenskrig

Hvad da med Den Danske Encyklopædi? Den har nedskrevet offertallet i den mest berygtede såkaldte ”dødslejr”, Auschwitz fra, 18 mio., som det hævdedes straks efter krigen, over 4 mio., som det blev hævdet frem til 1988, da retsprocessen i Canada mod Ernst Zündel fastslog, at den gennem 40 år gentagne historie om Auschwitz var i alt væsentligt uholdbar. Blandt de bemærkelsesværdige følger, som enhver kan forsikre sig om, var, at mindetavlerne i Auschwitz måtte laves om. Man ændrede tabstallet fra 4 mio. til 1,5, og vor Encyklopædi ændrede tallet til 1,2 mio. jøder. Seriøse forskere hævder, at tallet bør bringes endnu længere ned. Men de 4 mio. er altså definitivt forladt, og tabene skyldtes ikke gaskamre, men overvejebde naturlige årsager, som sult og epidemier, der skyldtes de allieredes tæppebombninger, som forhindrede tilførsel af fødevarer og medicin.

Jamen, encyklopædien fastholder jo under ”holocaust”, at 6 mio. jøder blev myrdet. Hvordan kan det hænge sammen? En del af forklaringen må nok ses i, at man til artikelforfatter har valgt Politikens mangeårige chefredaktør, dansk-israeleren Herbert Pundik, som man for lejligheden kalder journalist. Han begrunder sin påstand med udsagn af de mest upålidelige vidner, som Franz Stangl.; men undgår de fysiske og kemiske kendsgerninger, som forskerne har påvist, gør det umuligt at gaskamre og krematorier kan have fungeret på den måde, som det er blevet påstået, og som troende stadig hævder.

Jamen, er 6 minus 3,5 eller 4 eller 5 da altid 6? Det er ét matematisk mysterium, som man må være stærkt troende på et religiøst eller/og politisk evangelium for at acceptere. Vore medier gør det åbenbart.

Hårdt presset forsøger holocaustforsvaret at forklare de stærkt reducerede tabstal for Auschwitz ved at henvise til andre lejre og andre metoder, men de har heller ikke kunnet stå for nærmere undersøgelse. Bladet fortsætter uanfægtet :

Holocaustbenægterne stemples som afstumpede, skøre, tossede typer.

Hvem er da afstumpede skøre og tossede ? Er det forskerne, der har afsløret urimelighederne i holocausthistorierne, eller er det medieundersåtterne, som bliver ved med at hævde myter der strider mod elementær fysik og sund fornuft ?

7

Bladet skriver om den ubenægtelige Holocaustforbrydelse, og om nazismens afskyelige forbrydelser.

Der er ingen grund til at benægte nazismens forbrydelser. Men der er al mulig grund til at benægte de forbrydelser, som den ikke har begået, og andet er det ikke, revisionisterne gør. Det er ikke kun overdrivelserne i holocaustmytologien, som revisionisterne har gjort op med, men hele krigspropagandaen, som siden Første Verdenskrig har været rettet ensidigt mod Tyskland. Disse afsløringer er lige så interessante.

Det var ikke Hitler, der startede Anden Verdenskrig, men polske aktivister og de jødisk-engelske kredse omkring Churchill, som ville knuse tysk industriel magt . Og krigens videre totalitære udvikling blev styret på samme måde i samvirke med kredsen omkring Roosevelt med fuldstændig blindhed overfor Sovjetunionens langt større og endnu mere forbryderiske regime.

Ubenægteligt er det, at England-Frankrig og USA affandt sig med Sovjets annektering af det halve Polen, hele Baltikum og dets angreb på Finland, men lige så ubenægteligt og endnu værre er, at Vestmedierne godkender, ja lovpriser, at Churchill og Roosevelt i Jalta overdrog det halve af Europa til Stalin. For at dække over dette vanvid skjules de allieredes egne f krigsforbrydelser, og alt satses på at angribe Tysklands af hvilke en del er frit opfundne.

Bladet fortsætter :

Teheran har lagt hus til konference for holocaustbenægtere og leverede derved bevis for at Iran er et forbryderregime

Jamen hvad er så USA ? Det har lagt hus til serier af revisionistiske konferencer, arrangeret med jævne mellemrum af de to tidsskrifter Journal Of Historical Review og The Barnes Review. Dette tjener det fri i det amerikanske samfund til ære, og det er en skamplet på danske medier, at de aldrig har omtalt disse begivenheder undtagen lejlighedsvis fordømmende. Det er derfor uvidenheden om nutidens historie er så kompakt, at medierne kan forsvare holocaustmytologien og Israels erobringskrig i M:Ø:

Medens omfanget af nazisternes overgreb mod jøderne kan diskuteres, kan Israels overgreb mod palæstinenserne og international ret ikke bestrides.

Bladet fremhæver Tysklands og Østrigs grusomme fortid , hvor deres høje civilisation kollapsede .

Javel, men så må også Sovjet-Ruslands grusomme fortid, og Amerikas og Englands og zionismens grusomheder i imperialismens tjeneste klarlægges for folk.

Bladet slutter: Det må være et nationalt anliggende om man vil benægte det ubenægtelige. Ifølge bladet er holocaust ubenægteligt; men det skal være op til de enkelte lande frit at bestemme om de vil straffe en sådan benægtelse med fængsel eller bøder.

Det er præcis som i Erasmus Montanus : Hvis nogen på et nationalt ”bjerg” fornægter, hvad man dér, for tiden, finder ubenægteligt, så er det frit for dette at bestemme, om det vil spærre ham inde, eller nøjes med at se til at han ikke får chance for at føre sine afvigende synspunkter frem gennem massemedierne. Det sidste finder Berlingeren er godt nok i Danmark, men det første er godt nok i vore nabolande. Ytringsfriheden skal være et nationalt anliggende.

Et sådant forbehold nævnes ikke noget sted i FN's pagt eller den europæiske konvention om menneskerettigheder: Begge steder slås det utvetydigt fast, at ytringsfriheden skal gælde internationalt – ikke underkastes regionale etablissementers fortolkninger og forvanskning.

Bladets leder blev fulgt op med ubegrundede invektiver i en artikel ved bladets betroede korrespondent Poul Høi.

8

Auschwitzløgnen

Poul Høis artikel i Berlingeren 7. februar om Auschwitz-løgnen manglede klarhed i det centrale spørgsmål: Hvad går denne løgn ud på? Læserne har krav på at få at vide, hvori den består.

I 43 år fra afslutningen af Anden Verdenskrig til 1988 har alle leksika hævdet, at 4 mio., mest jøder, blev myrdet i Auschwitz med anvendelse af gaskamre og krematorier med en kapacitet, som aldrig før eller siden er set. Det er denne fremstilling, som har vist sig at være løgn.

Det blev så overbevisende dokumenteret ved den retssag, som Sabina Citron ophidsede Canada til at rejse mod Ernst Zündel, fordi han havde distribueret bogen ” Did Six Million Really Die ?”, som var skrevet af englænderen Richard Harwood (pseudonym for Richard.Verrall) der inspireret af den store franske revisionist Paul Rassinier gjorde op med løgne og overdrivelser i fremstillingen af Tyskland.

Citron ville have Zündel dømt for at have udsendt løgne, og indkasserede derved sit livs nederlag. Det lykkedes Zündel at skaffe overbevisende dokumentation for, at den vedtagne version af Auschwitzhændelserne er propagandaløgn. Hans beviser var så stærke at alle inskriptionerne på mindetavlerne i Auschwitz måtte laves om, og enhver kan kontrollere, at vor encyklopædi nu skriver, at tabstallet ikke var 4 mio, men anslås til 1,2 mio. jøder. Seriøse forskere mener at tallet bør ansættes betragteligt lavere, og undersøgelserne i selve Auschwitz viser, at tabene ikke kan skyldes gaskamre, men overvejebde naturlige årsager som sult og epidemier i forbindelse med mangel på levnedsmidler og medicin, hvilket var en følge af de allieredes tæppebombninger.

Det er fint, at Poul Høi nu støtter Ahmadinejads forslag om en uvildig undersøgelse af holocaust; men denne undersøgelse er i alt væsentligt gennemført for længe siden. Det er svært at forstå, at han kalder denne forskning ond, totalitær og galimatias når han kender Institute Of Historical Review og The Barnes Review . Instituttets tidsskrift er ganske vist sygnet hen i konkurrencen med den bredere anlagte Barnes Review ; og tidsskriftet ” Revisionism”, men dets årbøger og litteratur kan stadig købes, og det bør alle, der vil have en mening om holocaust, benytte sig af.

Danske medier lader nu som om revisionismen er en islamisk opfindelse, og konferencen i Teheran den første i emnet. Det er helt fordrejet. De store navne er europæiske og amerikanske og deres forskning er blevet diskuteret og finslebet ved regelmæssige konferencer arrangeret f.eks. af de nævnte organisationer.

Det er en skamplet på Europa, at sådanne konferencer ikke kan holdes her, fordi Tyskland. Østrig, Frankrig og Schweiz arresterer alle revisionister og sender dem i fængsel uden mulighed for forsvar, da enhver, der vil forsvare dem også bliver straffet.

England og Skandinavien har endnu afvist dette barbari; men emnet er alligevel næsten medietabu. De fleste danskere er derfor henvist til selv at skaffe sig holdbar information. Om holocaust har svenskeren Lars Adelskogh skrevet en kort og klar redegørelse, måske den allerbedste hidtil. Den hedder med et citat af Benjamin Franklin: ”En tom säck kan inte stå.” Om baggrunden findes på svensk ”Den judiska rasismen ” af David Duke. ”Døde virkeligt 6 mio. ? ” findes på dansk og svensk, og kan læses på www.holocaust .nu. På nettet er udbuddet endnu bredere, og på engelsk meget stort.

Auschwitz var en arbejdslejr til hvilken især jøder, hvis ledere havde erklæret krig mod Tyskland, blev deporteret. Idéen at fremstille den som en dødslejr beregnet til at udrydde alle jøder blev udviklet i allierede propagandakontorer med jødisk dominans.

Fjendeudryddelse er en urgammel jødisk ønskedrøm, som holdes i live med barbariske ceremonier som purimfesten med kager formet som afskårne ører til minde om mordet på 70.000 fjender.

I Mosebøgerne læser vi, at modstanderne af ”Guds” udvalgte folk skal udryddes til sidste mand, og endnu i begyndelsen af 1941 agiterede amerikanske jøder åbent for at alle tyskere skulle udryddes og landet fordeles mellem naboerne. Det lå da nær for deres tankegang, at gå ud fra at tyskerne omgikkes med tilsvarende idéer (hvad de ikke gjorde !), og da krigsafgørelsen trak ud, besluttede propagandisterne at bytte fortegn. Rollen som betvingende herskermagt blev gemt til si-

9

de til senere anvendelse, og rollen som uskyldigt offer halet frem igen og lanceret med Holocaust som trumf.

Hverken Churchill, Eisenhower eller de Gaule nævner begivenheden i deres erindringer. De troede nok ikke på den; men siden har alle statsmænd følt sig tvunget til at beklage og fordømme den, enten de troede på den eller ej. Iscenesættelsen var ikke til at stå for, og propagandaapparatet var overmægtigt.

I lejrene fandtes kamre til desinficering af sygdomsramtes klæder. De omdøbtes til store haller, hvor man myrdede millioner af jøder med den til klæder anskaffede insektgift, Zyklon B. Og lejrenes krematorier udnævntes til tekniske mirakler, der var i stand til løbende at brænde det vildt opskruede antal døde. Noget lignende er aldrig set hverken før eller siden.

Gennem mere end 40 år spredtes disse ukontrollerede beretninger så godt som uimodsagt gennem alverdens medier, indtil Ernst Zündel indledte de enkle undersøgelser, der viser, at de simpelt hen er umulige.

I dag er den zionistiske Auschwitzløgn aflivet, og holocaustmyten holdes alene i live ved trusler og kunstigt åndedræt. Danske medier kan ikke længere fortie disse kendsgerninger; men gør det.

På næste side vises et infoblad af Ernst Zündel, ca. 1989. Man ser et pressefoto af pave Johannes Paulus II, som 7. juni 1979 opvartet af en tæt skare af pressefolk, honoratiores og tilskuere velsigner 4 mio. ofre, som mindetavlerne foran ham på mange sprog hævdede, at nazisterne havde myrdet.

Vi ser et glimt af The Daily Telegraph , der reducerer offertallet til 1 mio. og New York Times , der valgte 1,6 mio. Hvor sikre er de ny tal ? Zündel peger på, at forskellen mellem dem er af størrelsesorden som byen Ottawa.

Så ser vi ham selv foran mindetavlerne, hvor indskrifterne nu er mejslet bort. Ingen pressefolk !

Da de ny indskpriptioner kom på plads, var 4 mio. ændret til 1½ mio. En meget stor forandring, msn næppe tilstrækkelig stor. For danske medier spiller det næppe nogen rolle. De fremhæver nemlig stadigvæk uforandret så mange steder som muligt Auschwitz som alle tiders grusomste dødslejr, grundlaget for verdenshistoriens største forbrydelse.

Og Folkemordenes Svarte Bok holder lige så fast ved denne myte. Men påfaldende er det, at den ikke nævner følgende, som er fakta :

 

 

Dokumenteret jødisk krav om folkemord på tyskere

I februar 1941 udsendte den amerikansk-jødiske skribent, Theodore N. Kaufman bogen "Germany Mus! Perrish". Den blev rost af store amerikanske aviser Dens budskab var, at tyskerne var barbariske og helt uden kultur. Derfor skulle alle tyskere udrydde s ved massesterilisering. Og så skulle alle tyske territorier uddeles til nabostaterne, som vist på vedlagte kort. Det er interessant, at Danmark kun kunne betros et ganske lille område. Sverige ingen.

Bemærk, at nogle måske vil hævde, at her i henhold til den i indledningen nævnte definition ikke er tale om folkemord, da jøderne ikke var krigsførende; men det var de gennem gentagne krigserklæringer mod Tyskland og deltagelse i kamphandlinger på mange fronter, ikke mindst propagandakrigens.

En forudsætning måtte jo også være, at Tyskland gennem krig skulle bringes ude af stand til modværge, og pointen er netop, at udryddelsen skulle gennemføres efter at krigshandlingerne var afsluttet.

10

Map showing possible dissection of Germany and apportionment of its territory)

 

11

Operationen skulle praktisk gennemføres af 20,000 kirurger. Mændene skulle uskadeliggøres i løbet af en måned. Kvinder og børn i løbet af tre år. De steriliserede væsener skulle siden tvangsarbejde indtil de døde. Derefter skulle det tyske folk for evigt være udryddet af menneskeheden og et effektivt folkemord på Europas næststørste folk være gennemført.

Er det virkelig muligt, at ingen, af de mange forskere redaktøren har trommet sammen, kender Kaufmanns skrift, eller ser de simpelt hen ikke noget ondt i det? Selvom hele folkemordet ikke blev gennemført, bidrog bogen og dens bagmænd til de myrderier mod tyskere, som beordredes især af Roosevelts finansminister Henry Morgentau, hvis sekretær Harry Dexter White for resten viste sig at være sovjetisk spion. "Morgentauplanen" ville afskaffe al tysk industri og lade 18 mio. tyskere dø af sult efter krigen" Selvom Morgentau var Roosevelts favorit blev hans planer dog modarbejdet af andre, deriblandt general Patton; men Eisenhower lod sig ikke bremse. Selvom Morgentau blev afsat i 1945 skønnes det, at 12 mio, tyskere blev myrdet efter krigen.

Amerikansk massemorder bliver præsident.

Det er grotesk at den amerikanske forhandler Richard Holbrook afviser Radovan Karadzic' s udtalelser med at Karadzic er en af verdens største massemordere,

General Eisenhower lod efter krigen ca. 1 mio. tyske soldater, der havde overgivet sig, sulte ihjel på åben mark uden tag over hovedet. Der var dødsstraf for at give dem mad.

Røde Kors, der havde adgang til de tyske kz-lejre (men ikke til russiske) var forment adgang til Eisenhowers lejre. Han påstod, at der ikke var tale om krigsfanger men om afvæbnede fjendtlige styrker

Det var denne krigsforbryder, som amerikanerne valgte til præsident i 1952, og genvalgte i 1956, Alt ifølge James Bacque: "Other Losses", udgivet (med billeder) af forlaget Stoddard Publishing Company, Toronto, 1989.

Glem ikke, at amerikanerne altid kræver ubetinget overgivelse. Sådan sikrer de sig, at de kan påstå, hvad det skal være. De overvundne har ingen mulighed for at forsvare sig.

 

Infokrigen

Benjamin Freedmans tekst om khazarerne.

I et indlæg i Nordjyske Stiftstidende 24. juli 2005 fik undertegnede lejlighed til at pege på nogle områder, hvor tilgængelig information lige siden de store krige har haft slagside.

For ”balancens” skyld bragte bladet derefter vrede protester af bl.a. Geoffrey Caine og P. H. Bering; hvilket jeg kun fik et par linier til at svare på. Jeg pegede da overfor chefredaktionen: på følgende:

Det sejrende etablissement har haft og har sine hofhistorikere.. Den kendte netkommentator Henry Makow skriver 24/7 på WWW.rense.com om Churchill, illuminati og terrorbombninger i vor tids perspektiv og indfletter følgende : : ”Det, der kaldes historie, er bare propaganda og dækmanøvrer (cover up )”

Det kan næppe siges mere rammende; men hele tiden har der været fri forskere og skribenter, der har søgt ind til fakta. De er blevet fortiet og forfulgt, men gennem nettet er det blevet enklere at nå frem til deres budskaber..

Jeg måtte pege på, at vore tilvante historieklichéer stadig i for høj grad er skåret til for at tjene især jødiske magteliter. Dette skønt beundringsværdige jøder aom Benjamin Freedman, Israel Shahak og Genry Makow har taget afstand fra det; men disse dissidenter er ramt af omtrent samme medietavshed som ikke jødiske revisionister.

Den amerikanske professor Kevin MacDonald har analyseret de jødiske forsvarsteknikker og påvist, at de bygger på ved hjælp af organiserede kredse, øjeblikkeligt at angribe enhver kritik af judaismen eller Israel. Fraser som nazisme og antisemitisme er det mest brugte kasteskyts Herhjemme har vi set det rettet selv mod Berlingske Tidende , ja Politiken ..

Præcis, som McDonald har vist, bestod svarene på mit indlæg i pinligheder og ubeviste påstande. En Lars Nielsen betegner de bøger, jeg nævner, som ”nonsens og sludder”. Så overfladisk kan man endnu prøve at forvise seriøse forskere og debattører fra dagsmedierne. Men i de senere år er der sket en del, som ikke kan holdes hemmeligt meget længere.

Sejrherrernes afmaling af Verdenskrigens helte og skurke har ikke kunnet holde.

Churchill var en fremragende taler og skribent; men som politisk tænker var han kortsynet og hensynsløs.

Henry Makow peger i sin artikel på, at han (Churchill) har betegnet II Verdenskrig som den mest unødvendige af alle krige; men det var ham selv, der satte den i gang. ”Hitler får den krig, enten han vil eller ej.” sagde han, og siden afviste han alle fredstilbud og forslag til at skåne civilbefolkkningen under luftkrig, I stedet startede han selv brutaliteten med angreb på Berlin. Først efter dette sattes de tyske angreb på England ind.

5/3 1946 holdt han en af sine beundrede taler, som nu gjaldt Jerntæppet, der var gået ned gennem Europa. Det var en sildig erkendelse. Han havde selv hjulpet med at hejse det på plads.

Også bedømmelsen af f.eks. Roosevelt og Eisenhower har lidt alvorlige knæk. På den anden side er bedømmelsen af Hitler ved at ændre sig. Hans indsats må ses på baggrund af situationen i 30érne, som var så barsk, at nutidens yngre har svært ved at forestille sig det..

Det bør være let at forstå, at mange tyskere bifaldt nazisternes krav om ophævelse af Versaillestraktatens urimeligheder. Ligeledes modstanden mod kommunismen som arrangerede flere kupforsøg i Tyskland. Det er bemærkelsesværdigt, at spartakisterne med Karl Liebknecht og Vera Luxemburg stadig hyldes i de skandinaviske lande.

Det er urimeligt, at enhver kritik af judaismen, den være sig berettiget eller ej, erklæres for ”hadforbrydelse”, medens hadefulde anklager mod Tyskland betragtes legale, ligegyldigt hvor urimelige de er.

I dag ser vi hver dag i fjernsynet, israelitter på okkuperede områder tænderskærende stønne : Vi giver ikke en tomme jord fra os. Gud har givet os den.

Det er da værd at læse, hvad Benjamin Freedman, skrev om dette i 1961:

”De østeuropæiske jøder, som udgør 92 procent af verdens bestand af de mennesker, der kalder sig selv jøder, var oprindelig khazarer - - en krigerisk stamme, der levede dybt inde i hjertet af Asien - - De oprettede et stort khazarkongedømme på 800.000 kvadratmiles. -

12

De var fallostilbedere, hvad der er en snavset affære, og som jeg ikke ønsker at komme dybere ind i detaljerne på her. Men det var deres religion, som det også er religionen for mange andre hedninge og barbarer andre steder i verden. Khazar-kongen blev så led ved sit riges åndelige forfald, at han besluttede at adoptere en såkaldt monoteistisk religion – enten kristendom, islam eller hvad der i dag kendes som jødedom, men i realiteten er talmud-lære. Ved at dreje en snurretop og deklarere ”Ælle bælle, mig fortælle - - ” udvalgte han såkaldt jødedom. Det blev så statsreligionen. Han sendte studenter til de talmudiske skoler i Pumbedita og Sura og bragte tusinder af rabbier tilbage derfra, og han åbnede synagoger og skoler, så hans folk blev, hvad vi kalder jøder. Der var ikke en eneste af dem, der havde en forfader som nogensinde havde sat sine ben i det Hellige Land - - ikke én eneste af dem! Og alligevel kommer de til de kristne og beder os støtte deres væbnede oprør i Palæstina ved at sige: ”I vil da hjælpe med at bringe Guds Udvalgte Folk tilbage til deres Forjættede Land, vil I ikke ? Det er Jeres pligt som kristne. - -

Men de er hedenske khazarer, der blev omvendt på samme måde som irerne blev omvendt. Det er lige så latterligt at kalde dem ”Folk fra det hellige land” som det ville være at kalde de 54 mio. kinesiske muslimer for ”arabere” - - Da irerne blev kristne, var der ikke nogen, der smed dem i havet og importerede et anderledes folk. De var det samme folk, men de havde accepteret kristendom som en religiøs tro.

Disse khazarer, disse hedninge, disse asiater, disse tyrkisk-finske mennesker, var af en mongolsk race, der blev tvunget ud af Asien og ind i Østeuropa. Fordi deres konge antog den talmudiske tro, havde de intet andet valg. På nøjagtig samme måde som i Spanien. Hvis kongen var katolik, måtte alle være katolikker. Ellers måtte man forlade Spanien. Så Khazarerne blev det, vi i dag kalder jøder. Forestil Jer derfor, hvor stupidt det var for de kristne lande i verden at sige: ”Vi vil anvende vores magt og prestige til at repatriere Guds Udvalgte Folk til deres forfædres hjemland, deres Forjættede Land.” Kunne der tænkes en større løgn end den ? Men fordi de kontrollerer aviserne, magasinerne, radioen, fjernsynet, bogindustrien, og fordi de har præster på prædikestolene og politikere på talerstolene til at tale samme sprog, er det ikke overraskende, at I tror på denne løgn. I ville tro, at sort er hvidt, hvis I hørte det længe nok - - Og ingen kunne anklage Jer for det. - -

Dette er en af historiens store løgne. Det er fundamentet for al den ulykke, der findes i verden.”

Dette er Benjamin Freedmans egne ord i skriftet: ”Benjamin Freedman taler ud”.

Infodemokrat.

Om de troende jøder spørger Benjamin Freedman Hvor meget kan man I stole på deres loyalitet? Og han svarer: I kan stole lige så meget på deres loyalitet, som tyskerne stolede på den i 1916. Vi kommer til at lide samme skæbne som Tyskland, og af samme grund. .

Den store løgner: TAVSHEDEN

Journalisternne Jakob Moll og Martin Hein havde søndag 7. august 2005 i Nordjyske en interessant artikel om den politiske løgn, som de kalder ”Linedans på kanten af sandheden,”

De talte her om forskellige grader af løgn, af hvilke de betragtede den lodrette løgn som den alvorligste, men også den mest usikre : den kan efterprøves Derfor foretrækker politikerne, og for resten publicister, skrå og uklare løgne, som mere eller mindre behændigt kan bortforklares. Her optræder de som linedansere på kanten af sandheden. Tramper de for tydeligt ved siden af, er de i hvert fald så godt som sikre på tilgivelse hos deres kolleger.

Men én løgn er samfundsmæssigt farligere end de større eller mindre badutspring i den offentlige debat. : Det er udeladelserne : Den konsekvente tavshed om væsentlige emner og fakta er den allerfarligste løgn, mediemagtens mest nederdrægtige manipulation.

Bedraget er næsten uigennemtrængeligt for den uprivilegerede borger, som druknes i mængden af ligegyldig information. Det er uhyggelig let for de privilegerede medieherrer og –damer, at skjule eller marginalisere alt, hvad der er ubekvemt.

