Epistel Nr. 2

Jødisk Verdensherredømme

blev lovet jøderne før vor tidsregnings begyndelse af den gud, som de havde besluttet skulle blive deres imod en gensidig lydigheds- og beskyttelsespagt.

Denne ordning var ikke så enestående, som den for mange i dag ser ud. Mange bystater havde et sådant tillidsforhold til en speciel guddom uden at de troede, at det var den eneste gud i verden. Det troede jøderne da heller ikke, at deres var. Alene ved at læse i Det Gamle Testamene kan vi overbevise os om, at de gamle jøder troede, at der fandtes flere guder, og såmænd også dæmoner. David, Salomon og israelitterne ofrede fornøjet til andre populære gudeskikkelser som Astarte, Kemosj, Milkom og Molok, og Salomon lod sine utallige koner indrette altre til offerhandlinger rettet til deres forældres foretrukne guddomme.

Men på et eller andet tidspunkt fandt jødiske præster på at stadfæste en teologi, ifølge hvilken deres foretrukne Gud var, om ikke den eneste, så den mægtigste og dermed den eneste sande Gud. For magten var for dem sandhed.

Nu nedskrev de, at denne i sandhed (deres sandhed) mægtige Gud lovede dem herredømme over alle andre folk, hvis de blot fulgte de love og regler, som han ved eller igennem præsterne lod nedskrive og forkynde for dem.

Disse forskrifter var ikke helt nemme at følge til punkt og prikke. Til gengæld var belønningen stor. Jøderne skulle besejre alle fjender og udrydde dem. Men straffen for at overtræde "loven" var også slem. Den sagde nemlig, at i det tilfælde skulle jøderne selv udryddes.

Det gik ikke helt efter bogstaven. Jøderne overholdt ikke helt loven; men de blev heller ikke helt udryddet. De blev bare spredt ud over den da kendte verden. Det var måske ikke så voldsom en ulykke for dem, da de stammede fra beduiner og havde tradition for at flakke omkring og indrette sig efter meget forskellige forhold. Det kom de virkelig til. Men spredt som de blev til mange lande bevarede de deres idé om den sjældne aftale med Vorherre, som var nedfældet i skrifter, som de slæbte med sig, hvor de kom frem.

Denne stædige fastklamren ved præstestandens skrifter og belæring er det i sandhed mærkelige i det jødiske folks videre skæbne.

Den gjorde det muligt for dem at holde sammen tværs over grænser og store afstande, og at fastholde idéen, at de, trods nederlag og fordrivelser, var udvalgt af den største af alle guder - efterhånden udpeget som den eneste - der lovede dem, at lægge alle andre folk under deres fødder.

Nu viste det sig, at idéen om ubrydeligt sammenhold mod alle andre, og den overbevisning, at alle andre var af en ringere kaliber, at det var en stærk ideologi.

Jøderne, eller i hvert fald nogle af dem, klarede sig forbavsende godt i mange andre samfund og blev velhavende. Det førte sine steder til fjendskab - også voldelig - i form af pogromer, men de velstående jøders velstand og dermed magt voksede alligevel. Dette skønt de var et strengt lukket samfund udadtil, eller netop derfor.

Det sidste har, sammen med deres fremmedartede sprog (jiddisch og hebræisk) gjort, at de har forstået af afskærme sig mod, at fremmede fik reelt kendskab til, hvad der internt skete i deres samfund.

Dette har ført til, at de under stor diskretion har kunnet udbygge deres magtsystem, uden at det er gået op for ikke-jøderne. Man kan egentlig godt forstå, at de er kommet til at tænke, at disse ikke-jøder måtte være ringere begavet. Men disse ikke-jøder udrettede jo pragtfulde ting, f.eks. byggede de vidunderlige katedraler og skabte underfuld musik. Præsterne sagde bare, at det var ingen verdens ting. Og så opbyggede de den specielle argumentationsteknik, at fortælle en anekdote med en eller anden lærd rabbiner, der ufejlbarlig fik det sidste ord ved at sige : sådan og sådan !

