VESTLIG SAMISDAT -
Lys over ALT, det er det,
vi vil !



Samisdat-breve var de sovjettiske samfundskritikeres vej til at omgå magthavernes blokade af adgangen til massemedia. Trods de meget begrænsede oplag bidrog de til at udhule systemet til det revnede.

I vor, som det hedder "fri verden", troede vi, at medierne bragte alle oplysninger, som er nødvendige i et demokrati. Det er ikke tilfældet. Udvalgte oplysninger og synspunkter sigtes fra ikke blot i presse og TV, men - måske som konsekvens af dette - også forlagsverden og boghandel.

Svaret må være det samme som i Sovjetunionen, og herhjemme under besættelsen: fri publikationer, der bryder blokaden.

Med denne hjemmeside viderefører vi det informationsarbejde, som startedes med Vestlig Samisdat nr. 1, 15 november 1995.

Marianne Herlufsdatter & Lars Thirslund

 

Propagandaherskernes diktatur

 

Propagandaløgnenes Århundreder

Infodemokrat

Spilopmageren Anders Lund Madsen og Jyllands-Posten

Det fine ved kristendommen - og hvordan man angriber den

USA's og EU's selvdestuktive politik Kanonaden mod dansk kultur

Kanonaden mod dansk kultur

Brev til undervisningsminister Bertel Hårder med påvisning af fejl i 'Historie-kanon'

Infoudviklingens sammenbrud

Ideologiens løfter og bedrag

Kommunismen, fascismen, nazismen

Internettet

 

 

 

Propagandaløgnenes Århundrede(r ?)

Professor Bent Jensen vil forske i ”Den kolde krig”; men har problemer med at få det materiale fra myndighederne, som han mener, han skal bruge. Det vil imidlertid ikke hjælpe, hvis han ikke fører sine undersøgelser tilbage til tiden under og før den varme krig. For det var i den tid grundlaget blev lagt for de enkeltes muligheder for at erhverve magt og de rammer, indenfor hvilke magterobrerne kunne beslutte. Begge disse forhold gennemgik betydningsfulde forandringer i århundredet.

Nye befolkningslag tilkæmpede sig langsomt adgang til magthavernes rækker; men samtidigt tog de øverste magteliter deres forholdsregler: Demokratiet skulle ikke løbe løbsk og begynde at gribe ind i elitens dispositioner.

Derfor opbyggedes propagandaapparater til at kontrollere udbygningen af kommunikations-medierne. Det var disse medier, der fastlagde de rammer, indenfor hvilke mere eller mindre demokratiske regimer måtte træffe sine valg. De, der beherskede massemedierne beherskede disse valg. Allerede i århundredets begyndelse stod dette forhold klart for de globalt mægtigste, der målbevidst satsede på kontrol af medierne og dermed var grunden lagt for de propagandacentraler som kom til at præge århundredet. Hvis man vil forstå begivenhederne i dag og under den kolde krig, må man følge processerne tilbage til deres oprindelse under konflikterne i århundredets begyndelse.

Nationale aviser ville altid have en især lokal betydning; men vigtigst var de imperiale talerør. Under verdenskrigen demonstreredes hvilke enorme løgne, som kunne rundspredes. Englænderne viste særligt talent til at kompensere imperiets trods alt begrænsede militære kapacitet med ondskabsfulde smædekampagner mod modstanderne. Efter krigen kunne de som sejrherrer en overgang beklage de værste overdrivelser; men som Tyskland begyndte at komme til kræfter igen og vendte sig mod Versaillestraktatens ensidighed, fandt propagandacentralerne anledning til at tage kanonaden mod Tyskland op med fornyet intensitet . Det faldt sammen med, at en ny joker-stormagt, zionismen, var blevet aktiv på scenen, selv om den foretrak at udspille sin magt bag kulisserne og udad optræde som et stakkels forfulgt, miskendt folkeslag.

Den zionistiske elite havde allerede før krigen samlet kontrol over enorme kapitalværdier og havde benyttet denne magt til at sikre sig herredømmet over dominerende medier i Vesten. Med disse magtmidler havde de praktiseret agenter og sympatisører ind i magtfulde stillinger i vestlige lande, deriblandt Danmark. Den samlende og koordinerende kraft bag disse erobringer var den jødiske religion, som slog fast, at jøderne var Guds udvalgte folk, og at andre mennesker kun er som hunde at regne, hvis eneste berettigelse er at stå til tjeneste for jøderne. (1*). Mens skrifterne slår fast, at Gud skal tage initiativet til den definitive sejr over de vantro, fandt utålmodige jøder, at de selv burde tage initiativet, hvilket skulle kunne ske ved beslutsom målrettethed. (2*).

En generalprøve på sådan beslutsomhed så Marxist-inspirerede venstrepolitikere i at gribe ind i urolighederne i det russiske rige, som havde lidt et foreløbigt nederlag i verdenskrigen mod Tyskland. Det er først i de senere år dokumenteret, at den russiske revolution egentlig var et jødisk arrangement, og at jødiske aktivister indtog ledende poster på alle niveauer i det bolsjevikiske voldsregimente. (3*).

Omtrent samtidigt havde zionisteliten gennemført sin rokade i forhold til det tyske rige.

Den fremtrædende jødiske forretningsmand Benjamin Freedman, der kendte alle spidserne og var til stede under Versaillesforhandlingerne, oplyste, at England i 1916 var på sammenbruddets rand, men Tyskland tilbød en fordelagtig fred. Nu gik zionisterne ind og tilbød at bringe USA ind i krigen.. Modkravet var blot at England skulle love jøderne en egen stat i Palæstina. Det offer fandt englænderne til at bære. Og dermed var Tysklands nederlag beseglet. (4 *).

Ved Versaillesforhandlingerne, optrådte jøderne, skønt de egentlig ikke havde noget dér at gøre. Her blev jødernes forræderi mod tyskerne afsløret, og samtidigt blev deres systematiske indtrængen i ledende tyske samfundsstillinger bemærket. Det førte til, at deres til internt brug hellig- og hemmeligholdte skrifter blev oversat til tysk. Deraf voksede kravet om at befri landet for de fjendtlige jøder, der i øvrigt fortsatte deres fjendtlighed med propaganda især fra England; men også tydelig herhjemme.

2

Det står fast, at nazisterne fremmede udvandring også til Palæstina. Man spåede, at det tyske samfund uden jøderne ville bryde sammen; men det syntes hastigt at blive stærkere. Man påstod da, at det rustede til krig; men nyere forskning har vist, at Hitler prioriterede sociale og civile fremskridt. Han havde selv været fattig, og han havde været i krig. Han var forberedt på det hårde spil, men ønskede ikke krigen. Det gjorde derimod de jødiske burgøjsere, som fra Prags og Wiens.mondæne natteliv søgte til London for at opildne til krig mod det ”racistiske” Tyskland. (5*).

Churchill vidste udmærket, at tyskerne ikke var så racistiske som jøderne, der kun anerkender én race, deres egen; men han kunne bruge det jødiske medienets fremstilling af nazismen som forbryderisk og krigslystent, og de obligatoriske billeder, man bragte, af Hitler med fordrejet ansigt som en sindssyg.

Churchill var halvt amerikaner, med et vist jødisk islæt: men hans ideal var det vaklende britiske verdensimperium, og han så Hitlers opmuntring af det tyske folk, hvilket han i virkeligheden beundrede, som den værste trussel mod det imperium, som han elskede. Han besluttede, at Hitler skulle have krigen enten han ville eller ej. På grund af sit store personlige forbrug var Churchill havnet i håbløs pengenød; men nu kom de rige jøder ham til hjælp med massiv økonomisk støtte, så at han kunne fortsætte sin virksomhed. Han blev derfor i stand til med sine oratoriske evner, at støtte krigsfløjen, da polakkerne iværksatte deres udfordrende spil om Danzigkorridoren.

Da Hitler så sig nødsaget til at besvare polakkernes intrige, som disse naivt trode ville bringe deres kavaleri til Berlin på fem dage, svarede Churchill med krig mod Tyskland (ikke nazismen, som han omhyggeligt understregede, men mod tysk industri.)

Vestens medier berømmede denne beslutsomhed mod den nazistiske stat, der havde taget afstand fra jødedommen. Men de har aldrig forklaret, hvorfor England-Frankrig havde godkendt, at Sovjetunionen okkuperede halvdelen af Polen - havde angrebet Finland og okkuperet de baltiske lande.

Det videre krigsforløb blev endnu mere vanvittigt: Foruden millioner af dræbte blev Europas kulturbyer bombet til ruiner og hele Østeuropa indbefattet Polen, af hensyn til hvilket, det hed sig, at krigen blev startet, blev af Churchill og Roosevelt foræret til Stalins voldsregime. Det skyldes alene, at Hitler og den tyske hær kom Stalin i forkøbet med nogle få uger, at Stalin ikke nåede at lade sine mægtige tankstyrker rulle frem til Atlanterhavet. (6*).

At de allieredes uhyrlige forbrydelser ikke blot er blevet accepteret, men lige frem hyldet af vestlige media, og dermed stort set af befolkningerne, er den gåde, som knuger 1900-tallets historieskrivning. Den kan kun løses ved at analysere og afsløre den magt, som propagandacentralerne har udøvet og udøver ved at beherske alle toneangivende medier.

Uden denne kortlægning vil professor Bent Jensens bestræbelser for at forklare den kolde krig blive lige så overfladisk og vildledende, som den gængse fremstilling af den varme krig og dens hårrejsende resultater.

En ny erkendelse, som ikke længere kan lades upåagtet, er, at en ny stormagt, eller supermagt optræder aktivt bag alle vigtige hændelser. I dette spil indgår mere velberegnet end nogensinde før: løgn og bedrag, som rundspredes ved hjælp af gennemkontrollerede medier. Det er det ene af dens to ubarmhjertige våben, Det andet er kernevåben ført frem af langtrækkende missiler. (7*).

Med disse våben er den jødiske elite nået meget nær til det verdensherredømme, som dets nyere profeter har kalkuleret. (8*).