Har nogen da så stor magt, at de kan styre alt dette ? Ja, det ser vi ! Forklaringen er den enkle, at kommunikation er gjort til ren forretning, og derfor ejes af kapitalerobrerne. Den styres af propagan-

13

dacentralerne, de statsdirigerede; de politiske og de kommercielle forretningsreklamer, som alle vinkler bedst, de kan. Men langt værre i dag er de mægtige ”efterretningstjenester”, hvis definerede mål oftere end tit er at skjule sandheder og konstruere ”beviser” for løgn.

En journalist blev i radioen spurgt, hvorfor alle danske mediefolk serverer materialet konformt vinklet. Han forklarede : Danmark er for lille. Vi kender alle hinanden. En markant afvigen fra det vedtagne vil stemple skribenten, så han, hun, ikke vil have nogen fremtid. Jeg minder om artiklen i Samidsat.Dk under N om menneskerettigheder:”Tines erfaringer fra Tvind.”

I kampen om infomagten har de jødiske finansfyrster placeret sig som de overlegent mest succesrige. Deres folk behersker så godt som alle vestlige medier og næsten uindskrænket Danmarks.

Det er især deres interesser, der dikterer de mest konsekvent tabubelagte områder indenfor dansk og en beklagelig stor del af vestlig informationstjeneste.

Den mest rungende løgn i de samfund, der kalder sig frie og demokratiske er dette informationsbedrag.

Det gælder tavsheden om :

Den revisionistiske historieskrivning

De allieredes og Israels krigsforbrydelser.

Zionismens og Israels mørke sider.

Absurditeterne omkring World Trade Center, og præsident Bush's såkaldte verdenskrigserklæring mod terror.

Vi får nu i Dr 1 31/9 2005 at vide, hvad brandmændene fortæller om den ildsprudende, men heldigvis ublodige fyrværkerilagerband i Seest.. Hvorfor oplyser vore medier ikke, hvad brandmændene i WTC., har fortalt ? – Hvad med de ulykker, som Danmark og dets allierede hver dag forårsager i Mellemøsten ?

.

21 august 2005.

Religionskrigen

I kampen om sjæle og opfattelser, som dag efter dag udfolder sig i medierne, anvendes nu igen mere eller mindre åbent religionerne.

Den gamle strid mellem Jesu evangelium og Koranens tilhængere har fået en ny aktualitet, efter at det er lykkedes de sidste at overskride Vestens grænser indenfor hvilke, de etablerer voksende muslimske enklaver. De stræber nu ved hjælp af Vestens demokratiske system, som Islam, hvor den har magten, ikke selv anerkender, at overtage og islamisere vore lande.

Mod dette har der, alt for sent, udviklet sig en modstand, som har vist sig alt for hjælpeløs, fordi hændelserne målbevidst er forberedt og styret af en mægtig international finans- og magtmafia, som ikke overlader noget til tilfældigheder.

Gennem mere eller mindre naive agenter i de internationale organisationer har de manipuleret og fordrejet begreberne frihed, lighed og tolerance til redskaber for det modsatte.

Alle skal kunne rejse og slå sig ned, hvor det passer dem, og i lighedens og tolerancens navn må man ikke spørge til deres religion eller indstilling til politiske idéer som demokrati eller nationale værdier og kultur. Så den slags spørgsmål dukker først op, når en mængdemagt har etableret sig og begynder at fremføre sine egne krav. Det er det, der nu sker med Islam i det danske og de vestlige samfund. Og så ser man pludselig, at det er blevet næsten umuligt at befri sig for den ubillige konkurrence uden at bryde med eller i hvert fald ændre de regler, vi langsomt har arbejdet os frem til, og som fungerede rimeligt i vore relativt homogene vestlige samfundssystemer; men som bliver absurde, ved invasion af folk, der ikke anerkender og respekterer de grundliggende samfundsidéer, men kun ønsker at udsuge de materielle værdier, som disse har skabt.

Under disse forhold er den debat, der får lov at udfolde sig i medierne forkvaklet. I ”tolerancens” navn er det forbudt at fornærme nogen, der påberåber sig en religiøs tradition eller følelse. Mobning er kun tilladt i den etablerede materielle partipolitik.

14

En ganske særlig beskyttelse i medierne nyder den jødiske religion. Den mindste kritik af den eller dens tilhængere mødes med rasende modangreb, og samtidigt arbejder jødiske skribenter og rabbinere utrætteligt for at opbygge og vedligeholde billedet af et jødisk folk, som uskyldigt er blevet forfulgt af de kristne, kulminerende med historierne 1918 og 1945 om mordet på 6 mio. jøder, en så gruopvækkende både nationalistisk, racistisk og religiøs forbrydelse, som man kun kan fordømme – aldrig nogensinde give aig af med at undersøge..

Samtidigt skrives så ofte som muligt, at den jødiske religion er smuk og human og egentlig næsten ligesom kristendommen, der egentlig blot er en lille gevækst på den ædle grundstamme. At imødegå denne propaganda er i dag meget svært. Sådan har det ikke altid været. Vi tror, at vi i dag er mere sag-

lige og rationelle end vore forfædre i middelalderen. Det er ikke altid sådan. Fordomme og fejlskøn

skifter..

I tolvhundredtallet kunne man i kunstnerisk prægnant form udtrykke, hvad vi i dag er berøvet muligheden for. Vedføjede gengivelse af et kalkmaleri har vi lånt fra Broby-Johansens bog ”Den Danske Billedbibel i Kalkmalerier”. Billedet er ikke nævnt i ”kulyurministerens” kanon, som for resten overhovedet ikke nævner kalkmalerier, hvoraf man ser, hvor indskrænket den er. Den nævner heller ikke Jens Juel og kun et enkelt værk af hver af de få udvalgte kunstner. Kul-tur må ikke overanstrenge. Det ser vi også i den historiske kanon.

Men se nu, hvad dette billede er i stand til at udtrykke. Det viser den gammeljødiske tros undergang. Den tager bind for øjnene for ikke at se Jesus, der fremfører et helt nyt evangelium. Gennem dette taber jødedommen sin krone,og i sin afmagt stikker hun sin lanse i lammet, der symboliserer Kristus. Men den kristne kirke, symboliseret af den anden meget yndefulde kvindeskikkelse, opfanger frelserens blod. Under hendes fødder vrider en slange sig, den slange, der fristede Adam og Eva til at spise af kundskabens træ og lære forskel på godt og ondt. Det var nok ikke helt denne situation, den tænkte på. For Kristi budskab er et helt andet end den gamle regelreligions: Friere og smukkere; men derfor ikke netop nemmere, som vi ser det af frelsens blod.

Men sejren over jødedommen var foreløbig, da den var åndelig og ikke tilpasset denne verden. Blandt andet deri skilte den sig fra jødedommen, som ganske åbent er materialistisk og indretter sig efter, hvad der giver penge og magt. Medens Jesus ganske enkelt var sandheden og livet, så gælder for den ortodokse jøde kun det for sandhed, der materielt gavner ham selv og hans samfund.

Holberg skrev : Jøderne er det mest løgnagtige folk i verden, og det er dens magtelite og praktiske agenter. for os at se, stadig væk.

Men selv ser de det ikke sådan. De har deres egen sandhed. Det har gjort dem utroligt stærke i den verden, vi lever i; men vi bør ikke lade os forbløffe. Kristendommens kultur skal ikke underkaste sig. Den bygger den dag i dag på evangeliernes beretning om Jesus, for hvem sandheden er livet, den sandhed, som hverken kan dikteres, styres eller reguleres af religiøse, politiske eller personlige interesser..

I dag står jødedom og Islam sammen for at opløse vestlig kultur. Jøder fordømmer al anden nationalisme end deres egen os agiterer for indstrømning af muhamedanere til Danmark og Vesten, og for at indstrømmerne skal få moskéer, begravelsespladser og anerkendelse af deres rituelle traditioner og dogmer, der er beslægtede med deres egne.

I USA vokser modstanden mod denne besættelsesmagt. Jøderne er ikke Guds udvalgte folk. Det så vore forfædre klart i middelalderen. Det må også vor tid indse. Og jøder og muhamedanere må forstå, at hvis de vil leve i Vesten, må de anerkende den vestlige kultur. Ellers skal de vælge et af de mange lande, der hylder deres egne opfattelser.

Vi har peget på, at det er nødvendigt i et retssamfund at respektere samfundskontrakter som by- region- og landsplaner. Selv religiøse opfattelser må underkaste sig sådanne overenskomster.

Vesten har formået at tilpasse det centrale i kristendommen til symbiose med planlægning, naturvidenskab og filosofi. Hvis tilhængere af andre religioner vil nyde godt af vestens samfund må de underkaste sig samme vilkår.

16

Sejren over jødedommen var foreløbig. Den var åndelig. Kristendommen er ikke en regelbog for fremgang i denne verden. Blandt andet deri skiller den sig fra jødedommen, som åbent er materialistisk og indretter sig på, hvad der giver penge og magt. Medens Jesus var sandheden og livet, så er sandheden for den ortodokse jøde kun det, der materielt gavner ham selv og hans samfund.

Netop nu strides folk, der betegner sig som ateister med folk, der bekender sig til troen på en eller anden højere og stærkere magt. Der synes at være nogenlunde enighed om, at religion bør være et personligt forhold til det guddommelige.

Men nogle religioner kræver, at deres tro skal markere sig i monumentale bygninger, der gør sig gældende i by og på land, og klokkeklang eller bønneudråb skal dominere så store områder som muligt.

Det gælder både Islam og vor egen religion; men netop den sidste har velsignet os og verden med en uvurderlig skat af kirker, katedraler og billedkunst.

Når nu andre missionerende religioner trænger sig frem og vil konkurrere om gade- og landskabsbilleder, eller helst overtage dem, står vi overfor en kulturkamp som ingen kan være passiv overfor. Vi har ikke bare ret, men pligt til at forsvare den kultur, vi har bygget op.

Vi bør da gøre os klart, at denne kultur er rummelig nok. På vore museer og biblioteker har vi adgang til udtryk for kulturfænomener fra alle jordens riger og historiske perioder. Vi behøver altså ikke at importere deres befolkninger. Samtidig er vore kirker og vor kunst ikke snævert dogmatisk og regelstyret. Kirker og katedraler er abstrakte, og den bedste kunst er abstrakte budskaber om noget stort, som rummer udtryk for folkelig oplevelse og erkendelse gennem hele vor historie. Også vor klokkeringning er diskret og abstrakt. Enhver kan opfatte den som påmindelse om netop det underfulde, som for hende eller ham er det største.

Når vi ser rigdommen i den kristne kulturs billedverden, forstår vi, hvorfor især jødedommen så hadsk bekæmper den.

Når de i grunden billedfjendske regelreligioner, jødedom og Islam, nu forsøger med hver deres midler at opløse vor kultur og grundlaget for vort samfund, må vi forsvare vore værdier, som i deres kerne er universelle.

På den ene side skal vi frigøre os fra zionismens antigermanske propaganda og mediestyring, der bygger på finans- og medieherredømme. På den anden side skal vi stoppe etableringen af muslimsk magtovertagelse, som bygger på opbygning af mængdemagt. I fællesskab misbruger de vestlige retsidealer, som de ikke selv respekterer. Overfor disse trusler er vi nødt til fast og konsekvent at forsvare det bedste i mesterens evangelium, og de værdier, deriblandt den billedkunst og bygningskultur, som på dette grundlag er blevet skabt.

Det vigtigste i Kristendommen

er ikke beretningerne om mirakler, en vare, hvor også andre religioner er leveringsdygtige. Det enestående er Jesu belæring, som den er nået ned til os gennem evangelierne.

Centralt er hans opgør med præstevælde og regeltyranni. Det er lige så aktuelt den dag i dag.

Du skal elske din næste som dig selv ! Ja, men så har du jo lov til at tage afstand hos andre fra det, du ikke synes om hos dig selv. Jesus selv tog afstand fra hykleri og geschæft, fordi, han gennemskuede det. Og det skal vi altså også gøre. Hans budskab var, at mennesket, personen selv, skal tage stilling til, hvad der er ægte og rigtigt.

Alligevel voksede der hurtigt et nyt præsteskab op i den religion, som tog navn efter hans person, og hykleriet, teatret og geschæften nåede uanede højder.

Men kraften i hans ord var så stærke, at de inspirerede til bygning af pragtfulde kirker med dyrebare kunstværker og da præsternes geschæft blev alt for outreret, førte det til reformbevægelser, først i Böhmen så i Tyskland og Nordeuropa. Selv om den katolske kirke holdt stand mod disse bevægelser forblev den ikke upåvirket. Reformationen er Jesu og kristendommens adelsmærke. Den banede vejen for den tankens frihed, som gav plads for filosofi og naturvidenskab, frigjort fra religiøse tabuer.

 

Nationaldemokrati

Hvad er der galt ved at være national ? Vi har et lille, men dejligt land med yndige landskaber og kulturarv værd at forsvare. Det må være en kær pligt for os, at kæmpe for dette, og urimeligt at forvente, at fremmede skal prioritere det lige så højt.

Det er naivt at vente sig, at fremmede, der kommer hertil for at nyde godt af vor opskruede materielle levestandard, skal prioritere vore åndelige værdier.

17

Vi må altså selv prioritere dem. Det er på høje tid vi gør op med multikulturen. De der foregiver at kæmpe for den er selv nationalister, blot fjendtlige mod Danmark. Det gælder både zionisterne og panaraberne.

Zionisterne bekæmper målbevidst dansk kultur gennem sine medier og indflydelsesagenter : Herbert Pundik, Thøger Seidenfaden, Georg Metz, Anders Jerichow, Bent Blütnikow, Søren Mørch, to Rothstein'er, Arne og Bent Melchior, Ceoffrey Caine, Koplev, Samuel Rachlev, Arne Notkin, etc. Alle anstrenger sig mere eller mindre indpakket for at nedsnakke dansk kultur og europæisk.

Støttet af Søren Espersen, Uffe Østergård og hofhistorikerne våger de over, at propagandamyterne fra det tyvende århundredes storkrige -– især dem vedrørende jødernes Holocaust - ikke må afsløres

Hvad er da galt ved at værdsætte vore nationale værdier ? Kun det, at en anden nationalitet, en fremmed, men meget magtfuld nation med agenturer i mange lande deriblandt vort eget, modsætter sig dette.

Verdens mest nationalistiske og racistiske folk agiterer for, at al nationalisme er tarvelig, men holder deres egen udenfor. Det kan kun lade sig gøre fordi dens elite har tilskanset sig magten i hovedparten af Vestverdenens indflydelsesrige medier, deriblandt vore egne.

Ved at stemple al forsvar for nationale interesser som nazisme, racisme eller antisemitisme. forstår de, at undertrykke al selvstændig tænkning og modstand.

Denne beslaglæggelse af danske medier begyndte længe før muslimernes indstrømning i vort land. Vi kan nu se, at den i begyndelsen langsomme og begrænsede indvandring af jøder til Danmark selv om tallet aldrig blev særlig stort i løbet af få generationer udviklede sig til redskab for en magtelite, som gennem hundrede år har forstærket sit greb om dansk medie- og informationsvirksomhed. Siden Anden Verdenskrig har den på de områder, som var dens hovedinteresse gjort sig enerådende

Inspireret af sit internationale netværk har den drevet kampagnen for multikultur og latterliggørelse af forsvar for danske værdier. En tid lang har den agiteret for modtagelse af tyrkere og muslimer fra arabiske lande, deriblandt Palæstina. Dens agenter agiterede for, at muslimerne skal have moskèer, egne begravelsespladser, og gerne statsborgerskab og stemmeret.

Den agiterer nu for et EU, dirigeret af bureaukrater og politikere, som hen over hovedet på folketlader sig styre af medierne og derigennem af den anonyme bagved dirigerende magtelite.

Det var mediemagten, der drev hetzen mod Den Danske Forening, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti indtil de kapitulerede og lovede, at de ville afstå fra enhver kritik af zionisterne og Israel.

Kun ved denne underkastelse blev de nogenlunde befriet for forhånede og opnåede efterhånden omtale i medierne i andet end nedgørende former.

Men kritik af den zionistiske besættelse af vort land, og vore nabolande og USA er stadig tabu. og

mødes med informationsterror, som kan måle sig med gadebandernes i hensynsløshed.

For demokratiet er medieterror en lige så dødelig gift som person- og gadeterror.

På denne baggrund forstår man, at nationalsocialismen blev det altdominerende mål for zionisternes hadpropaganda. Kommunisme og fascisme, kunne tilgives; men aldrig nationalsocialisme.

Det kan nu ses, at det ikke er holocaust, som er årsag til zionisternes had til nazismen. Fjendskabet går længere tilbage til jødernes overtagelse af de vigtigste kirtler i det tyske samfund (jævnfør Louis Levy), og deres intriger mod Tyskland i 1916-19 (Jævnfør Benjamin Freedman). Og deres krigserklæringer 1933 og 1939, og planerne om udryddelse af alle tyskere (Jævnfør Theodore N. Kaufman) Ideen til det jødiske Holocaust, at det var tyskerne, der ville udrydde alle jøder, modnedes først under krigen og blev først fuldt iscenesat efter dens afslutning. På alle væsentlige punkter er det en propagandaløgn. Churchill, Roosevelt og Eisenhower var større krigsforbrydere end Hitler samt flertallet af de anklagede i Nürnberg. Og Stalins forbrydelser overgår alle de andres.

Det er nationalfølelsen, zionisterne angriber hos alle andre folk, samtidigt med at de sætter den over alt andet hos sig selv.

Herhjemme vover kun en bevægelse at sætte sig konsekvent imod denne urimelighed. Det nazistiske partis, leder, Johnny Hansen, fortjener anerkendelse for at fremføre de sandheder, som de danske fore-

18

ninger ikke tør føre frem. I sin telefonavis formulerer han uge efter uge standpunkter, som - bortset fra ét - alle danskere burde kunne slutte op om.

Dét, danskerne ikke kan tilslutte sig, er Johnnys konsekvente angreb på demokratiet, som han give skylden for al den dårskab, som meningsdannere og politikere præsterer. Men dårskaben skyldes netop, at vi ikke har demokrati, altså folkestyre byggende på ærlig oplysning af folket.

Så længe medieherskerne beskærer den information, som tilbydes folket, til, hvad der passer dens egne mål, har vi diktatur.

Hvad, alle danske burde stræbe efter, er ægte nationaldemokrati, naturligvis i respekt for andre nationaldemokratier. Det værdifulde ved Vestens kultur er, at glæden over det egne områdes kulturværdier ansporer til forståelse af rigdommen i og glæden over andre områders .

Men dette misbruges af verdenserobrerne. De siger : Så kan alle folkeslag blandes sammen – undtagen eet. Derefter vil de alle elske hinanden og holde fred. De ved godt, at det er det modsatte, der sker.

Nærtbeslægtede kulturer, som er enige om de grundlæggende værdier, kan til gensidig udbytte udveksle medborgere . Men, hvor de grundlæggende værdier er uforenelige, bør kulturerne holde sig hver for sig og kan kun på det grundlag respektere hinanden.

Vi kan i høj grad elske den kunst, som er frembragt i muslimske lande, mange gange trodsende de bånd, som den ortodokse religion pålagde kunstudøvelsen. Men derfor behøver vi ikke at underkaste os det religiøse system, der i dag hersker i disse lande, og som forhåbentlig i fred kan udvikle sig i mere tolerant retning.

Et af verdenserobrernes snedigste træk er, at hævde, at alle religioner og politiske idéer er ligeværdige . Man må derfor ikke spørge dem, der søger asyl eller statsborgerskab om deres religiøse og politiske opfattelser. Altså skal man ikke kunne afvise muslimer, fordi de er muslimer. Derfor har regelafrettede kontorembedsbrugere indsluppet og endda ”fordansket” et større og større magtudøvende klientel af muslimer i det danske samfund. Det viser sig så gennem vold og gadekampe, at indstrømmerne slet ikke ønsker det samfund, vi har. Islamiske traditioner og love skal erstatte vor nationale arv og europæiske traditioner. Verdenserobrerne fryder sig. De splitter og hersker.

Men det må erkendes, at den almindelige fordømmelse af Islamitterne er for ensidig. Man anklager dem med en vis ret for uforsonlighed mod ”de vantro”. Men, hvad dette angår, er jødedommen værre. Den er uforsonlig overfor Kristus og hævder i sine skrifter, at alle vi andre skal udryddes (Læs ”Moses og Danskerne” af Marianne Herlufsdatter eller gå direkte til Mosebøgerne, jødernes helligste vejledning).

Men når danske muslimer ikke kan lide det danske samfund, bør de rejse til muslimske lande og hjælpe med til opbygningen dér. Vi anerkender, at disse lande må dyrke deres religion og tilpasse den, forhåbentlig modernisere den, efter behov. Men vi anerkender ikke, at de har ret til at invadere kristne områder og forkvakle disse tilbage til middelalderen. Til gengæld må vi anerkende de fremskridt, der sker. I de senere år har ægyptere og iranere stillet vestlige debattører mod væggen. Præstestyret i det gamle kulturrige Iran er ikke ene om at tegne landet. Præsident Ahmadijehad har vist sig som en moderne debattør, der i viden og stringens står på højde med de allerbedste vesterlandske.

Debat og synspunkter skal refereres sagligt både indenfor og udenfor vore grænser .

 

Omvurderinger:

Forskernes opdagelser måtte føre til omvurderinger, som medieherskerne ikke var glade for, og de var længe de stærkeste; men flere og flere velskrevne bøger kom på markedet, og med internettet blev deres budskaber kendt i bredere kredse.

Men de kontrollerede medier vover ikke at opgive den kontrol, som er dem pålagt, og som i de vestlige lande ikke mindst vort eget er næsten total.

Det er derfor vigtigt, at en sort bog, eller flere, peger på de vigtigste forhold, som medierne fortier eller forvrængeT.

Vi har peget på Holocaust og Auschwitz og på propagandakontorernes fordrejning af historiefremstillingen af verdenskrigene og tiden efter.

Et stort og aktuelt problem er hændelserne i New York 11/9 2001 og den efterfølgende opblussen af kampene mellem terror, "modterror" og "terrorbekæmpelse".

Medierne har ikke opgivet de budskaber, som er dem pålagt. De gentager dem så mange steder som muligt og fletter dem ind i spillefilm, hvilket er ubehagelig effektivt. Alt for tit hører vi personer begrunde deres opfattelse af historiske forhold med at de har det fra film: spillefilm.

Og man presser myndighederne til at oprette agenturer i ED og Danmark som Centret for holocaust og folkedrabsstudier, der udelukker al revisionistisk forskning. Det er samme ensidighed, som redaktionen af Den Danske Encyklopædi har gennemført i det værk, som burde være blevet vor pålideligste kilde til information; men som er blevet et af de lumskeste udspil i zionisternes fortsatte propagandakrig.

Da vi erfarede, at undervisningsministeren nu ville komprimere nødvendig historieviden til det bekvemt overkommelige "kanon"-format, forstod vi, at alle ubekvemme kendsgerninger skulle skrælles bort.

Vi skrev da til ministeren og pegede på åbenlyse laguner og fordrejninger i gængs historiedebat. Ministeriet forelagde brevet for ministeren og forsikrer, at han læste det; men dets videre færd især til gymnasier og universiteter har vi ikke kunnet få bekræftet. Derfor bringer vi det her:

 

Rubjerg, juli 2006
Undervisningsministeriet
Frederikdholms Kanal 21
1220 København K

HISTORISK KANON

En sådan er i høj grad påkrævet. Den bør først og fremmest rettes mod de fordrejninger, som propagandamaskineriet gennemdrev i 1900-tallet. Århundredet er propagandaaparaternes storhedstid. I samarbejde med tidens ledende statsmænd styrede de ved hjælp af afhængiggjorte medier opinionen på alle niveauer og derigennem krigsudbrud, krigsforløb og, hvad der blev betegnet som fredsslutninger.

Til den officielle historieskrivning har systemet naturligvis udvalgt sine hofskribenter og udvalgt lærere ved historiske institutioner, som har bragt de fremstillinger, der har stillet de sejrende magter i det bedste lys, og som har forsøgt at undertrykke de mindre flatterende sider. På grund af mediernes centrale styring, har det været utroligt svært for divergerende opfattelser at vinde frem, og fri forskere er blevet

20

forfulgt og undertrykt af de magter, som så sig afsløret. Alligevel er så meget dokumentation bragt til veje, at hofhistorikernes versioner må gås efter og korrigeres.

Jeg skal her pege på nogle af de emner, som er i særligt behov af at blive efterset, og jeg vil pege på sider af sagerne, som man typisk har forsøgt at forbigå :

De store krige :

De sejrende magter gav Tyskland skylden for begge krigene. Det var bekvemt for dem; men forkert.

Ansvaret for Første Verdenskrig har ikke kunnet fastslås entydigt. Mordet på den østrig-ungarske tronfølger spillede en rolle, men ikke den afgørende. Østrigs reaktion var næppe proportional; men det var Ruslands mobilisering næppe heller. Dog fremtvang den Tysklands, hvilket måske i sin tur ikke nødvendiggjorde, men i hvert fald blev brugt som anledning til Frankrig-Storbritaniens krigserklæring. Dermed var myrderierne sluppet løs.