F.eks. fortæller man, at da kejser Henrik III, "en meget ond mand", havde bygget domkirken i Speyer, sendte han bud efter rabbi Kelominus og sagde : "Jeg vil gerne spørge dig, hvordan denne basilika, som jeg har bygget, er i forhold til Salomons tempel, om hvilket så mange bind er skrevet ?" Rabbien svarede : "Min herre, hvis du tillader mig at tale frit, og hvis du sværger, ikke at gøre mig noget, så vil jeg sige dig sandheden om den." Kejseren svarede : "Som en elsker af sandheden og som kejser giver jeg dig mit ord på, at ingen skal skade dig." Så sagde jøden : "Hvis du samlede alt, hvad du har ofret på den til nu og tilføjede alt guld og sølv i dit skatkammer, ville det ikke være nok til at betale de arbejdere og kunstnere, som Salomon ansatte; for det står skrevet (Krønikerne II kap. 2) Og Salomon udskrev 70.000 til lastdragere og 80.000 til stenhuggere i bjergene og 3.600 til at føre tilsyn med dem. Otte år blev brugt til at bygge templet, meget mere end du har brugt til at bygge denne Tehom (en fordrejning af det tyske ord Thum, det samme som i vor domkirke. Tehom betyder afgrund) Og da Salomon havde fuldført templet, så se, hvad skriftet siger om det : Præsterne kunne ikke udføre deres tjeneste på grund af skyen, thi Herrens herlighed fyldte Guds hus. (Krøn. II, kap. 5,14). Men hvis nogen lastede et æsel med råddent skarn og ledte det ind i denne din afgrund, var der ingen, der ville bemærke forskellen.!" Kejser Henrik svarede da : "Hvis det ikke var fordi, jeg havde svoret ikke at skade dig, havde jeg givet ordre til at hugge hovedet af dig."

For jøderne er det opbyggelige i fortællingen, at den mægtige kejser absolut måtte have at vide, hvad rabbien mente om hans bygning. Dernæst den smarte måde på hvilken rabbien forstod at fornærme "den onde mand", hans religion og hans kirke og endda undgå straf. Og de fryder sig over, hvor dum "den onde mand" var. En jøde ville aldrig være blevet snydt for sin hævn, som betyder så meget i den jødiske religion. Han havde bare nynnet sin Kol Nidrei. Det er en lille remse eller sang ved hjælp af hvilken en jøde kan befri sig fra alle løfter, hvis han overhovedet mener at behøve det. For ifølge Talmud er det bare fortjenstfuldt at bedrage en "vantro". Kejseren hang på den. Han havde ikke et sådant snildt hjælpemiddel at ty til. Hvad den slags angik, var det meget lettere at være rabbi.

Det er karakteristisk, at Kelominus alene vurderer, hvor mange slaver (kananæiske) og hvor meget guld og sølv, der er gået til. Men i forhold til Salomons tempel var guldet og slavehæren faktisk jødernes eneste indsats. Templet blev bygget og udsmykket af fønikere og efter fønikisk model. Både det romanske og det gotiske tempelbyggeri er i forhold til dette utroligt nyskabende.

Her billede af domkirken i Speyer

Grundlagt 1030. Er et pragtfuldt bygningsværk, som f.eks.i Norden har været inspirerende ved bygningen af domkirken i Lund. I dag er den ved UNESCO sammen med 18 andre kulturmonumenter i Tyskland udnævnt til verdenskulturarv.

Det kristne kirkebyggeri og kristen kunst, som udvikledes i Europa fra middelalderen og fremover tolker religiøse oplevelser, som rækker langt dybere end den bogstavafgrænsede tolkning af de religiøse skrifter.