At fortsætte nutidig samfunds- og historieskrivning med udeladelse af disse faktiske forhold er at fortsætte det maskespil, som førte til det groteske resultat af 1900-tallets krigspolitik.

Det er karakteristisk, at medierne aldrig nævner de positive ting, Hitler opnåede (9*), og de mindre flatterende sider ved zionismen. Det nævnes aldrig, at jødedommen erklærede Tyskland krig i 1933 og igen i 1939. Det nævnes ikke, at den mægtige jødiske elite 24/3 -33 startede en international boykot af tyske varer. Derimod bliver vi igen og igen mindet om ”Krystalnatten”, som var af meget mindre omfatning. Og det nævnes sjældent, at optakten til den tyske reaktion var, at en jøde myrdede en ung tysk diplomat i Paris på grund af polske bestemmelser vedrørende jøder, som tyskerne ikke havde ansvaret for.

6. september 1939 bragte The London Times så et brev til Neville Chamberlain med løfte, at jøderne på enhver måde ville hjælpe til i krigen mod Tyskland. Det var sendt af Chaim Weizmann, præsident for ”Jewish Agency”.

3

Den amerikanske jøde Theodore Kaufman fik i februar 1941 ros for bogen Germany Must Perish , der påstod, at Tyskland var fuldstændigt uden kultur. Derfor skulle alle tyskere udryddes, og de tyske territorier uddeles til nabolandene.

Finansminister Morgentau havde den syge Roosevelt i sit ledebånd, og denne sammen med Churchill med Eisenhower som lænkehund gjorde deres bedste for at slå så mange tyskere ihjel som muligt (10*). Og så uddelte de den østligste del af Østtyskland til Polen og den østligste del af Polen sammen med Baltikum m. m. til Stalin.

Efter sejren brændte de allierede tysk litteratur og arrangerede skueprocesser med anvendelse af tortur og falske dokumenter, hvor tyskere uden reelt forsvar blev dømt som krigsforbrydere. Notoriske allierede krigsforbrydere er aldrig blevet dømt. Det samme gælder israelitiske.

Medierne i den såkaldt frie verden observerede så at sige intet af alt dette, og det samme gælder i efterkrigstiden zionismens overgreb mod kritikere og Israels årelange ulovlige okkupation i Palæstina og dets overgreb mod konventioner og menneskerettigheder. Hvad skyldes denne tilbageholdenhed ? Den skyldes frygten for de jødiske gengældelsesorganisationer som Anti-Defamation League, ADL (11*). Og den skyldes mediernes udbredelse af myten om folkemordet på det uskyldige jødefolk. Den blev startet som rygter under krigen. (11*). Men myten om holocaust som nazisternes mord på 6 mio. jøder udvikledes af de jødiske propagandakontorer efter krigen og forfærdede ved mediernes hjælp millioner af umiddelbare mennesker. Den blev brugt til år efter år at aftvinge Tyskland enorme erstatninger til Israel og enkelte jøder. Men omsider revnede ballonen.(13*). Enkle undersøgelser af de kemisk-fysiske forudsætninger for de påståede hændelser viste, at de simpelt ikke kan have fundet sted. Retssager i Canada mod tysk-canadieren Ernst Zündel slog fast, at tabstallet for Auschwitz-Birkenau, som stod for 4 af de 6 mio. påståede jødiske dødsofre, måtte reduceres med mellem 3 og 4 mio. Tabstallene ved andre lejre har vist sig lige så overdrevne. Alligevel fastholdes det samlede tabstal til 6 mio. jøder, og selv her i Danmark vil embedsmænd på alle niveauer op til ministergrad hævde, at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne. Jødiske skribenter påstår, at andre europæiske lande, ja selv de Gaule og Churchill er medskyldige. Vi skal derfor alle betale til jøderne, og i hvert fald kan vi ikke tillade os at kritisere Israel, selv hvor det anvender hensynsløs brutalitet. Løgnen om holocaust er blevet af afgørende betydning for at fastholde Israels herskerstatus i MØ og for at bevare Tyskland som slavestat.

På grund af denne succes kan man forestille sig den betydning Auschwitz-holocaustløgnen har haft for de hemmelige propaganda- og efterretningstjenester. Når det alene med medierne kunne lade sig gøre at udplante en løgn og gøre den til urørlig sandhed i international politik, må alt bedrag kunne lade sig gøre.

Siden har vi set tilsvarende forsøg med vekslende held: Tonkinbugten, Liberty-affæren, Grisebugten med flere er kendte, men hvor mange som er lykkedes i det stille forbliver en hemmelighed indenfor de hemmelige organisationer.

At nogle har fået blod på tanden viser det ny årtusindes markante mysterium, kaldet 9-11. Den ligner holocaust ved i diplomatkredse at betragtes med urokkelige respekt; men ved kritisk analyse tager den sig lige så urimelig ud. (14*).

Det betyder, at nutidshistorien ikke kan skrives meningsfuldt uden at hensyn tages til propagandacentralernes virksomhed og det zionistiske overherredømme som udfoldes gennem kontrollen med, hvad befolkningerne tillades at få kendskab til . Nutidshistoriens eneste virkelige betydning er, hvis den afslører, når befolkningerne føres bag lyset. Men sådan kan den få den allerstørste betydning.

Henvisninger:

1* Israel Shahak's bog Judisk Historia, Judisk Religion, o g David Duke : Den Judiska rasismen.

2* Zions Vises Protokoller , som jøderne hævder er et falskneri; men som forbavsende nøje svarer til de hændelser, vi iagttager. Også Louis Levy's digt, 1918, Jøden som Fredsstifter er betegnende.

3* Læs Douglas Reed's The controversy of Zion , og Solzschenitzyn's Zweihundert Jahre zusammen. Die Juden in der Sovjetunion.

4* Benjamin Freedman taler ud . American Dissident Voyce. 13. og 20. maj 1995.

5* Douglas Reed : Galskabens kavalkade. og Grænseløs skændsel.

6* Journal of Historical Review 1995 og 1997 nr. 6, og 1998 nr. 4, og 1999 nr. 3.

4

7* Victor Ostrovsky : Ved hjælp af bedrag. Mossad set indefra, og Kampen om Mossad . Israel Shahak : Open Secrets . Israeli Foreign and Nuclear Policies. Pluto Press.

8* Rabbi Samuel, Adolphe Crémieux, Zions Vises Protokoller , Louis Levy's; Jøden som fredstifter ., Søren Mørch i ” Ismael og Isak i det forjættede lamd”. Harold Rosenthal: www.rense.com/general49/prot.htm

9* Bøgerne: Det store opgør og To diktatorer som jeg kendte dem af G. Ward Price giver et mere nuanceret billede, og bringer episoder og citater, som afslører skævheden i vore hofhistorikeres fremstilling.

10* Både Hitler og hans generaler stræbte efter fred allerede i 1943; men modstanderne, især Eisenhower og Churchill ville fortsætte ødelæggelserne. En reporter spurgte Churchill, om han ville tilbyde tyskerne fred. Han svarede: ”Heavens No!” ”De ville acceptere med det samme.”

James Bacque afslørede i bogen ”Other Losses”, at general Eisenhower spærrede op mod en mio. tyske soldater, der havde overgivet sig, inde bag pigtråd under åben himmel og lod dem sulte ihjel. Han slap ikke Røde Kors ind, idet han påstod, at det ikke drejede sig om krigsfanger, men om afvæbnede fjendtlige styrker.

11* Jødisk vold mod kritikere omfatter brutal mishandel, mord, brande, beskydning med automatvåben og forfølgelse med alle midler af selvstændige skrifter og forlag. Anti-Defamation League er et magtfuldt tværnationalt kampapparat for jødisk nationalisme

12* Den bedste indføring i holocaustspørgsmålet er formuleret af Lars Adelskogh med bogen: En tom säck kan inte stå .

13* Holocaustmytens skibbrud markeres af bøgerne Did Six Million Really Die af Richard Verrall. The Hoax of the Twentieth Century af professor Arthur Butz. Bøgerne om Zündelprocesserne i Canada og tidsskrifterne Journal of Historical Review, The Barnes Review , The Revisionist . m.fl.

14* De mange urimeligheder i Bush-regeringens fremstilling af hændelserne 11. september 2001 påvises i artiklen ” Tårnhøje Bedrag”, Nordjyske Stiftstidende, 19/4 2002 og i en lang række illustrerede netsider og i professor David Ray Griffin's bog: ”Det nye Pearl Harbor.”

 

 

 

 

Infodemokrat.

Når jeg undertegner mig infodemokrat er det for at understrege, at forudsætningen for sand demokrati er sand information

Sandhedens og demokratiets dødsfjende er propagandakontorerne og de hemmelige efterretningstjenester. De forvansker alt, hvad gademedierne slipper frem til os: .hændelser, ord, tekster, selv billeder og film.

Et frit amerikansk talerør. AFP ., konkluderer: Der er i dag praktisk ingen forskel mellem de amerikanske medier og de kontrollerede medier i det gamle Sovjet.

Men det store land har trods alt steder for ukuelige skribenter som de foran cirerede.

Her er det næsten umuligt. Kontrollen er gennemført og brutal : Den zionistiske magtelite råder over terrorstyrker og Mosaisk Troessamfunds talerør Jacques Blum truer alle – der afslører de sandheder, som zionisterne finder besværlige – med ulykker værre end de kan forestille sig. Truslen gælder også deres efterkommere i flere led. Det betyder, at han truer alle uligetænkende og deres børn og børnebørn med at blive slået til plukfisk som Robert Faurisson eller blive sprængt i luften som Francois Duprat og hans kone.

Dansk politi stiller gerne op for at beskytte jøder, der føler sig truet af arabere; men det vil ikke beskytte danskere, der trues på liv og eksistens af jødiske agenter.

Af hensyn til mine efterkommere er jeg derfor nødsaget til at skrive under dæknavn.

5

 

 

 

Spilopmageren Anders Lund Madsen -

 

serverer hver søndag en oftest læseværdig klumme i Jyllands-Posten. En søndag udnævnte han sig selv til ny chefredaktør for bladet og lovede, at nu skulle læserne få ligesom lidt krummer i sengen og et og andet at spekulere over. Chefredaktionen valgte dog en anden chefredaktør, og Lund Madsen skyndte sig at forsikre, at denne ville være lige så god.

