Epistel nr. 1

Antifoni : Vekselsang

(gennem århundreder mellem jøder og kristne)

Fra synagogen :

* 1 * :"Lad vore skrifter blive åbne for alle folk. Lad dem se, hvad vor moralkodex står for. Vi behøver ikke at være bange for denne prøve, for vi er rene i hjerte og ånd. Lad nationerne undersøge Israels børn boliger og selv overbevise sig om, hvad de står for. De vil da helt sikkert udråbe med Balaam, da han gik ud for at forbande Israel : "Hvor smukke er dine telte, oh Israel : hvor skønne dine hjem !"

* 2 * : "I sin holdning til ikke-jøder er den jødiske religion den mest tolerante af verdens religioner - - - de gamle rabbineres forskrifter kan på ingen måde bruges mod ikke -jøder skønt de er fjendtlige mod kristne."

* 3 * : "En hel række tilkendegivelser kan citeres fra skrifter af de højeste rabbinske autoriteter, der beviser, at disse lærere i deres eget folk indprentede stor kærlighed til og respekt for kristne, for at de skulle se på kristne, der tror på den sande Gud, som brødre og bede for dem."

* 4 * : "Vi erklærer hermed, at Talmud ikke indeholder noget, der er fjendtligt mod kristne."

Svar fra den kristne kirke :

* 5 * : "MANGE, der er interesseret i det jødiske spørgsmål spørger, om der da i Talmud kan findes noget som helst, der ikke er smukt og sublimt og fuldstændigt frit for alt, der kan ligne had til kristne."

* 6 * : "Forvirringen i opfattelser af denne sag er så stor, at når man lytter til dem, der så lærd argumenterer for deres opfattelser, skulle man tro, at de diskuterede et meget gammelt og fjernt folkefærd og ikke Israel, der lever i vor midte i overensstemmelse med en uforandret moralkodex, gennem hvilken jødernes religiøse og sociale liv er blevet reguleret lige frem til denne dag."

Ovenstående er citater fra en europæisk debat om jøde- og kristendom. Mange har undrende stillet sig spørgsmål af indhold som strofe 5 og 6 og er gået til nærmeste bibliotek for at skaffe sig litteratur. Han er let kommet hjem med en smuk stabel bøger især af jødiske forfattere. Desværre blev hans undren bare større. Orkede han at læse blot en lille smule, havde han snart pløjet sig gennem masser af forsikringer fra judaiske lærde om, at deres religion moralsk er smukkere end alle zndre, og at det kønne, der måske kunne findesi Kristendommen, skyldtes, at den er udsprunget af den mosaiske stamme.

Den, der så gav sig til at studere denne stamme (Mosebøgerne) kom bare til at undre sig endnu mere. (Læs "Moses og danskerne" af Marianne Herlufsdatter). Denne undren øgedes til tvivl, når han så gik til Det Ny Testamente, hvor han hurtigt fik bekræftet sin børnelærdom, at kristendommen i alt væsentligt var et brud mod Moselovens regelreligion. Det er ganske vist rigtigt, at evangelisterne som en ekstragodte til dem, der måtte tillægge dette betydning, forsøgte at fremstille Jesu liv som en opfyldelse af profetier i Det Gamle Testamente. Og det må erkendes, at kristne teologer har forsøgt at udsmykke sig med lærdom ved at udlede det samme. Men det er svært at acceptere, at Jesu storhed skulle afhænge af, om han var blevet forudsagt af tungetalere eller ej. På samme måde virker det mere præstepolitik end åndelighed, når kristent præsteskab argumenterer for, at de kristne har overtaget den pagt som Abraham, Isak, Jakob og Moses sluttede med Vorherre.

Ræsonnementet går på at jøderne har mistet denne pagt, fordi de ikke tog imod Messias, som kun kunne være Jesus. Her er tydeligt en alvorlig divergens mellem kristne og jødiske præster, hvilket skurrer mod de milde og forlokkende toner fra synagogen.

Men denne sag er fuldstændigt ukristelig. Jesus gjorde forholdet til Vorherre til et personligt forhold til vor fader i himmelen, altså vor fader, din og min fader - ikke bare Jesu fader. Han lærte os at bede "Fader vor."