Arkitektur og billeder skaber udtryk for mægtige menneskelige og religiøse oplevelser hinsides de forretningsmæssige offerritualer som foreskrives i oldtidens rirual- og skriftreligioner. Vi vil vende tilbage til kunstens urimeligt undervurderede religiøse og erkendelsesmæssige betydning for vestlig kultur, som stadig med al ret lader sig betegne som kristen, selv om - eller tværtimod fordi - den i så vid udstrækning har været og er frigjort fra slavebåndet til katekismer og dogmer.

* * * * * * * * *

Fablen afslører, at der var udviklet en afgørende forskel mellem jødisk og ikke-jødisk tankegang, Det opdagede jøderne i de fremmede samfund hurtigt; men ikke-jøderne havde svært ved at opfatte den forskel, som jøderne holdt for sig selv. Det lærte de kvikke jøder at drage fordel af, og der er ingen tvivl om, at dette bidrog til deres succes.

Denne succes blev grundlaget for, at flere og flere smarte jøder fik øjnene op for, at idéen om den overnaturlige Messias, som profetierne mentes at varsle om, ikke var strengt nødvendig for at give jøderne sejr over alle fjender. Med list, behændighed og disciplin fra jødernes side, og naivitet og splid mellem ikke-jøderne skulle det kunne etableres lige så uafvendeligt, som var det en naturlov.

Det må indrømmes, at magtjøderne handlede med stor indsigt i pengesager og lurendrejeri.

En af deres klogeste investeringer var den målbevidste overtagelse af magten i informationssystemet, som efter Gutenbergs glimrende opfindelse begyndte at udvikle sig med mere og mere rivende fart.

Ved at sætte sig på dette apparat lykkedes det dem, sammen med deres allerede nævnte lukkethed og eksklusivitet, at operere uden at blive kendeligt afsløret.

Det er dette forhold, der bevirker, at det først er i de seneste årtier, at historikerne har været i stand til at påvise den ubrudte konsekvens og sammenhæng, med hvilken magtjøderne gennem århundreder har manøvreret sig frem mod det, der i dag nærmer sig verdensherredømme.

Morsomt nok har den jødiske supernationalist Simon Wiesenthal, bidraget med en af de ældre brikker til denne mosaik. Den går så langt tilbage som det 11. århundrede, hvor jøder havde etableret en så betydelig magt i Spanien, at den katolske kirke og de spanske fyrster var begyndt at tage modforholdsregler. Man forlangte især at de skulle omvende sig til kristendommen. Rabbi Samuel så den praktiske side i dette. Ved at omvende sig ville jøderne kunne gøre sig til herskere alle vegne. Men han var så uforsigtig at påpege dette i et brev, som blev kendt uden for de jødiske cirkler. Det førte til besværligheder, og jøderne noterede sig uden tvivl deraf, at de foreløbig skulle gå mere forsigtigt til værks. Og så gik det stadig fremad. Da de kristne mod slutningen af 1700-tallet blev grebne af den store toleranceekstremisme satte det ekstra fart. Nu var det ikke længere nødvendigt at omvende sig rigtigt eller på skrømt. Det var nok at forsikre, at ens Gud var den eneste ene, så måtte det jo være den samme som de kristnes, som jo også sagdes at være kun een, selv om han også sagdes at være lidt flere.

Det sidste, lød lidt mystisk, men det var for mange en charme ekstra, da mystikken, som mest stammede fra Persien, Ægypten og Grækenland, aldrig helt var døet ud. Den havde tilhængere både blandt kristne, jøder og religiøst mere eller mindre formelt og reelt frigjorte.

I den frigørelse af tænkningen, som groede frem i det spændende 1700-tal opløstes overleverede bånd og tilhørsforhold, og deri så vågne jøder og ikke-jøder ny muligheder dukke frem.