Vi sendte så 26/5 -08 ”Propagandaløgnenes Århundrede(r ?)” til bladet med disse ord :

Hermed lidt krummer til sengen og venlig hilsen

Infodemokrat .

Da intet svar kom, sendte vi den 3/6 til ”Information”, hvis ”opinionredaktør”, Dorrit Kampmann 9. juni svarede, at man havde valgt ikke at bringe den.

Men Jyllands-Posten kunne ikke bekvemme sig. I stedet bragte bladet 31/5. en heel, gammeldags, avisside (det havde endnu ikke skiftet format) om samarbejdet under verdenskrigen og i efterkrigsperioden.mellem USA's efterretningstjeneste og danske politikere og dansk efterretning.

Den danske historiker ved RUC, Per Henrik Hansen havde lånt og kopieret et omfattende materiale, fra Det amerikanske nationalarkiv, hvis hemmeligstemplede dokumenter nu er blevet frigivet. P.H.H. fandt hurtigt, at mange kendte danskere havde bragt oplysninger til samarbejde med Den amerikanske efterretningstjeneste - nogle så tæt, at de blev betegnet som agenter. Det kan næppe overraske.

Det er kendt, at der eksisterede et spændt forhold mellem, især, den militære fløj af modstandsbevægelsen og de mere eller mindre kommunistiske marxister.

Bladet fremhæver, at Hans Hedtoft i hvert fald efter krigen forudså Sovjet som ny fjende, og han sagde i fortrolige samtaler med amerikanerne, at han var overbevist om, at danske kommunister drev femte kolonne-virksomhed, styret af den russiske regering. Han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at reducere kommunisternes indflydelse.

Overfor det ny materiale må man håbe forskerne er opmærksom på, at efterretningstjenesterne kan ændre sig frem og tilbage, og kan foretage aktioner uafhængige af og somme tider imod landets officielle regering. Det må ikke glemmes, at centralt i deres virke er og bliver fup og bedrag.

Hvad det sidste angår, står de højeste magthavere dog ikke tilbage. Dekorativt under Hans Hedtofts profeti, at Sovjet var den ny fjende, bringer bladet et farvebillede af Churchill, Roosevelt og generalissimus Stalin ved Jaltakonferencen i februar 1945. Bedre kan bedraget ikke illustreres. Her poserer tre af den hårrejsende krigs hovedagenter hyggeligt for fotografen under planlægningen af hævn over modstandere og partering af Europa.

Som bekendt besluttede Roosevelt og Churchill at krone de systematiske ødelæggelser af Europa med at overdrage Østeuropa til Stalin, skønt denne havde ansvaret for deportation og mord på utallige millioner af borgere i de områder, han allerede herskede over..

Blot et års tid senere udfoldede Churchill en sidste gang sine oratoriske evner i Fulton-talen 5/3-46, hvor han angreb det jerntæppe, som han selv havde hjulpet til at trække ned gennem Europa.

Trods denne, utroligt sene, klarmelding fortsatte i lang tid samarbejdet med russerne om det såkaldte retsopgør, der med systematisk tortur og bedrag placerede al skyld for krig og brutalitet på nazismen, medens de allierede erklæredes fri.

På grund af propagandacentralernes beherskelse af medierne kom venskabsbilledet af de tre krigsherrer til også i efterkrigstiden at dominere gademedierne næsten totalt. Det er en af årsagerne til, at så mange venstreorienterede kunne bevare den tro på kommunistsystemet, som professor Bent Jensen selv en gang i sin ungdom havde følt sig tiltrukket af; men som han nu synes, alt for mange er alt for længe om at tage afstand fra.

Vil man forstå hvordan, det har kunnet komme dertil, er bogen ”Jeg siger sandheden” af Roosevelts udenrigsminister James F. Byrnes nyttig. Den danske titel er lovlig groft skåret til. Han kalder den selv ”Speaking Frankly”, og det, synes den, at leve rimeligt op til, hvorved den leverer interessante budskaber til vor tid.

6

Det virker som om denne mægtige embedsmand, der forhandler med Sovjetunionens topfolk, var så godt som uvidende om, hvad der havde fundet sted bag unionens strengt lukkede grænser. Han forsøgte utroligt længe at være forstående og imødekommende mod sin modpart og afslører, i hvor høj grad amerikanerne var fascineret af russerne og den samfundsidé, som de foregav at kæmpe for. Han skriver om Stalin : ”Sandheden er, at han er en meget sympatisk mand.” Og selv om Byrnes indser, at hans modpart udenrigsminister Molotov var kynisk, beundrer han hans opfindsomhed til at finde på måder at udskyde beslutninger, som han ikke ønskede; men han beundrede også – eller i hvert fald forundrede sig over russerens evne til, når det stod helt klart, at han ikke kunne få sin vilje igennem, at slå om og acceptere helt i strid med de standpunkter, han før havde forfægtet.

Bogen slutter i 1946, og selv om den afslører en voksende skepsis overfor russerne, når han ikke til den definitive afstandstagen til Sovjetsystemet.

Det lykkes ham dog at udtrykke nogen undren over finansminister Morgentaus kommunistiske virksomheder på områder, som faktisk var andres, ikke mindst hans egne, nemlig udenrigsministeriets. Men præsidenten sympatiserede med Sovjetsystemet og støttede så længe han levede Morgentau, skønt det snart viste sig, at dennes assistent var sovjetisk spion. Byrnes peger dog på, at Roosevelt var plaget af sygdom, og han antyder, at han havde øjeblikke af usikkerhed og tvivl. Desværre kom de ikke til udtryk i hans egen periode og først tøvende og næppe nogensinde helt konsekvent hos hans efterfølgere.

Baggrunden for dette er den begrebsforvirring, som propagandacentralerne den dag i dag vedligeholder. Det kan ikke illustreres bedre end af Bent Jensens lille artikel 29/5 -08. Professoren skriver, ”Det 20. årh. led under to afsindige ideologier, der begge forsøgte at forklæde sig som videnskab - marxismen-leninismen og nationalsocialismen.” Men, som vi har vist, var der andre mægtige kræfter på spil. Imperialismen havde en blomstringstid, og så afslørede judaismen eller zionismen med en meget speciel nationalistisk ideologi, en utrolig magt ved at omkalfatre Europas folkerigeste stat, og erklære krig imod og underkue den næst folkerigeste .

Det var jo nærmest marxismen, der gav sig ud for at være videnskab. Nazismen kunne godt bruge forskning, hvor den kunne synes at passe (racelære, eugenik og samfundsvidenskaber), men det politiske budskab var væsentligst fornuft : opgør med Versaillestraktatens skævheder og sejrmagternes fordrejninger af historien, og modforholdsregler mod jødernes krigshandlinger mod Tyskland og deres systematiske stræben efter at besætte samfundets magtpositioner.

Dette var ret beset den logiske reaktion på den aggressive jødiske nationalisme og racisme, men blev af de jødisk dirigerede medier fordømt som antisemitisme og hæslig tysk nationalisme og racisme.

Det gennemførtes så effektivt, at selv vor nutidige historieprofessor Bent Jensen bliver ude af sig selv af ophidselse, når han skal berøre emnet. Han bryder sig ikke om at forklare årsagerne til de grusomme hændelser. De skyldes alene nazismen, og kræver da ingen begrundelse, da den af medierne og professoren er erklæret afsindig, formørket, og forbryderisk.

Men den målbevidste start af en verdenskrig - ødelæggelse af Europas kulturbyer - ønsket at udrydde al tysk kultur, tysk sprog og tyske mennesker - at betragte alle ikke-jøder som laverestående, dyriske væsener - og at herliggøre engelsk, russisk, amerikansk, israelitisk imperialisme – i det ser professoren ikke formørkelse, forbrydelse eller afsindighed. For ham er det petitesser i forhold til forbrydelsen at hævde nationale interesser undtagen en bestemt magts.

Kan dette ikke være ligegyldigt i dag, så længe efter ?

Nej ! For det er stadig den samme magtelite, der bestemmer, hvad vi må få at vide og hvilke grimasser, vore kommentatorer og politikere tør udstille.

De dominerende medier, ”gademedierne” dirigerer vore politikere så de blindt følger regeringen i USA og går i krig i fjerne lande med uholdbare begrundelser.

De fører følelseskampagner for at vi skal modtage og integrere vildtfremmede folkeslag, og de romantiserer kærlighed og giftermål med andre kulører. Racisme er gjort til sprogets værste glose. Men, at indstrømmerne huser foragt for dansk og vestlig kultur, skal vi acceptere, da vi altså er racister, som synes alt for godt om os selv, skønt vi har modtaget kultur og idëer fra mange andre sider. Og det har vi jo, men vi har tilføjet præg fra vore specielle forudsætninger. Danske og vestlige kulturværdier nedvurderes systematisk til fordel, for arabiske og jødiske. Fjernsynet akkompagnerer reportager fra danske egne med stadig gentagen af en parodi på vor nationalsang,

7

Igen og igen ser vi fremtrædende jøder opfordre danskerne til at modtage muslimer og give dem ret til moskéer, begravelsespladser og ritualer, en imødekommenhed, som jøderne ikke viser i Israel, hvor de har magten.. Men nu, da vort samfund er splittet af det store kontingent af fremmede angribes Islam af Israels mest åbenlyse talerør : Dansk Folkeparti og foreningen, der kæmper for at stoppe islamisering af Danmark. Men medierne undlader at pege på, at de kritiserede sider ved Islam har sin rod i jødedommen, og at denne i virkeligheden er værre.

 

 

 

 

Det fine ved kristendommen -
og hvordan man angriber den

er ikke præsterne og ritualerne, for det var mod dem Jesus vendte sig. Han var fritænker. Det sagde han klart i sit opgør med de skriftkloge. Og han demonstrerede det ved at hævde, at vigtigere end det du putter i munden, er, at det, der kommer ud af den, er rent.