I fri og folkelig religion er det ikke svært at opleve dette direkte forhold overfor det storslåede - overfor naturen - overfor Vorherre. Vore digtere har gang på gang udtrykt dette i salmer, hvor det guddommelige opleves inkarneret i det allernærmeste : "En fattig jomfru sad i løn og fødte himlens kongesøn" og i naturens vælde : "Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå." "Lysets engel går med glans gennem himmelporte. For Guds engels stråleglans flygter alle nattens skygger sorte."

Vi vil snarest bringe flere eksempler på, hvor nært dansk religiøsitet, absorberet i det, der for os er blevet kristen kultur, er sammensmeltet med oplevelsen af naturens mægtige skønhed.

Det pinlige er, at det teologiske hundeslagsmål mellem jødiske og kristne skriftkloge er helt profant tovtrækkeri om kollektiv tilslutning til det ene eller det andet præstevæsen.

Forholdet til Gud bør være personligt : oplevelse, overbevisning, ikke en traktat trukket ned over hovedet på os af fagorganiserede kirketjenere.

Det viser sig nu, at man i Mosebøgerne finder love og regler i mængder, af hvilke nogle er fællesgods i de fleste religioner og samfund (ikke lyve, stjæle og slå ihjel uden under særlige omstændigheder) andre er så urimelige, at andre samfund afviser dem, hvorved det jødiske samfund kan rose sig af at udmærke sig frem for - eller i hvert fald til forskel fra - alle andre i disse henseender.

Andre belæringer om jødernes ret og pligt til at udrydde andre folkeslag og anderledes tænkende er efter vestlig tankegang direkte umoralske.

Hvis man så tænkte sig, at det ophøjede i den jødiske lære da måtte være samlet i Talmud, som er nedskrevet senere end Testamenterne, og af nogle jøder regnes overordnet, så bliver man igen skuffet. For det er utroligt svært at få nøjere kendskab til denne. I skrifterne på dansk kan man finde velvalgte pluk, som ser harmløse ud. Men værket er mange bind tykt og på et sprog, som få af os behersker. Og de, der gør det, ytrer ikke samstemmende begejstring. Deraf den forvirring, der afspejler sig i strofe 5 og 6.

Nu skal det bekendes, at de citerede udtalelser ikke er helt friske. De er hundrede år gamle. Da var forvirringen åbenbart lige så stor. Men da fandtes i hvert fald en debat. Den er i dag - herhjemme - undertrykt. Vi har kun de judaiske vinklinger i bøgerne og dagspressens bombardement med påstandene om, at kristendom og jødedom er så godt som eet, hvilket åbenlyst er usandhed.

Citaterne fra den indledende vekselsang stammer fra en lille bog med titlen : "Den afslørede TALMUD, De hemmelige rabbinske belæringer angående de kristne." Den er skrevet på latin af I. B. Pranaitis, romersk katolsk præst, doktor i teologi og professor i hebræisk m. m. i St. Petersborg. Oversat og trykt 1892.

På den tid førtes altså i Europa, hvori zarriget indgik, en livlig debat. Udtalelserne stammer fra :

1 : J. Singer : "Burde jøderne blive kristne ?" s. 6, Wien 1884

2 : Daniel Chwolson : "Anvender jøderne kristent blod ?" s. 11, 12 St Petersburg 1879.

3 : Det polske magasin Israelita (Warschava) nr. 48, s. 459c 1891.

4 : Dr. A. Jellenek : Gegen die Antisemiten (Mod antisemitterne) s. 9, Wien 1882

5 og 6 må tilskrives Pranaitis.

Det interessante er, at jøderne allerede for hundrede år siden førte kampagne for at overbevise kristne om, at den jødiske tro var mere ophøjet end den kristne, men uden brod mod den.

Pranaitis vidste, at det var usandt og satte sig for at bevise det med sin lille bog. For at imødegå jødernes sædvanlige forsvar, at påstå, at teksterne var forkert oversat, bragte han den hebræiske tekst og oversættelsen overfor hinanden. Hans bog fik derfor tyngde, hvilket kan ses af, at den er oversat og genoptrykt på engelsk med enkelte prøver på originalens sammenstilling af den hebræiske og den latinske tekst. Bogen kan stadig fås på engelsk gennem Liberty Bell Publications.