Det førte til en renæssance for gamle ordener og selskaber, som trådte frem som frimurerorganisationer. Formelt skiltede de med ædle og gerne kristne formål; men det hemmelige ved dem, som byggede på opdelingen i indvielsesgrader, førte til, at ordenernes egentlige formål kunne være et helt andet, eller forvrides til at blive det. Systemet indebar, at et medlem kun kendte til aktiviteterne i sin egen og lavere grader. For at få kendskab til højere grader, måtte man gøre sig fortjent, på en måde, som medlemmerne i de højere grader bestemte. Hvis du ikke tilpassede dig dem, ville du ikke drive det videre. Det betød, at medlemmerne i de højeste grader - der var oftest 33 - kunne udnytte ordenen, som det passede dem.

Det kunne fungere som et harmløst, til tider endda nyttigt tidsfordriv for overklassen. Men det kunne også gøres til et magtfuldt instrument. Blandt dem, der indså, hvad dette kunne bruges til, var professoren Adam Weishaupt i Ingolstadt, der indskrev sig i historien ved 1776 at grundlægge ordenen Illuminati : De oplyste. Det lykkedes ham at få nogle tyske fyrster med i ordenen, og det er ganske morsomt, da han i hvert fald internt gjorde det klart, at hans orden havde til opgave at afskaffe fyrstemagten. Det var altså de snart indtræffende revolutioner, han forberedte for gennem dem at bane vej for et andet herredømme, illuminaternes.

Denne hemmelighed skulle naturligvis helst ikke slippe ud; men det gjorde den ved et mærkeligt uheld, - eller held. En kurer blev på sin rejse ramt af lynet, og på ham fandt man kompromitterende papirer. Kongen af Bayern offentliggjorte indholdet i dokumentet og forbød ordenen.

Den måtte så gå under jorden; men forstod at leve videre ved indtrængen i ældre ordener og gennem dannelsen af ny. Jødiske illuminater var snart virksomme i hele systemet af hemmelige selskaber og blev en drivende kraft under den franske revolution og siden under de følgende revolutioner midt i 1800-tallet og senere.

En karakteristisk repræsentant er Adolphe Crémieux, (egl. Isac Moïse ) (1796-1880). Som illuminat. var han medgrundlægger af L'alliance Israélite Universelle, hvis eksekutivorgan blev B'nai Brith. 1863 blev han præsident for bevægelsens centralkomitté og stormester i Grand Orient de France, hvis hebræiske navn fastslår : Alle israelitter er kammerater.

Han blev skam også bl.a. tilforordnet fransk justitsminister. 1848 var han revolutionsleder. Trods alle sine franske tillidsposter forfattede han følgende opråb til alle verdens jøder:

"Den union vi vil oprette skal ikke være fransk, engelsk, irsk eller tysk men en jødisk verdensunion - - - Under ingen omstændigheder vil nogen jøde blive god ven med en kristen eller en muslim - ikke før det øjeblik, hvor jødedommen, den eneste sande religion, stråler over hele verden."

Selv i revolutionsbegejstringen så de allermægtigste jøder deres chancer. De havde, som Rothschild'erne tjent deres enorme formuer ved at udlåne penge til krige mellem konkurrerende herskere. Nu fandt de tiden inde til at erstatte disse marionetters magt med deres egen, dvs. den egentlige : kapitalmagten.

Her udvikledes altså forskellige interessante arbejdsdelinger i det jødiske samfund, ligesom der gjorde det i det større. Den frihedsbegejstring gældende individet, som groede frem i 1700-tallet smittede af på indstillingen til jøderne. De skulle ikke være bundne i deres ghettoer. De skulle have rettigheder som alle andre borgere. De skulle kunne dyrke deres egen religion osv. Jøderne tog med glubende appetit disse friheder i besiddelse.