Ifølge Lukas 16,17 skal Jesus have bedyret: ikke en tøddel af loven bortfalder. Det hører nok til de skriftsteder, som bogstavdyrkende både ”kristne og jøder klynger sig til, når de hylder Det Gamle Testamente.

I dag læser kun få modne danskere dets tekster og opdager ikke, at det er en brutal krigserklæring mod alt ikke-jødisk. De accepterer derfor naivt, at jøderne er Guds udvalgte folk, som alle andre må underkaste sig.

Men i Matthæusevangeliet 7,14 læser vi, ”at alt, hvad I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, det skulle I gøre mod dem; thi dette er loven og profeterne.”

Og Johannes 1,17: ”Thi loven blev given ved Moses; nåden og sandheden er kommen ved Jesus Kristus.” Det gamle og det ny testamente er uforenelige ideologier.

Forskere hævder, at både episoder og lignelser i evangelierne er lånt især fra buddhistiske skrifter. Andre peger på, at der har været andre beretninger, som brutalt er sorteret fra, skønt enkelte her og dér er blevet bevaret. Begge dele er interessante, men forringer ikke evangeliernes budskab. For det, der har inspireret generationer gennem totusinde år, er den fremstilling, som evangelierne har givet os.

Vi har vist, at forskellen mellem Buddha- og Jesuslegenden er meget stor, og til den sidstes fordel: Det lille nøgne barn i krybben tilbedt af engle og fattige hyrder, men også af rige magthavere har bud til både rig og fattig. Og den voksne frihedskæmpers standhaftighed overfor trusler, pinsler og korsfæstelse ligesådan.

Vore kirkers kalkmalerier og pragtfuldt udformede altre vidner om, at lignelsen er blevet forstået, ligesom sympatien for helgenerne, de mange menige frihedskæmpere, er demonstreret uhyggelig tydeligt.

Maria hyldes fuldt på linje med mesteren og placeres som han nær Guds trone i himmelen.

Det er først i vor tid, at denne smukke mytologi i Vesten bevidst tilstræbes latterliggjort. Jeg ser bort fra oplysningstidens klarhjernede tænkere som Pierre Bayle, der kostede vor fromme Holberg så meget hovedbrud. Deres hensigt var jo ikke at pege på teologiske modsigelser og overtro for at erstatte dem med en anden form for overtro. Det var sandheden, de søgte. De var ikke langt fra Kristus.

I dag angribes Jesus, og dermed essensen i kristendommen på en langt farligere og bevidst organiseret måde, dirigeret af det præsteskab, som han erklærede krig for totusinde år siden. Det gav aldrig op; men spredtes over den kendte verden og samlede magt og rigdomme.

I dag er den nået så langt, at den slår igen i de lande, der hævder, at være vundet af kristendommen.

Vi ser det i vore egne medier. Zionismens agenter behersker avisernes spalter og forlagenes redaktioner. De søger. at gøre grin med alt det, der dog er uvæsentligt:i forhold til Jesu lære : dogmerne om: treenighed, jomfrufødsel og arten af hans guddommelighed. - Han var vel bare et menneske, og hvor sagde han grimme ting om jødernes præster. Jøde eller ej, så var han antisemit. Dermed er kristendommen ugudelig omtrent som Islam. De eneste kloge og rationelt troende er jøderne, hvis klogskab er så dyb, at de gør alt, de kan, for at holde den hemmelig. Og fordi den også har fået dem til at sikre sig kontrol med alle betydelige medier, så lykkes det forbavsende godt, og samtidigt kan de økse al information til, så den tjener jødedommens og Israels interesser.

8

Al anden logik og konsekvens er bandlyst. Det samme kommer da til at gælde al politik, som ikke er styret af den censurerede og redigerede såkaldte information.

 

 

 

 

 

 

Kun på denne baggrund er det muligt at forstå USA's og EU's selvdestruktive politik, og dermed vor egen :

At vi lytter til zionismens lokketoner, at vi skal modtage indvandrere fra fjerne lande, ikke mindst muslimer, som skal have moskéer og begravelsespladser i vort land, men ikke i Israel.

At vi på falske forudsætninger har kastet os ud i krige langt fra vore grænser og interesseområder.

At vi støtter alle Israels overgreb og erobringer i Palæstina og gør os mere end nødvendigt til fjender af den muslimske verden.

At vi trods dette inviterer stadigt voksende kontingenter af muhamedanere ind i vort land og giver dem statsborgerskab og politisk magt.

At vi hylder ytringsfrihed og kritiserer overgreb mod den i fjerne lande, men accepterer såkaldt ”selvcensur” i vore egne medier og tolererer, at ytringsfriheden undertrykkes med fængsel og bøder i vore nabolande.

At vore leksika og universiteter udelukker oplysninger om historiske fakta vedrørende verdenskrigene og tiden derefter.

O. s. v.

En vej ud af dette morads er måske blevet mulig med internettet. Her findes vejledning til de bøger og tidsskrifter, som trods alt findes, og her findes netsider, der bringer de undertrykte oplysninger. Problemet er kun, at finde dem blandt myriaderne af ligegyldigt og forvrænget stof, men hvor der er en vilje, er der også ikke blot én, men mange veje.

 

 

 

 

 

 

Kanonaden mod dansk kultur.

For at gøre det så let som muligt for indstrømmere at optræde som ægte danskere arrangerede kulturministeren små nemme lektier, som enhver kunne lære udenad.

Dansk litteratur blev kondenseret til en overkommelig kanon, hvor man hurtigt kunne orientere sig om, hvad man bør kunne klare sig med at kende til af dansk litteratur.

Billedkunsten fik også sin kanon, som var næsten endnu mere overkommelig. Blot man stiftede bekendtskab med et enkelt værk af et begrænset antal kunstnere, kunne man betragtes som kanoniseret dansk kultiveret person.

Vor middelalders og renæssances pragtfulde kalkmalerier, altre og stenfonte, så lidt som kirkebygningernes egne udtryk behøver man ikke at have anelse om. Jens Juel nævnes ikke. Ministeren må eje stor begavelse for at udvælge panel med praktisk indsnævret horisont.

Naturligvis blev mange begejstrede. Tænk, at det var så nemt. Så måtte også historien kanoniseres.

Vi kunne ikke være i tvivl om., hvor det bar hen og sendte undervisningsminister Bertel Hårder en påmindelse om laguner i den gængse historieskrivning, som en aktuel gennemgang bør gøre noget ved.

Det er næppe sket, og derfor offentliggør vi her til almen orientering de forhold, som vi bad ministeren om at orientere ikke blot kanonfolkene om, men også skolerne, især gymnasier og universiteter.

 

 

 

 

 

 

Rubjerg, juli 2006
Undervisningsministeriet
Frederikdholms Kanal 21
1220 København K

HISTORISK KANON .

En sådan er i høj grad påkrævet. Den bør først og fremmest rettes mod de fordrejninger, som propagandamaskineriet gennemdrev i 1900-tallet. Århundredet er propagandaaparaternes storhedstid. I samarbejde med tidens ledende statsmænd styrede de ved hjælp af afhængiggjorte medier opinionen på alle niveauer og derigennem krigsudbrud, krigsforløb og, hvad der blev betegnet som fredsslutninger.

Til den officielle historieskrivning har systemet naturligvis udvalgt sine hofskribenter og udvalgt lærere ved historiske institutioner, som har bragt de fremstillinger, der har stillet de sejrende magter i det bedste lys, og som har forsøgt at undertrykke de mindre flatterende sider. På grund af mediernes centrale styring, har det været utroligt svært for divergerende opfattelser at vinde frem, og fri forskere er blevet forfulgt og undertrykt af de magter, som så sig afsløret. Alligevel er så meget dokumentation bragt til veje, at hofhistorikernes versioner må gås efter og korrigeres.

Jeg skal her pege på nogle af de emner, som er i særligt behov af at blive efterset, og jeg vil pege på sider af sagerne, som man typisk har forsøgt at forbigå :

De store krige :

De sejrende magter gav Tyskland skylden for begge krigene. Det var bekvemt for dem; men forkert.

Ansvaret for Første Verdenskrig har ikke kunnet fastslås entydigt. Mordet på den østrig-ungarske tronfølger spillede en rolle, men ikke den afgørende. Østrigs reaktion var næppe proportional; men det var Ruslands mobilisering næppe heller. Dog fremtvang den Tysklands, hvilket måske i sin tur ikke nødvendiggjorde, men i hvert fald blev brugt som anledning til Frankrig-Storbritaniens krigserklæring. Dermed var myrderierne sluppet løs.

Forbigået, 1 : En vigtig episode i krigsforløbet forties, skønt den er påpeget af den jødiske dissident Benjamin Freedman, som på nært hold var vidne til begivenhedernes udvikling. I Skriftet ” Benjamin Freedman taler ud ” gør han rede for, hvordan en rimelig fredsslutning blev forhindret af den zionistiske magtelite, som lovede England at lokke USA ind i krigen. For at medvirke til dette fik zionisterne af England løfte om støtte til dannelsen af et ”nationalt hjem” i Palæstina. Læs Benjamin Freedmans skrift og jævnfør Balfourdeklarationen .

Forbigået, 2 : I deklarationens andet afsnit fastslås ”at det klart er underforstået, at intet skal foretages, som kan skade de ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder i Palæstina, eller rettigheder og politisk status som nydes af jøder i noget andet land.”

Dette forbehold nævnes aldrig i medierne. Var det blevet efterlevet, havde en stat med Israels magtbeføjelser aldrig kunnet virkeliggøres, og endeløs krig i M:Ø burde være undgået eller have fået en mere retfærdig karakter og forløb.

Forbigået, 3 : Jøderne, som endnu ikke formelt havde nogen stat, optrådte ved Versailles-forhandlingerne med en talstærk delegation, som om det var blandt de krigsførende og sejrende lande. Deres forræderi mod Tyskland blev derigennem afsløret for de forbløffede og forståeligt forargede tyskere.

Forbigået, 4 : Da de toneangivende jøder dermed åbent havde erklæret fjendskab mod Tyskland, fandt de det bedst med deres store mediemagt at støtte den tyskfjendtlighed, der af velkendte årsager findes i nabostater, sådan som det også kendes fra vor egen nation. Krigstidens propagandavinklinger blev derfor fortsat om end i begyndelsen i lettere tilslørede former.