På tysk og engelsk findes andre oplysende bøger, men på dansk kun Aage H. Andersens lille skrift "TALMUD, jødiske leveregler, uddrag af." Den rummer udvalgte oversættelser efter jøden Lazarus Goldschmidt's mægtige værk : en oversættelse til tysk i 8 tykke bind.

Forfatterens akademiske fremlægning af materialet er uklanderlig. Hans arbejde kan stadig fås. Vi citerer en del tekster fra TALMUD under dette opslag i "Vejledning i mediejunglen."

Jeg vil støtte Singers ønske i strofe 1 ved at referere nogle af Pranaitis's vigtigste kommentarer til rabbinerne. Men lad os lige se nærmere på de andre citerede tekster.

Det står klart, at rabbinernes påstand nr. 4 simpelt hen er løgn, og det er klart, at den fremføres mod bedre vidende, altså et kynisk forsøg på at bedrage naive og godtroende mennesker i den kristne lejr. Dette maner til varsomhed mod uden kritisk overvejelse at tro på jødiske erklæringer og især imod at undlade at se nøje efter hvilke sproglige sofisterier, der kan gemme sig i dem. Jøder elsker at dække sig med spidsfindighed, selv om de med TALMUD i ryggen kan se sig fuldt berettigede til at bedrage gojim.

Man bør da lægge mærke til eftersætningen i påstand 3 : "for at de skulle se på kristne, der tro på den sande Gud som brødre og bede for dem." Ja, men for jøderne er den sande Gud kun den, der ifølge Thoraen har udvalgt Israel til at besejre og udrydde alle fjender, og ifølge TALMUD er han den, der har udset dem til at herske over alle andre folk og lade sig betjene af dem.

De kristne, der tror på denne "sande Gud", er næppe mange; men det er altså nøje iagttaget kun dem, jøderne betragter som brødre, og som de vil bede for.

Udtalelsen er lige så hul, som når de erklærer, at det store bud i loven er det samme som de kristnes, at du skal elske din næste som dig selv. For alle jøder ved, men det gør de færreste kristne, at "næsten" for jøderne kun er andre jøder.

Kan de da ikke have ændret opfattelse, hvad disse ting angår ?

Det ville man gerne tro; men hvad, vi faktisk ser, er, at så godt som alle jøder, der kommer til orde, hylder thoraen og TALMUD og hævder skrifternes guddommelige moral. De få, der kritiserer mosaismen afvises og forties. Ikke-jøder, der er skarpe nok til at se sandheden, angribes med de mest infame midler, som står til jødemagtens disposition. Og det er blindt lydige media og et stort antal internationale organisationer, der med alle midler - ikke mindst film og TV - manøvrerer jøder ind i ledende stillinger og med hensynsløse agenter og terrorister bekæmper al opposition.

Internationalt ser vi, at fremragende forskere og skribenter tvinges i fængsel ved lovgivning gennemdrevet ved sionístisk afpresning. Forlag vover ikke at udgive bøger af verdensberømte forfattere som Douglas Reed.

Herhjemme ser vi mørklægning af alle fakta, som er ubehagelige set fra et sionistisk synspunkt.

Vi belyser dette i Vestlig Samisdat nr. 5 : Desinformationssamfundet og i V.S. nr. 6 : The missing Links. TALMUD belyses i anmeldelsen af Israel Shahak's bog i V.S 2 og i opslaget Talmud i "Vejledning i mediejunglen."

Her hvad Pranaitis fandt frem til om:

Jødernes kærlighed til de kristne :

Jesus omtales sjældent ved sit jødiske navn, som betyder frelser, men med en forvrængning dannet af forbogstaverne til tre ord, som betyder : Lad hans navn blive udslettet.

Ellers kaldes han "Nazaræeren", "den dér mand" eller "en vis" eller "Tømreren, søn af tømreren" eller "ham, der blev hængt." Han blev også kaldt tosse og vanvittig og troldmand og folkeforfører.

Talmud lærer, at han var en uægte unge, undfanget under menstruation.

Maria omtales som prostitueret.

Selv døde han som et dyr og blev begravet i møgbunken, hvor man kaster ådslerne af hunde og æsler og sønner af Esau og uomskårne.

De kristne kaldes afgudsdyrkere, mordere og urene. De sammenlignes med møg.