Men hvad de frihedsbegejstrede gojim ikke havde forudset var, at jøderne skam ikke ville forlade ghettoen. Den var deres borg. De tog den med sig. For sammenholdet indenfor det lukkede samfund ville de ikke opgive. De styrtede sig med henrykkelse ind i Europas universiteter og kulturarrangementer og hurtigst muligt ind i værtssamfundenes administration; men deres egen ghettomur mod omverdenen ville de ikke af med. Sammenholdet indenfor "murene" var ikke blot betryggende, det var også guld værd. Det viste sig, at dette, sammenholdets idé var en utroligt mægtig magt overfor folk, der ikke kendte til systematisk nepotisme.

Jøderne trængte sig lynhurtigt frem til ledende placeringer overalt i samfundets kirtler, som Louis Levy 1918 udtrykte det.

Hvordan dette kom bag på danske idealister, der havde kæmpet for at give dem rettigheder, kom, som vi har peget på det, til udtryk i udtalelser af f.eks. Blicher .

Så ser vi tilsyneladende - men måske også kun tilsyneladende - meget forskellige strategier forfølges af den absolutte overklasse og den voksende mellemklasse i jødedommen.

Den øverste økonomiske magtelite fortsatte sin kapital-sammenpugning ved at sætte penge ind hist og trække penge ud der.

Mellemklassen mavede sig ind i bekvemme, indbringende og indflydelsesrige stillinger ofte for næsen af værtslandenes egne aspiranter. Men frihedskampen havde flere aspekter til hvilke den jødiske intellektuelle elite udviklede forskellige svar, og dog, alligevel !

Friheden drejede sig jo dels om den enkeltes personlige frihed og ret, som det kom til orde i deklarationen om menneskerettighederne og idéerne om parlamenter og valgret til disse af større og større grupper af samfundsborgere. Her var redskaber, som det var meget taknemmeligt at bruge 1den offentlige debat, og den blev mere og mere vigtig i takt med at informationsteknikken udvikledes. Men samtidigt trådte kampe mellem fattige og rigere ind i en ny fase med fremkomsten af større og større industrier, som anvendte lønarbejdere. Dette forhold satte jøderne Marx og Engels i relief ved at karakterisere det som kampen mellem udbyttere og udbyttede, mellem kapitalister og proletariatet. Løsningen var ligetil : Proletariatet skulle overtage kapitalen, så ville al uretfærdig udnyttelse af de svagere i samfundet ophøre .

Denne gode og letforståelige idé, udviklet til ideologi som kommunismen, blev bannermærke for et stort antal foretagsomme jøder i en omfatning, som først nu kommer til et større antal danskeres kendskab. Karakteristisk for kommunismen er den internationalistiske drøm om det kommunistiske verdenssamfund. Tvisten mellem Trotsky og Stalin gjaldt ikke det endelige resultat, men hvem der skulle lede det frem, og om man skulle satse i mange lande samtidigt, eller om man skulle begynde i sin egen rede. Stalin mente, at det var bedst at begynde med Sovjetunionen, som i og for sig også var broget nok. Og det blev altså Stalin, der sejrede, men en baggrund var også, at forskellige forsøg på at starte den kommunistiske revolution i Tyskland var blevet banket ned. Således blev det i Rusland og dets erobringer systemet byggedes op. Det blev en grufuld affære. Overlevende som general Pavel Sudoplatov, forfatter af bogen Special Tasks, bekender at han ligesom andre tjenestemænd i systemet var overbevist om, at det ophøjede mål retfærdiggjorde ethvert offer. Han havde derfor ingen samvittighedskvaler over de ikke så få, som han havde hjulpet til med at få slået ihjel.

Det var en tilsvarende begejstring for målet, der skaffede regimet så udstrakt goodwill i Vesten, fordi skribenter og journalister ikke ville se andet end det herlige mål, og derfor undertrykte så vidt overhovedet muligt al information, som afslørede, at forsøgene på at skabe dette ny samfund hverken var vellykkede eller retfærdige. Nu endelig - efter Sovjetunionens sammenbrud - undrer mange sig over, at de såkaldt intellektuelle ikke kunne se, hvordan det stod til.