Forbigået, 1: En vigtig episode i krigsforløbet forties, skønt den er påpeget af den jødiske dissident Benjamin Freedman, som på nært hold var vidne til begivenhedernes udvikling. I Skriftet ” Benjamin Freedman taler ud ” gør han rede for, hvordan en rimelig fredsslutning blev forhindret af den zionistiske magtelite, som lovede England at lokke USA ind i krigen. For at medvirke til dette fik zionisterne af England løfte om støtte til dannelsen af et ”nationalt hjem” i Palæstina. Læs Benjamin Freedmans skrift og jævnfør Balfourdeklarationen .

Forbigået, 2: I deklarationens andet afsnit fastslås ”at det klart er underforstået, at intet skal foretages, som kan skade de ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder i Palæstina, eller rettigheder og politisk status som nydes af jøder i noget andet land.”

Dette forbehold nævnes aldrig i medierne. Var det blevet efterlevet, havde en stat med Israels magtbeføjelser aldrig kunnet virkeliggøres, og endeløs krig i M:Ø burde være undgået eller have fået en mere retfærdig karakter og forløb.

Forbigået, 3: Jøderne, som endnu ikke formelt havde nogen stat, optrådte ved Versailles-forhandlingerne med en talstærk delegation, som om det var blandt de krigsførende og sejrende lande. Deres forræderi mod Tyskland blev derigennem afsløret for de forbløffede og forståeligt forargede tyskere.

Forbigået, 4: Da de toneangivende jøder dermed åbent havde erklæret fjendskab mod Tyskland, fandt de det bedst med deres store mediemagt at støtte den tyskfjendtlighed, der af velkendte årsager findes i nabostater, sådan som det også kendes fra vor egen nation. Krigstidens propagandavinklinger blev derfor fortsat om end i begyndelsen i lettere tilslørede former.

Forbigået, 5: Ved 1. verdenskrigs afslutning havde jødiske magtkredse indenfor finans og politik , som Louis Levy frimodigt bekender det, sat sig på alle vigtige positioner i samfundet. Dette ligger bag den mere berettigede antisemitisme, som groede frem før krigen, og som nu synes i tiltagen igen . På grund af mediernes dirigerede selvcensur må dette aldrig nævnes. I Tyskland var denne censur endnu ikke fuldkommen, og det gav råderum for jødekritiske skrifter, som gjorde magtfulde jøder også i andre lande forbitrede.

Forbigået, 6: Louis Levys deklaration 1918 af jødernes overlegne magt i Vestens lande er aktuelt blevet bekræftet af Ritt Bjerregårds mand Søren Mørch, der i sin bog ”Ismael og Isak i det forjættede land.” koldt erklærer, at i et hvert land, hvor en jødisk menighed er etableret, skal jødisk hegemoni råde. Det er bemærkelsesværdigt, at en sådan magterklæring kan fremføres uden at protester og advarsler tillades at komme til orde i de danske medier.

Forbigået, 7: I strid med voksende idéer om folkenes selvhestemmelsesret, f.x. Wilsons 14 punkter, blev ved Versaillestraktaten områder med ældgammel tysk kultur overdraget polsk og tjekkoslovakisk overhøjhed. Især i de polske områder førte dét til grufulde overgreb .

21

Dertil kom krigserstatningskrav af en størrelsesorden, som Tyskland umuligt kunne betale. Det var et opgør med disse urimeligheder, som Hitler førte frem. Det er ikke belastende, at et flertal af tyskere fandt disse idéer rimelige. Og Hitler ønskede ikke krig, men var overbevist om, at sund fornuft ville løse problemerne uden sværdslag. Et langt stykke viste det sig, at han havde ret.

Forbigået, 8: Nazismen vendte sig også mod kommunismen, som var en latent fare i den urolige efterkrigstid. Det er uden tvivl en af årsagerne til at nazismen fik flere tilhængere også uden for Tyskland, end flertallet nu bryder sig om at indrømme. Flere kommunistiske kup blev forsøgt i Tyskland. Det mest kendte er Spartakistopstanden . Sovjets forbrydelser var for længst dokumenteret for dem, som interesserede sig . Alligevel hyldes spartakister og Spanienfrivillige den dag i dag, hvor forbrydelserne er blevet endnu bedre dokumenteret. Naturligvis har Hitler begået fejl; men det må stå klart, at han som tænker stod langt over Churchill og Roosevelt. Og det må stå klart, at den dæmonisering som medierne af alle arter har gennemført, og som vi alle har været påvirket af, er overvejende falsk.

Forbigået, 9: Personligt væmmes jeg ved store opbud af mennesker, der skråler bifald til et eller andet, om det så blot er, at et sportshold skal vinde. Også Hitlers fremtoning forekom mig afskyelig. Men jeg indrømmer, at jeg burde have sat mig bedre ind i, hvad han sagde, i stedet for at antage at aviserne havde ret i deres nedrakning. Første gang jeg af pligtfølelse måtte se, hvad der stod i Mein Kampf, sagde den mig ikke noget; men da jeg indenfor de sidste årtier fandt den frem, måtte jeg indrømme, at jeg havde været dum. Bogen er skarpsindig, og det er imponerende, at han har kunnet skrive den i fængslet uden adgang til biblioteker. Jeg forstår nu bedre, at både generaler og politikere har bøjet sig for hans intellekt. Det er også først nu, at jeg har fundet vidnesbyrd af personer, der har mødt ham, og som giver et helt andet indtryk end mediernes fremstilling som verdenshistoriens ondeste mand. Hvis det var ondt af ham, at han ønskede at forsvare sit land, hvorfor var det da smukt, at Churchill ville forsvare et imperium, eller Roosevelt ville opbygge et?

Jeg har læst om to engelske overklassepiger, der lærte nazispidserne at kende – også Hitler. De fandt dem meget sympatiske.

Den unge danske journalist Inga Arvad lykkedes det gennem Goebbels at få lov til et interview med Hitler. Hun var nervøs for, hvordan hun skulle løse denne opgave, som ikke stod åben for enhver. Hun.fandt, at han var venlig, let at snakke med og havde hjertensgode øjne.

Mon nogen har udtalt noget lignende om Churchill eller Stalin ? Jeg vover ikke at gætte om Roosvelt. Jeg har aldrig set, at hestegrinet forlod ham, når der var publikum på. Når han var alene, sagdes det, at han var sur og besværlig, måske på grund af fysiske plager.

Inga Arvads artikel blev bragt af Berlingske Aftenavis 30. november 1935..

Af den engelske journalist G. Ward. Price er to bøger oversat til dansk om hans oplevelser i Øst- og Mellemeuropa og Tyskland før krigens udbrud. Han lærte de nazistiske topfolk, også Hitler at kende og blev behandlet med fortrolighed, hvilket han gengældte ved at skrive sagligt korrekt om hændelserne, Ved Østrigs Anschluss fandt han frem til det tyske hovedkvarter og blev som sædvanligt venligt modtaget. De rakte ham en mikrofon og bad ham sige et par ord. Han troede, den kun var forbundet med højtalerne for menneskemængden udenfor og hilste dem venligt. Men den hilsen gik direkte ud til hele verden. Det gjorde muligvis, at han derefter blev persona non grata.

Det blev i alle fald den verdensberømte Douglas Reeds skæbne, da han skrev om de fakta, han selv havde observeret vedrørende de tyske kz-lejre .

En ting, der imponerede Ward Price, var, at Hitler på selve dagen kørte i åben bil gennem hele Østrig og gennem Wiens gader. Når man ser bag hvilke pansre af stål og specialglas notabiliteterne i dag beskytter sig, når de færdes blandt offentligheden, må det også imponere. Vestens medier havde udbredt, at østrigerne bestemt ikke ville forenes med Tyskland. Læs i øvrigt under Infoudviklingens sammenbrud .

Sådanne vidnesbyrd burde mindske skråsikkerheden hos dem, der bevidstløst efterplaprer klichéen om verdenshistoriens ondeste person, og kanonen bør netop rette sig mod klichéopfattelser. For resten er langt mere positive bedømmelser af ham ved at vinde frem i Vesten

Forbigået, 10: Den angivelige årsag til jødernes had og den sympati blandt såkaldt kristne, de

22

nyder, er de tyske forfølgelser, som imidlertid langt fra stod mål med russiske og polske. Blot satte tyskerne sig mere konkrete mål. Det var dette, som den jødiske propaganda satte sig for at udnytte med påstanden, at 6 mio. jøder var blevet myrdet. Det havde de fremført før, allerede i 1918, men da udpegede de ukrainerne som de skyldige, og de var desværre fattige - man troede ikke at kunne redde sig nogen erstatning dér. Anderledes med tyskerne.

Idéen at udrydde hele folk var jødisk og anbefaledes allerede i Det Gamle Testamente. Nu, febuar 1941, udsendte den amerikanske jøde Theodore Kaufmann bogen Germany Must Perish . Den hævdede at Tyskland var fuldstændigt uden kultur og derfor skulle udslettes. Det skulle ske ved, at alle mænd blev steriliseret og derefter kvinderne. Tyskerne ville da uddø, og deres land skulle overdrages nabostaterne. Danmark ville blive betroet et meget beskedent stykke. Forslaget blev modtaget med begejstring af store amerikanske aviser. Dette måtte jo kræve en krig, og USA var på det tidspunkt ikke i krig med Tyskland; men det arbejdede, som nævnt, andre energisk på at få i stand.

Roosevelts nære rådgiver Henry Morgentau, hvis sekretær, Harry Dexter White, i øvrigt blev afsløret som sovjetisk spion, var blandt de mest energiske. Under krigen lancerede han sin egen udryddelsesplan, som med støtte fra Roosevelt og Eisenhower også praktisk søgtes realiseret.

Den gik ud på at fjerne al industri fra tysk jord og lade befolkningen leve af, hvad der kunne blive af landbrug, hvorved han regnede med at 18 mio. ville dø af sult.

Den blev dog på hjemmefronten modarbejdet af Esaias Bowman, og i Tyskland af general Patton, der blev guvernør i den amerikansk besatte del af landet. Han saboterede, så godt han kunne, Morgentaus plan. Ved at lære landet at kende kom han frem til, at det var det forkerte folk, man havde kæmpet mod. Han ville fortsætte felttoget videre til Moskva. Men det ville Eisenhower ikke tillade, og så blev Patton dræbt ved en højst mærkværdig bilulykke og et tilsvarende sælsomt hospitalsophold.

Eisenhower havde iøvrigt bidraget med sin egen specielle udryddelseaktion, hvis hemmeligholdelse blev afsløret af canadieren James Bacque. Generalen lod op mod en mio tyske soldater, der havde overgivet sig, sulte ihjel i lejre, hvor de ikke engang fik tag over hovedet. Røde Kors, der fik adgang til tyske kz-lejre; men ikke til sovjetiske, fik som med de sidste ikke adgang til Eisenhowers. Han argumenterede med en logik, der minder betænkeligt om Bush-regeringens, at soldaterne ikke var omfattet af Gènevekonventionerne, fordi de ikke var krigsfanger, men ”desarmed enemy forces.” Eisenhower og hans medskyldige blev aldrig stillet til ansvar; men generalen blev gjort til præsident for USA, hvor han uhyggeligt sent indså, at tysk viden og kunnen var uundværlig som modvægt mod det sovjetiske imperium.

Nu slog jøderne om igen : Det var tyskerne, der havde myrdet de 6 mio. jøder. Man påstod, at de havde anvendt gaskamre til at slå ihjel og krematorier til at skaffe ligene af vejen. Man fremviste fotos og film af kolossale bunker af lig, og så måtte vi jo alle sammen tro på det. Det blev snart afsløret, at mange af de forfærdeligste billeder stammede fra de engelsk-amerikanske terrorbombninger af Dresden; men medierne forstod at holde tæt og bragte i stedet med alle midler, også bøger og film, gentagelser af myten om gaskamrene og de 6 mio.

Selv om uafhængige iagttagere som Paul Rassinier, der selv havde siddet i tyske koncentrationslejre, vendte sig mod åbenlyse urimeligheder, fastholdt man dem i årti efter årti, de fleste lige til i dag.

Forbigået, 11: Holocaustmyten fik sit grundskud med Arthur Butz's bog The Hoax Of The Twentieth Century og retssagerne mod Ernst Zündel i Canada. Det var et jødisk krav, at Zündel skulle straffes for at have distribueret den engelske bog Did Six Million Really Die ? Inspireret af Paul Rassinier afslører forfatteren Richard Verrall, under pseudonymet Richard Harwood i 1974 en række af de groveste løgne og uretfærdighder mod Tyskland og tyske personligheder.

Den jødiske lobby ønskede Zündel dømt for at have udsendt, hvad, de påstod, var løgne, især den, at de systematiske massemord med gaskamre var usandhed. Det lykkeddes Zündel at bevise, at bogen i alt væsentligt var sand,

Holocaustmytens centrale påstand holdt ikke. Dødstallet i ”dødslejren” frem for alle andre, Auschwitz-Birkenau, måtte reduceres med mindst 3 mio., hvilket selv vor encyklopædi nu må indrømme, skønt den undlader at nævne, hvor højt tallet før har været. Under ” Holocaust” lader leksikonet Herbert Pundik skrive. For tilfældet betegnes den mægtige mediemand, beskedent som journalist, for at han kan fastholde påstanden om de 6 mio . , hvilket han forsvarer med henvisning til de

23

tvivlsomst tænkelige vidner : Gerstein og Stangl. Men Zündel, Leuchter, Rudolf og Faurisson lader han, som om han aldrig har hørt om, og, hvad der er endnu mere graverende, det gør leksikonet også.

Men Zündels sejr var så overbevisende, at alle mindetavlerne i Auschwitz måtte tekstes om. Denne begivenhed gik verden om i medierne, dog ikke de danske. Men de afslørede kendsgerninger kan ikke være nutidshistorikere ubekendt.

Man ved i dag præcis hvor meget koks, som blev tildelt krematorierne, og man ved, hvor meget, som kræves for at kremkere et menneske. Et enkelt regnestykke gør klart, at højst 60.000 til 100,000 mennesker kan være blevet kremeret i lejrene, og man har altså hævdet op mod 4 mio.

Ingen seriøs historiker kan herefter have tillid til dem, der har udbredt de falske tal. Men ”hofhistorikerne” har ikke givet sig. Derfor må kanonen tale klarsprog .

Forbigået, 12: Det er samtidigt blevet pinligt klart, at Nürnbergretssagerne har været en parodi både hvad jura og retfærdighed angår. Forsvarerne fik ikke mulighed for at gøre deres pligt, og tyske vidneudtalelser blev fremtvunget ved hårrejsende tortur. Fremtrædende bødler har selv i bøger rost sig af disse ugerninger.

Allierede og israelske krigsforbrydelser er aldrig blevet retsforfulgt. En engelsk avis oplyste, at hovedanklageren ved retssagerne, Sir Hartley Shawcross i 1984 beklagede sin medvirken ved processerne. De forkerte blev hængt. Denne oplysning blev refereret i Berlingske Tidende 2003 eller begyndelsen af 2004,

Forbigået, 13: Hitler havde ikke planer om at myrde jøderne i Tyskland . Han vidste, at de var meget stærke og farlige. Derfor ønskede han dem ud af sit eget land. Zionisterne så gerne, at mange rejste til Palæstina; men de fleste foretrak England og USA. Herfra fortsatte de kampen mod nazismen og/eller Tyskland. Da krigen gjorde disse udvandringer fra Tyskland umulig, ændredes de tyske planer til, at jøderne midlertidigt skulle evakueres til Østeuropa til lejre, hvor de arbejdsduelige blev sat i arbejde for den tyske krigsindustri. Adskillige blev alligevel i Tyskland under hele krigen.

Beslutningen om evakuering blev bekendtgjort ved et møde i Wannsee. Propagandaen har fordrejet dette til, at man som Endlösung besluttede, at alle jøderne skulle udryddes. D et bør slås fast, at dette er notorisk usandt.

Forbigået, 14: Tyskland var efter 1. Verdenskrig forarmet i en grad, som vi har svært ved at forestille os. Jøderne benyttede sig at dette til at rette et nyt voldsomt slag imod landet.

24/3 1933 erklærede Judæa krig mod Tyskland og beordrede boykott af alle tyske varer. Boycotten blev meget effektiv bl.a. i USA; men det lykkedes Hitler at afværge de værste følger ved indenlandske foranstaltninger, bl.a. store satsninger på opbygning af rigets infrastruktur. Derigennem steg velstand og levestandard støt. I USA udviklede en økonomisk krise sig faretruende. Roosevelt roses for at have afværget den helt store katastrofe med sin New-Deal-politik, som minder meget om tyskernes løsning.

Danske medier minder hvert år om ”Krystalnatten”; men undgår helst at nævne, at det, der udløste den, var det jødiske mord på en ung tysk ambassadetjenestemand l Paris. Det nævnes heller ikke, at angrebene på jødiske butikker efter ordre fra Hitler hurtigst muligt blev stoppet. Jødernes årelange blokade af tyske varer nævnes aldrig,

Forbigået, 15: Hitler viste stor tilbageholdenhed overfor polakkernes brutalitet i de tyskbeboede provinser. Han var efter lange forhandlinger nær ved at nå en fredelig aftale med den polske præsident Pilsudski, da denne døde. De ny magthavere ønskede krig med Tyskland, da de troede at kunne vinde den med støtte fra England-Frankrig. De troede, at deres kavaleri i løbet af 5 dage ville være i Berlin (Barnes Review vol. XII nr, 4, s.56, 2006).

I Storbritannien var en fløj med Churchill i spidsen lige så stemt for krig – ikke mod nazismen, men, som Churchill påpegede det, mod Tyskland, hvis industrielle magt, han fremmest af alt, ville knuse.

Dokumenter fra USA viser, at det var polakkerne, der arrangerede den situation, der tvang Hitler til at starte krigen. Den viste sig uheldig for Polen. Kavaleriet viste sig håbløst forældet til moderne krigsførelse, og de tyske styrker kunne hurtigt besætte den vestlige del af landet. Den østlige tog Sovjet sig af. England–Frankrig tog anledning til at erklære krig i Vest uden dog at være i stand til at gøre noget effektivt for Polen.

24

Forbigået, 16: Det er besynderligt, at Vestmagterne ingen væsentlige indvendinger havde imod Sovjets okkupering af Østpolen og dets okkupering af de baltiske lande, ja, ikke en gang mod dets angreb på Finland.

Forbigået, 17: Selv da krigen var et faktum, ja, selv da slaget om Frankrig var vundet, søgte Hitler en forståelse med England. Churchill foretrak flere krigseventyr, og sammen med jødiske nøglepersoner satsede han på at få USA med i krigen. Det lykkedes trods Roosevelts løfte om at holde sig udenfor og trods overvejende modstand i befolkningen.

Forbigået, 18: Besættelsen af Danmark og Norge var ikke noget ønske fra Hitlers side – kom umiddelbart ubelejligt, skønt det siden gav visse fordele. Anledningen var helt klart Englands minering af norske farvande og dets forsøg på at afskære Tyskland fra Nordlands jernmalm.

Forbigået, 19: Hitlers angreb på Sovjet var nødvendiggjort af Stalins opmarch med overlegne panserstyrker ved østgrænsen. Var det tyske lynangreb ikke kommet, ville Stalin have taget initiativer få uger senere. Det tyske angreb reddede Vesteuropa fra at blive besat af Sovjet helt frem til Atlanterhavet . Dette dokumenteres nu også af sovjetiske militærhistorikere.

Forbigået, 20: Holocaust skal naturligvis nævnes, d.v.s omtales som det, den er: et glansnummer i propagandabedragets historie og mestervåbnet i den jødiske efterkrigskamp mod Tyskland, som havde til formål at skabe sympati og medfølelse med jøderne og understøtte kravene på erstatninger. Derfor historierne om gaskamre og krematorier, som nyere forskning har vist umuligt kunne fungere, på den måde, det blev fremstillet, da det strider mod de enkleste fysiske og kemiske love. Det var dette, som det lykkedes Ernst Zündel at bevise ved retssagerne i Canada.

Det betød, som nævnt, at dødsofrene i Auschwitz-Birkenau, som man i årtier havde hævdet var 4 mio., måtte reduceres med mindst 3 mio. Med så urimelige overdrivelser kan seriøse historikere ikke fastholde påstanden om 6 mio. myrdede jøder.

Når zionistiske kredse alligevel i de af denne magt kontrollerede presse stadig gentager påstanden, skyldes det, at den er lagt til grund for de jødiske erstatningerkrav overfor Tyskland, som har betalt en stor del af Israels opbygning, og dermed undertrykkelsen af palæstinenserne.

Den amerikanske professor Arthur Butz har med bogen ” The Hoax Of The Twentieth Century”, vist at Israel bør betale store beløb tilbage. I stedet fortsætter zionisterne hadkampagnen mod Tyskland, som også udvides til andre vestlige lande, deriblandt Danmark, som de påstår er medskyldige, da de kunne have modtaget mange flere jøder og bekæmpet kz-lejrendes virksomhed bedre.

Det bør naturligvis påpeges, at tilståelserne af tyskere som lejrkommandanten i Auschwitz Rudolf Höss blev fremtvunget ved nådeløs tortur. De ansvarlige for disse forbrydelser har selv med stolthed beskrevet mishandlingerne i en bog; men de er så lidt som andre allierede gjort ansvarlige for deres forbrydelser.

Forbigået, 21: Forskerne, der har afsløret fordrejningerne i 1900-tallets historieskrivning er blevet modarbejdet af næsten alle officielle højere læreanstalter, også danske, og omtales ikke i medierne - undtagen nedgørende.

Det gælder store navne som Paul Rassinier, Robert Faurisson, Jürgen Graf, Carlo Mattogno, Germar Rudolf, Israel Shahak, Benjamin Freedman, Ernst Zündel, Thies Christophersen, Richard Verrall, Fred Leuchter, Wolfgang Froehlich, Udo Walendy, Wilhelm Stäglich, A. J. P. Taylor, Harry Elmer Barnes. Arthur Butz, David Hoggan, Douglas Reed, Yuri Lina, Lars Adelskogh, Nesta Webster, Elisabeth Dilling, Freda Utley og mange, mange andre. Det skal snart vise sig om Solzchenitsyn nu, da han har skrevet et omfangsrigt værk om jødernes magt i Rusland og Sovjer bliver ikke-person.

Kanonen bør, hvor som helst, der kan herske tvivl, oplyse, at der findes forsknings- og informationscentre og begavede personligheder med alternative, relevante opfattelser.

Vigtige informative netsider bør også påpeges.

25

De revisionistiske forskere samledes i mange år om Institute for Historical Review , der udgav det fremragende tidsskrift : Journal of Historical Review, og bøger, og arrangerede konferencer. Desværre er udgivelsen af tidsskriftet gået i stå; men tidligere årgange kan købes og giver førstehåndsoplysninger om revisionismens forskningsresultater.

Heldigvis føres arbejdet videre af det uforfærdede ”The Barnes Review” , der behandler et endnu bredere historisk spektrum. Her kommmer revisionisterne, fri, fængslede eller i eksil ucensurerede til orde.

Infoudviklingens sammenbrud.

Med trykteknikkernes udvikling og velstandsstigning i bredere lag udviklededes gennem 1700 og 1800-tallet frem til begyndelsen af 1900-tallet en bredere almen information gennem aviser og tidsskrifter. Denne udvikling tog en brat ende med Første Verdenskrig.

Magtindehavere af alle kategorier satte nu alt ind på, at bredere lag ikke kunne betros kendskab til alle sider af samfundet. Kun deres egne velpudsede vinkler måtte belyses. Og selv om der var forskellige magtgrupper, så blev sider som ingen af disse var glade for, simpelt hen spulet bort. Med krigens afslutning kom dette til at gælde alle sider, som den tabende part havde foretrukket. De allierede brændte flere bøger, end nazisterne havde gjort.

For at forstå hændelserne er man nødt til at se på, hvordan samtiden opfattede dem. Det er svært, fordi der er luget så energisk i materialet fra den tid.. Jeg har dog fundet interessante eksempler :

Englænderen Douglas Reed blev verdensberømt for sine reportager fra Mellemeuropa i de ophidsede år inden anden verdenskrig brød ud. I sine bøger, og reportager til The Times, beskrev han fængslende hændelser og stemninger i storbyerne, som Wien og Prag. Men skønt han var glødende pro-britisk refererede han nu og da iagttagelser, som ikke passede helt ind i bladets standardfremstilling af Det Tredje Rige og dets jødeforfølgelser. Da han opdagede, at bladet strøg oplysninger, som han vidste var rigtige, blev han uvenner med redaktionen og efterhånden med hele mediekleresiet. Der blev pludselig stille om ham. Han flyttede til Sydafrika og arbejdede videre på et værk om jødefolkets magt. Det fik navnet The Controversy Of Zion, og blev så interessant, at intet forlag turde udgive den, medens han levede. Men efter hans død blev den trykt i USA, hvor man stadig kan købe den. Den er nu en klassiker.

Jeg har nævnt G. Ward Price og hans to bøger, som er oversat til dansk. Den ene:” To diktatorer, som jeg kender dem”, og den anden ”Det store opgør ”. De er interessante, fordi forfatteren var meget tæt på begivenhederne, idet han traf og talte med de ledende statsmænd; men især ved at han kendte og kunne tale fortroligt med aksemagternes spidser, Blandt hans samtaler med Hitler kan jeg ikke lade være med at citere følgende kostelige replikskifte:

- ”Hvad mener Folk i England om vor økonomiske Politik?” indskød Herr von Ribbentrop. ”Forstår de den?”