Forbigået , 5 : Ved 1. verdenskrigs afslutning havde jødiske magtkredse indenfor finans og politik , som Louis Levy frimodigt bekender det, sat sig på alle vigtige positioner i samfundet. Dette ligger bag den

2

mere berettigede antisemitisme, som groede frem før krigen, og som nu synes i tiltagen igen . På grund af mediernes dirigerede selvcensur må dette aldrig nævnes. I Tyskland var denne censur endnu ikke fuldkommen, og det gav råderum for jødekritiske skrifter, som gjorde magtfulde jøder også i andre lande forbitrede.

Forbigået , 6 : Louis Levys deklaration 1918 af jødernes overlegne magt i Vestens lande er aktuelt blevet bekræftet af Ritt Bjerregårds mand Søren Mørch, der i sin bog ”Ismael og Isak i det forjættede land.” koldt erklærer, at i et hvert land, hvor en jødisk menighed er etableret, skal jødisk hegemoni råde. Det er bemærkelsesværdigt, at en sådan magterklæring kan fremføres uden at protester og advarsler tillades at komme til orde i de danske medier.

Forbigået , 7 : strid med voksende idéer om folkenes selvhestemmelsesret, f. x. Wilsons 14 punkter, blev ved Versaillestraktaten områder med ældgammel tysk kultur overdraget polsk og tjekkoslovakisk overhøjhed. Især i de polske områder førte dét til grufulde overgreb .

Dertil kom krigserstatningskrav af en størrelsesorden, som Tyskland umuligt kunne betale. Det var et opgør med disse urimeligheder, som Hitler førte frem. Det er ikke belastende, at et flertal af tyskere fandt disse idéer rimelige. Og Hitler ønskede ikke krig, men var overbevist om, at sund fornuft ville løse problemerne uden sværdslag. Et langt stykke viste det sig, at han havde ret.

Forbigået , 8 : Nazismen vendte sig også mod kommunismen, som var en latent fare i den urolige efterkrigstid. Det er uden tvivl en af årsagerne til at nazismen fik flere tilhængere også uden for Tyskland, end flertallet nu bryder sig om at indrømme. Flere kommunistiske kup blev forsøgt i Tyskland. Det mest kendte er Spartakistopstanden . Sovjets forbrydelser var for længst dokumenteret for dem, som interesserede sig . Alligevel hyldes spartakister og Spanienfrivillige den dag i dag, hvor forbrydelserne er blevet endnu bedre dokumenteret. Naturligvis har Hitler begået fejl; men det må stå klart, at han som tænker stod langt over Churchill og Roosevelt. Og det må stå klart, at den dæmonisering som medierne af alle arter har gennemført, og som vi alle har været påvirket af, er overvejende falsk.

Forbigået , 9 : Personligt væmmes jeg ved store opbud af mennesker, der skråler bifald til et eller andet, om det så blot er, at et sportshold skal vinde. Også Hitlers fremtoning forekom mig afskyelig. Men jeg indrømmer, at jeg burde have sat mig bedre ind i, hvad han sagde, i stedet for at antage at aviserne havde ret i deres nedrakning. Første gang jeg af pligtfølelse måtte se, hvad der stod i Mein Kampf, sagde den mig ikke noget; men da jeg indenfor de sidste årtier fandt den frem, måtte jeg indrømme, at jeg havde været dum. Bogen er skarpsindig, og det er imponerende, at han har kunnet skrive den i fængslet uden adgang til biblioteker. Jeg forstår nu bedre, at både generaler og politikere har bøjet sig for hans intellekt. Det er også først nu, at jeg har fundet vidnesbyrd af personer, der har mødt ham, og som giver et helt andet indtryk end mediernes fremstilling som verdenshistoriens ondeste mand. Hvis det var ondt af ham, at han ønskede at forsvare sit land, hvorfor var det da smukt, at Churchill ville forsvare et imperium, eller Roosevelt ville opbygge et ?

Jeg har læst om to engelske overklassepiger, der lærte nazispidserne at kende – også Hitler. De fandt dem meget sympatiske.

Den unge danske journalist Inga Arvad lykkedes det gennem Goebbels at få lov til et interview med Hitler. Hun var nervøs for, hvordan hun skulle løse denne opgave, som ikke stod åben for enhver. Hun.fandt, at han var venlig, let at snakke med og havde hjertensgode øjne.

Mon nogen har udtalt noget lignende om Churchill eller Stalin ? Jeg vover ikke at gætte om Roosvelt. Jeg har aldrig set, at hestegrinet forlod ham, når der var publikum på. Når han var alene, sagdes det, at han var sur og besværlig, måske på grund af fysiske plager.

Inga Arvads artikel blev bragt af Berlingske Aftenavis 30. november 1935..

Af den engelske journalist G. Ward. Price er to bøger oversat til dansk om hans oplevelser i Øst- og Mellemeuropa og Tyskland før krigens udbrud. Han lærte de nazistiske topfolk, også Hitler at kende og blev behandlet med fortrolighed, hvilket han gengældte ved at skrive sagligt korrekt om hændelserne, Ved Østrigs Anschluss fandt han frem til det tyske hovedkvarter og blev som sædvanligt venligt modtaget. De rakte ham en mikrofon og bad ham sige et par ord. Han troede, den kun var forbundet med højtalerne for menneskemængden udenfor og hilste dem venligt. Men den hilsen gik direkte ud til hele verden. Det gjorde muligvis, at han derefter blev persona non grata.

Det blev i alle fald den verdensberømte Douglas Reeds skæbne, da han skrev om de fakta, han selv havde observeret vedrørende de tyske kz-lejre .

3

En ting, der imponerede Ward Price, var, at Hitler på selve dagen kørte i åben bil gennem hele Østrig og gennem Wiens gader. Når man ser bag hvilke pansre af stål og specialglas notabiliteterne i dag beskytter sig, når de færdes blandt offentligheden, må det også imponere. Vestens medier havde udbredt, at østrigerne bestemt ikke ville forenes med Tyskland. Læs i øvrigt under Infoudviklingens sammenbrud .

Sådanne vidnesbyrd burde mindske skråsikkerheden hos dem, der bevidstløst efterplaprer klichéen om verdenshistoriens ondeste person, og kanonen bør netop rette sig mod klichéopfattelser. For resten er langt mere positive bedømmelser af ham ved at vinde frem i Vesten

Forbigået , 10 : Den angivelige årsag til jødernes had og den sympati blandt såkaldt kristne, de nyder, er de tyske forfølgelser, som imidlertid langt fra stod mål med russiske og polske. Blot satte tyskerne sig mere konkrete mål. Det var dette, som den jødiske propaganda satte sig for at udnytte med påstanden, at 6 mio. jøder var blevet myrdet. Det havde de fremført før, allerede i 1918, men da udpegede de ukrainerne som de skyldige, og de var desværre fattige - man troede ikke at kunne redde sig nogen erstatning dér. Anderledes med tyskerne.

Idéen at udrydde hele folk var jødisk og anbefaledes allerede i Det Gamle Testamente. Nu, febuar 1941, udsendte den amerikanske jøde Theodore Kaufmann bogen Germany Must Perish . Den hævdede at Tyskland var fuldstændigt uden kultur og derfor skulle udslettes. Det skulle ske ved, at alle mænd blev steriliseret og derefter kvinderne. Tyskerne ville da uddø, og deres land skulle overdrages nabostaterne. Danmark ville blive betroet et meget beskedent stykke. Forslaget blev modtaget med begejstring af store amerikanske aviser. Dette måtte jo kræve en krig, og USA var på det tidspunkt ikke i krig med Tyskland; men det arbejdede, som nævnt, andre energisk på at få i stand.

Roosevelts nære rådgiver Henry Morgentau, hvis sekretær, Harry Dexter White, i øvrigt blev afsløret som sovjetisk spion, var blandt de mest energiske. Under krigen lancerede han sin egen udryddelsesplan, som med støtte fra Roosevelt og Eisenhower også praktisk søgtes realiseret.

Den gik ud på at fjerne al industri fra tysk jord og lade befolkningen leve af, hvad der kunne blive af landbrug, hvorved han regnede med at 18 mio. ville dø af sult.

Den blev dog på hjemmefronten modarbejdet af Esaias Bowman, og i Tyskland af general Patton, der blev guvernør i den amerikansk besatte del af landet. Han saboterede, så godt han kunne, Morgentaus plan. Ved at lære landet at kende kom han frem til, at det var det forkerte folk, man havde kæmpet mod. Han ville fortsætte felttoget videre til Moskva. Men det ville Eisenhower ikke tillade, og så blev Patton dræbt ved en højst mærkværdig bilulykke og et tilsvarende sælsomt hospitalsophold.

Eisenhower havde iøvrigt bidraget med sin egen specielle udryddelseaktion, hvis hemmeligholdelse blev afsløret af canadieren James Bacque. Generalen lod op mod en mio tyske soldater, der havde overgivet sig, sulte ihjel i lejre, hvor de ikke engang fik tag over hovedet. Røde Kors, der fik adgang til tyske kz-lejre; men ikke til sovjetiske, fik som med de sidste ikke adgang til Eisenhowers. Han argumenterede med en logik, der minder betænkeligt om Bush-regeringens, at soldaterne ikke var omfattet af Gènevekonventionerne, fordi de ikke var krigsfanger, men ”desarmed enemy forces.” Eisenhower og hans medskyldige blev aldrig stillet til ansvar; men generalen blev gjort til præsident for USA, hvor han uhyggeligt sent indså, at tysk viden og kunnen var uundværlig som modvægt mod det sovjetiske imperium.

Nu slog jøderne om igen : Det var tyskerne, der havde myrdet de 6 mio. jøder. Man påstod, at de havde anvendt gaskamre til at slå ihjel og krematorier til at skaffe ligene af vejen. Man fremviste fotos og film af kolossale bunker af lig, og så måtte vi jo alle sammen tro på det. Det blev snart afsløret, at mange af de forfærdeligste billeder stammede fra de engelsk-amerikanske terrorbombninger af Dresden; men medierne forstod at holde tæt og bragte i stedet med alle midler, også bøger og film, gentagelser af myten om gaskamrene og de 6 mio.