En grund er desværre nok, at de ikke var særligt intellektuelle, men plukket ud for at spille rollen. En anden grund, som først tegner sig tydeligere nu, har med jødeelementet, som vi her diskuterer, at gøre. Nyere studier viser, at det faktisk var jødiske aktivister, der spillede hovedrollen i gennemførelsen af den russiske revolution, og at de blev ved med at være aktive i ledelsen af alle styrende funktioner, ikke mindst regeringsapparatet og det hemmelige politi - begge dele øverst kontrolleret af Stalin. Selv om der fandt pogromer og processer sted mod jøder, og forresten likvideringer, så forblev jøder i ledende stillinger over hele unionen, og sådan er det fortsat lige til i dag.

Samtidigt var deres stammefrænder rykket ind i vestlige aviser, filmselskaber og forlag. De ville hverken forråde den herlige idé eller de "idealister", der hjalp Stalin med at få idealsamfundet på skinnerne.

Et andet vågnende frihedskrav gjaldt den enkeltes ret til at vælge og forsvare et uafhængigt fædreland. Det førte til sammenslutning af småstater med især sprogligt definerede fællesinteresser. Sådan blev Italien og Tyskland, der havde været splittet i små fyrstendømmer, samlet til nationalstater, og i det længere løb førte det til at det østrig-ungarske kejserdømme og det tyrkiske sultanat blev splittet op i mindre enklaver, der, som vi ser det i dag, endnu ikke alle har fundet harmoniske løsninger. Vi fik selv dette problem i hovedet med Slesvig-Holstens oprør, som kostede os to krige og tabet af en rig landsdel, men indbragte os en friere forfatning, som blev grundlaget for vort nuværende demokrati.

Også blandt jøderne vågnede nationalfølelsen til forandret bevidsthed. Ønsket om et eget land blev i større og større kredse til et krav. Det var ikke nødvendigvis Palæstina, der blev set som den endelige løsning; men skrifterne talte jo så meget om det, og da Det Gamle Testamente i hvert fald i en vis forstand var fælles gods for jøder og kristne, fangede ideen en vis forståelse også blandt de sidste.

Etableringen af en jødisk nationalstat.var noget helt andet end drømmen om international kommunisme; men der var også noget, der var fælles. For mange af sionisterne drømte om, at den ny sionistiske stat skulle blive et idealsamfund med kibbutser og fællesskaber af kommunistisk eller socialistisk karakter. Også dette var så storartet, at det kun kunne gives rosende omtale, selv om foretagendet udviklede sig helt anderledes, nemlig til rovdrift på naturen og nådeløs erobringskrig mod fattige palæstinensiske beboere. Over og bag alt dette opererede den jødiske kapital, der støttede opbygningen af de integrerende organisationer, store og små, men også greb ind i verdenspolitikken erobrende mere og mere magt. Det vides i dag, at de store jødiske finanshuse støttede opbygningen af Sovjetimperiet, men de støttede også en tid Hitlertyskland, om det nu var for at de to magter skulle myrde hinanden bedst muligt, eller om det var fordi, de ikke var helt sikre på hvem, der ville komme mest oven på.

I dette mægtige spil blev Tyskland, England, Frankrig og Sovjet brikker, der virtuost spilledes ud i katastrofer, som hver gang endte med at gøre hver af dem svagere, og jøderne stærkere. USA blev tildelt sin egen rolle som det redskab, der skulle bringe jødefolket til den endelige top.