”Jeg er sikker på, at de ikke gør det,” sagde jeg. ”For at være ganske oprigtig, så betragter de hele jeres økonomiske System som et storstilet Eksempel på Vinduespyntning, og de fleste af dem venter at se det bryde sammen.”

”Nå, det er ikke i Tysklands Interesse, at de skal forstå det,” svarede Herr Hitler. ”Der er også mange Folk i Tyskland, der heller ikke forstår det. Den fundamentale Forskel mellem jeres økonomiske Politik og vor er, at i England arbejder I på Grundlag af Kapital, hvorimod Grundlaget for det tyske System er produktivt Arbejde.

Jeg var nødt til at opfinde et nyt økonomisk System, fordi der, da jeg kom til Magten efter Inflationen og Faldet i Verdenshandlen, praktisk talt ikke eksisterede Kapital i Tyskland. Jeg havde et stort Hverv for mig, så jeg måtte opfinde et nyt Maskineri for at gennemføre det. Dette Maskineris Effektivitet kan bedømmes efter Resultaterne. Hvad angår jeres Forventning om vort Sammenbrud, kan jeg sige, at de største Økonomer i Tyskland har forudsagt det i de sidste seks År, men at de nu har opgivet det, fordi selv Sagkyndige ikke har Råd til til Stadighed at have Uret.” -

Fra Ward Price's reportage fra annektionen af Østrig, hvor han blev modtaget i selve det tyske hovedkvarter på hotel Weinzinger i Linz følgende citat :

”Hvis man i dette Øjeblik kunde have læst de Beretninger, der blev offentliggjort i andre Lande om den hensynsløse Anvendelse af ”brutal Magt”, hvormed Tyskland besatte Østrig, vilde det have været

26

vanskeligt at tro, at en så behagelig og vennesæl Skare Mennesker som Førerens Stab var Hovedmændene i en sådan Proces. Skønt Omverden fordømte det tyske Agreb var der ingen Angrebsatmosfære på Hotel Weinzinger i denne mindeværdige Week-end. Den almindelige Opfattelse blandt disse Ministre og Embedsmænd var snarere en alvorlig og lykkelig Tillid til, at deres Ankomst var helt igennem velkommen for den overvældende Del af den østrigske Nation.

Personlig er de Mænd, der regerer Tyskland lige så venlige og elskværdige, som deres Modstandere i noget andet Land er det.”

Andre beretninger om møder med Hitler og ordvekslinger med denne og hans nærmeste medarbejdere giver andre virkelighedsbilleder helt forskellige fra de djævlebeskrivelser, som propagandaen producerede, og som hofskribenterne stadig ikke tør give afkald på.

Der findes sikkert mange andre vidnesbyrd stuvet af vejen. Jeg nævner nogle eksempler i ”Forbigået 9”.

Ideologiernes løfter og bedrag

Trods finans- og industrifyrsters og politiske pamperes vældige magt, kom idéer alligevel til at spille en betydelig rolle i forrige århundrede.

Uden en saglig redegørelse for disse ideologier, og deres indflydelse i det 20. århundredes konflikter kan en meningsfuld historieskrivning ikke bringes til veje.

 

”Demokratiernes” misforståelser, svaghed og fallit

Demokratiets smukke idé er folkestyre, som det forudsættes kan udøves gennem frie, hemmelige valg. Men for at dette skal blive meningsfuldt er det nødvendigt med folkeoplysning, og at ærlig information om alle relevante forhold stilles til rådighed for folket.

Dette er systemets svage punkt . Forholdene kan vinkles på så mange måder, at de, der behersker medierne, kan styre meningsudbuddet i mange retninger, men altid uden om emner, som eliten ikke ønsker belyst. Efter krigen førte dette til kævl mellem hærskarer af uenige partidannelser, som gjorde det svært at etablere handleduelige regeringer. I stedet for at rette vreden mod de købte medier, som kunne have forklaret problemerne, drejedes det til mistillid mod demokratiet, som man gav skylden. Fejlen var den gang - som nu - de topstyrede mediers uærlige information. Det må være en historisk kanons hovedopgave at bekæmpe dette.

 

Kommunismen.

lovede det fuldstændigt lige og retfærdige samfund. Dette tiltalte især teoretikere på det, der kom til at kaldes venstrefløjen. I Rusland blev zardømmer fejet af vejen, og et kommunistisk regime tiltog sig diktatorisk magt. Men proletariatets diktatur blev hurtigt til magthavernes brutale enevælde, der undertrykte næsten hele den store befolkning. Millioner blev myrdet eller deporteret til slavelejre; men propagandaen talte kun om lysende fremgang for folk og samfund. Skønt sandheden langsomt sivede ud gennem de afspærrede grænser, nægtede Vestens kommunistiske partier og brede lag af hvad, der kaldes intellektuelle, at indse dette og forsvarede idéerne til det yderste, mange til den dag i dag.

Fascismen.

Krigens militarisering medførte, at partibegejstrede grupper til højre og venstre blev ved med at marchere og anvende vold mod uligetænkende. I Rusland førte det til blodig borgerkrig. I Spanien tog kommunister (og anarkister) magten og gik hårdt frem mod både præster og kirker. Det førte til oprør ved militære grupper og højreradikale, der fik hjælp fra Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland, medens regeringen fik støtte fra Sovjet og kommunistiske partier. Krigen førte til, at general Franco fik magten. I Mussolinis fascisme indgik imperialistiske stormagtsdrømme, som bragte ham i konflikt med de britiske og franske imperier.

27

Nazismen.

Hitlers første mål var, at få de tyske områder tilbage, som Versaillestraktaken i strid med Wilsons principper og idëerne om selvbestemmelsesret havde frataget Tyskland.

Det er pinligt at læse den hykleriske forargelse, som vestlige medier – også danske - producerede ved disse lejligheder. Der er grund til at tro, at, når man har bebrejdet franske og engelske statsmænds tilbageholdenhed overfor Tyskland, skyldtes den i mange tilfælde, at de indså, at kravene var berettigede.

Nazismen er af modstanderne så ofte som muligt kaldt en højrebevægelse, men det afvistes af partiets egne talerør. I dets program indgik også velfærdsmål, som i vis grad blev indfriet. Oprustningen måtte længere, end man tror, træde til side for disse hensyn. *Følgende citat af Ward Price belyser dette :

-”Her indskød jeg, at mange Mennesker i England mente, at Tysklands Forsvar for Sudeterne ikke var Slutningen, men Begyndelsen på en ekspansionspolitik i Mellemeuropa, og at Tyskland kun ønskede at få Fodfæste i Czechoslovakiet, fordi det havde til Hensigt at bane sig vej til Rumæniens Oliefelter og Ukraines Kornafgrøder

Herr Hitler gryntede utålmodigt.”Jeg ville ønske, sådanne Folk vilde se på et Kort,” sagde han. ”Jeg har ikke brug for Oliefelter. Jeg kan fremstille Olie i stor Målestok i Tyskland. Desuden vil jeg med en Befolkning på 80 000 000 have så meget at gøre med at organisere og sørge for, at de får anstændige Levevilkår, at det vilde være sindssygt at prøve at føje andre Folk til Tyskland.”

”Men selv uden at annektere dem, ”sagde jeg, ”kunde De påtvinge dem Nationalcocialismens Principper og etablere tysk politisk Indflydelse over hele Mellemeuropa.”

”Den Forestilling om, at vi ønsker at indpode hele Verden vore Principper, er simpelt hen absurd.” svarede Herr Hitler. ”Nationalsocialismens Principper har gjort så meget for Tyskland, at vi ikke har det ringeste Ønske om at eksportere dem. De er af væsentlig Betydning for vor nationale Styrke. Det er ikke Tysklands politiske Indflydelse, men dets økonomiske Indflydelse, jeg ønsker at udvide. Jeg kan ikke få Varer ved at udøve politisk Pres. Jeg må betale for dem eller finde et Grundlag for en økonomisk Udvikling med deres Producenter.”

Det skal ikke skjules, at Hitler og nazisterne brugte hårde metoder, men dette må vurderes i forhold til det hårde pres, som det tyske samfund var underkastet som følge af den tabte krig og truslen om en ny, som snart blev et faktum. Og truslen om magtovertagelse af et andet system, kommunismen, som havde vist sig endnu mere brutalt og autoritært, var til stadighed overhængende.

Dertil må iagttages, at demokratiet i de nominelt demokratiske lande da – som nu - ikke var ret meget andet end en formalitet. Medierne var, som det for resten stadigvæk er tilfældet – bortset fra internettet - behersket af den rådende magtelite. Og de svage tilløb til rigtigt demokrati blev beslutsomt sat ud af kraft, så snart krigene var etableret.

Internering af kommunister, socialister og jøder er en kendsgerning. Det var dog først under pres af krigen, at deportationerne mod Øst tog fart.

Forbigået, 22 : Det forbigås, at også de allierede internerede tyskere, italienere og japanere. Efter krigen holdt man i årevis tyske slavearbejdere – ikke kun i Sovjetunionen.

 

Judaismen / zionismen.

Jødedommen er speciel, ved at den i princip kun gælder for jøderne. Men for dem foreskriver den gennem omskærelse en pligt til sammenhold med alle andre jøder og til troskab mod.en mægtig og meget militant Gud, som er helt deres egen.

Som Israel Shahak påviser, må jøder aldrig rose ikke-jøder, og de må med al deres magt undgå, at ikke-jøder får magt over en jøde.

Disse enkle principper kombineret med forudseenhed og finansiel begavelse har givet eliten iblandt dem en enestående magt, ja overherredømme i vestlige lande, selv over vor tids supermagt.

28

I dag er det omhyggeligt dokumenteret, at det var jødiske aktivister, der iværksatte og gennemførte revolutionen i Sovjet, og at de trods pogromer sad på de højeste stillinger under terrorregimet. I dag holder de MØ. i et jerngreb og udvider i strid med internationale retsregler deres geografiske magtområde med fare for udvidelse til storkrig.

Internettet.

I dag konkurrerer nationale og kulturelle værdierer med international forretningsspekulation. For den globale magtelite er nationale og kulturelle interesser blot irriterende, og begge dele bekæmpes derfor systematisk gennem mediepropaganda og gennem agenter i organisationer og udvalg. Det er utroligt så langt de er nået med at defamere disse værdier; men endnu mere ubegribelig, at det lykkes dem at holde jødisk nationalisme uden for den almindelige fordømmelse. Man ser deraf, hvor toneangivende det jødiske islæt i denne globalelite må være. Og det er naturligvis forklaringen på, at USA's og i kølvandet af dette vestlandenes udenrigspolitik ved siden af hensynet til at sikre sig olie og råstoffer, ja næsten overordnet dette, indrettes efter at fremme jødiske og israelske interesser.

Magtvåbnet frem for alle andre har været beherskelsen af så godt som alle magtfulde media : presse, radio, tv, bøger og film. Det har erobret herredømmet over info i alle lande i Vesten, eller næsten alle. Et gennembrud for kritik af dette bedrag betød opfindelsen af internettet. For første gang i verdenshistorien er det blevet muligt for ikke voldsomt bemidlede at komme til orde uden om de kostbare og i kraft af penge og pampervælde dominerende medier. Vi ser, at det forskrækker dem, af magthavernes hysterisk øgede propagandaproduktion : genudsendelse af film og gentagelser af myterne om jødisk overlegen moral, uretfærdige forfølgelse og nazisternes mord på 6 mio.jøder.

Forbigået, 23: Danske medier, med en enkelt undtagelse (Nordjyske Stiftstidende), har selvcensureret al omtale af Bush-regeringens usammenhængende forklaringer og påstande vedrørende luftangrebene 11/9 2001 på WTC's tvillingtårne og Pentagon. En lang række internetadresser dokumenterer, at de officielle forklaringer er uholdbare. De komplicerede operationer kunne umuligt udføres alene af arabiske kaprere, af hvilke en del ikke engang var i USA. Omhyggelige analyser, dokumenteret af billeder og film, viser, at tårnene faldt sammen som følge af indre eksplosioner – ikke p. g. af de skader, som flyene og de af dem forårsagede brande voldte.

Fremstående militærfolk og flyvere står nu frem og erklærer, at kredse i eller nær regeringen står bag angrebene for at fremkalde den panikstemning, som kan få det amerikanske folk til at gå amok. Hvis, det er tilfældet, er det lykkedes dem at komme godt i gang. De har fået vedtaget ny love, der beskærer borgernes frihed, og et opråb om krig mod terror, som endda vore egne politikere tankeløst hoppede på. Tanketomt fordi krigen mod terror ikke rettes mod statsterror og mod de terroraktioner, som supermagten selv og dens medløbere, men især Israel iværksætter.

Falske operationer er velkendte fra USA og vel andre lande, men især fra Israels historie. Det var et chok for mange, da det blev afsløret, at Roosevelts intriger fremskyndede Stillehavskrigen og angrebet på Pearl Harbor, men især, at han kunne have forhindret at tabene blev så følelige. Han ønskede en katastrofe for at vække krigsbegejstring. WTC-911 kaldes nu ”Det nye Pearl Harbor” på grund af dets mange uklarheder og dets uoverskuelige følger.

Det er svært at forstå, at nogen er i stand til at planlægge og gennemføre et attentat, som de ved, vil koste egne landsmænd livet i tusindvis. Men det er måske netop det usandsynlige, der har gjort det muligt. Efterretningstjenesterne har lært af holocaustoperationen, at der knapt er grænser for, hvad man kan få masserne til at tro. Og de ville helt sikkert være lykkedes fuldstændigt, om ikke internettet og tusinder billige digitalkameraer var dukket op. Kameraerne registrerede beviserne for de detaljer ved angrebene, som regeringen undertrykker, og internetartikler samlede iagttagelserne og spreder dem nu, trods regeringens modstand, som selvfølgelig er fanatisk, da de ansvarlige kæmper for livet.

De, der har planlagt attentatet, må søges i kredse, der kalkulerer med krige, som kan koste hundreder mio. ofre. For dem er nogle tusinder som peppernødder. Det er vanskeligt at forklare hændelserne på anden måde. At der ligger alvor bag, ser vi af, at der nu er tre krige i gang, som vort før fredelige fædreland er syltet ind i med tropper, propaganda og mediebedrag,

29

Vore politikere har vist sig hjælpeløse overfor den ny tids udfordringer : Deres handlinger dirigeres i strid med demokrati og vort eget lands interesser af og for den globale magtelite gennem centralt placerede agenturer i FN og EU og gennem målbevidst styring af vore medier.

De har planmæssigt ladet vore grænser stå åbne for invasion af folk med traditioner og religiøse overbevisninger, som truer stabilitet og udvikling i vort samfund.

Vort selvforsvar er hjælpeløst, når vor historiske viden er gjort falsk og utilstrækkelig.

Historiefremstillingen må bringes i overensstemmelse med forskningens afsløringer af fakta.

Mere om de nævnte emner kan læses i” Lys over ALT, Vejleder i mediejunglen, Alfabetisk om fortiet, forvredet og forbudt.

Et eksemplar er sendt til Folketingets Bibliotek og et til Stats- eller var det Udenrigsministeriet?

Den kan også læses på hjemmesiden: www.samisdat.dk.

Der findes hele teksten, men illustrationerne har desværre ikke kunnet komme med.

Danske revisionister holder kontakt gennem Dansk Selskab For Fri Historisk Forskning.

Andre netsider er www.patriot.dk. / www.holocaust .nu / www. mosaisk.com og utallige amerikanske. Som introduktion kan anvendes www. rense.com.

Infodemokrat

(Artiklen gået efter og noget ajourført april 2006.)

 

Til fordel for hvem?

En ældre erfaren statsmand sagde til en ung i faget : Læg mærke til : Intet , der sker er tilfældigt ! Det kommer man til at tænke på, når man betragter de to hændelser med Muhammedtegningerne. Hvem havde egentlig interesse i dem ?

Den første gang kunne jo skyldes et tilfældigt eksperiment, men efter dette kunne enhver se, hvad det førte til. Nogen må have styret gentagelsen. Hvem har haft interesse i den ?

Ikke Danmark. Heller ikke Danmarks islamister. Kun dem, der er interesseret i strid mellem Danmark og Islam. Det vil sige Israel og dets meningsagenter i Danmark

En af de mest markante af slagsen er Søren Espersen, som Dansk Folkeparti har gjort til udenrigspolitisk ordfører, og som nu jævnligt optræder i fjernsynet. Han har flere gange utvetydigt markeret sin uforbeholdne støtte til Israel uanset hvilke overgreb, det udøver mod internationale beslutninger og de okkuperede palæstinenseres menneskerettigheder.

Det er i strid med Danmarks dybeste interesser, at undergrave respekten for international ret.

I stedet for at fremme denne har Dansk Folkeparti gennem længere tid ført en ensidig kampagne mod islams svage punkter uden at bemærke, at judaismen er lige så slem eller værre : mere aggressiv, mere herskesyg, mere fjensk mod alle andre; men fælles med muhamedanismen om blodige ritualer fra middelalder eller oldtid. Hadpropagandaen er altså ensidig.

Alligevel agerede de forskellige partimedlemmer forskelligt overfor den ny provokation. Pia Kjærsgård forsøgte at slå det hele hen som pjat. Men formanden for ungdomsforeningen tog klart afstand fra forestillingen. Den eneste, der var klart henrykt var Søren Espersen. Han fordømte ikke tegningen, men alene den mellemøstlige reaktion. som han udmærket ved ikke skyldes bekymring over nogle mere eller mindre vittige tegninger af profeten; men vrede over, hvad de giver udtryk for, nemlig at Danmark helt ned i folkelige lag støtter Bushregeringens krigspolitik. Denne tjener ikke Danmarks og ikke engang USA's interesser men først og fremmest Israels. Derfor Søren Espersens uskrømtede glæde.

Hvis nogen bør ekskluderes af Dansk Folkeparti bør det være Søren Espersen.

Mogens Camre ønsker, at ytringsfriheden skal brede sig i islamiske lande. Ja. Den bør udbredes alle steder ! Men hvorfor medtager han ikke de zionistisk kontrollerede lande ? Straks Syd for vore grænser fængsles folk i årevis for at sige sandheden, eller hvad, de har al grund til at mene, er sandheden,

Hvorfor tier folkepartiet, som for resten også de andre partier, om de himmelråbende uretfærdige love og ”retstraditioner”, som tolereres af EU., og hvorfor kræver de ikke frihed til dem, der i Vesten kæmper for sandheden?

Lars Thirslund

Et brev af dette let reviderede indhold blev sendt til undervisningsministeriet med anmodning om at dets indhold må gøres kendt i skoler og læreanstalter.

 

Rubjerg 14. juli 2006
Undervisningsministeriet Frederiksholms Kanal 26
1220 København K.
Afdelingen for grundskole og folkeoplysning
Att. Birgitte Warming.

Tak for brev af 2006-09-11, i hvilket det bekræftes, at mit brev er nået frem til ministeriets kundskab. Jeg vil gerne beklage, at manuskriptet på s. 2, fjerde afsnit har ombyttet rækkefølgen i navnet G. Ward Price ,

Jeg håber nu at få underretning om, at mine notater til historie”kanonen” kommer videre til ministeren og de personer, der især beskæftiger sig med historien.

At gymnasier og universiteter følger med i udviklingen indenfor historieforskning er en nødvendig forudsætning også for grundskole og folkeoplysning.

For undervisningen på alle niveauer er det vigtigt, at eleverne lærer kritisk vurdering af, hvad de bliver forelagt. Det gælder aviser, radio og TV; men også bøger og film af enhver art. I dag kan det hele forfalskes, og der findes centre med enorme økonomiske midler, der konstant arbejder med at forme fordrejninger så troværdige som muligt. Aktuelle eksempler er WTC og MØ-fablerne.

De viser, i hvor høj grad historiefremstillingen stadig er politisk infiltreret.

I 2001 og 2002 udsendte nobelpristageren Solsjenitsin to vægtige bøger om russisk historie. I september konstaterede jeg, at ikke et eneste dansk bibliotek havde anskaffet et eksemplar af bøgerne, der findes oversat til både tysk og engelsk. Det viser et meget begrænset udsyn. Kun et enkelt blad, J-P.(26/10 2003), har omtalt bøgerne. Den beskæftiger sig mindre ved bøgernes fremlæggelse af hidtil underbelyste historiske kendsgerninger end ved et politisk budskab, som Flemming Rose ser som det vigtige, og som nok er det, der afholder de andre blade fra at beskæftige sig med det usædvanlige værk. Som sædvanlig må man ty til nettet. Jeg biføjer en artikel, jeg har skrevet, byggende på en bredere behandling, jeg fandt der.

Til hæder for det danske biblioteksvæsen skal jeg tilføje, at jeg netop har fået meddelelse om, at mit bibliotek gennem fjernlån har skaffet den tyske udgave : ”Zweihundert Jahre zusammen”. Den er nu indkøbt at Statsbiblioteket. Hvad, jeg har nået at læse, bekræfter til fulde Strauss's vurdering.

I disse dage diskuteres EU i Finland. Menneskerettighedernes betydning fremhæves, Det er grænseløst hykleri, at statsmændene kan berøre dette emne uden at råbe højt om overgrebene mod ytringsfriheden i Tyskland, Østrig, Frankrig og Schweiz, og uden at protestere, så det giver genlyd, mod de middelalderlige retssager mod dem, der anvender den. Højaktuelle navne er Ernst Zündel, Germar Rudolf, David Irving, Robert Faurisson, der netop er blevet dømt for jeg ved ikke hvilken gang (han vil appellere) og Ursula Haverbeck. Den sidste forsvarer sig på en måde, som har vakt beundring langt ud over Tysklands grænser. Jeg biføjer kopi af en oversættelse,

Med venlig hilsen

LarsThirslund

Rubjerg 22/10 2006

 

 

30 (Billede: Jalta-deltagerne)

 

At medierne ikke har i sinde at kapitulere for kendsgerninger demonstrerede Jyllands ­Posten, DANMARKS INTERNATIONALE AVIS med "kultursider", som fremhæver: "Der udgives bøger om Anden Verdenskrig som aldrig før, og nu er tiden kommet til skurkene og de grimme historier". (Jesper Stein Larsen)

Citat: "Det er et helt klart udviklingsforløb, at vi begynder med bøger om de klokkerene helte og ender ved de værste skurke" (Lars Boesgaard). Avisens overskrift:

"Nu gælder det Hitler". Og for at ingen skal bilde sig ind, at hofbistorikerne har givet sig en tomme siden Tyskland kapitulerede, pranger forsiden med billeder af Hitler, Stalin og Goebbels og teksten: "Skurke på reolen. Efterårets bogmarked bugner af bøger om skurkene fra Anden Verdenskrig".

Bedre kunne intet zionistisk propagandaagentur have formuleret det. Men hvordan kan en stor dansk avis, som kalder sig 'international' undgå at se, at et andet trekløver, sejrherrerne i Jalta, ville passe bedre.

Her ser vi Churchill, der sammen med naive polske aktivister, som troede, at deres kavalleri, på fem dage, ville være i Berlin, satte krigen mod Tyskland, og dermed Verdenskrigen, i gang. Her ser vi Roosevelt, der støttede ham, og sammen gennemførte de uerstattelige ødelæggelser ved terrorbombninger mod Europas kulturbyer, og til sidst overdrog de hele Østeuropa til Stalins tyranni.

Det utrolige bedrag, som omsider må afsløres er, at de ansvarlige for disse ulykker er blevet udpeget som helte og endnu hyldes som sådanne af danske medier.

I dag er der russere, der mener, at Stalin trods sin hensynsløshed fremmede en industrialisering og våbenproduktion, som sikrede sejren og efterfølgende supermagtposition. Det må anses for sandsynligt. at det mægtige rige ville være nået lige så langt eller længere uden Stalins hensynsløse myrderier i sit eget folk på kulakker, intellektuelle og officerer - ikke blot de polske officerer i Katyn, men Sovjetunionens egne.

Hvad Hitler angår, må det være på tide at gøre op med propagandaens klichéer. I kanon-kommentaren peger punkterne 8, 9, 10, 13, 14, 15, 17, 19 og afsnittet om infoudviklingens sammenbrud og afsnittet om nazismen på et helt andet billede af personen, end hofhistorikerne vil slippe frem. I dag peger Pat Buchanan på, at Churchill selv i bogen Great Contemporaries i 1937 skrev: "Hvad man ellers må mene om (Hitlers) bedrifter, er de blandt de mest bemærkelsesværdige i hele verdenshistorien."

Det drejer sig ikke blot om de politiske triumfer i Saar og Rhinlandet men om hans økonomiske bedrifter.

På fire år bragte han Tyskland ud af depressionen, formindskede arbejdsløsheden fra 5 til l mio., forhøjede bruttonationalproduktet med 37 % og øgede bilproduktionen fra 45.000 til 250.000 om året.

Alligevel startede Churchill Den Anden Verdenskrig, og derefter afviste han alle tyske fredstilbud. For sin oratoriske og sproglige originalitet vandt han personlig berømmelse, og fik nobelprisen i litteratur.