En kristen kan ikke indgå ægteskab med en jøde. Ægteskabet er ugyldigt. Eben Haezer 44,8

En kvinde må rense sig igen, hvis hun ser noget urent som en hund, et æsel, en kristen, en kamel, en gris eller en hest eller spedalsk. Schulchan Aruckh.

En jøde regnes for uskyldig, hvis han dræber en jøde, men egentlig ville gøre det af med en goj. Makkath.

"Gud skabte (jøderne) i skikkelse som mennesker til Israels ære. Men Akum, ikke-jøder blev skabt alene for at betjene jøderne dag og nat. De kan heller ikke blive befriet fra den tjeneste. Det er passende for en kongesøn (en jøde) at dyr i deres naturlige form og dyr i form af mennesker skulle opvarte ham " Midrasch Talpioth (fol 223d)

Seksuelt samleje af gojim er som dyrs. Sanhedrin (74b)

Sæden af gojim er ikke mere værd end dyrs. Kethuboth (3b) Savnet af omskærelsen er beviset for at ikke-jøderne er af djævelens race. De skal derfor i helvede.

Det er forbudt jøderne at beundre afgudsdyrkernes musik eller se på deres billeder. Man må ikke eje hus nær en kirke. Et hus må ikke genopbygges sådant et sted. Iore Dea (142,15. 143,1).

Alle talmudister kræver at kristne bøger skal ødelægges.

Skulle man være forfulgt af en morder eller en slange, er det bedre at søge tilflugt i et hedensk tempel end i et kristent, for de kristne modsætter sig sandheden bevidst, medens hedningerne ikke er sig det bevidst.

Derfor foreskriver Talmud (vore kommentarer i kursiv):

at jøder skal undgå kristne, da de er onde og urene. - De kan dog anvendes som tjenere -

at de ikke må besvare en kristens hilsen - så må de hellere skynde sig at hilse først.

at de ikke må bringe deres sag for en kristen domstol. - Sådanne eksisterer snart heller ikke mere. -

at kristne ikke kan anvendes som vidner, - Man risikerer, at de siger sandheden -

at jøder ikke kan spise kristen mad.

at de aldrig må optræde som kristne. - Nej, det vil de simpelt hen aldrig kunne gøre; men de kan lade som om, og det går an. Se neden for.

Man må ikke gøre noget godt mod ikke-jøder.

Man må ikke rose en kristen.

Man skal ødelægge deres afgudsbilleder eller i hvert fald omtale dem med foragt. - Se lige strofe 2. -

Jesu moder, Maria, kaldes simpelt hen : lort.

Kristne helgener kaldes bøsser - de kvindelige : horer.

Søndagen kaldes ulykkens dag.

Julefesten kaldes Nital. som betegner udslettelsen.

Den kristne kirke kaldes vanviddets eller ondskabens hus.

Bibelen : uretfærdighedens bøger.

Kristne ofre : ekskrementer.

Kristen pige, der betjener jøderne på sabbatten : sabbatk møg.

Det er forbudt at sælge jord til kristne og at lære dem at handle.

Gojens liv og alt, han fysisk råder over, tilhører jøden.

Man må ikke fortælle en kristen, hvis han har betalt for meget.

Man må gerne bedrage en goj.

En jøde må gerne lade, som om han er kristen, for at bedrage en kristen. Iore Dea (157,2. Hagah).

Man må gerne tage åger af kristne (Iore Dea 159,1).

Babha Kama siger : Guds navn bliver ikke bespottet, hvis f.eks. en jøde lyver overfor en goj og siger: 'Jeg gav noget til din fader, men han er død, du må give det tilbage til mig' så længe gojen ikke ved, at du lyver.

En jøde kan med god samvittighed sværge falsk. I Kallah (1b.p.18) og Schabbuath Hagahoth af rabbi Ascher (6d)

Her nogle barmhjertighedsregler :

En kristen må altid bedrages.

En kristen må ikke hjælpes, ikke engang en kristen kvinde, der føder, eller en kristen i livsfare. Hvis du ser en, der er faldet i søen, så træk ham ikke op, hvis han ikke lover at give dig penge.

