Sprækker i mediemuren.

Dennes vigtigste opgave er at slå vakt om den etablerede historieskrivnings trossætninger. De er herhjemme urokkelige; men hinsides Atlanten huserer kættere selv på dette område. De er blevet så besværlige, at mange kan komme i vildrede med, hvad de skal tro. Da alt for mange danskere kan læse engelsk, begyndte redaktionen på Berlingske Tidende at blive urolig. Den lod 28/6-08 Bent Blüdnikow prøve på at sætte tingene på plads sådan, som den helst vil se dem.

Blüdnikow pegede på, at en del skribenter mente, at Churchill var en blodhund, som ville krigen, og han burde have modtaget tyskernes fredstilbud. Men andre, især jødiske skribenter sablede disse kættere behørigt ned. Det værste, der kunne ske, var at nazisterne kunne fortsætte i fred. De ville udrydde alle jøder. Derom må ingen tvivle, da det er antisemitisme, og at tvivle på holocaust. Men det er der altså flere og flere, der gør.

Derfor vender Blüdnikow sig mod dem, der ikke vil føre krig mod jødernes fjender. Det var ikke polakker og russere, som ganske vist var ansvarlige for pogromer; men det var nålestik. Tyskerne, eller nazisterne, var den virkelige fjende, fordi de oversatte deres hemmelige skrifter og ville have dem ud af landet.

Derfor kunne jødeeliten bruge Churchill, der ville udrydde tysk industri, og Roosevelt, der ikke vidste ud eller ind, men var beruset af magten i et kæmpestort land, og måske derfor lod sig narre til at se en broder i det mægtige sovjetimperiums enehersker Stalin.

Nøgternt betragtet er det i dag ufatteligt, at de to Vestallieredes ledere var hypnotiseret af ønsket om at ødelægge Tyskland, men ikke så nogen fare i det folke- og råstofrige Sovjets fremmarch, skønt dette, trods sin mægtige udstrækning fortsatte med den ene erobring efter den anden.

Forklaringen kan kun være, at det ikke er nøgternhed der styrer spillet, men illusioner - de illusioner, som propagandaen indpoder i høj og lav også i de såkaldt demokratiske lande. Derfor var ideologierne vigtige i det politiske spil. Idéen om frihed, lighed og broderskab var blevet iklædt en mere konkret politisk udformning i begrebet socialisme, som desværre var spaltet op i stridende afdelinger: socialdemokraterne, der arbejdede for en trinvis udvikling mod et mere retfærdigt samfund med internationalt samarbejde, og nationalsocialisterne, der mente, at hvert enkelt land - i hvert fald for en vis periode - burde overdrage reformarbejdet til en stærk leder, eller et lederskab med store magtbeføjelser. Det sidste viste sig ligesom i erhvervslivet til tider at kunne have heldige virkninger, afhængigt af den valgte ledelse. Desværre blev kampen somme tider hård. Og her optrådte så det, som Bent Jensen betegner som den politiske videnskab: kommunismen.

Den ville gå den direkte videnskabeligt begrundede vej til det perfekte og retfærdige samfund. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Derfor måtte diktaturet indføres; men proletariatets: de besiddelsesløses diktatur. Målsætningen lød jo tiltalende, så kunne man - måske - diskutere måden. Men det blev ikke ved diskussion. Begge de fanatiske parter rustede sig, og der blev slagsmål og borgerkrig. I Rusland sejrede kommunisterne og oprettede ”de besiddelsesløses diktatur”. I Spanien var de nær ved det. I Tyskland og flere steder forsøgte man sig med oprør. Trods begejstring blandt en del intellektuelle slog de fejl, og de nationale diktaturer vandt magten.

Medieeliten var lidt i vildrede. Der var positive resultater både i fascismen og nazismen; og der var mindre tiltalende tegn ved kommunismen; men de blev holdt hemmelige for almenheden.

Topeliten vidste uden tvivl bedre; men for den talte kun realpolitik, det vil sige magt, hvis rendyrkede form er imperialisme.

Derfor blev ideologierne som bedst et skinfægteri redigeret af medierne, medens realmagten forblev imperialisme, der kæmpede som før med våben og brutalitet.

Det er interessant at se, hvordan de tre bevidste vestlige imperier: det britiske, det franske og det amerikanske trods helt forskellige forhold, fandt sammen med en nygammel agent; det russiske om et hårrejsende våbenopgør.

I dette blev ideerne af propagandamaskineriet forkvaklet til ukendelighed. Mediebeherskerne kaldte deres, det vil sige propagandakontorernes version af verden for demokrati, og opgøret hyldedes som en kamp mellem demokrati og diktaturer. Sådan opstod forbundet mellem de imperier, der lod som om de havde en fri presse og den gennemført løgnagtige Sovjetunion. For at dække over dette misforhold, måtte titlen som mest løgnagtig påklistres nazismen, og denne praktiske, men ikke helt retfærdige opdeling har de såkaldt frie medier i Vesten indtil for nylig ikke villet opgive.

11

Den idé, som medieherskerne kunne bruge, var altså kommunismen, eller den mildere form socialismen; men denne sidste indgik formelt også i nationalsocialismen og var derfor kun delvis anvendelig. Hovedslaget måtte stå mellem nationalsocialismen og internationalsocialismen: kommunismen. Dette var fra marxistsynspunkt den gode krig, og også set fra zionistside var det den helt rigtige krig, som fik elitens udelte støtte. For zionisterne befæstede deres overherredømme i Vesteuropa og USA. Og uden indflydelse var de ikke engang i Sovjet. Så var det underordnet at hele Østeuropa kom under sovjetisk slaveri. Og derfor er resultatet af den rædselsfulde og idiotiske krig at de sejrende, hvad de end havde gjort, blevet hyldet, eller, når det gælder Sovjet, i det længste forsvaret.