Men som praktisk politiker startede han tilintetgørelsen af uoverskuelige mængder af arkitektur og billedkunst og myrderier på millioner af mennesker, og i alliance med Sovjettyranniet og Zionismen deltog han i overdragelsen af det halve Europa til Stalins tyranni. Trods alle ofre måtte Churchill se, at hans hjertesag: det britiske verdensimperium, gik tabt.

Hvis der skal opnås sammenhæng, må hele nutidshistorien skrives om af friske historikere, som ikke er for tungt belastede af bekendelser til hofhistorien.

Det må da også være på tide at anerkende de danske soldater, der på østfronten kæmpede mod Stalin.

Det forringer ikke indsatsen af de modstandsfolk, der kæmpede mod besættelsen. Uden denne havde faren været større for, at det var lykkedes Sovjet at indføje Danmark blandt de tabende i den store krig, og bl.a. Bornholms skæbne havde måske været endnu mere uvis.

En mere nøgtern bedømmelse må også vinde frem af de intellektuelle, der bedømte verdenshistorien anderledes end sejrherrernes propagandister. Der var flere end det i lang tid har været populært at indrømme.

En heftig debat opstod, da det blev oplyst, at den magtfulde forlagsdirektør på Gyldendal, Ole Wivel, havde haft sympatier for tysk kultur, og, som Berlingske Tidende 19/9 2008 formulerer det, "havde været medlem af en krypto-nazistisk forening."

Der var notorisk berømte forfattere, der gik endnu længere. Bladet nævner i farten "fire forfattere, der gik for langt til højre": Knut Hamsun, Ezra Weston Loomis Pound, Louis-Ferdinand Celine og Harald Bergstedt.

Dermed placerer bladet - ikke helt korrekt - spørgsmålet på højre-venstre-skalaen. Bergstedt var socialdemokrat, og nazister betragtede snarere partiet som et venstre- end som et højreparti.

I alle fald voldte de store begavelser problemer.

 

De ”forkerte” genier

Ved afslutningen af 2. Verdenskrig stod flere sejrende lande med et specielt problem vedrørende deres ”retsopgør”. Højtbegavede og berømte personer havde haft sympati for de tabende magter. Kunne man behandle dem lige som alle andre, ganske almindelige mennesker, der rutinemæssigt blev sendt gennem etablerede retsarrangementer ? Det drejede sig om personer, der havde bidraget til deres lands ære og berømmelse og ville blive ved at gøre det, så længe deres værker eksisterer. De - eller i hvert fald deres værker - var elskede og beundrede af læg og lærd. Men den ophidsede stemning råbte på hævn og beslaglæggelse af ejendom. Hvad man end foretog sig ville det vække vrede i den ene eller den anden lejr.

Amerikanerne havde det svært med deres store digter Ezra Pound, og et af Skandinaviens største problemer var nobelpristageren Knut Hamsun, som ikke blot var læst og beundret af de fleste, men også af kultureliten.

Hamsun havde ikke lagt skjul på, at han ikke syntes om den britiske imperialisme og, hvad han opfattede som englændernes kræmmermoral. Jøder skildrede han nuanceret; men med samme underfundige humor, som havde gjort hans værker verdensberømte.

I det store internationale opgør tog han parti for Tysklands kamp mod kommunismen og Sovjetunionen. Ved Hitlers død hyldede han ham i en artikel, som blev bragt netop den dag de tyske styrker kapitulerede. Det vakte opsigt; men digteren stod fast på sit standpunkt. Hvad skulle man gøre? Man fandt, at det var bedst hurtigst muligt at stemple ham som senil og forstandshandicappet. Man isolerede ham og satte psykiateren Gabriel Langfeldt til at undersøge ham i det håb, at han hurtigt kunne levere det håndfaste bevis.

Men det gik ikke sådan. Digteren leverede sit eget modbevis.med bogen ”På gjengrodde stier:”, der dokumenterede, at hans sælsomme geni var usvækket.

Alligevel strikkede man en retssag sammen mod den stærkt tunghøre digter og fradømte ham blandt andet hans ejendom Nørholm. Begejstringen var ikke ublandet.

33

Blandt dem, der fulgte hændelserne med en vis skepsis, var den danske forfatter Thorkild Hansen, der altid havde beundret digteren. På trods af det hasarderede i foretagendet besluttede han at skrive om emnet så sagligt som muligt. Det krævede et stort forskerarbejde, som han iværksatte med imponerende grundighed. Han skaffede sig læsning af så at sige alt, hvad der var skrevet i og om retssagen, og han opnåede venskab og tillid hos digterens børn, der stillede ægte dokumenter til hans disposition under tre års intens registrering og ordning med idelige omskrivninger, som i sidste ende resulterede i trebindsværket ”Processen mod Hamsun”, der 1978 samtidigt blev udgivet i København, Oslo og Stockholm. Det vakte både beundring og ikke mindst forargelse, men værket blev solgt.

I sine dagbøger fra tiden skriver han, at de norske forsøg på at forsvare Hamsun virkede modsat. Han foreskrev sig selv, at han ville undgå enhver tendens. I det store hele lykkedes det ham, og bogen blev alligevel en hyldest til en mægtig europæisk skikkelse - af hans begavelse, mod og fasthed i en fortvivlet situation.

Kernepunktet var naturligvis nazismens forbrydelser, som den allierede propaganda uden hæmninger beskrev med ”vidneforklaringer”, film og fotografier af grufulde stabler af lig, (af hvilke en del stammede fra de allieredes bombninger af Dresden).

Disse rædsler blev han naturligvis konfronteret med under sin isolation. Og han kan med god grund have hævdet, at han ikke kendte til dem; men det blev så brugt som bevis på hans nedsatte åndsevner.

Det synes at fremgå af bogen, at Knut Hamsun lod sig påvirke af de grusomheder, som således blev ham forelagt. Andet ville også være uforståeligt. Mere bemærkelsesværdigt er det, at Marie Hamsun stod temmelig fast på sine opfattelser. Det synes selv Thorkild Hansen at godtage som udtryk for, at hun var mere ond. Men han bringer selv en slags forklaring. Marie blev ikke holdt isoleret men i fangenskab sammen med andre medlemmer af National Samling. De kunne udveksle viden om, hvad de selv kendte til og var derfor ikke så forsvarsløse mod den ny propaganda.

Hvor svært det kunne være at finde vej i vildnisset afslører de bøger, som supplerer bøgerne om processen. Thorkild Hansen bragte referater fra sine dagbøger og interviews fra tiden, da værket blev skrevet. De udkom under titlen: ”Søforhør”.

Man mindes den underfundige titel, når han omtaler Auschwitz på en måde, der forbavsende.minder om en søforklaring.

Han skriver om, hvordan han i 1965 besøgte Auschwitz sammen med en smuk forsamling af danske forfattere. Et stort, flot fotografi dokumenterer begivenheden. Det betegner forlagets (Lindhardt og Ringhof's) anonyme interviewer som ”en udflugt til Auschwitz, den tidligere Vernichtungslager, hvor 300.000 jøder blev sultet og pint ihjel og mindst det dobbelte dræbt i gaskamrene.” Thorkild Hansen spæder på: : ”- Henved en million mænd, kvinder og børn, ingen kender det nøjagtige tal.” Men forlaget synes at vide en hel masse. Hvorfra henter det sine tal ? På mindetavlerne i lejren, som forfatterne netop har set, stod der på det tidspunkt 4 mio. ofre. Det blev ikke ændret før i 1992, efter at Ernst Zündel ved retssagen i Canada havde dokumenteret, at gaskamrene var en myte. Thorkild Hansen eller forlaget har ændret tallet 4 mio. allerede inden de i 1982 udsendte bogen ? Og hvorfor så det ? Læste de i virkeligheden – uden at ville indrømme det – revisionisternes bøger, af hvilke hovedværker allerede forelå. Thies Christophersen pegede i 1973 på, at Røde Kors havde vurderet antallet af omkomne på grund af racemæssig og politisk forfølgelse til 300.000. Heri er også andre lejre og andet end jøder medregnet. Er det derfra, de har valgt tallet 300.000 ? Også den med sult og pinsler er meget tendensiøs.. Mod krigens slutning omkom mange ved epidemier, og sult krævede ofre også blandt tyskerne. Tæppebombningerne stoppede alle forsyninger også til lejrene. Myten om gaskamrene var allerede afvist af betydelige forskere, som blot ikke fik omtale i Danmark.

Det, der gør denne tekst så interessant, er, at den – uden så meget som at antyde det sensationelle – ned skærer antallet af ofre med 3 mio. flere år før Auschwitz-museet så sig nødsaget til drastisk at formindske sine tal, På trods af alt dette kalder den belæste forfatter, som vel efterhånden måtte have læst et eller andet om Stalins bedrifter, stadigvæk Auschwitz for ” verdenshistoriens største forbrydelse.”

Hvad, det illustrerer, er, hvilke betingelser skribenter og forlag var underkastet, hvis de skulle have en chance for at klare sig, og det gælder i Danmark den dag i dag.

34

Thorkild Hansen havde satset flere års intenst arbejde i bogværket, og forlaget en betydelig kapital. Det forklarer, at de nødigt ville lægge sig ud med de kredse, der havde mediemagten.

Den forbrydelse, som de allierede blev enige om at påligne Tyskland var mordet på 6 mio. jøder, et helligt tal, som allerede var blevet fremført i 1918; men den gang kunne man ikke give tyskerne skylden. I 1945 var Tyskland tvunget til at acceptere hvad som helst, de allierede kunne blive enige om..

Det, man under energisk pres fra zionisternes propagandaagentur bestemte sig for, var antallet 6 mio. myrdede jøder, deraf 4 mio. i den enestående dødslejr Auschwitz, hvor myrderiet var mekaniseret med anvendelse af gaskamre og krematorier. Først da Zündelprocesserne havde dokumenteret, at begge disse processer i den påståede skala var umulige, skar man ganske stille dødstallet ned til 1 eller 1½ mio; men fastholdt det samlede tal på 6 mio. For at retfærdiggøre dette regnestykke måtte man opfinde en række ny forklaringer.

Denne udvikling fandt først sted mere end 25 år efter forfatternes valfart til lejren og 10 år efter, at forlaget skrev om besøget. Men Thorkild Hansen og/eller forlaget har på en eller anden måde indrettet sig efter revisionisternes hemmeligholdte afsløringer uden at ændre på omfanget af den påståede skyld.

I bogen ”Mellem Brøndkjær og Nørholm, dagbog fra Hamsun-årene 1975-1978” citerer Thorkild Hansen et brev fra Hamsuns datter Cecilia, hvor hun nævner en episode på ”gamlehjemmet”: ”Pludselig rejste pappa sig og gikk oprørt op og ned av det lille gulvet. Tilsist sa han: Bare jeg hadde vist…(men han bet setningen over). Så ropte han med veldig røst; Jeg vil sone, jeg vil i fengsel.”

Jamen, det var han da egentlig allerede. Vi får ikke at vide, men gætter naturligvis, at han tænkte på de Greuelhistorier, man havde opvartet ham med. At de var ensidige og fordrejede, fik han næppe nogen sinde kendskab til. Han døde 92 år gammel i 1952.

Der skulle gå endnu fire årtier, før det stod klart, at Hitler havde reddet Vesteuropa fra at lide samme skæbne som den, Churchill og Roosevelt havde tildelt Østeuropa. Var Hitler også et forkert geni ?

9/11

Under forbigåelse nr. 23 peger vi på de uhyggelige perspektiver i hændelserne i New York d. 9. september 2001. Medens vor regering, vore politikere og vore medier klamrer sig til George W. Bush-styrets forklaring, fordi den, som anvist af præsidenten kan bruges som begrundelse for vore krige i fjerne lande, med hvilke vi ikke i nyere tid har været i konflikt.

I USA er skepticismen udbredt. Flyvere, intellektuelle og endda politikere tror ikke på, at ikke-professionelle kunne kapre de fire rutefly og undgå landets massive jager- og missilforsvar. Man ser episoden som planlagt, for at den skulle rejse den harme, der ville vække amerikanernes beredvillighed til krig. Det kunne have fungeret, hvis ikke teknikken var faret hurtigere frem og havde forsynet utroligt mange med digitalkameraer – mange flere, end det lykkedes politiet at beslaglægge – med hvilke de dokumenterede begivenheden på kryds og tværs, og dertil kom internettet, med hvilket resultaterne blev diskuteret og lagt frem.

Det står klart, at nogle i forvejen har vidst, hvad der skulle ske. De mange jøder, der til daglig arbejder i centret, blev væk. Og unge jøder på et nærliggende tag dansede af fryd og filmede ulykken. Det hævdes nu, at præsidenten godkendte operationen. Man venter så i bekymring og spænding på, om en ny operation skal sættes i gang, inden hans embedstid udløber, så at han kan hævde, at han ikke kan gå af. Men modstanden er stærk, ligesom beslutsomheden må være det hos dem, der risikere at blive afsløret som delagtige i mordet på deres landsmænd og -kvinder.

En mærkelig tilståelse undslap fh. præsident Clinton .

35

Løgnens Lange Arme

Ved sit besøg i Nordjylland sagde den rare Bill Clinton, tidligere amerikanske præsident og gift med en måske kommende præsident, noget opsigtsvækkende : Danskerne skal tage godt mod muslimerne. Det gør vi i USA, og derved undgår vi, at de bliver vrede og vil hævne sig på os. Jeg elsker Jeres land, og det hér bør danskerne tænke på.

Ja, det bør de. Vi er vist nok mange, der husker, at straks efter katastrofen med World Trade Center, gik Bushregeringen ud og fastslog, at udåden var udført af arabiske muslimer. Det er Bill Clinton åbenbart ikke enig i, og det er interessant, ikke mindst fordi han er i det bedste selskab. 250 fremtrædende amerikanere: forskere, politikere militære og kunstnere har åbent erklæret,, at de ikke tror på regeringens forklaringer. Til gengæld er Clinton åbenbart uenig med den danske regering. Forsvarsminister Søren Gade har i den sidste tid gentagne gange erklæret, at når vi fører krig i Afghanistan og Irak, er det fordi, de stod bag angrebet 11/9 2001.

Jamen, hvad hvis de nu ikke gjorde det ? Historien er jo fuldstændigt usandsynlig!

Så bygger vore krige på løgn og hykleri, og vor politik i forhold til Islam på løgn og hykleri. Clinton har ret i, at vi selv har bidraget til at udvikle de nu alvorlige konflikter mellem dansk-vestlig kultur og den muslimske verden.

Men han har ikke ret i, at løsningen er at finde i, at vi inviterer muslimerne ind i vort samfund og indretter os efter deres ønsker. De har over 50 lande, som de kan indrette efter deres idealer. Lad dem i fred udvikle deres system videre. Vi misunder dem ikke, og så har vi ret til at forsvare vor egen kultur. At blanding ikke fungerer, har vi for længe siden set i vore egne gader. Det er efterkommerne af aldrig integrerede jødiske indvandrere, der ved at erobre kapital og mediemagten i vort land har fremmet indvandringen af andre kulturfremmede samfund og agiteret for deres ret til at erstatte vore værdier med deres. Når de nu bruger deres mediemagt, for at Danmark skal modtage de folk, som de ikke vil have i deres eget land, er det ikke blot for selv at slippe af med dem: men også for at de skal understøtte jødernes egne krav i Danmark på religiøse og kulturelle, særrettigheder.

Når nu Clinton ved, at fremstillingen af WTC er falsk, hvorfor siger han det da ikke klart og åbent ? Frygter han for konsekvenserne ? Ja, det er der god grund til. Hvordan vil samfundet reagere, hvis det bliver klart, at det er holdt konsekvent for nar ? Og hvordan kan det lade sig gøre? Det samfund må jo være råddent.

Det gælder også her. På nettet findes så grundige analyser af begivenhederne 11/9 -01 og afsløring af så mange fakta, at det står klart, at vi føres bag lyset. Vort efterretningsvæsen kan ikke undgå at vide dette og må have underrettet regering og udenrigspolitisk nævn. Alligevel lader Søren Gade, som om han tror på de mildt sagt umulige forklaringer; men også Bill Clinton og andre oppositionspolitikere er normalt yderst varsomme med at tale klart om det store bedrag.

Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der skete; men vi ved, at, det, der skete, ikke er det, som regeringen påstår, og at det, som faktisk skete, ikke kunne ske uden mere eller mindre aktiv medvirken af højtstående myndigheder og militær.

Bill Clinton taler i tunger, fordi han ved, at alt for mange i hans bagland kender til, at noget er gruelig galt. Men Søren Gade er sikker på, at få danskere er hjemme i det amerikanske netværks afsløringer, og han ved, at de danske medier aldrig vil sladre. Derfor sludrer han ubekymret om, at vi på grund af arabernes angreb 11/9 -01 på NATO-landet USA fører krige som med bomber og kuglesprøjter og politisoldater skal fremtrylle fred og demokrati. Samtidig med at vi blunder for urimeligheder, korruption og diktatur i snesevis af andre lande.

Hvorfor støtter de danske medier, der må vide bedre, denne brutale og falsk motiverede krig.? Fordi de styres af de samme magter, som styrer krigen. Det drejer sig ikke kun om olieinteresser, men i lige så høj grad om Israels erobringskrige i M.Ø.

På internettet i USA afsløres det jødiske herredømme i amerikansk politik mere og mere åbent. Selv i hændelserne omkring 9-11 har israelitter efterladt umiskendelige spor. Oftere og oftere lyder det: Ikke flere krige for Israel.

Det ved Clinton naturligvis; men han ved også, at hans kone er afhængig af de jødiske bidrag til hendes kampagner. Derfor afslører han sig kun ved en fortalelse, undsluppet ham omgivet af spytslikkende beundrere i en lille underdanig satellitnation.

36

Men hvor kan man tro, at et så mægtigt bedrag som 9-11 skulle lykkes? Jo, efterretningstjenesterne har utrolige erfaringer med, hvad der kan lykkes. Det gik ikke helt som planlagt med invasionen på Cuba. Kennedy var en streg i regningen. Men så blev han skaffet af vejen.

Siden har Mossad lavet utallige numre, og selv om i hvert fald en del af dem afsløres, tør ingen vestlige regeringer – allermindst vor egen – reagere. Selv overgreb som den israelske bombning af det amerikanske marinefartøj Liberty, blev dysset ned af præsident Johnson, skønt det kostede 34 amerikanske soldater livet, og 171 blev såret.

Ligegyldigt hvad Israel foretager sig, skader det aldrig forholdet til USA.

Zionisterne har århundreders erfaring som agenter i international magtpolitik. I tilslutning til verdenskrigene demonstrerede de deres enorme akkumulerede magt:

De afværgede en fornuftig afslutning på Første Verdenskrig (1) og lagde grunden til den næste. De grundlagde og udviklede det kommunistiske Sovjetdiktatur.(2)

De satte marionetterne Churchill og Roosevelt til at smadre Tyskland og forære hele Østeuropa til Stalin.(3) Og de opfandt holocaustmyten, som den amerikanske professor Arthur Butz har kaldt det tyvende århundredes største svindelnummer. Det gik på, at nazisterne havde myrdet 6 mio jøder, de fleste i gaskamre, og at man derefter havde tilintetgjort dem i krematorier. De 4 mio. var blevet ekspederet i Auschwitz, der endnu betegnes som den mest grusomme dødslejr. selv om det er bevist, at tallene er grebet ud af luften eller fremtvunget ved hårrejsende tortur. Forskningens afsløringer har blot ført til, at man har ændret lidt på tallene for f.x. Auschwitz, hvor man har formindsket tabstallet med 3 mio., eller måske noget mere, men det samlede tab på 6 mio. har man fastholdt ved hjælp af alle mediemagtens midler.(4)

Med dem gjorde man holocaust til ”Verdenshistoriens største forbrydelse”, idet man talte så lidt som muligt om Stalin og Mao, og man aftvang Tyskland og endda flere lande kæmpemæssige erstatningsbeløb, og brugte myten permanent som undskyldning for Israels ugerninger i Palæstina.

Når dette kunne lade sig gøre, hvorfor skulle man så ikke kunne arrangere et terrorangreb på New Yorks mest kendte bygninger og give araberne skylden med henblik på at rejse en folkestemning for én eller flere krige i M.Ø. ?

Hvem kunne tiltro en regering en sådan grusomhed? Meget få, selv om hændelser i forbindelse med sænkningen af ”Lucitania” og Roosevelts mærkelige dispositioner, eller undladelser, da han fik kendskab til Japans planer om angreb på Pearl Harbor, tyder på, at magtmennesker, selv i ”demokratier”, når det drejer sig om krige, hvor millioners liv står på spil, kan planlægge koldblodigt, selv om det kan koste tusinder ofre.

Anslaget var nær lykkedes helt igennem perfekt ligesom det lykkedes i forhold til de traditionelle medier. Men hvad man ikke havde regnet med var antallet af film og videoer, som registrerede, hvad der hændte, og det ny medie: nettet, der gjorde det muligt for de kritiske iagttagere at komme i kontakt med hinanden og arbejde sammen om at opsamle fakta og diskutere, hvad de indebar.

Resultatet er blevet en udbredt skepsis overfor officielle friserede fremstillinger og overfor ”efterretningstjenesterne”, som har vist sig at være fantasiproducenter med uhyggeligt store ressourcer til rådighed.

Store og modige forskere, og ikke mindst det ny medie internettet, har brudt brecher i to af de mest magtfulde propagandacentres løgneoperatiomer, som har krævet hundredtusinder, nej, millioner af ofre og nu truer med det globale ragnarok.

Det tungt gennemtrængelige er, at vore gamle medier lyver om kap med løgnecentralerne, og vore politikere mener, de må følge trop. Men sandhederne findes nu på nettet og endda i bøger, begge dele også på nordisk. Vi har herefter alle del i ansvaret.

Hvis alle bliver ved at protestere med alle midler, de har, mod propagandacentralernes fabler og mediernes kritikløse efteraben, må de efterhånden svækkes..

Det er civilisationens eneste chance.

Noter:

1.: Benjamin Freedman taler ud.
2. : Alexander Solschenizyn: ”Zweihundert Jahre zusammen.” Die Juden in der Sovjetunion.
3. : Winston Churchill afslører i sine erindringer, at han selv ved at flytte en tændstik på et Europakort forærede Polen de gamle tyske østområder. Deredter blev det øvrige Østtyskland sammen med Polen og resten af Østeuropa foræret Stalin. Få år efter høstede retorikeren virak ved at overdrage Stalin al ansvar for det jerntæppe, som han selv sammen med den dødssyge Roosevelt havde arrangeret med start lige syd for Lolland.
4.: Læs Lars Adelskogh: ”En tom säck kan inte stå.”

38

Den usynlige supermagt.

Det har været Zionismens propagandistiske supervåben gennem medierne at stemple en hvilken som helst ikke rosende omtale af jødedommen og Israel som antisemitisme. At påpege jødisk virksomhed bag verdensbegivenhederne er, som en zionistisk meningsagent forsikrede os, som at skyde sig selv i foden.

Det ser da unægtelig også utroligt ud, at dette forholdsvis lille land skulle besidde den mægtige magt, som flere og flere hævder. Men beviserne hober sig op, og de kritiske røster bliver tydeligere.Ingrid Rimland, Ernst Ziindels velformulerede kone konstaterer i et af sine sidste ziindelsites, hvormed hun informerer omverdenen om de overgreb, som rettes mod hendes mand, men især de principper, han har kæmpet for, at det er godt navnet omsider kommer frem!"

Det er især sket efter Ursula Haverbecks og Horst Mahlers modige erklæringer.

En person, der har bidraget til navnets nævnelse er Alexander Solsjenitsyn; men selv den verdensberømte forfatter har måttet erfare, at man i Vesten ikke ville tolerere, at han drev sin åbenhed for vidt.

Hans store værk om jøderne i Rusland blev bestseller i hane fædreland; men værket er ikke blevet oversat til engelsk, og en tysk udgave har mødt utrolige forhindringer. En dansker, der henvendte sig til forlaget fIk at vide, at de desværre ikke kunne levere nu.

Landsbiblioteket havde i 2007 skaffet værkets to bind. I dag er andet bind, der handler om jøderne i Sovjetunionen, forsvundet. Hvordan kan sådan noget gå til ? Det er en bog på godt 600 sider. Den findes nu ikke i noget offentligt dansk bibliotek. Man har lovet at prøve at låne den hjem fra udlandet; men det er i september 2008 endnu ikke lykkedes.

 

Ny Ruslandshistorie

Med nogen undren var der nok mange, der betragtede den vældige iscenesættelse af den såkaldte genbegravelse i Skt. Pedersborg af enkekejserinde Dagmar. Både det officielle Danmark og det officielle Rusland bidrog med pomp og pragt til at markere begivenheden som historisk.

Og det var den faktisk, ved at Rusland dermed åbent vedkender sig et markant holdningsskift i forhold til dets gennem lang tid ensidigt negativt bedømte zarperiode. Om baggrunden for dette handler to vægtige, kontroversielle, bøger af nobelpristageren Alexander Solsjenitsin. I Rusland er bøgerne blevet bedstsælgere; men i Vesten har modtagelsen være, skal vi sige, afventende, selv om bøgerne er oversat til både tysk og engelsk. I Danmark har endnu d. 28. sept. 2006, tre og fire år efter udgivelsen af de to bøger, ikke ét eneste bibliotek købt et eksemplar, og de officielle medier omtaler dem ikke. En undtagelse er Jyllands-Posten, hvis redaktør Flemming Rose – ham med Muhammedtegningerne – 26. oktober 2003 bragte en artikel: ”Russisk kulturkamp: Solsjenitsyn og de russiske jøder.”