Selv om uafhængige iagttagere som Paul Rassinier, der selv havde siddet i tyske koncentrationslejre, vendte sig mod åbenlyse urimeligheder, fastholdt man dem i årti efter årti, de fleste lige til i dag.

Forbigået , 11 : Holocaustmyten fik sit grundskud med Arthur Butz's bog The Hoax Of The Twentieth Century og retssagerne mod Ernst Zündel i Canada. Det var et jødisk krav, at Zündel skulle straffes for at have distribueret den engelske bog Did Six Million Really Die ? Inspireret af Paul Rassinier afslører forfatteren Richard Verrall, under pseudonymet Richard Harwood i 1974 en række af de groveste løgne og uretfærdighder mod Tyskland og tyske personligheder.

Den jødiske lobby ønskede Zündel dømt for at have udsendt, hvad, de påstod, var løgne, især den, at de systematiske massemord med gaskamre var usandhed. Det lykkeddes Zündel at bevise, at bogen i alt væsentligt var sand,

Holocaustmytens centrale påstand holdt ikke. Dødstallet i ”dødslejren” frem for alle andre, Auschwitz-Birkenau, måtte reduceres med mindst 3 mio., hvilket selv vor encyklopædi nu må indrømme, skønt den undlader at nævne, hvor højt tallet før har været. Under ” Holocaust” lader leksikonet Herbert Pundik skrive. For tilfældet

4

betegnes den mægtige mediemand, beskedent som journalist, for at han kan fastholde påstanden om de 6 mio . , hvilket han forsvarer med henvisning til de tvivlsomst tænkelige vidner : Gerstein og Stangl. Men Zündel, Leuchter, Rudolf og Faurisson lader han, som om han aldrig har hørt om, og, hvad der er endnu mere graverende, det gør leksikonet også.

Men Zündels sejr var så overbevisende, at alle mindetavlerne i Auschwitz måtte tekstes om. Denne begivenhed gik verden om i medierne, dog ikke de danske. Men de afslørede kendsgerninger kan ikke være nutidshistorikere ubekendt.

Man ved i dag præcis hvor meget koks, som blev tildelt krematorierne, og man ved, hvor meget, som kræves for at kremkere et menneske. Et enkelt regnestykke gør klart, at højst 60.000 til 100,000 mennesker kan være blevet kremeret i lejrene, og man har altså hævdet op mod 4 mio.

Ingen seriøs historiker kan herefter have tillid til dem, der har udbredt de falske tal. Men ”hofhistorikerne” har ikke givet sig. Derfor må kanonen tale klarsprog .

Forbigået , 12 : Det er samtidigt blevet pinligt klart, at Nürnbergretssagerne har været en parodi både hvad jura og retfærdighed angår. Forsvarerne fik ikke mulighed for at gøre deres pligt, og tyske vidneudtalelser blev fremtvunget ved hårrejsende tortur. Fremtrædende bødler har selv i bøger rost sig af disse ugerninger.

Allierede og israelske krigsforbrydelser er aldrig blevet retsforfulgt. En engelsk avis oplyste, at hovedanklageren ved retssagerne, Sir Hartley Shawcross i 1984 beklagede sin medvirken ved processerne. De forkerte blev hængt. Denne oplysning blev refereret i Berlingske Tidende 2003 eller begyndelsen af 2004,

Forbigået , 13 : Hitler havde ikke planer om at myrde jøderne i Tyskland . Han vidste, at de var meget stærke og farlige. Derfor ønskede han dem ud af sit eget land. Zionisterne så gerne, at mange rejste til Palæstina; men de fleste foretrak England og USA. Herfra fortsatte de kampen mod nazismen og/eller Tyskland. Da krigen gjorde disse udvandringer fra Tyskland umulig, ændredes de tyske planer til, at jøderne midlertidigt skulle evakueres til Østeuropa til lejre, hvor de arbejdsduelige blev sat i arbejde for den tyske krigsindustri. Adskillige blev alligevel i Tyskland under hele krigen.

Beslutningen om evakuering blev bekendtgjort ved et møde i Wannsee. Propagandaen har fordrejet dette til, at man som Endlösung besluttede, at alle jøderne skulle udryddes. D et bør slås fast, at dette er notorisk usandt.

Forbigået, 14 : Tyskland var efter 1. Verdenskrig forarmet i en grad, som vi har svært ved at forestille os. Jøderne benyttede sig at dette til at rette et nyt voldsomt slag imod landet.

24/3 1933 erklærede Judæa krig mod Tyskland og beordrede boykott af alle tyske varer. Boycotten blev meget effektiv bl.a. i USA; men det lykkedes Hitler at afværge de værste følger ved indenlandske foranstaltninger, bl.a. store satsninger på opbygning af rigets infrastruktur. Derigennem steg velstand og levestandard støt. I USA udviklede en økonomisk krise sig faretruende. Roosevelt roses for at have afværget den helt store katastrofe med sin New-Deal-politik, som minder meget om tyskernes løsning.

Danske medier minder hvert år om ”Krystalnatten”; men undgår helst at nævne, at det, der udløste den, var det jødiske mord på en ung tysk ambassadetjenestemand l Paris. Det nævnes heller ikke, at angrebene på jødiske butikker efter ordre fra Hitler hurtigst muligt blev stoppet. Jødernes årelange blokade af tyske varer nævnes aldrig,

Forbigået, 15 : Hitler viste stor tilbageholdenhed overfor polakkernes brutalitet i de tyskbeboede provinser. Han var efter lange forhandlinger nær ved at nå en fredelig aftale med den polske præsident Pilsudski, da denne døde. De ny magthavere ønskede krig med Tyskland, da de troede at kunne vinde den med støtte fra England-Frankrig. De troede, at deres kavaleri i løbet af 5 dage ville være i Berlin (Barnes Review vol. XII nr, 4, s.56, 2006).

I Storbritannien var en fløj med Churchill i spidsen lige så stemt for krig – ikke mod nazismen, men, som Churchill påpegede det, mod Tyskland, hvis industrielle magt, han fremmest af alt, ville knuse.

Dokumenter fra USA viser, at det var polakkerne, der arrangerede den situation, der tvang Hitler til at starte krigen. Den viste sig uheldig for Polen. Kavaleriet viste sig håbløst forældet til moderne krigsførelse, og de tyske styrker kunne hurtigt besætte den vestlige del af landet. Den østlige tog Sovjet sig af. England-Frankrig tog anledning til at erklære krig i Vest uden dog at være i stand til at gøre noget effektivt for Polen.

Forbigået 16: Det er besynderligt, at Vestmagterne ingen væsentlige indvendinger havde imod Sovjets okkupering af Østpolen og dets okkupering af de baltiske lande, ja, ikke en gang mod dets angreb på Finland.

Forbigået , 17 : Selv da krigen var et faktum, ja, selv da slaget om Frankrig var vundet, søgte Hitler en forståelse med England. Churchill foretrak flere krigseventyr, og sammen med jødiske nøglepersoner satsede

han på at få USA med i krigen. Det lykkedes trods Roosevelts løfte om at holde sig udenfor og trods overvejende

modstand i befolkningen.

Forbigået, 18: Besættelsen af Danmark og Norge var ikke noget ønske fra Hitlers side – kom umiddelbart ubelejligt, skønt det siden gav visse fordele. Anledningen var helt klart Englands minering af norske farvande og dets forsøg på at afskære Tyskland fra Nordlands jernmalm.

Forbigået, 19 : Hitlers angreb på Sovjet var nødvendiggjort af Stalins opmarch med overlegne panserstyrker ved østgrænsen. Var det tyske lynangreb ikke kommet, ville Stalin have taget initiativer få uger senere. Det tyske angreb reddede Vesteuropa fra at blive besat af Sovjet helt frem til Atlanterhavet . Dette dokumenteres nu også af sovjetiske militærhistorikere.

Forbigået, 20: Holocaust skal naturligvis nævnes, d.v.s omtales som det, den er : et glansnummer i propagandabedragets historie og mestervåbnet i den jødiske efterkrigskamp mod Tyskland, som havde til formål at skabe sympati og medfølelse med jøderne og understøtte kravene på erstatninger. Derfor historierne om gaskamre og krematorier, som nyere forskning har vist umuligt kunne fungere, på den måde, det blev fremstillet, da det strider mod de enkleste fysiske og kemiske love. Det var dette, som det lykkedes Ernst Zündel at bevise ved retssagerne i Canada.

Det betød, som nævnt, at dødsofrene i Auschwitz-Birkenau, som man i årtier havde hævdet var 4 mio., måtte reduceres med mindst 3 mio. Med så urimelige overdrivelser kan seriøse historikere ikke fastholde påstanden om 6 mio. myrdede jøder.

Når zionistiske kredse alligevel i de af denne magt kontrollerede presse stadig gentager påstanden, skyldes det, at den er lagt til grund for de jødiske erstatningerkrav overfor Tyskland, som har betalt en stor del af Israels opbygning, og dermed undertrykkelsen af palæstinenserne.

Den amerikanske professor Arthur Butz har med bogen ” The Hoax Of The Twentieth Century”, vist at Israel bør betale store beløb tilbage. I stedet fortsætter zionisterne hadkampagnen mod Tyskland, som også udvides til andre vestlige lande, deriblandt Danmark, som de påstår er medskyldige, da de kunne have modtaget mange flere jøder og bekæmpet kz-lejrendes virksomhed bedre.

Det bør naturligvis påpeges, at tilståelserne af tyskere som lejrkommandanten i Auschwitz Rudolf Höss blev fremtvunget ved nådeløs tortur. De ansvarlige for disse forbrydelser har selv med stolthed beskrevet mishandlingerne i en bog; men de er så lidt som andre allierede gjort ansvarlige for deres forbrydelser.

Forbigået, 21 : Forskerne, der har afsløret fordrejningerne i 1900-tallets historieskrivning er blevet modarbejdet af næsten alle officielle højere læreanstalter, også danske, og omtales ikke i medierne - undtagen nedgørende.