Maimonides præciserer : Hav ikke ondt af dem - - vis dem ingen barmhjertighed. Derfor, hvis du ser en Akum i fare for at drukne, så hjælp ham ikke. Og hvis han er i dødsfare, frels ham ikke fra døden. Men det er ikke rigtigt at dræbe ham med dine egne hænder ved at smide ham i en brønd eller på anden måde, efter som de ikke er i krig med os.

Men Talmud går længere end så. Den siger : Kristne skal dræbes uden barmhjertighed.

Abhadah Zarak (26 b) anbefaler at smide dem i en brønd og lade være med at redde dem.

Døbte jøder skal slås ihjel. Hilkhioth Akum (X. 2)

Kristne skal slås ihjel, fordi de er tyranner.

Selv de bedste kristne skal slås ihjel. Abhodah Zarah (26b, Tosepath)

En jøde, der dræber en kristen, begår ingen synd, men yder et acceptabelt offer til Gud.

Efter templets ødelæggelse er det eneste nødvendige offer udryddelsen af kristne.

De , der dræber dem, skal få en høj stilling i Himmelen.

Jøder må aldrig holde op med at udrydde gojim. De må aldrig lade dem være i fred og aldrig overgive sig til dem.

Målet for alle jødernes aktioner og bønner skal være at ødelægge den kristne religion.

I deres bønner skal jøderne sukke efter den hævnende Messias's komme, ganske særligt påskeaften.

Så langt Pranaitis. Det lykkedes ham vist nok, at bevise, at Talmud ikke er venlig mod Jesus og kristendommen, og det er vist de færreste, der har læst smagsprøverne, som er blevet beundrere af den illustrerede moralkodex. Men herhjemme har der i 54 år været tyst om emnet, og endnu, 120 år efter Pranaitis's arbejde fortsætter medier at lovprise den jødiske tro og agitere for, at kristendom og jødedom næsten er eet.

Redaktør Georg Metz skriver 24.6.99 i Information om menneskerettighederne : "Men den tanke, at mennesker har eller bør have en eller anden form for fastlagt ret mod den organiserede overordnede uret, er naturligvis ældre og bunder i jødiske og kristne moralforestillinger." Hvor finder han dette i Talmud ? Den organiserede, overordnede uret organiseres jo netop af det autoritære præstestyre, som slog Jesus ihjel, og som stadig forfølger hans idéer. Og den enkeltes protester mod løgnen forfølger sionismen med fængsel og band. Nogle vil sige : Det har kristendommen også gjort. Ja, det har den, og det ved vi alle, men også, at det er historie. Sionismen er ikke historie. Talmud er stadigvæk handlingsskema for et topstyret folk. Og dens agenter dirigerer desinformationen i vore medier.

Nogle indvender: kan man tro, at danske jakkesætjøder med slips, mapper og alt, hvad der er korrekt, privat lever bogstaveligt efter de foreskrevne ritualer og regler ? Det har vi ikke med at gøre.

Men når dette folk organiserer sig under mosaismens og talmudismerns ideologi som et frimureri, der til enhver tid skal favorisere egne medlemmer på bekostning af udenforstående (Læs: "Judisk Historia, Judisk Religion", s. 92, eller Vestlig Samisdat nr. 2, s. 25) og til enhver tid skal hylde sin egen lære og rasende bekæmpe enhver kritik, så står vi over for et autoritært system, der er særligt lumsk, fordi det har camoufleret sig som en ophøjet religion.

Alle toneangivende jøder forsvarer dette system og dets organisation. Hvad de ikke-toneangivende står for, kan vi ikke vide, blot at det er meget, meget få, som tager afstand fra det, måske fordi de - ligesom vi andre - ikke får adgang til media.

Uanfægtet står det faktum, at danske og de fleste vestlige media står gæstfrit åbne for mosaisk-sionistisk propaganda, men ikke tillader seriøs kritik af sionistisk religion og ideologi. Det er ikke til at tage fejl af, hvem der har kommandoen i de store aviser og TV. Og princippet er stadigvæk det samme : Kan man narre gojim, er det Guds vilje.

Men den Gud er altså ikke vor Gud !

L. T.

"THE TALMUD UNMASKED The Secret Rabbical Teachings Concerning Christians" af REV. I. PRANAITIS, LIBERTY BELL PUBLICATIONS, Reedy. West Wirginia 25270