Af denne titel forstår man, hvad det er, de vestlige medier viger tilbage for. Hvad har jøderne med russisk kultur at gøre? Det viser sig at være en hel del og ikke blot med kulturen, men også med russisk politik og samfundsudvikling. F.eks. har de bidraget skelsættende til mordene på russiske zarer, zarinaer og fyrster. Her ser vi så en forbindelse til det holdningsskift, som markerede sig i Skt. Petersborg d. 28 sept. i år.

Solsjenitsin er ikke den første, der har peget på, at samfundsudviklingen i Rusland i slutningen af 1800-tallet var mere positiv, end det herhjemme normalt fremstilles. Flere af zarerne var indstillet på reformer og russiske statsmænd som Stolypin arbejdede målbevidst for at forbedre forholdene, men blev gang på gang stoppet af attentater udøvet af revolutionære, blandt hvilke jøder indtog en fremtrædende plads. Terrorisme nød den gang i venstrekredse en vis romantisk beundring, som har overlevet lige til de senere års såkaldte verdenskrigserklæring, som næres af harme over at arabere har lært en del af håndværket, især af zionisterne.

At jøder var drivende kræfter bag den russiske revolution og også siden hen i opbygningen af det sovjetiske system er dokumenteret af adskillige forfattere i senere tid; ganske enkelt ved at opregne de jødiske navne i de besluttende organer og efterretningstjenester. Men Solsjenitsyn gennemgår i sine to bøger systematisk det jødiske indslag på alle felter af det russiske samfund. Han erklærer selv, at han ikke er antisemit men at han blot forsøger at lægge fakta på bordet.

Forfatteren Wolfgang Strauss erklærer i Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung s. 451-460, 2003, at Solsjenitsins to værker på 560 og 608 sider er blandt de vigtigste bøger om den russiske revolution og den tidlige bolsjevikperiode. De engelske titler er :”200 Years Together. The Russian-Jewish History 1795-1926”, 2002, og “200 Years Together. The Jews in the Soviet Union ”, 2003. Strauss konstaterer, at de store tyske aviser Der Spiegel og Frankfurter Allgemeine Zeitung undgår bøgernes blodigste afsnit. Hans artikel kan læses på :

www.venusprojekt.com/ethics_in_aciion .

Flemming Rose fæster sig ved offermotivet. Jødernes foretrukne selvportræt har jo været at fremstille det jødiske folk som det uskyldige offer for vestlig, kristen, ondskab – siden 1916 især tysk, senere nazistisk nederdrægtighed. Dette har været centralt i næsten al jødisk propagandavirksomhed.

Vi husker polakkernes irritation over, at jøderne tog patent på offerrollen i Auschwitz. De råbte højt, at der også var mange polske ofre. Da Ernst Zúndel lykkedes at bevise, at tabstallene i Auschwitz var vildt overdrevne, tog den polske direktør for Auschwitzmuseet affære og ændrede indskrifterne på mindetavlerne.

Men de toneangivende jøder fastlåser jødernes rolle som uskyldige ofre med påstanden, at 6 mio. blev myrdet af nazisterne, skønt det nu er bevist, at de fire mio., som hævdedes myrdet i Auschwitz, er løgn. Vi ser vore egne medier ustandseligt repetere den gamle kliché.

Solsjenitsyn dokumenterer, og han er ikke den eneste, at hvad han betegner som jødebolsjevikkerne var drivende i det hårrejsende sovjetiske terrorregime.

39

Flemming Roses tolkning af dette er, at Solsjenitsyn så godt som renvasker det russiske folk og fremstiller dette som offer for det jødiskbolsjevikiske terrorvælde. Med eftertrykket lagt på det bolsjevikiske vil han naturligvis markere, at der findes andre og mere sympatiske jøder. Det beklagelige er blot, at den zionistiske ideologi er så fasttømret, at eliten så godt som enevældigt kan styre hele det mægtige, men sælsomt næsten usynlige, jødiske imperium.

Det værste er at den verdensberømte forfatter ikke blot berøver jøderne rollen som de uskyldige ofre, men placerer dem som undertrykkere og bøddelknægte overfor hjælpeløse og uskyldige. Stalins andel i grusomhederne kan næppe anfægtes; men Solsjenitsin viser, at det hele var sat i værk allerede af Lenin, og uanset pogromer og lejlighedsvise henrettelser af jøder, fortsatte uhyrlighederne med flittig anvendelse af jøderne, som var blandt landets bedst uddannede, og som var ideologisk skolede til at kalkulere med store ofre på vegne af en overlegen idé, det være sig mosaismens, zionismens eller kommunismens.

Det er forståeligt, at forfatterens klarsprog forskrækker i de lande syd for vore grænser, hvor man slænges i fængsel, hvis man ytrer noget, der kan udlægges som antisemitisme: men herhjemme er flertallet af medier belagt med, hvad der kaldes ”selvcensur”; hvilket er næsten endnu mere effektivt.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Rose understreger offerombytningen, selv om allerede dette sikkert er nok til at skræmme de andre medier fra at skrive om emnet. Han undgår næste helt det saglige indhold i bøgerne ved at opholde sig ved, hvordan forskellige russiske skribenter forsøger at angribe eller forsvare Solsjenitsyn uden at gå alt for nær på forfatteren, som, de ved, nyder stor anseelse.

40

Det fremføres som belastende, at han eller i hvert fald hans kone og børn har jødisk blod i årerne. Det er svært at se, at dette gør hans forskerarbejde vedrørende jødiske navne i de styrende organer og lubyanka og chekaen mindre interessant. Statistikeren Kurganov anslog antallet af forbrydelser mod menneskeheden i de første 20 år op til 1937 til 20 mio. Senere øgedes tallet og jøder var bestandigt aktive.

Solsjenitsyn beskriver mordet på 1000 kvinder og børn i en kirgisisk slavearbejdslejr så sent som 1954.

Frank Schirmacher, chefredaktør i Frankfurt, bekræfter det jødiske lederskab i det hemmelige politis henrettelsespatruljer i Leninperioden.

Strauss nævner en episode, hvor den amerikanske jøde George Steiner modtog den venstreorienterede Ludwig Börne-pris.

I sin takketale erklærede han : ”Efter min mening kan der ikke være nogen højere ære, intet højere adelskab end at tilhøre et folk, som aldrig har deltaget i forfølgelse. Fra jeg var barn, har jeg været stolt over ikke at have denne arrogance. Jeg tilhører den højeste race, fordi den ikke forfølger andre. Vi er de eneste; vi har aldrig haft magten til at gøre dette Alleluia!” (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 31 maj 2003)

Strauss tilføjer : ”Aldrig forfulgt andre ? Aldrig haft magt ?

Jeg tror udtalelsen må ses som et eksempel på den særlige form for jødisk humor, som de kalder pilpul, eller er det chutzpah, eller en raffineret blanding af disse ingredienser. Dens specielle pointe og komik består i, at meget få ikke-jøder kan forstå eller opfatte den.

Det er i hvert fald grotesk, men også ikke så lidt frækt, at udtalelsen kan bringes i det land, hvor hundreder, hvoraf mindst to verdensberømtheder, efter påbud fra jødiske magtagenter, sidder fængslede blot for at benytte sig af deres ret til ytringsfrihed.

I nabolandet Østrig topper forfølgelserne nu med fængslingen af David Irving, hvis bøger blev forfulgt med alle midler i hans hjemland, der dog ikke tillod fængsling.

Men et oprør er ved at udvikle sig. Ved retten i Bielefeld står forfatterinden Ursula Haverbeck anklaget for at benægte Holocaust. Hun forsvarer sig på en måde, der har vakt beundring og eftertanke også udenfor Tyskland. Det endte med at retten opgav at føre sagen igennem.

Hun forsvarede sig med, at hun ikke var anklaget for egne forbrydelser. Hun havde aldrig slået nogen ihjel. Hun stod anklaget, fordi hun som tysker påstås medansvarlig for en forbrydelse, begået

for længe siden, som det hævdes alle tyskere har medansvar for. Men så gælder dette jo også anklager og dommer, der også er tyskere. De fører altså sag ikke alene mod hende, men også mod sig selv. En absurd retssag.

For i virkeligheden føres den ikke af den tyske stat; men af en anden stat mod Tyskland, udvidet til at gælde alle tyskere, dermed også statsanklager og dommere. Hvordan skal statsanklageren anklage sig selv ?. Hvordan skal tyske dommere kunne dømme i en sag imod dem selv ? Hvordan skal dommeren kunne dømme hende, der ikke har større andel i forbrydelsen end dommeren selv?

Men de vil jo ikke dømme hende for forbrydelsen, men for at hun har tilkendegivet, at hun ikke tror den har fundet sted. Det må da være anklagerens opgave, at bevise, at den har dette. Og at alle – også han selv - er medskyldige. Men Ursula har jo modbeviserne. Javel, men de må ikke lægges frem.

Det er ikke blot i strid med ytringsfriheden men imod alt det bedste i vestlig retstradition. Ikke så sært, at det endte med, at man opgav at føre sagen igennem.

Men så må alle den slags sager bringes til ophør.

Vi læste, at EU-kommissionen, som er det instrument, der kan foreslå love og ændringer af love i EU, ville gribe ind i sagen om familiesammenføring i Danmark.. Hvor meget vigtigere er det da ikke, for kommissionen at gribe ind mod undertrykkelsen af ytringsfriheden i Europa..

Vi henvendte os til kommissionens repræsentation i København, der rådede os til også at rette henvendelsen til Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, der har sæde i Wien, Vi skrev da følgende brev og underrettede Ritzau og fjernsynets reporter i Bruxelles :

41

Rubjerg. 10 september 2008
Europa-Kommissionen
Højbrohus , Gothersgade 115, 1123 København K
Østergade 61 Postboks 144 DK- 1004 København K.

Agenturet for Grundlæggende Rettigheder
Schwarzenberg Platz 11
AT -1040 Wien

Ytringsfriheden hyldes i så godt som alle vestlige taler og erklæringer og fastslås som en ret i FN's og den europæiske menneskeretsdeklaration. Det er derfor ufatteligt og beskæmmende, at borgere, der aldrig har anvendt vold, men blot givet udtryk for sin viden og opfattelse, straffes med fængsel eller svære bøder i flere vesteuropæiske lande, deriblandt to af de største.

Vi har forstået, at baggrunden for dette er en EU-parlamentsbeslutning om, at EU skal unddrage sig ansvar for hævdelse af disse rettigheder ved at overdrage håndhævelsen af dem til de enkelte stater.

Det har gjort det muligt – eller nødvendigt – for disse lande at vedtage love, der forbyder udtalelser om visse historiske forhold og opfattelser. Vi skal ikke fordybe os i årsagen til disse misforhold, hvad enten de er påtvunget på grund af en tabt krig, eller de skyldes pres af en mægtig kapitalmagt, for enten man er enig i de fremførte opfattelser, eller ej, skal de naturligvis kunne offentliggøres. Ellers er der ikke tale om ytringsfrihed.

Vi opfordrer derfor indtrængende kommissionen til at henstille til EU-parlamentet at ophæve den eller de uheldige love, og de diskriminerende lande til at ændre deres.

Vi henstiller lige så indtrængende til Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, at det gennem alle tilgængelige veje vil arbejde for disse reformer.

Vi erfarer, at der nu drives kraftig lobbyvirksomhed for at indføre love, som gør det kriminelt, at kritisere religion, idet man specielt nævner Islam og kristendom.

Nu er det netop tolerancen overfor analyse og kritik som er forudsætningen for Vestens udvikling af videnskab og teknik, hvis resultater andre trosretninger nu gerne vil nyttiggøre sig uden at respektere den kultur, som har frembragt dem.

Allerede i antikken med navne som Demokrit og Lukrets kritiseredes religiøse dogmer nådeløst og gennem de sidste tre hundrede år har kristendommens præsteskab måttet finde sig i, at dets egne blev udsat for samme skæbne, vel at mærke uden at Kristus selv blev angrebet før i de allersidste år.

Da Vesten således har tradition for i ytringsfrihedens navn at acceptere kritik af sin egen dominerende religion bør den også forsvare kritik af Islam og jødedom til og med dennes seneste udvikling: holocaustdogmatikken og holocaustteologien.

Før ytringsfrihed og ytringsret: borgernes ret til i nødvendige medier at komme til orde med for demokratiet relevant information er realiseret, er hverken ytringsfrihed eller demokrati blevet til virkelighed-.

Vi forventer, at vort brev bliver oversat til hovedsprogene, og håber på svar – helst positivt – på denne henvendelse.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

Nogle navnkundige samvittighedsfanger:
Ernst Zündel sendte i Canada Richard Verralls bog ”Did Six Million Really Die ?” rundt til politikere og medier. For dette blev han anklaget for at udsprede løgn. Det lykkedes ham at sende forskere til Auschwitz, hvor de undersøgte påståede gaskamre og krematorier. Det blev klart, at de umuligt kan have fungeret på den måde som myterne har påstået, da det er i strid med enkle kemiske og fysiske love. Zündel vandt appelsagen, hvilket førte til, at mindetavlerne i Auschwits måtte tekstes om. Alligevel blev han på yderst tvivlsomt grundlag arresteret i USA, hvor han boede med sin kone Ingrid Rimland. Han blev udleveret til Canada, der efter en tid udleverede ham til Tyskland, hvor der er fængsel for at sige sandheden om disse emner. Da hans forsvarere heller ikke måtte sige sandheden blev han dømt og sidder nu i fængsel.

Germar Rudolf udførte egen forskning og skrev værdifulde bøger. Han blev tvunget i eksil, hvor han udgav oplysende tidsskrifter, senest ”Vierteljahreshefte Für Freie Geschichtsforschung”, som efter at han er udleveret til Tyskland føres videre ved den amerikanske professor Arthur Butz, der har skrevet det skelsættende værk ”The Hoax of the Twentieth Century”. Rudolf kan ikke forsvares med at sandheden i hans værker er uangribelig, for denne er forbudt med tyske love, så han bliver også dømt til fortsat fængsel

Sylvia Stolz var forsvarer for Ernst Zündel, men måtte naturligvis ikke påstå, at han havde sagt sandheden. Da hun gjorde det alligevel, blev hun vist ud af retssalen og er nu selv anklaget.

Ursula Haverbeck fik en for hende tung bøde for støtte til historiske revisionister. Hun appellerede og forsvarede sig så fremragende, at man opgav at føre sagen igennem. En baggrund er uden tvivl, at en kendt chefredaktør har ytret sig tilsvarende kættersk uden at blive anklaget. Disse sidste hændelser tyder på, at en opblødning omsider er på vej i Tyskland, og at tidspunktet er gunstigt for fremme af reformer i landet.

* * * * * *

42

19. september svarede repræsentationen :

Vedr.: Ytringsfrihed og ytringsrettigheder.

Vi har modtaget deres henvendelse af 10. september 2008 og har noteret os deres synspunkter, men foretager os ikke yderligere i sagen.

Med venlig hilsen

Bjørn Digholm

Vi talte med Bjørn Digholm og noterede hans forklaring og skrev da igen til agenturet i Wien:

43

Rubjerg , 27. september 2008

Agenturet for Grundlæggende Rettigheder
Schwarzenberg Platz 11 AT
– 1040 Wien.

Vi vedføjer kopi af et brev, som EU-kommissionen har sendt som svar på vor henvendelse om den undertrykte ytringsfrihed i Europa.

Brevets underskriver vedgår, at beslutningen er truffet på kontoret i København; men han forklarer, at baggrunden er, at kommissionen har overdraget til Agenturet for Grundlæggende Rettigheder at tage vare på disse spørgsmål.

Det er altså agenturet, der må henstille til kommissionen, parlamentet og de lovgivende nationale myndigheder at gennemføre det nødvendige.

Vi håber derfor snart at høre positivt nyt fra agenturet.

Vi står meget gerne til rådighed for telefonsamtale med direktør Morten Kjærum. Vort telefonnummer er 00 45 98 99 65 74.

Venlig hilsen

Marianne Herfufsdatter
Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 DK – 94 80 Løkken Danmark.

* * * * * *

Notat, august, september 2008: Irving blev omsider sluppet fri; men Ernst Zündel og Germar Rudolf er fængslede, og Rudolfs heltemodige forsvarer Sylvia Stolz er slæbt for domstol med krav om hård straf, fordi hun hævdede, at Rudolf ikke kunne dømmes, da hans bøger talte sandt.

Men et oprør er ved at udvikle sig. Ved retten i Bielefeld står forfatterinden Ursula Haverbeck anklaget for at have fornægtet Holocaust. Hun forsvarer sig på en måde, der har vakt beundring og eftertanke også udenfor Tysklands grænser.

Målstyret ”selvcensur”.

Trods kollossale holocaustmuseer og mindepladser i flere og flere byer bliver medieherskerne stadig mere nervøse. Man ser det af endeløse indslag som skal holde liv i og forsvare holocaustmyterne. Man satser målrettet på børnene, især gymnasierne med interviews med overlevende ”vidner”; rare gamle damer, der mirakuløst har undgået gaskamrene, Og Bent Blüdnikow finder 29/9 -08 hele fire ny Anne Franker, af hvilke de tre angives myrdet i gaskammer. Den fjerde – ligesom Anne Frank - død af sygdom i Bergen-Belsen. Blüdnikow antyder aldrig tvivl om gaskamre eller om Al.Qaedas ansvar for angrebet på WTC 11/9 -01. Højt priser han en udstilling på Arbejdermuseet om krematorierne i nazisternes kz-lejre. Han bemærker ikke, at de var nødt til at overholde naturlovene og derfor ikke var væsentligt anderledes end krematorier andre steder: men de havde en speciel berettigelse, da kremeringen skulle tjene til at formindske smittefaren ved de epidemier, som især hærgede i krigens sidste tid, fremskyndet af brist som følge af de allieredes tæppebombninger.

Også gaskamrene havde til opgave at redde menneskeliv ved at begrænse smitte. De var beregnet til og blev brugt til desinficering af klæder – ikke til at myrde mennesker. Blüdnikow, og formentlig da også udstillingen, fortier alt dette, som er omhyggeligt dokumenteret i revisionisternes arbejder, som danske medier ikke får lov til at omtale.

Blüdnikow kender naturligvis svaghederne i de myter, han forsvarer, og med begejstring hylder han derfor over to sider i Berlingeren 30/9 -08 under titlen ”Blod og vrede” ”en berømt engelsk historiker”, Michael Burleigh, der sætter tingene på plads, sadan som han gerne vil se dem. Han citerer:

44

”Det er bekymrende at se, at mange unge bliver så stærkt påvirket af nettet, at de tror på hvad som helst. De er lette ofre for konspirationsteorier om, at CIA eller Mossad stod bag terroren 11. september 2001. Der er en forvirring i vor kultur, der afsætter sig som fantastiske historier uden bund i virkeligheden. Mange unge aner ikke, hvad der er sandt og falsk om vor historie og vor kultur, og derfor er de nemme ofre for også islamisters påstande,”

Hvor besynderligt, når man hver dag i Berlingeren og de andre hofmedier kan læse ”sandheden”, præcis som Blüdnikow kæmper for, at vi skal se den. Men ”forvirringen i vor kultur” er uundgåelig, når kritik af regering og efterretningstjenester afvises som ”konspirationsteorier”, ”fantastiske historier uden hold i virkeligheden”.

Det er revisionisternes fortjeneste, at myter og påstande bliver prøvet ved at blive holdt op mod de fysiske forudsætninger. Det gælder holocaust, med det gælder også omstændighederne ved de fire kaprede kæmpeflys uforstyrrede manøvrer i formentlig verdens bedst forsvarede luftrum. Og det gælder tårnenes pludselige pulveriserede synken i grus.

For dagsmedierne er det beskæmmende, at man må ty til (de seriøse) netsider for at skaffe sig adgang til fakta. Men ikke kun unge - alle aldersklasser benytter sig af dette. Derfor er medieherskerne forskrækkede. Hvad vil de da ?

Overordnet kæmper de for så stor en del af verdensherredømmet som muligt.

Derfor bekæmper de enhver nationalisme, undtagen én

Derfor udråbes ved enhver lejlighed nationalsocialismen, som det ondeste af alt.

Derfor romantiseres folkeblanding i Danmark som alle andre steder – undtagen i Israel

Derfor roses tolerance mod alle religioner i Danmark og alle mulige andre lande undtagen Israel.

For at simulere åbenhed og alsidighed tolererer de gerne skindebatter, om aktuelle emner :

 

Integration

Under påberåbelse af mangel på arbejdskraft har politikerne oprettet et integrationsministerium. Det skal integrere alle, der gerne vil arbejde i Danmark. Ikke nok at de skal have bolig og arbejde - de skal integreres i vort samfund. Men her bor allerede masser af arbejdsløse. Hvorfor ikke anvende dem ? Nej, vi skal have flere nye ind og lokke dem med præcis samme rettigheder og vilkår som etniske danskere. Statsborgerskab skal være lige om hjørnet. Ellers kaldes det, fuldstændigt uden grund, diskrimination. Man kan leve med alle almindelige rettigheder i et nordisk land uden at have statsborgerskab. Vi har levet i to - tre årtier i Sverige med bevaring af vort danske statsborgerskab. Blot havde vi ikke stemmeret til folketinget i Danmark eller riksdagen i Sverige. Kun det første var uretfærdigt. For har man statsborgerskab, skal man have stemmeret til den lovgivende forsamling. Ellers ikke! Det understreger, hvor vigtigt statsborgerskab er.

 

Statsborgerskab

Med dette følger retten til at vælge repræsentanter og selv blive valgt til folketinget. Det betyder magt over vore natur- og kulturresurser og over landets opsamlede formue. Alt dette tilbyder man hvem som helst, der lærer sig et minimum af dansk og lærer sig udenad nogle få ”kanoniserede” sætninger om dansk historie og kultur.

Blandt medieherskernes internationalt fasttromlede moraldogmer værdsættes særlig eet som udtryk for godhed og humanisme. Det indprenter, at man ikke må spørge indvandrere om deres religion. Det er en privatsag, og alle religioner og racer er lige værdifulde.

Hvad racer angår, kan det næppe siges med nogen sikkerhed, om de er lige værdifulde; men de behøver ikke nødvendigvis være det alle vegne. Hvad religioner angår, er der helt klart betydningsfulde forskelle.

Jødedommen fastslår, at jøder altid skal have forrang for ikke-jøder.

Islam vil, at Islam og koranen skal have forrang for alle andre religioner.

Og andre større eller mindre religioner vil nok også foretrække sig selv.

Det er da mere rimeligt, at religionerne holder sig for sig selv og udvikler værdierne i deres egenart, end at de invaderer andre kulturområder og undertrykker de værdier, som der er skabt.

I naiv tro på de velklingende forskrifter har vore politikere ikke blot accepteret invasion af muslimer, men bevilget et stort antal statsborgerskab og indflydelse, som forøges ved indvandrernes store børneflokke. Denne magtovertagelse betaler danskerne med deres egne penge,

45

og mediefolkene soler sig i deres godhed, når de støtter de stakkels fattige mennesker. For de velbeslåede, humane, journalister forstår så udmærket, at de fattige gerne vil have del i overskudssamfundets overforbrug, og synes at Danmark er rigt, og at der er penge nok. Men er der nok til at bevare Danmarks kultur- og naturværdier, når ”nydanskerne” i kraft af antal har erobret magt til at bestemme over fordeling af midlerne ? Så langt har de kontrollerede medier ikke tilladelse til at tænke.

Respekten for de pseudohumane principper har været så kompakt, at det først er i september 2008, at klare protester er sluppet frem i medierne.

Mogens Camre i Dansk Folkeparti og medlem af EU-parlamentet er gået ud med kravet : Islam ud af Europa! Naturligvis angribes han; men det bliver dog sagt.

Muslimerne har over 50 lande, hvor de kan udvikle det samfund, de foretrækker. Men de vil da hellere erobre nyt, og, så længe europæerne ikke vågner, kan de gøre det ved ganske stille at lade deres proselytter sive ind over de i henhold til andre uskyldigt klingende principper åbne grænser.

Kravet om at slippe dem ind og give dem moskéer og begravelsespladser blev især drevet af jødiske mediefavoritter som Arne Melchior og Anders Jerichow. De undlod ikke at henvise til vor grundlovsbestemmelse om religionsfrihed. Om ytringsfrihed tales kun i tunger. I dag har muslimerne lært lektien. Kamal Qureshi er medlem af folketinget og beredes bedste placering i Berlingske Tidende 29/9 med et angreb på ”Udansk Folkeparti” og Mogens Canre. Her påtager han sig rollen som den ægte forkæmper for danskheden. Det er ”Dansk Folkeparti, der som fortaler for forfølgelse af et religiøst mindretal giver udtryk for en udansk ekstrem holdning, som er i strid med dansk grundlov. Pia Kjærsgård, Mogens Camre og deres meningsfæller repræsenterer ikke danske værdier – tværtimod forsøger de at smadre de principper for menneskers behandling af hinanden, som vi i årtier har været stolte forkæmpere for.”