. Det gælder store navne som Paul Rassinier, Robert Faurisson, Jürgen Graf, Carlo Mattogno, Germar Rudolf, Israel Shahak, Benjamin Freedman, Ernst Zündel, Thies Christophersen, Richard Verrall, Fred Leuchter, Wolfgang Froehlich, Udo Walendy, Wilhelm Stäglich, A. J. P. Taylor, Harry Elmer Barnes. Arthur Butz, David Hoggan, Douglas Reed, Yuri Lina, Lars Adelskogh, Nesta Webster, Elisabeth Dilling, Freda Utley og mange, mange andre. Det skal snart vise sig om Solzchenitsyn nu, da han har skrevet et omfangsrigt værk om jødernes magt i Rusland og Sovjer bliver ikke-person.

Kanonen bør, hvor som helst, der kan herske tvivl, oplyse, at der findes forsknings- og informationscentre og begavede personligheder med alternative, relevante opfattelser.

Vigtige informative netsider bør også påpeges.

De revisionistiske forskere samledes i mange år om Institute for Historical Review , der udgav det fremragende tidsskrift : Journal of Historical Review, og bøger, og arrangerede konferencer. Desværre er udgivelsen af tidsskriftet gået i stå; men tidligere årgange kan købes og giver førstehåndsoplysninger om revisionismens forskningsresultater.

6

Heldigvis føres arbejdet videre af det uforfærdede ”The Barnes Review” , der behandler et endnu bredere historisk spektrum. Her kommmer revisionisterne, fri, fængslede eller i eksil ucensurerede til orde.

 

Forbigået, 22: Det forbigås, at også de allierede internerede tyskere, italienere og japanere. Efter krigen holdt man i årevis tyske slavearbejdere – ikke kun i Sovjetunionen.

 

 

 

Infoudviklingens sammenbrud.

Med trykteknikkernes udvikling og velstandsstigning i bredere lag udviklededes gennem 1700 og 1800-tallet frem til begyndelsen af 1900-tallet en bredere almen information gennem aviser og tidsskrifter. Denne udvikling tog en brat ende med Første Verdenskrig.

Magtindehavere af alle kategorier satte nu alt ind på, at bredere lag ikke kunne betros kendskab til alle sider af samfundet. Kun deres egne velpudsede vinkler måtte belyses. Og selv om der var forskellige magtgrupper, så blev sider som ingen af disse var glade for, simpelt hen spulet bort. Med krigens afslutning kom dette til at gælde alle sider, som den tabende part havde foretrukket. De allierede brændte flere bøger, end nazisterne havde gjort.

For at forstå hændelserne er man nødt til at se på, hvordan samtiden opfattede dem. Det er svært, fordi der er luget så energisk i materialet fra den tid.. Jeg har dog fundet interessante eksempler :

Englænderen Douglas Reed blev verdensberømt for sine reportager fra Mellemeuropa i de ophidsede år inden anden verdenskrig brød ud. I sine bøger, og reportager til The Times , beskrev han fængslende hændelser og stemninger i storbyerne, som Wien og Prag. Men skønt han var glødende pro-britisk refererede han nu og da iagttagelser, som ikke passede helt ind i bladets standardfremstilling af Det Tredje Rige og dets jødeforfølgelser. Da han opdagede, at bladet strøg oplysninger, som han vidste var rigtige, blev han uvenner med redaktionen og efterhånden med hele mediekleresiet. Der blev pludselig stille om ham. Han flyttede til Sydafrika og arbejdede videre på et værk om jødefolkets magt. Det fik navnet ” The Controversy Of Zion ” og blev så interessant, at intet forlag turde udgive den, medens han levede. Men efter hans død blev den trykt i USA, hvor man stadig kan købe den. Den er nu en klassiker.

Jeg har nævnt G. Ward Price og hans to bøger, som er oversat til dansk. Den ene :” To diktatorer, som jeg kender dem”, og den anden ”Det store opgør ”. De er interessante, fordi forfatteren var meget tæt på begivenhederne, idet han traf og talte med de ledende statsmænd; men især ved at han kendte og kunne tale fortroligt med aksemagternes spidser, Blandt hans samtaler med Hitler kan jeg ikke lade være med at citere følgende kostelige replikskifte:

- ”Hvad mener Folk i England om vor økonomiske Politik?” indskød Herr von Ribbentrop. ”Forstår de den?”

”Jeg er sikker på, at de ikke gør det,” sagde jeg. ”For at være ganske oprigtig, så betragter de hele jeres økonomiske System som et storstilet Eksempel på Vinduespyntning, og de fleste af dem venter at se det bryde sammen.”

”Nå, det er ikke i Tysklands Interesse, at de skal forstå det,” svarede Herr Hitler. ”Der er også mange Folk i Tyskland, der heller ikke forstår det. Den fundamentale Forskel mellem jeres økonomiske Politik og vor er, at i England arbejder I på Grundlag af Kapital, hvorimod Grundlaget for det tyske System er produktivt Arbejde.

Jeg var nødt til at opfinde et nyt økonomisk System, fordi der, da jeg kom til Magten efter Inflationen og Faldet i Verdenshandlen, praktisk talt ikke eksisterede Kapital i Tyskland. Jeg havde et stort Hverv for mig, så jeg måtte opfinde et nyt Maskineri for at gennemføre det. Dette Maskineris Effektivitet kan bedømmes efter Resultaterne. Hvad angår jeres Forventning om vort Sammenbrud, kan jeg sige, at de største Økonomer i Tyskland har forudsagt det i de sidste seks År, men at de nu har opgivet det, fordi selv Sagkyndige ikke har Råd til til Stadighed at have Uret.” -

Fra Ward Price's reportage fra annektionen af Østrig, hvor han blev modtaget i selve det tyske hovedkvarter på hotel Weinzinger i Linz følgende citat :

”Hvis man i dette Øjeblik kunde have læst de Beretninger, der blev offentliggjort i andre Lande om den hensynsløse Anvendelse af ”brutal Magt”, hvormed Tyskland besatte Østrig, vilde det have været vanskeligt at tro, at en så behagelig og vennesæl Skare Mennesker som Førerens Stab var Hovedmændene i en sådan Proces. Skønt Omverden fordømte det tyske Agreb var der ingen Angrebsatmosfære på Hotel Weinzinger i denne mindeværdige Week-end. Den almindelige Opfattelse blandt disse Ministre og Embedsmænd var snarere en alvorlig og lykkelig Tillid til, at deres Ankomst var helt igennem velkommen for den overvældende Del af den østrigske Nation.

Personlig er de Mænd, der regerer Tyskland lige så venlige og elskværdige, som deres Modstandere i noget andet Land er det.”

Andre beretninger om møder med Hitler og ordvekslinger med denne og hans nærmeste medarbejdere giver andre virkelighedsbilleder helt forskellige fra de djævlebeskrivelser, som propagandaen producerede, og som hofskribenterne stadig ikke tør give afkald på.

Der findes sikkert mange andre vidnesbyrd stuvet af vejen. Jeg nævner nogle eksempler i ”Forbigået 9”.

7

 

 

 

Ideologiernes løfter og bedrag.
”Demokratiernes” misforståelser, svaghed og fallit.

Trods finans- og industrifyrsters og politiske pamperes vældige magt, kom idéer alligevel til at spille en betydelig rolle i forrige århundrede.

Uden en saglig redegørelse for disse ideologier, og deres indflydelse i det 20. århundredes konflikter kan en meningsfuld historieskrivning ikke bringes til veje.

”Demokratiernes” misforståelser, svaghed og fallit.

Demokratiets smukke idé er folkestyre, som det forudsættes kan udøves gennem frie, hemmelige valg. Men for at dette skal blive meningsfuldt er det nødvendigt med folkeoplysning, og at ærlig information om alle relevante forhold stilles til rådighed for folket.

Dette er systemets svage punkt . Forholdene kan vinkles på så mange måder, at de, der behersker medierne, kan styre meningsudbuddet i mange retninger, men altid uden om emner, som eliten ikke ønsker belyst. Efter krigen førte dette til kævl mellem hærskarer af uenige partidannelser, som gjorde det svært at etablere handleduelige regeringer. I stedet for at rette vreden mod de købte medier, som kunne have forklaret problemerne, drejedes det til mistillid mod demokratiet, som man gav skylden. Fejlen var den gang - som nu - de topstyrede mediers uærlige information. Det må være en historisk kanons hovedopgave at bekæmpe dette.

 

 

 

 

Kommunismen, fascismen, nazismen, jødedommen

Kommunismen.

lovede det fuldstændigt lige og retfærdige samfund. Dette tiltalte især teoretikere på det, der kom til at kaldes venstrefløjen. I Rusland blev zardømmer fejet af vejen, og et kommunistisk regime tiltog sig diktatorisk magt. Men proletariatets diktatur blev hurtigt til magthavernes brutale enevælde, der undertrykte næsten hele den store befolkning. Millioner blev myrdet eller deporteret til slavelejre; men propagandaen talte kun om lysende fremgang for folk og samfund. Skønt sandheden langsomt sivede ud gennem de afspærrede grænser, nægtede Vestens kommunistiske partier og brede lag af hvad, der kaldes intellektuelle, at indse dette og forsvarede idéerne til det yderste, mange til den dag i dag.

Fascismen.

Krigens militarisering medførte, at partibegejstrede grupper til højre og venstre blev ved med at marchere og anvende vold mod uligetænkende. I Rusland førte det til blodig borgerkrig. I Spanien tog kommunister (og anarkister) magten og gik hårdt frem mod både præster og kirker. Det førte til oprør ved militære grupper og højreradikale, der fik hjælp fra Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland, medens regeringen fik støtte fra Sovjet og kommunistiske partier. Krigen førte til, at general Franco fik magten. I Mussolinis fascisme indgik imperialistiske stormagtsdrømme, som bragte ham i konflikt med de britiske og franske imperier.

Nazismen.

Hitlers første mål var, at få de tyske områder tilbage, som Versaillestraktaken i strid med Wilsons principper og idëerne om selvbestemmelsesret havde frataget Tyskland.