Ikke engang Bent Jensen kan rive sig løs af det enkle skilderi, som de sejrende, deriblandt Sovjet og zionismen, havde arrangeret.

Han forsikrer at nazismen, der gjorde op med Versaillestraktatens og zionismens overhøjhed var afsindig og afskyelig; men tør han påstå, at kommunismen, zionismen og imperialismen var kloge og retfærdige ?

I en artikel i J.-P. ”kultur” anmelder han en engelsk bog ”Ivans krig” af Catherine Merridale. Han kalder artiklen ”Den russíske soldats helvede. Mishandlede russiske bondedrenge ofrede sig, for at også Danmark kunne blive frit.”

At de blev ofret, kan ikke bestrides; men ofrede de sig selv, når alternativet, som artiklen påpeger, var at blive skudt af deres egne ? Og var det for, at også Danmark kunne blive frit ? Denne følelsesappel til en påstand er mærkelig for en historiker, der holder af at tale om videnskab. For han ved jo, at Stalin underkastede sig så stor en del af Europa, som han kunne gribe, da de Vestallierede styrker var etableret i Vesteuropa; men, førend disse var på plads, havde han allerede i 1941 opbygget et mægtigt panservåben med kæmpemæssige tanks, som stod opmarcheret i skovene indtil grænsen for tyskkontrollerede områder.

Med dem ville han ad velbyggede tyske motorveje rulle frem mod Vest og erobre resten af Europa. Men Hitler kom ham i forkøbet med nogle få uger, og de tyske styrker skød frem og afskar de store russiske tanks. De var bygget til europæiske veje og egnede sig ikke til russiske forhold.

Havde Stalin fået sin vilje havde russiske soldater ikke blot besat Østeuropa og Bornholm, men også Vesteuropa og resten af Danmark. Det var tyske soldater, der sikrede, at Danmark blev så vidt frit, som det nu er blevet.

Hvordan det var gået, hvis Vestmagterne havde sluttet fred med Tyskland kan ikke siges med nogen sikkerhed; men historikerne må omsider bekende, at fremstillingen af tyskere og nazister som rene uhyrer har været propaganda, og de allieredes forbrydelser har i mange tilfælde været værre.

Og endnu i dag demonstrerer USA's regering om kap med Israel foragt for international ret, og vor stats- og udenrigsminister underkaster sig, fordi medierne gør det.

Vore medier gentager regelmæssigt myten om nazisternes folkemord på jøder, men nævner aldrig, at de hellige jødiske skrifter betragter alle andre folk som fjender, og at fremtrædende jøder endnu i vor tid har erklæret, at alle tyskere og tysk kultur fuldstændigt skulle udryddes. De jødiske myrderier, røverier og overgreb i Palæstina bagatelliseres, skønt de i brutalitet overgår nazisternes, men måske næsten kan måle sig med Stalins.

Alligevel forsvarer Blüdnikow, hvad han kalder de gode krige, hvilket er dem, som zionismen favoriserer, og dermed afslører artiklen sit aktuelle budskab, at vi skal vænne os til tanken om den næste gode krig som skal startes mod Iran, der nu står øverst på Israels ønskeliste.

Bent Jensen mener, at russere ikke ville kunne beskrive de russiske soldaters ulykke så godt som Merridale. Jamen der findes fremragende russiske skildringer af Stalintiden. Læs Victor Kravchenko, Alexander Panine og Solschenitzyn. De to første fortæller gruopvækkende om egne oplevelser. Den sidste har med ”Die Juden in der Sovjetunion” frembragt en omhyggelig historisk udredning af forholdene gennem 200 år mellem de russiske regeringer og et beslutsomt kravstillende jødisk mindretal med udenlandske forbindelser og den håbløst underkuede ikke-jødiske almue.

Men Kravchenko erfarede, da han slap til USA, at alt for mange amerikanere troede på Sovjet-styrets løgnehistorier, og denne tendens til at bære over med ”proletariatets” diktatur synes alt for længe at have holdt ved.

3

Til Berlingerens artikel om angrebene på Churchill, ”Århundredets statsmand”, ”århundredets mest respekterede politiker” var vedføjet en lille faktarude om Pat Buchanan, en af heltebilledets mest prominente angribere. Den lille tekst virker korrekt modsat indholdet i den egentlige artikel, der forbigår, at grundlaget for Buchanans og de andre kritikeres standpunkt ikke er til at komme uden om. Det bygger på en kæde af fremragende bøger og tidsskrifter og for resten netartikler. Alt dette har i danske medier været fortiet eller i det højeste udskældt.

Blüdnikows artikel er anlagt efter den sidste recept; men den er ikke mere helt heldig. Trods de store ord og helsidebilledet af propagandaens folkehelt må det være en alvorlig tankestiller, at avisen må oplyse, ”at der i år er udkommet flere bøger med skarp kritik” af Winston Churchill, som ”kaldes blodtørstig og en politisk dilettant”, eller med bladets egne ord: ”helt eller tåbe ?”.

Når dette i dag kan nævnes i vort ellers så ”korrekte” dagblad, betyder det, at mediemuren omsider er ved at slå revner.

Infodemokrat