Læg mærke til, at han siger ”vi”, og årtier- ikke århundreder, og at det religiøse ”mindretal” han henviser til, på verdensplan har omtrent en mia. tilhængere, der gang på gang har demonstreret had og foragt for danske værdier.

Marianne skrev straks til Berlingske Tidende :

Rubjerg 24. september 2008
Berlingske Tidende
Pilestræde34
1147København K

Debatredaktionen,
Kommentar: Kun for Berlingske Tidende.

Islam er grundlovstridig i Danmark

Vor grundlov, § 67 siger :”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Sædeligheden defineres i Nudansk Ordbog som moralsk uangribelig væremåde.

Det indebærer, at Islam er grundlovsstridig i Danmark. Beviset kommer muslimerne selv med.:

Ved muslimernes fjerde kongres 1968 vedtoges : ”Den hellige krig er foreskrevet til udbredelse af troen. Den, der ikke er muslim, har kun valget mellem at antage Islam frivilligt eller lade sig tvinge dertil gennem den hellige krig. At afstå fra den hellige krig er en krænkelse af Allahs love - - - Muslimer står frit at bryde en hvilken som helst indgået aftale med ikke-muslimer.”

Den bosniske præsident Alija Izetbegovic skrev 1970 : ”Den islamiske deklaration.” Den er siden udgivet flere gange på serbokroatisk, arabisk, engelsk og tyrkisk. Der står :

”Først og vigtigst : Der kan aldrig råde fred og sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner.”

”En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten, så snart den er moralsk og numerært så stærk, at den formår ikke blot at styrte det ikke-islamiske styre, men også at oprette et nyt islamisk.”

46

”Islam nægter entydigt enhver fremmed ideologi ret og mulighed at virke indenfor dets domæner.”

.”Presse, TV og film må kontrolleres af personer, hvis islamiske moral og intellektuelle autoritet er indiskutabel”

”Historien kender ikke en eneste sand islamisk bevægelse, som ikke samtidigt har været en politisk bevægelse. Derfor kendetegnes det muslimske samfund (folket) og dets styreform af total harmoni. Islamisk tro og islamisk lov (sharia) er ét.”

Deklarationen spredtes igen før parlamentsvalget i Bosnien 1990, da hans parti vandt valget og besatte næsten samtlige regeringsposter.

Vi har nu set, hvad der videre er sket i Bosnien. I Kossovo har islamisterne ødelagt over 150 kristne kirker og klostre.

Ifølge den islamiske konference i Islamabad 1980 var programmet : ”Det er bydende nødvendigt at videreudbringe Islam over hele verden.” Konferencens generalsekretær, ægypteren shejk Hassan Muhammed al-Tuhami sagde :Vi sørger for, at der opstår Islam-centre i alle lande i verden, hvori der lever et muslimsk mindretal - - -”

Immamerne i Oslo forsikrede for åbent fjernsyn, at dødsdommen mod Salmon Rushdie ikke blot har gyldighed i Iran; men at dens princip gælder alle vegne, da den bygger på koranen.

Formanden for den muslimske forening i Rogaland erklærede, da det forlød, at Rushdie skulle til Oslo, at han selv ville dræbe ham, hvis han fik chansen.

Nogle vil påstå, at muslimerne i Danmark er ufarlige og ikke led i den muslimske verdenserobring. Det modsiges af ovenstående, og en TV2 reportage i efteråret 1995 fra Fredagsbønnen i Odense bør være et memento : Vestens folk er åndeligt ”mere vildfarne end kvæg, de flyver med kun én vinge,” hvorimod de rettroende fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan kun for en tid er ”materialt underlegne” De er det ikke åndeligt som Vestens folk. Mullahen bad :

”Lad os besejre, ikke besejres. Lad os overvinde. Lær os at hade de vantro.!”

Marianne Herlufsdatter

 

Det skyldes ikke kærlighed til Islam, at kontrollanterne afviser at bringe disse faktiske oplysninger, men de ved, at tilsvarende chauvinisme findes i jødedommen. Læs Mosebøgerne, Talmud og Israel Shahaks advarsler.

Mediekontrollen understøttes af agenter, der arbejder med at bortskaffe uønsket litteratur fra bibliotekerne. Mest effektivt er at true forlagene til ikke at udgive bøgerne; men udkommer de alligevel, sørger man for ingen eller ondskabsfuld omtale, og havner nogle alligevel på offentligt bibliotek, er der aktivister, der – vi ved ikke hvordan - forstår at skaffe dem af vejen.

Statsbiblioteket i Aarhus anskaffede, som naturligt er, oversættelsen til tysk af Solsjenitsyns store værk om jøderne i Rusland gennem 200 år,

August 2008 findes første bind af bogen stadigvæk på biblioteket; men andet bind, der handler om revolutionen og tiden under Sovjetregimet er forsvundet og kan ikke opdrives på noget offentligt bibliotek i Danmark. Bogen er på godt 600 sider. Hvordan kan den forsvinde ?

Der var en gang

da Vesten kunne ses som håbet om frihed og fornuft, hvor alle politiske og religiøse magthavere kunne kritiseres og stilles til regnskab for opfattelser og påstande.

Idealerne hyldes stadig; men hvor blev realiteterne af ?

Vi har vist, at vor information om, hvad der hænder omkring os er falsk, og at det skyldes at medierne er opkøbt og kontrolleret af en stormagt. I generationer har det været umuligt at nævne navnet; men det fremgår af tendenserne, at zionistiske interesser er blandt de mest bestemmende.

Det er altså oplysninger som er ubekvemme for denne magt, som sigtes fra.

Præsident Bush og alle dem, der vælger at flokkes bag ham, påstår stadig, at han leder en koalition, som er præget af en frihed som andre lande kæmper imod fordi, de er misundelige.

Men det stemmer ikke – eller kun en lille del af det. Intelligente muslimer ser klart hykleriet i vore standpunkter, fordi der er visse forhold, der aldrig omtales – ikke må omtales.

Vore medier udbreder sig om, at Iran – måske – vil skaffe sig kernevåben; men ikke om at Israel for længe siden har skaffet sig deres egne, skønt det er beskyttet af den ene af verdens største kernevåbenmagter.

Vor statsminister erklærer, at vi gik i krig mod Irak fordi Saddam ikke rettede sig efter FN; men hvad det angår, er Israel værre.

Danske partier angriber Islam fordi dets dogmer og ritualer er middelalderlige; men det gælder i endnu højere grad jødedommen

Også kristendommen kan kritiseres; men det bliver den også..

Alle oplysninger er filtreret sorteret og polariseret.

Vi må kun se og kende den ene side.

Rushy Rashid Højbjerg skriver kronik i Berlingeren omm at Danmark militært bør hjælpe kernevåbenmagten Pakistan, der har 152.000.000 indbyggere (for ti år siden) og Afghanistan, der har 22.000.000 indbyggere.

Hun ømmer for kvinderne i de to lande, og det er der grund til, ligesom for de arme piger, der bliver hældt over med benzin og brændt ihjel i Indien med en mia. indbyggere. Og der er uendeligt meget mere.

Det er længe siden Danmark har været i stand til militært at gennemdrive selvstændige standpunkter.

Men i international debat har vi altid en mulighed for at gøre vigtige synspunkter gældende.

På grund af en fjernstyret presse har vi næsten totalt forskertset denne mulighed.

Vi kunne have bidraget til at rydde op i urimelighederne efter de store krige.

I MØ kunne vi have bidraget til bedre forståelse for at ikke kun den ene, men alle parter har krav på ret og sikkerhed.

I værdidebatten burde Danmark have stået fast på de klassiske vestlige frihedsidéer i stedet for at rette os ind efter de bånd, som globalisterne gennem deres netværk i internationale udvalg og komitéer har forstået at udbrede og forlene med moralsk højtidelighed.

Det gælder principerklæringer om, at forsvar af nationale værdier – med én undtagelse - er umoralsk og at fri bevægelse over alle grænser – med en enkelt undtagelse – er det ædleste ideal.

De to hovedprincipper er dikteret af storkapitalen, og undtagelserne af medieherskerne.

Vesten må tilbage til idealerne : Frihed til kritik og fornuft.

Når det sker, vil berettiget sympati vende tilbage.

 

Notat:

Stalin klar til erobring af Euro-Sovjet

Efter med vestlig accept at have erobret Østpolen, Baltikum og Østfinland stod Stalin i juni-juli 1941 klar til at støde frem mod Vesteuropa. Hans styrker var opmarcheret nær tyskkontrollerede grænser. Han havde bygget flere og større tanks end Tyskland. De største var beregnet til at rulle på tyske motorveje frem til Atlanterhavet. I juli skulle de med verdens "bedst bevæbnede og mægtigste militære magt"starte et lynangreb.

(Billeder af sovjetiske tanks her)
These Soviet tanks, with removable caterpillar tracks, were designed for use on German roads and highways. So equipped, they were of little use on Soviet territory, where few roads were paved.

Journal of Historicai Review har i artikler (Nr.6,1995 og -97. Nr. 4 1998 og nr. 3 1999) refereret moderne russiske militærhistorikeres afsløringer. Skønt de tyske generaler, trods underlegenhed i våben og antal, afværgede den mest truende katastrofe, skriver Viktor Suvorov , at Hitler med sit angreb 22. juni var for sent ude, både med forberedelser og med angreb,

Sikkert er, at generalerne gerne ville have haft mere tid og større resurser til forberedelse af f.eks. vinterkrig; men det er også klart, at Stalin ikke havde tænkt sig at give dem denne.

Suvorov peger på, at Stalin var i stand til at genopbygge de store tab i krigens begyndelse. Det hjalp Roosevelt og Churchill ham med. Men den tyske kamp brød den førsteslagsovermagt, der kunne have bragt Stalin frem til Den Engelske Kanal. Stalin måtte nøjes med Østeuropa. Men for at sikre ham dette ødelagde Churchill og Roosevelt, i en meningsløs krig, uerstattelige europæiske resurser og kulturværdier.

( Kort over Stalins opmarch her)
By mid-June 1941, Stalin had concentrated enor­mous Red Anny forces on the westem Soviet bor­der, poised for a devastating attack against Europe . This diagram appeared in the English­language edition of the German wartime illus­trated magazine Signal.

 

Nogle amerikanske stemmer:

Fra netadressen www.rense.com/general83/dett.htm oversætter vi denne fremragende artikel med seks kommentarer .

OPGØR MED MYTERNE OM ANDEN VERDENSKRIG

Af Michael Walsh, 4/10 2008

Myten om den tyske skyld.

Et af livets store mysterier er at millioner ellers intelligente mennesker tror, at Tyskland var den magtfulde angriber under Anden Verdenskrig. Intet illustrerer bedre propagandaens magt.

Bevislige fakta tyder mere på, at Tyskland var offer for, end at det var udøver af kold naboagression. Den deraf følgende allierede militære triumf blev efterfulgt af propagandisternes triumfer, da de forstod på trods af alle fakta at udmale de sejrende nationer som ofrene.

Det britiske imperium,

”Tyskland er for stærkt. Vi må ødelægge det.” – Winston Churchill, nov. 1936.

”I intet land har den historiske mørkelægning virket mere intenst og effektivt end i Storbritannien. Her er Jerntæppet af Diskret Tavshed blevet inderligt velsignet. Så at sige intet er skrevet, der afslører sandheden om det britiske ansvar for Anden Verdenskrig og dens ødelæggende resultater.” – Harry Elmer Barnes, amerikansk historiker.

”Krigen var ikke bare spørgsmålet om at udrydde fascismen i Tyskland, men handlede mere om at overtage tyske markeder.” – Winston Churchill. marts 1946.

”Storbritannien benyttede sig af situationen til at gå i krig mod Tyskland fordi das Reich var blevet for stærkt og havde forstyrret den europæiske balance,” – Ralph F. Keeling. Institute of American Economics.

”Jeg understregede, at Tysklands og Japans nederlag og udelukkelse fra verdenshandelen ville give Storbritannien en enorm chance for at udvide sin udenrigshandel både i volumen og udbytte.” – Samuel Untermeyer. The Public Years, s. 347.

2. september 1930 mødte en delegation fra Labour Party den britiske udenrigsminister i parlamentlobbyen. ”Håber De stadigvæk ?” spurgte han. ”Hvis De mener på krigen,” svarede Halifax, ”så vil Deres ønske blive opfyldt i morgen.” ”Gud være lovet” svarede repræsentanten for det britiske Labour Party. – Professor Michael Freund.

”I Storbritannien meldtes det, at Lord Halifax syntes lettet. Han bestilte øl. Vi lo og skæmtede.” - H. Roth. Har man løjet for os ?

47

”I april 1939 (fire måneder inden krigsudbruddet) blev jeg af den amerikanske ambassadør William C. Bullit, som jeg havde kendt i tyve år, indbudt til den amerikanske ambassade i Paris. Den amerikanske ambassadør fortalte mig, at krigen var besluttet. Han sagde ikke, og jeg spurgte ikke : af hvem ? Han lod mig gætte det.… Da jeg sagde, at til slut ville Tyskland blive drevet i armene på Sovjet-Rusland og bolsjevismen, svarede ambassadøren: ”Og hvad så ? Der vil ikke være nok tyskere tilbage, når krigen er forbi, til at de er værd at bolsjevisere.” – -- Karl von Wiegand, 23. april 1944, Chicago Herald American.

”Jeg var ked af det for det tyske folk. Vi havde planlagt og rådede over magten til at ødelægge en én gang mægtig nation.” – Admiral Daniel Leahy; USAmbassadør.

MYTE 1 : 'DEN TYSKE NATION ER AGGRESSIV'

Fakta viser noget andet. En krigsstudie ved professor Quincy Wright viser, at i perioden 1480 til 1940 var der 278 krige mellem europæiske lande, og procentfordelingen mellem dem var som følger:

England 28% Frankrig 26 % Spanien 23 % Rusland 22” Østrig 19% Tyrkiet 15 % Polen 11 % Sverige 9 % Italien 9% Nederlandene 8% Tyskland (Prøjsen incl.) 8 % Danmark 7%

Ligeledes; Pitirim Sorokin, Vol.111, Part. 11 Social and Cultural viser, at fra det 12. årh. til 1925 var procentdelen af år i hvilken de ledende europæiske magter var i krig, som følger (s.352)

Handlingerne viser, at fra det 12. årh. til 1925 har antallet af år, som ledende europæiske magter var i krig, været som følger :

LANDENES ANTAL ÅR I KRIG ANGIVET I PROCENT

Spanien 67% Polen 58% England 56% Frankrig 50% Rusland 46% Holland 44% Italien 36% Tyskland 28%.

Sorokin konkluderer derfor: ”at Tyskland har haft den laveste og Spanien den højeste procent år i krig”. Af ledende europæiske stater viser England, Frankrig og Rusland dobbelt så aggressive tendenser som Tyskland.

Årene 1815 til 1907 viser følgende tal:

Storbritannien 10 krige Rusland 7 Frankrig 5 Østrig 3 Prøjsen-Tyskland 3 krige.

TYSKLAND ØNSKEDE IKKE KRIG.

Jeg tror nu, at Hitler og det tyske folk ikke ønskede krig. Men vi erklærede krig mod Tyskland, besluttet på at ødelægge det i overensstemmelse med vort princip om magtbalance, og vi blev opmuntret af amerikanerne omkring Roosevelt. Vi ignorerede Hitlers henstillinger om ikke at gå i krig. Nu er vi nødt til at indse, at Hitler havde ret.” Rigsadvokat Sir Hartley Shawcross, 16. marts 1984.

”Det sidste Hitler ønskede var at starte en ny stor krig.” – Sir Basil Liddell Hart.

”Jeg ser ingen grund til, at denne krig skal fortsætte. Jeg er bedrøvet over de ofre, den vil kræve. Jeg ville være glad for at afværge den.” – Adolf Hitler, juli, 1940.

48

Winston Churchill er enig. ”Vi gik ind i krigen af egen fri vilje, uden selv at være blevet direkte angrebet.” –Guild Hall tale. Juli 1943.

MYTE 2: 'DE TYSKE VÆBNEDE STYRKER VAR STØRRE END DERES NABOERS'

POLEN

30 aktive divisioner 10 reserve divisioner 12 store kavalleribrigader. Polen havde næsten 2.500.000 uddannede mænd, som kunne mobiliseres.

FRANKRIG.

110 divisioner. 65 var aktive indbefattet 5 kavalleridivisioner, to mekaniserede divisioner, en pansret division, resten infanteri. Ved de tyske grænser stod det franske kommando med 85 divisioner og kunne mobilisere 5.000.000 væbnede tropper. De blev støttet af fem britiske divisioner.

STORBRITANNIEN.

Storbritanniens forholdsvis lille men højt kvalificerede regulære armé var støttet af den territoriale armé, der bestod af 26 divisioner med gode planer for at øge til 55 divisioner. Dette blev naturligvis støttet af verdens på den tid største vætnepligtige hær, der beherskede et imperium i hvilket solen aldrig gik ned.

Det britiske imperium bestod også af det tidligere tyske imperium med Ny Guinea, Nauru. Vest Samoa, Sydvest Afrika, Quatar, Palæstina, Transjordanien, Tanganyika, Irak, Togoland og Camerun. Disse områder, stjålet fra Tyskland, tilføjede 1.061.755 kvadrat-miles til det britiske imperium, svarende til 35 gange Skotland.

TYSKLAND

Imod disse formidable styrker var Tyskland kun i stand til at mobilisere otteoghalvfems divisioner af hvilke kun tooghalvtreds var aktive (incl. østrigske divisioner). Af de tilbagestående 46 divisioner var kun 10 klar til aktion ved mobilisering, og selv i dem var flertallet ny rekrutter, som havde været i tjeneste mindre end en måned.

De andre 36 divisioner bestod hovedsagelig af veteraner fra den store krig, over 40 år og uvant med moderne våben og nyeste militærteknikker.

MAGTBALANCEN

Af balancen kan det ses, at polakker og franskmænd uden at medregne Storbritannien og imperiet mønstrede 130 divisioner mod totalt 98 tyske divisioner af hvilke 1/3 var uuddannede.

Hvad angår uddannede soldater var tyskernes mangler endnu større (Læg mærke til, at ved krigsudbruddet var over 50% af de tyske styrker hestetrukne).

LUFTKRIGEN

Luftwaffes overlegenhed er blevet stærkt overdrevet for at skabe indtrykket at Storbritannien var den underlegne, en David i kamp mod Goleath. Op til slaget om Storbritannien (10. august 1940) havde Luftwaffe 929 kampfly til rådighed; de fleste eenmotors Messerschmidt 109er.. Af disse var 227 tomotorers langdistance Me110, der havde en topfart på 350 mph.. Skønt den var hurtigere til stigning svingede og manøvrerede den dårligere.

ME109's rækkevidde begrænsede dens operationer. Dens reelle operationsområde frem og tilbage var lidt over 100 miles, en flyvetur på blot 90 minutter og en taktisk flyvetid på kun 75 minutter. Dette var et alvorligt handicap, når man tager i betragtning, at Luftwaffes piloter opererede dusinvis

af miles fra deres base. Britiske piloter var ofte indenfor synsvidde af deres egen. Dette handicap blev endnu mere kritisk af, at nedskudte RAFpiloter kunne reddes, medens Luftwaffes naturligvis var heldige, hvis de blev fanger..

49

Den tomotorers Me109 var en langsom maskine, som kun kunne flyve med lidt over 300 mph. og let blev udmanøvreret af RAF Spitfires. Den var også sløv i acceleration og svær at manøvrere.

Men tyskernes største handicap var deres primitive radioudstyr. Til forskel fra de britiske fly var de tyske dårlige i luft til luftoperationer, og de kunne ikke kontrolleres fra jorden.

På den britiske side var et totalt forbedret 650 kampfly samlet midt i juli. Mest Hurricanes og Spitfires omend deriblandt 100 af ældre typer. Det år fremstillede Storbritannien 4.238 kampfly sammenlignet med kun 3000 i Tyskland.

Hvad våbenudstyr angår, noterede den ansete britiske militærhistoriker B. H. Liddell Hart: ”Det er helt klart og blev åbenlyst fra starten, at de tyske bombere var for ringe udstyret med våben til uden egen jagereskorte at afvise de britiske jagere.” History of the Second World War.

TYSKLAND OG ANDRE FRI LANDE BLEV ANGREBET.

Polen udførte de første angrebshandlinger. I marts 1939 invaderede det Tjekkoslovakiet efter at have holdt tysk territorium okkuperet siden 1919. I månederne frem til udbruddet af krigen angreb væbnede polske styrker tyske grænser. 31. august udførte irregulære polske styrker et fuldt angreb på den tyske grænseby Gleiwitz.

I løbet af timer svarede Tyskland igen med det resultat, at Storbritannien og Frankrig 3. sept. 1939 erklærede krig mod den tyske nation. I Storbritannien var denne deklaration konstitutionelt ulovlig. Den skulle have været ratificeret af parlamentet.

Skønt dets grænser konstant blev angrebet af numerisk overlegne hære fra Frankrig og England, og skønt det blev økonomisk stranguleret af verdensfinansen, nægtede Tyskland at give efter og forhandle om fred og vendte den anden kind til i ti måneder.

Først da det forstod, at England ville udvide krigen ved at okkupere Nederlandene og Norge og således omringe og true alle Tysklands grænser, foretog Tyskland sit forebyggende gensvar,

Tysklands defensive modangreb blev startet 10. maj 1940. Det førte til nederlaget for 330.000 britiske og franske tropper ved en betydeligt mindre hær. Det var et af de værste sammenbrud i militærhistorien. (Den britiske presse kaldte det et mirakel)

Rusland invaderede Finland 30. nov. 1939. Storbritannien (ikke for første hang) og Frankrig angreb Norges neutralitet 8. april 1940. For at undgå angreb gennem Østersøen gik Tyskland til modangreb. I de små slag, der fulgte (Trondheim), slog 2000 tyske tropper 13.000 britiske. De blev evakueret 1. maj. For at redde ansigt landsatte Churchill 20.000 britiske tropper ved Narvik. De blev drevet ud af 2000 østrigske Alpe-jægere.

Canada erklærede Tyskland krig 10. sept. 1939. I juni invaderede Sovjet Letland, Estland, Litauen og Rumænien. I juni 1940 erklærede Storbritannien krig mod Finland, Rumænien og Ungarn og okkuperede det forsvarsløse Island. Alt dette grov aggression i strid med international lov og underskrevne aftaler.

10. maj 1940 okkuperede Storbritannien i skarp strid med international lov Island. Islændingene betragtede de britiske styrker som okkupationsmagt.

7. dec. 1941 bakkede briterne et kup op, som væltede den jugoslaviske regering. 27. marts gik britiske tropper ind i Grækenland. 6. april 1941 svarede tyskerne igen, og briterne trak sig på ny tilbage. Juni 1940 forbereder Storbritannien invasion af det neutrale Portugal.

50

De forenede Stater, formelt neutralt, angriber stadig tyske skibe og arresterer eller lige frem kidnapper tyske borgere, også dem, der lever i sydamerikanske lande. I august 1941 svarede Tyskland igen.

1940 da Storbritannien, formelt stod alene og var hårdt trængt, føjede det 1,6 MILLION KVADRATMILES TIL SIT VERDENSIMPERIUM,- IDET DET OKKUPEREDE ITALIENSKE OG FRANSKE KOLONIER: Syrien, Irak, og Persien. Storbritanniens mest ansete militærhistoriker, A. J. P. Taylor konstaterede: ”Der kan ikke være tvivl om, at han (Hitler) kun udvidede krigen i 1941 af forebyggende grunde. ”

Fodnote om tab: Hvad angår tab kom United Kingdom ind som nummer ni. Rusland kom først (officielletal : 13,6 mio., Tyskland: 3,5, Kina 1,3, Japan: 1,3, Rumænien: 350.000, USA: 352.000, Italien: 279.000, UK: 264.000, Frankrig: 213.000, Ungarn: 200,000, Polen: 123,000, Grækenland: 88.000, Finland: 82.000, Canada: 37.000, Indien: 24.000, Australien: 23.000. Belgien: 12.000, Tjekkoslovakiet: 10.000, Bulgarien: 10.000, New Zealand: 10.000 (et andet land, som det er sandsynligt trues af Tyskland), Nederlandene: 8.000, Sydafrika: 6.000, Norge: 3.000, Danmark: 1.800, Brasilien : 943.)

Et slutepitaf af en af Englands fineste digtere :

A curse for England, false and base,

Where nothing can prosper but disgrace.

Where crushed is each flower´s tender form,

And decay and corruption feed the worm . . .

Lyder det velkendt?

Kommentarer

Michael Rivero

”Civilisationernes sammenstød” handler ikke om religion, men om bankforretninger. Det er ganske enkelt, hvordan Hitler genopbyggede tysk økonomi. Han forlod det fraktionelle reservebanksystem, som forkrøblede efterkrigstidens Tyskland ved at foreskrive en fast valutakurs knyttet til en bestemt værdi. Mærkeligt nok var det et finansielt system, som ikke var ret meget forskelligt fra USA's før 1913. Dette tillod Tyskland at genopbygge hurtigt, men var naturligvis en direkte trussel mod bankerne, der havde vokset sig rige og mægtige ved legaliseret falskmøntneri.