Det er pinligt at læse den hykleriske forargelse, som vestlige medier – også danske - producerede ved disse lejligheder. Der er grund til at tro, at, når man har bebrejdet franske og engelske statsmænds tilbageholdenhed overfor Tyskland, skyldtes den i mange tilfælde, at de indså, at kravene var berettigede.

Nazismen er af modstanderne så ofte som muligt kaldt en højrebevægelse, men det afvistes af partiets egne talerør. I dets program indgik også velfærdsmål, som i vis grad blev indfriet. Oprustningen måtte længere, end man tror, træde til side for disse hensyn. *Følgende citat af Ward Price belyser dette :

-”Her indskød jeg, at mange Mennesker i England mente, at Tysklands Forsvar for Sudeterne ikke var Slutningen, men Begyndelsen på en ekspansionspolitik i Mellemeuropa, og at Tyskland kun ønskede at få Fodfæste i Czechoslovakiet, fordi det havde til Hensigt at bane sig vej til Rumæniens Oliefelter og Ukraines Kornafgrøder

Herr Hitler gryntede utålmodigt.”Jeg ville ønske, sådanne Folk vilde se på et Kort,” sagde han. ”Jeg har ikke brug for Oliefelter. Jeg kan fremstille Olie i stor Målestok i Tyskland. Desuden vil jeg med en Befolkning på 80 000 000 have så meget at gøre med at organisere og sørge for, at de får anstændige Levevilkår, at det vilde være sindssygt at prøve at føje andre Folk til Tyskland.”

”Men selv uden at annektere dem, ”sagde jeg, ”kunde De påtvinge dem Nationalcocialismens Principper og etablere tysk politisk Indflydelse over hele Mellemeuropa.”

8

”Den Forestilling om, at vi ønsker at indpode hele Verden vore Principper, er simpelt hen absurd.” svarede Herr Hitler. ”Nationalsocialismens Principper har gjort så meget for Tyskland, at vi ikke har det ringeste Ønske om at eksportere dem. De er af væsentlig Betydning for vor nationale Styrke. Det er ikke Tysklands politiske Indflydelse, men dets økonomiske Indflydelse, jeg ønsker at udvide. Jeg kan ikke få Varer ved at udøve politisk Pres. Jeg må betale for dem eller finde et Grundlag for en økonomisk Udvikling med deres Producenter.”

Det skal ikke skjules, at Hitler og nazisterne brugte hårde metoder, men dette må vurderes i forhold til det hårde pres, som det tyske samfund var underkastet som følge af den tabte krig og truslen om en ny, som snart blev et faktum. Og truslen om magtovertagelse af et andet system, kommunismen, som havde vist sig endnu mere brutalt og autoritært, var til stadighed overhængende.

Dertil må iagttages, at demokratiet i de nominelt demokratiske lande da – som nu - ikke var ret meget andet end en formalitet. Medierne var, som det for resten stadigvæk er tilfældet – bortset fra internettet - behersket af den rådende magtelite. Og de svage tilløb til rigtigt demokrati blev beslutsomt sat ud af kraft, så snart krigene var etableret.

Internering af kommunister, socialister og jøder er en kendsgerning. Det var dog først under pres af krigen, at deportationerne mod Øst tog fart.

Judaismen / zionismen.

Jødedommen er speciel, ved at den i princip kun gælder for jøderne. Men for dem foreskriver den gennem omskærelse en pligt til sammenhold med alle andre jøder og til troskab mod.en mægtig og meget militant Gud, som er helt deres egen.

Som Israel Shahak påviser, må jøder aldrig rose ikke-jøder, og de må med al deres magt undgå, at ikke-jøder får magt over en jøde.

Disse enkle principper kombineret med forudseenhed og finansiel begavelse har givet eliten iblandt dem en enestående magt, ja overherredømme i vestlige lande, selv over vor tids supermagt.

I dag er det omhyggeligt dokumenteret, at det var jødiske aktivister, der iværksatte og gennemførte revolutionen i Sovjet, og at de trods pogromer sad på de højeste stillinger under terrorregimet. I dag holder de MØ. i et jerngreb og udvider i strid med internationale retsregler deres geografiske magtområde med fare for udvidelse til storkrig.

 

 

Internettet - revision af historien

I dag konkurrerer nationale og kulturelle værdierer med international forretningsspekulation. For den globale magtelite er nationale og kulturelle interesser blot irriterende, og begge dele bekæmpes derfor systematisk gennem mediepropaganda og gennem agenter i organisationer og udvalg. Det er utroligt så langt de er nået med at defamere disse værdier; men endnu mere ubegribelig, at det lykkes dem at holde jødisk nationalisme uden for den almindelige fordømmelse. Man ser deraf, hvor toneangivende det jødiske islæt i denne globalelite må være. Og det er naturligvis forklaringen på, at USA's og i kølvandet af dette vestlandenes udenrigspolitik ved siden af hensynet til at sikre sig olie og råstoffer, ja næsten overordnet dette, indrettes efter at fremme jødiske og israelske interesser.

Magtvåbnet frem for alle andre har været beherskelsen af så godt som alle magtfulde media : presse, radio, tv, bøger og film. Det har erobret herredømmet over info i alle lande i Vesten, eller næsten alle. Et gennembrud for kritik af dette bedrag betød opfindelsen af internettet. For første gang i verdenshistorien er det blevet muligt for ikke voldsomt bemidlede at komme til orde uden om de kostbare og i kraft af penge og pampervælde dominerende medier. Vi ser, at det forskrækker dem, af magthavernes hysterisk øgede propagandaproduktion : genudsendelse af film og gentagelser af myterne om jødisk overlegen moral, uretfærdige forfølgelse og nazisternes mord på 6 mio.jøder.

Forbigået, 23 : Danske medier, med en enkelt undtagelse ( Nordjyske Stiftstidende ), har selvcensureret al omtale af Bush-regeringens usammenhængende forklaringer og påstande vedrørende luftangrebene 11/9 2001 på WTC's tvillingtårne og Pentagon. En lang række internetadresser dokumenterer, at de officielle forklaringer er uholdbare. De komplicerede operationer kunne umuligt udføres alene af arabiske

9

kaprere, af hvilke en del ikke engang var i USA. Omhyggelige analyser, dokumenteret af billeder og film, viser, at tårnene faldt sammen som følge af indre eksplosioner – ikke p. g. af de skader, som flyene og de af dem forårsagede brande voldte.

Fremstående militærfolk og flyvere står nu frem og erklærer, at kredse i eller nær regeringen står bag angrebene for at fremkalde den panikstemning, som kan få det amerikanske folk til at gå amok. Hvis, det er tilfældet, er det lykkedes dem at komme godt i gang. De har fået vedtaget ny love, der beskærer borgernes frihed, og et opråb om

krig mod terror, som endda vore egne politikere tankeløst hoppede på. Tanketomt fordi krigen mod terror ikke rettes mod statsterror og mod de terroraktioner, som supermagten selv og dens medløbere, men især Israel iværksætter.

Falske operationer er velkendte fra USA og vel andre lande, men især fra Israels historie. Det var et chok for mange, da det blev afsløret, at Roosevelts intriger fremskyndede Stillehavskrigen og angrebet på Pearl Harbor, men især, at han kunne have forhindret at tabene blev så følelige. Han ønskede en katastrofe for at vække krigsbegejstring. WTC-911 kaldes nu ”Det nye Pearl Harbor” på grund af dets mange uklarheder og dets uoverskuelige følger.

Det er svært at forstå, at nogen er i stand til at planlægge og gennemføre et attentat, som de ved, vil koste egne landsmænd livet i tusindvis. Men det er måske netop det usandsynlige, der har gjort det muligt. Efterretningstjenesterne har lært af holocaustoperationen, at der knapt er grænser for, hvad man kan få masserne til at tro. Og de ville helt sikkert være lykkedes fuldstændigt, om ikke internettet og tusinder billige digitalkameraer var dukket op. Kameraerne registrerede beviserne for de detaljer ved angrebene, som regeringen undertrykker, og internetartikler samlede iagttagelserne og spreder dem nu, trods regeringens modstand, som selvfølgelig er fanatisk, da de ansvarlige kæmper for livet.

De, der har planlagt attentatet, må søges i kredse, der kalkulerer med krige, som kan koste hundreder mio. ofre. For dem er nogle tusinder som peppernødder. Det er vanskeligt at forklare hændelserne på anden måde. At der ligger alvor bag, ser vi af, at der nu er tre krige i gang, som vort før fredelige fædreland er syltet ind i med tropper, propaganda og mediebedrag,

Vore politikere har vist sig hjælpeløse overfor den ny tids udfordringer : Deres handlinger dirigeres i strid med demokrati og vort eget lands interesser af og for den globale magtelite gennem centralt placerede agenturer i FN og EU og gennem målbevidst styring af vore medier.

De har planmæssigt ladet vore grænser stå åbne for invasion af folk med traditioner og religiøse overbevisninger, som truer stabilitet og udvikling i vort samfund.

Vort selvforsvar er hjælpeløst, når vor historiske viden er gjort falsk og utilstrækkelig.

Historiefremstillingen må bringes i overensstemmelse med forskningens afsløringer af fakta .

Mere om de nævnte emner kan læses i” Lys over ALT, Vejleder i mediejunglen, Alfabetisk om fortiet, forvredet og forbudt.

Et eksemplar er sendt til Folketingets Bibliotek og et til Stats- eller var det Udenrigsministeriet?

Den kan også læses på hjemmesiden: www.samisdat.dk.

Der findes hele teksten, men illustrationerne har desværre ikke kunnet komme med.

Danske revisionister holder kontakt gennem Dansk Selskab For Fri Historisk Forskning.

Andre netsider er www.patriot.dk. / www.holocaust.nu / www.mosaisk.com / www.balder.org / www.thedodo.info / www.controversyofzion.info / www.radioholger.dk og utallige amerikanske. Som introduktion kan anvendes www. rense.com og www.davidduke.com

INFODEMOKRAT

Artiklen gået efter og noget ajourført april 2006.