Det er lærerigt at følge udviklingen :

Den situation, vi nu ser, blev grundlagt allerede i 1917 under I Verdenskrig, hvor ententen var kommet i en trængt situation. Den sionistiske topleder dr. Chaim Weizmann så sin chance i det gode forhold., han havde til den britiske regering, og især i sine endnu tættere bånd til de mægtige amerikanske jøder. Han lovede, at bringe Amerika ind i krigen på Englands side, (1) hvis Storbritannien ville satse sin indflydelse til fordel for dannelsen af en suveræn jødisk stat i Palæstina, Denne aftale gik i orden. Balfourerklæringen blev formuleret, som Storbritanniens - i virkeligheden højst tvetydige - standpunkt i dette spørgsmål (se dette opslag) og USA blev involveret i europæiske spørgsmål med konsekvenser, som vi først nu begynder at skimte rækkeviden af.

1948, altså kun få år efter at II Verdenskrigs hårrejsende kamphandlinger var ophørt, udsendte den engelske jurist og militærhistoriker Frederick J. P. Veale sin bog : Advance to Barbarism : The Development of Total Warfare. Her prikkede han hul på nogle af de allieredes kæreste myter og påviste, at amerikanernes indblanding på den europæiske skueplads i virkeligheden afbrød en langsomt groende, men dog groende, udvikling mod humanisering af europæiske krige. Og også diplomatisk trampede amerikanerne ind med cowboy-støvler, eller var det simpelt hen den stil, som en ny sejrssikker imperialisme førte sin tale frem med ?

I hvert fald blev Versaillefreden et dumt og fantasiløst diktat af sejrsmagterne og en katastrofe for Europa. Dermed indledtes en brutalisering af Europa, som vi i disse dage ser det triste resultat af, når et amerikansk dirigeret Nato betragter sig som berettiget til i strid med international retsorden, at diktere et lille land stormagtsformulerede betingelser understøttet af bombardementer med anvendelse af tidens mest sofistikerede våben.

Vi vil afslutte med kommentarer til dette. Men baggrunden må først tegnes færdig.

Versaillesfreden blev ikke formet i overensstemmelse med de ædle principper, f.eks. folkenes sekvbestemmelsesret, som den amerikanske præsident Wilson havde påstået, at han gik ind i krigen for.

Hitler og Nationalsocialismen blev derfor det logiske tyske oprør mod denne traktat. Det var ikke bare tyskernes, men også andre, mindre folkeslags, fysiske grænser, man så sig berettiget og kompetent til at strege ind uden hensyn til hvad befolkningerne selv ønskede - det kom uundgåeligt efterhånden frem. Men som det mægtigste sprogområde kom Tysklands problematik først ind i den internationale debat.

Derigennem trådte medievåbnet ind på, hvad man måske skal begynde at betegne som fredsskuepladsen, den scene, hvor krigen fortsættes med det man kalder diplomatiske midler; hvilket ikke længere er en adekvat beskrivelse.

I dag foregår en afgørende del af denne kamp i medierne. Med dette våben, fortsætter krigen, når kanonerne på krigsskuepladserne gøres tavse. Netop her havde jødemagten investeret sin måske mest magtfulde strategiske oprustning.


Under I Verdenskrig havde briterne forstået, at fremstille tyskerne i de grelleste farver. De omtaltes konsekvent som hunner, og man beskrev, hvordan de mishandlede små børn. Efter krigen beklagede den britiske regering de mest usande beskyldninger; men hunner- og prøjserklichéen hang ved, for frygten og misundelsem overfor den mægtige industrielle konkurrent var naturligvis en realitet. Jeg mindes ikke, at Sovjetfolket selv under den varmeste kolde krig er kaldt hunner. Men tyskerne, de var det altså.

Foreløbig var landet i en miserabel forfatning, og sejrsmagterne krævede enorme erstatninger for krigen, som man påstod, at Tyskland alene havde skylden for.