Det er grunden til at ”krigen” (faktisk en boykot, se vedføjede) blev ”erklæret” mod Tyskland. Bankerne var bange for at folk over alt skulle se de umiddelbare fordele ved et ikke-reserve pengesystem og gennemtvinge en forandring i deres egne lande. Tyskland, specielt den tyske økonomi, måtte svækkes for ar bevare det fraktionelle reserve banksystem alle andre steder.

Interessant nok gjorde Putin omtrent det samme, da han kom til magten. Han sparkede oligarkerne ud og genopbyggede den russiske økonomi med det resultat, at Rusland hurtigt fik betalt sin gæld af, (medens USA, stadig slavebundet af the Federal Reserve synker dybere ned i gæld for hver eneste dag), og ikke forbavsende øges fjendskabet mod Rusland af nationer kontrolleret af reserve banksystemet.

Den samme ”krig om penge” ligger bag presset for Islamofobi. Det handler i virkeligheden ikke om religion, men om konflikten mellem sammenblandede gensidige interesser versus finansiering gennem lån mod fast gebyr.

Michael Rivero What Really Happened wrh whatreallyhappened.com

51

 

Kommentar

x-915552

Hvad ingen af Jer forstår, er at Hitler ikke ønskede nogen krig. Han ønskede fred. Det Tredje Rige behøvede fred for at genopbygge Tyskland, efter hvad jøderne, der sad øverst i Weimar-republikken, havde gjort mod Tyskland.

Hvis Hitler havde ønsket krigen, ville han ikke have tilbudt at trække sig tilbage og betale erstatning til Polen efter at das Reich havde slået Polen.

Hvis Hitler havde ønsket krigen ville han have ødelagt den britiske ekspeditionshær ved Dunkerque. Han sagde ”Nej!”, da general Heinz Guderian ønskede at angribe briterne ved Dunkerque.

Det er på høje tid, vi holder op med at tro på jødernes løgne om WWII og begynder at forstå sandheden. Hitler ønskede ikke krig!!!!

Hvem ønskede krig ? Verdens zionistjøder.

Kommentar

Randulf Johan Hansen

www.thenewsturmer .com

Hess landede i Storbritannien på en hemmelig mission for at afslutte den krig mod Vesten, som Hitler ikke ønskede. Churchill hemmeligholdt missionens formål, fordi han tog mod ordrer fra jøder (Baruch og Morgentau såvel som handelsbankerne i City) der ønskede at udrydde tyskerne og truslen fra den ågerfri nationalistiske populistiske dynamik.

Kommentar

Fra: Dick Eastman

Med fordelen ved at kunne se bagud til, hvad der virkelig hændte, er jeg ked af at Tyskland og Japan ikke fik en forhandlet aftale (hellere end et nederlag) ud af Anden Verdenskrig.

Han kunne let have gjort det. I stedet for at bombe London kunne han have bombet det britiske aristokratis herresteder til murbrokker. Den britiske elite bekymrede sig ikke om, at den ulidelige underklasse af ingenting'er omkom i London Blitz

Men de ville ikke synes om at miste deres familjeslotte. Og denne strategi ville også have sparet Luftwaffe.

Briterne vidste altid, at de tyske maskiner blev dirigeret direkte mod London, og så blev alt, hvad de havde af anti-luftskyts, spærreballoner, søgelys og RAF Spitfires samlet dér for at afvise dem. Hvis de var gået efter, hvor aristokratiet boede, havde kunnet vælge deres mål over hele Storbritannien.. RAF kunne ikke på en gang være over alt. Før du vidste af det ville House of Lords have trukket deres opbakning af Churchill tilbage (Baruch's kæle-bulldog), og hans insisteren på betingelsesløs overgivelse ville være blevet nedtonet til en forhandlingsfred, der ville have reddet Europa for halverobring af (jødisk) kommunisme. Husk dét, når det er eliterne, vi kæmper imod. Vore fjender er ikke de tåbelige og fordærvede soldater, de sender efter os – vor fjende er pengemagteliten selv.

http://groups.yahoo.com/group/frameup/message/22069

Kommentar

x-915552

Munich Betrayal And its Contemperary Lessons (München-forræderi og hvad vi deraf i dag kan lære.)

Mellem 1932 og 1942 brugte USA omkring 12% af sit bruttonationalprodukt til militært udstyr. Det er langt over, hvad Tyskland og Japan anvendte. Jeg kalder så høj andel af bruttonationalindkomsten til sådanne formål at gøre landet klar til krig.

52

Kommentar

Dr. Gunther Kümel

(Uddrag)

I dag får jeg lyst til at bryde med vanen at ignorere dine argumenter, der lyder som en propagandatrompet.

Men i dette indlæg modsiger du dig selv i den grad, at det er svært ikke at skrive en satire om det. Du har et point i at nævne general Thomas, som fakktisk indtrængende krævede forberedelser for en lang krig, total krig. kæmpemæssige rustninger, fuld anvendelse af den autoritære magt, det tyske parlament havde betroet Hitler, bredest mulig økonomisk mobilisering, ”fuld krigstids mobilisering af økonomien”. Og da han ikke fik sin vilje, prøvede han at dræbe sin kansler.

Og Hitler? Han gav Keitel ordre, at han ikke ønskede krig, nægtede at give de ordrer, Thomas krævede. Han stolede på forhandlinger, da han havde fået det indtryk, at han forhandlede med statsmænd, der ikke var så sindssvage, at de ville afvise et fair kompromis. Har De nogen sinde læst Hitlers forslag til Polen ? Nej ? Måske skulle De gøre det, det kunne måske ændre Deres fikse idéer om den onde Hitler og de stakkels polakker. Hvis nogen kansler eller politiker i Weimar-republikken (som var blevet styret på autoritær måde af parlamentet) havde tilbudt et så langt rækkende kompromis, ville han have mistet sin stilling på to timer. Hvad, Hitler tilbød Polen, kan kun sammenlignes med det offer Willy Brandt gjorde mod Polen, Rusland, Jugoslavien og Cek, kun at Hitler handlede til fordel for Tyskland og Willy Brandt som tjener for de allieredes interesser (De må huske på, at han var officer i en fjendtlig stat). Hitler foreslog genforening af Danzig med moderlandet, og Danzig var en fri stat, ikke polakkernes ejendom.

De (tyske) indbyggere i Danzig ønskede denne genforening meget stærkt (ligesom indbyggerne i Østrig, Sudeterland og Sydtyrol). Polen skulle bevare visse økonomiske privilegier, som de var garanteret af fredsmæglerne (krigsmagerne) i Versailles. Tyskland ville ikke kræve det meget vigtige industriområde i Øvreschlesien (med tyske indbyggere), Vestpreussen (med i høj grad tyske indbyggere). Og Hitler tilbød en 25 års fredstraktat og garanti for Polens grænser, hvilket var mere eller mindre et løfte om at forsvare Polen mod, at Stalin ville revidere Østpolen, som for nylig var erobret, beboet mest af ukrainere. Hvad, Hitler ønskede til gengæld, var blot en motorvej og en jernbanelinje gennem den ”korridor” (beboet af tyskere), som skilte en del af Tyskland (Østprøjsen) fra hovedlandet. Hitler kunne ikke kræve mindre !

Hitlers fatale fejltagelse var, at han troede på den britiske rimelighed, at han ikke fuldt ud forstod truslen fra ”bagmagterne”: og at han prøvede at nå sine mål gennem forhandlinger. General Thomas var ikke så naiv; og han var ikke så pacifistisk som Hitler, der tillod den britiske division at undslippe ved Dunkerque, netop for ikke at støde den britiske følsomhed. General Thomas var klar over verdens indflydelsesrige kredses (dvs. højfinansens) faste beslutsomhed om at ødelægge den tyske nation, og han insisterede derfor i stedet på forberedelser mod en lang tilintetgørelseskrig mod riget.

Hilsner

Dr. Gunther Kümel.

 

Folkemordenes Svarte Bok

Redaktør: Bengt Hagtvet. Universitetsforlaget, Oslo. 669 sider, 507 kr.

Af et så omfattende værk skrevet af udvalgte akademikere, har man ret til at forvente, at populære propagandafremstillinger bliver kontrolleret mod, hvad uafhængige forskere har fundet frem siden Anden Verdenskrig sluttede med at de sejrende magter dikterede den fremstilling af de blodige hændelser, som de tabende var nødt til at antage.

Vi har peget på, at en række fremragende forskere har vist, at væsentlige dele af disse fremstillinger simpelt hen ikke kan være rigtige; men også, at stærke mediemagter modsætter sig, at dette bliver kendt.

53

Redaktøren skynder sig at forsikre, at han hører til de ”rigtige” for hvem nazisternes ”udryddelse” af jøderne er verdenshistoriens største og grusomste folkemord, og lige meget hvilket emne de efterfølgende forfattere behandler, vender de næsten uvægerligt tilbage til dette.

Med sådan fokus på holocaust og jødeudryddelse skulle man vente, at dette fænomen blev analyseret og grundigt belyst: Hvorfor, og hvordan ? Men det sker ikke. Det bliver ved påstandene.

Et helt kapitel er kaldt: ”Minnet om den radikale ondskap.” Så enkelt vil de have, at man endnu i 2008 skal se det.

Men for det første var der ingen jødeudryddelse - kun deportation.. Og uden grund var den ikke. Zionisteliten var gået i krig mod Tyskland allerede i 1917 og havde formelt erklæret krig i 1933 og 1939. Jøderne var de facto krigsførende. Og et stort antal jøder havde ved flid og forudseenhed sikret sig indflydelsesrige stillinger i Tyskland, som det er sket i Danmark. Det var et opgør med denne – i væsentlige spørgsmål tyskfjendtlige – overklasse, nazisterne mente, de måtte gennemdrive – ikke ved at udrydde dem; men ved at skaffe dem ud af riget.

Helt, som holocaustmytologien foreskriver, betegnes Auschwitz som den mest grusomme af alle udryddelseslejre; men hvordan kan forfatterne undlade at pege på, at offertallet er reduceret så drastisk, som det fremgår på siderne 5 og 10, og at myterne om gaskamre og overnaturlige krematorier i alt væsentligt er opspind.

Folkemord er gennemført på tasmaniere og formentlig på indianske stammer; men det må undre, at det teoretiske grundlag for folkemord ikke diskuteres seriøst. Det indgik jo ikke i nazismen, og det gjorde krig heller ikke andet end til forsvar, som til gengæld blev dem påtvunget til overmål.

Derimod har fjendeudryddelse altid været centralt i jødernes religion. I Mosebøgerne læser vi, at alle folk, der kommer i vejen for jødefolket, Guds udvalgte folk, skal udryddes, og i de jødiske ritualer indgår den dag i dag fryd over persiske og ægyptiske ofre i titusindvis. Det er mærkeligt, at ingen af de sammentrommede akademikere røber kendskab til den jødiske agitation så sent som 1941 for at udrydde alle : 80 mio. tyskere. Det er mærkeligt, at forfatterne, erkender, at Tyskland har været så godt som det højst kultiverede land i Europa; men at det pludselig forfaldt til det højeste barbari. Men Kaufmann og hans tilhængere hævdede, ar Tyskland aldrig havde ejet kultur. Er det ikke chokerende, at en så grov usandhed, af den dominerende mediemagt kunne indpodes i så mange, at et faktisk folkemord på det højt kultiverede folk ganske langt kunne realiseres ? Lige så uhyggeligt er, at samme mediemagt var i stand til at vride den dominerende opinion, så at den nu ynker det underkuende folk, som om det er ofret.

Det er dette bedrag, som den norske bog støtter.i stedet for at afsløre. Værkets forfattere er ikke i stand til, eller de tør ikke gøre op med propagandaen og mediemagten.

Professor Bent Jensen vil gerne afsløre ”den kolde krig”. Vi har peget på, at billedet vil forblive skævt, så længe skævhederne i de ”varme” krige ikke afsløres. I den norske bog er det blevet professoren betroet at skrive om Sovjets folkemord, som begyndte tidligere og som i tal langt overgik, hvad man med tvivlsom ret beskyldte tyskerne for. Det er karakteristisk for professorens forsigtighed, at han nævner Solsjenitsyns bøger om Gulag, men ikke forfatterens storværk om jøderne i Rusland., hvis andet bind om Sovjettiden afslører den stærke jødiske dominans i etableringen af den russiske revolution og i den efterfølgende terror.

Som et forsigtigt forsvar for bl.a. Stalin indfører man begrebet raison d'etat: statsfornuft. Men at der kunne ligge statsfornuft bag tyskernes opgør med jøderne må ikke antydes. Her taler man kun om ondskab, og det kunne der være noget om, hvis man mindede om Kaufman, Morgentau, Eisenhower osv.; men det har man valgt fra.

Det samme gælder den betydelige magt, som rige jøder i det tyske samfund havde erobret sig. Med penge, mediekontrol, indflydelsesrige stillinger og internationale forbindelser og et indre sammenhold havde de etableret en overklasse. Nazisternes forholdsregler var en trods alt forholdsvis ublodig revolution omtrent som den store franske, der var rettet mod !700-tallets overklassetyranni, og som kostede strømme af blod, men som endda af mange endnu i dag betragtes med vis begejstring.

54

Det var opgøret med en fremmed herskerklasse, som gentagne gange, f.eks, 1917, havde handlet fjendtligt mod værtslandet.

Stort set ublodigt gik det naturligvis ud over kapitalejere af hvilke adskillige dog bjergede sig ganske godt. Værst ramtes de mindre velstående, hvilket blev propagandaens yndlingsemne.

Vi har f.eks. på siderne 14 og 18 peget på vidnesbyrd om at Hitler hverken var så afstumpet eller så ond, som hofmedierne skildrer ham.

Vi har vist, at han ikke ønskede krigen, især ikke storkrigen. Det er også dokumenteret, at han ikke prioriterede krigsforberedelser, førend krigen var uundgåelig. Skal man tale om ondskab ligger det nærmere, at pege på dem, der målbevidst startede de forfærdelige krige.

En bog om folkemord svigter sit formål, hvis den fortaber sig i de grusomme detaljer, når forvildede sjæle slår hinanden ihjel, fordi de beordres dertil af en uafviselig overkommando eller i afsindig vrede over en virkelig eller indbildt national eller religiøs fornærmelse mod dem selv eller deres Gud - i stedet for at indkredse de propagandister, der bereder jordbunden, og de kynikere, der starter verdenskrig for at udvide deres varemarked eller deres imperium.

 

En hofhistoriker går amok .

Professor Bent Jensen afslører i en kronik i Berlingske Tidende 26/10 2008 hvor svært, det er, at manøvrere i nutidshistorien, når visse fakta, ikke må nævnes.

Kronikken hedder. ”Russere er grimme og lugter fælt” og vender sig mod ”en lang række russofobiske udsagn – også af studerede mennesker, der jo ikke udtrykker sig så direkte, men i virkeligheden giver udtryk for noget, der er langt værre.” Og hvad er så dette ?

Som studeret menneske, udtrykker han det ikke selv direkte; men antyder det, der er langt værre, at formålet med hans virksomhed er så langt som muligt, at forsvare det historiebillede, som de ”sejrende” magter i de store krige lod fremstille. Det bliver, som det fremgår af de foregående indlæg, sværere og sværere, og det gør ham så fortvivlet, at han i stedet for at fremlægge den nyere forsknings resultater væver spaltefyld om kulturnationers grimhed og lugt, og så indprenter han for sikkerheds skyld endnu engang de vigtigste af de vaklende dogmer fra nittenhundredtallets propagandakrig.

Nationalsocialisme er det afskyeligste af alt ! Hvorfor ? Er socialisme absolut afskyeligt – er nationen ?

”De sovjetiske tab under den tysk-nazistiske udryddelseskrig beløber sig til 27-28 millioner mennesker – heraf udgør de civile dødsofre det svimlende tal 20 mio.”

For det første var krigen Churchills, Roosevelts og Stalins. For det andet er det uklart, hvad Bent Jensens tal henviser til. Hvor mange var ofre for det Bent Jensen selv kalder den bolsjevikiske besættelse ? Solsjenitsyn angiver samme størrelsesorden, nemlig 26-27 mio. og tilføjer: ”men reddede ikke bare landet men samfundssystemet i hele den vestlige verden.” Det er en mærkelig tilføjelse, for det samfundssystem, som overlevede krigen var jo Stalins Sovjetsystem, som hverken Solsjenitsyn eller Bent Jensen ligefrem hylder. Men den sidste forsvarer russerne med, at de var ofre for bolsjevismens besættelse. Var bolsjevikkerne da ikke russere ? Jo, ganske mange; men ledende i revolutionen blev meget snart et så stort antal jøder, at nogle har betegnet revolutionen som jødisk. Det afviser Solsjenitsyn. Han erklærer: ”Revolutionen skyldtes russisk initiativ og dumhed.” Men de jødiske aktivister så, hvilke muligheder situationen indebar og forstod at bringe sig på plads i indflydelsesrige stillinger, deriblandt nogle af de blodigste, og denne position bevarede de trods ind imellem forfølgelser Sovjettiden ud.

Det fremgår ikke, hvordan de store tab fordeler sig; men det vides, at Stalin lod millioner kulakker dø af sult, medens han solgte det korn, som han havde plyndret fra dem, til Vesten. Samtidigt opbyggede han med jernhånd den sværindustri, som skulle gøre det muligt for ham, at underlægge sig Europa. Før det nåede til denne afgørende prøve, som på grund af tysk beslutsomhed kun halvvejs blev realiseret, lod han tusinder af russiske befalingsmænd skyde.

55

Hvordan det oplevedes af russere at virke under de brutale og til tider umulige ordrer, som udgik fra Kreml, fortæller Alexander Panine i bogen ” En, der overlevede.

og Jevgenija Ginzburg i ”Min tunge vandring” og Pavel Sudoplatov i ”Uønsket vidne”.

Om Stalin og Gulag fortæller to finner usentimentalt i bøgerne ”Kremls klockor” af Arvo Tuominen og ”Berias gårdar” af Unto Parvilahti.

Solsjenitsyn dokumenterer i sine bøger, at der fandtes reformivrige russere, som kunne have udviklet landet på fredelig vis, om ikke revolutionen, som Solsjenitsyn kalder dum, var gjort til redskab for et tyranni, hvis brutalitet langt overgår nazisternes.

Hvad Sovjettiden angår, må man huske, at han begrænsede sit materiale til russisk litteratur og endda noget mere.

Han nævner ikke Israel Shahak og Benjamin Freedman, khasarerne eller de vestlige revisionister. Der er derfor meget hans bøger ikke forklarer eller belyser; men den fremlægger et russisk materiale, som er vigtigt.

Det er rigtigt, at kampene i Øst var særligt brutale; men det må ses i sammenhæng med, at Sovjet ikke havde undertegnet de internationale konventioner om krigsførelse. Det overordnede ansvar for uhyrlighederne hviler på dem, der startede krigene.. Hitlers fejl var ikke, at han ville krig; men at han troede, han kunne undgå den.

Nyere historieforskning godtgør, at det var Churchill og Roosevelt og kredsene omkring dem, der startede krigen og til sidst overdrog det halve Europa til Stalin. Så længe Bent Jensen ikke ser dette i øjnene, agerer han som propagandakontorernes tankeløse lænkehund.

1. dec.2008

Bogkatalogerne til julen strømmer over med bøger om Anden Verdenskrig. Topnummeret er en Hitlerbiografi af ”vor tids største kender”, englænderen Jan Kershaw, der har skrevet 1080 sider om personen, ”som ingen egenskaber havde”, og kun to idéer: krig og jødeforfølgelser. Omtalen fremhæver ”Krystalnatten” men ikke den jødiske verdensboykot af tyske varer fra 1933. Og så sammenfattes ”ekspertens” budskab med disse erklæringer: ”De uhyrligheder, den tyske Førers virke afstedkom, trodser enhver beskrivelse”. ”Et af de værste diktaturer i historien med folkemord og Anden Verdenskrig.” - ”At Anden Verdenskrig skyldes Hitlers personlige vilje, er der ingen tvivl om.”

Men det er der jo, og det er, hvad en moderne historiker burde oplyse om.

Naturligvis tilbydes også en bog med billede af Winston Spencer Churchill i heltepositur, og man lover en tekst med et fantastisk portræt omhandlende alt fra hans barndom til udfordringerne (som han i høj grad selv arrangerede) under Anden Verdenskrig og tiden efter.

 

Gadekrigen mod Kristus

De store varehuse undgår kristne symboler i julen. Dansk Supermarkeds Bilka og Føtex erstatter Jesusbarn og engle med nisser, hjerter og papegøjer . ”Julen er for kristne og handlende – vi skal ikke blande de to ting sammen. Vi er forretning, ikke en kirke”. siger informationschef Erik Eisenberg.

Fjernsynet slutter op .

I tv2´s Go¨morgen Danmark interviewer Cecilie Frøkjær Politikens USA-korrespondent Marcus Rubin, som har skrevet en bog om, hvad han fik ud af under et ophold i Israel at læse Biblen. ”Det er jo om den vort samfund er bygget op”, siger han, og det er de blodtørstige Mosebøger han taler om. Han afslører derved, at det er det zionistiske samfund han føler sig hjemme i, og det bekræftes, da han tilføjer, at Det Ny Testamente kan man ikke tage alvorligt.

56

Men det er om dette vort samfund er bygget op. De to skrifter kan ikke forliges. Studieværten har åbenbart ikke kendskab til hverken det ene eller det andet og godkender zionistens nedvurdering af vor kultur.

Sådan må det gå, når man gør kristendommen til en tro på mirakler og ceremonier og undlader at fremhæve de mærkelige og stærke ting, Jesus har sagt.

Men ud over skriftstederne er kristendommen også den folkelige mytologi, som opstod om det lille barn i krybben og den elskelige moder. Ingen anden religion har inspireret til en rigere kunst end den kristne.

Jødedommen og Islam forbyder billeder; men savner dem naturligvis. Kampagnen mod de kristne symboler er ikke uskyldig og tilfældig. Den er målstyret til at bvadre og undergrave det sublime i Vestlig kultur.

* * * * *

57

Nogle dokumenter, man bør kende:

På skandinavisk:

Benjamin Freedman taler ud. Benjamin Freedman.

Judisk historia, judisk religion. Israel Shahak.

Den judiska rasismen . David Duke

Jøden som fredsstifte. Louis Levy .

Talmud. Uddrag kan læses på www.samisdat . dk.

Zions vises protokoller . Hævdes af zionisterne at være et falskeri, men teksten beskriver forbløffende de hændelser, vi ser omkring os.

Jeg var i Auschwitz . Thies Christoffersen, med forord af Friedrich Grimm om rædselspropagandaen imod Tyskland, og advokat Manfred Roeder om Auschwitz-løgnen.

En tom säck kan inte stå . Lars Adelskogh. Den hidtil bedste, kortfattede bog om holocaust.

Døde virkelig 6 mio. ? Richard Harwood (pseudonym for R.ichard Verrall)

Kritikkulturen. Kevin MacDonald.

Bristede illusioner. Freda Utley

En der overlevede. Alexander Barmine.

Oønsket vidne. Pavel Sudoplatov.

Berias gårdar. Unto Parvilahti.

Kremls klockor. Arvo Tuominen.

Sant vittnesbörd. Vladimir og _Evdokia Petrov.

Kommunismens Sorte bog . Seks forfattere.

To diktatorer som jeg kendte dem. G. Ward Price

Det store opgør. G Ward Price.

Mein Kampf. Oversat af Clara Hammerich.

Ved hjælp af bedrag. Claire Hoy og Victor Ostrovsky.

Kampen om Mossad. Victor Ostrovky.

Kaktusens land. Carlo Hansen

Under skorpionens tecken. Jüri Lina. Med flere arbejder.

På engelsk og tysk :

The jewish religion. Elisabeth Dilling.

Germany Must Perish. Theodore Kaufman.

Advance to barbarism . F. J. P.Veale

The Hoax of thr Twentieth Century. Arthur Butz

The controversy of Zion. Douglas Reed. Brudstykker er oversat til dansk på www. patrtot.dk.

Die Juden in der Sovjetunion Zweigundert Jahre zusammen . Alexander Solsjenitsyn.

Tidsskrifter:

Journal of historical review. Har orienteret om alle revisionismens opdagelser og om de regelmæssige konferencer, der er afholdt. Er nu bukket under i konkurrencen med The Barnes Review og Vierteljahreshefte für freie Gschichtsforschung, men kan kontaktes på nettet, www.ihr.org , og dets årgange kan lånes og erhverves. Læs f.eks. om krigen Tyskland-Sovjet i årgang 96 og 97 nr. 6. 98 nr. 4 og 99 nr. 3.

The Barnes Review bringer bredere nyheder om historiske fakta, men især om verdenskrigene og det, der fulgte. Ordner konferencer og tilbyder værdifuld litteratur.

Webbsider:

På dansk. www.samisdat.dk. Her kan man finde henvisninger til flere nyttige bøger. Se også Balder.org, www.holocaust.nu , Mosaisk Upps, www.patriot.dk , Dronten , Kontroversen om Zion og Radio Holger.

På engelsk er udbudet omfattende. Man kan begynde med www.rense.com, Barnes Review, www.whatreallyhappened.com , www.strangerthanfiction .org, www.prisonplanet.com , National Journal, Institute for Historical Review og American Free Press .

 

Forsiden