Magtjøderne havde i den afgørende situation taget parti imod Tyskland, skønt mange jøder havde taget del i kampen på tysk side, og mange tyskere kendte, hvad de kaldte "anständige Juden". Og faktisk var Tyskland i forhold til østlandene ikke særligt jødefjendtligt. Men i nederlagets elendighed groede det frem, og det groede ikke helt af ingenting. I det højtudviklede og før krigen velståendeTyskland havde de aktive jøder trængt sig ind på ledende poster i alt det, som Louis Levy kaldte samfundets kirtler. De var sig deres økonomiske og politiske magt bevidst og optrådte mange steder med udfordrende arrogance. Den engelske stjernereporter, Douglas Reed blev berømt for sin skildring af Mellemeuropa i den spændte tid, der førte frem til krigsudbruddet. Som ægte brite advarede han mod den slumrende, men mægtige magt i det store tyske rige. Men han så også med ubehag en jødisk overklasse, der levede højt på industrisamfundet, og dangderede den på de mest fashionable etablissementer i Wien og Prag. I "Grænseløs skændsel" tegnede han et skarpt billede af dem. Han var sikker på, at de snart ville være i London og agitere for at briterne skulle gå i krig igen.

Tør statistik viser, at tyskernes egen betænkelighed ved den dominans, jøder havde tilskanset sig i det tyske samfund, var veldokumenteret. Dertil kom, at der på tysk fandtes litteratur, der gav besked om den sande karakter i den egofile jødiske religion. Og så var der det åbne fjendskab, der var blevet demonstreret ved at magtfulde jøder havde taget parti for fjenden i en afgørende situation og havde torpederet mulighederne for en forhandlingsfred. Alt dette taget i betragtning er Hitlers og andre tyskeres skepsis eller fjendskab overfor jøderne forklarlig, og de første jødelove var ikke så brutale, som den fjendtlige presse skildrede det. Forbud mod samgifte var jødernes egen recept, som de havde forfægtet i århundreder.

Et element i mediekrigen er at fremstille Tyskland, og i sær Preussen, som det mest krigsliderlige land i verden. Det stemmer ikke. England og Frankrig har rodet sig ind i mere. Men landets placering omgivet af konkurrerende stammer har naturligvis bragt det ind i mange konflikter, hvoraf nogle var interne.

Med Hitlers opdukken på scenen samlede hadkampagnen sig om at latterliggøre denne person, og det var heldigvis let. Man udplukkede fotografier fra hans taler, hvor ansigtet var fordrejet til karrikatur. Så omtaltes han som en mislykket kunstmaler, og sølle korporal. Og denne person ville ikke anerkende Versaillestraktaten, som Tysklands fjender havde gjort sig så meget umage med. De troløse tyskerne jublede. Der ser man, at de ikke var til at stole på. Alle, der læste Politiken forstod hvor barbarisk dette var. Vi fik at vide, at de tyske koncentrationslejre var fulde af jøder. Men Douglas Reed undersøgte sagen og kom frem til, at det ikke passede. Der var ikke flere jøder, end statistisk forventeligt. Derimod var der mange kommunister og socialister. Han rapporterede dette til sit blad; men det kom ikke i aviserne. Heller ikke i vore. Men de stakkels kommunister da ? De forsøgte sig med kup i Bayern og Berlin og blev slået ned. Det var ikke specielt Hitlers fortjeneste; men på længere sigt leverede hans nationale socialisme det afgørende slag mod den meget aktive kommunisme i Centraleuropa. Der var jo tale om krig mellem to autoritære venstrebevægelser. Måske reddede dette socialdemokratiet. Men på mediefronten herskede jøderne.

Det gik som Dougls Reed forudsagde. De fleste jøder forlod hurtigt Tyskland, men blev godt modtaget, hvor de kom frem. De medbragte uddannelse og beherskelse af det tyske sprog, hvilket kom til nytte. Aviser og en del virksomheder kunne bruge disse kvalifikationer. Derfor fortrængte beretningerne om jødernes lidelser i Tyskland alt andet stof, også hvad der skete med dem i Polen og Sovjet. Og forresten de overgreb, der fandt sted mod tyskerne i de tyske områder som var blevet overdraget andre lande.

Magtjødernes reaktion på Hitlers nationale socialisme var voldelig. Man erklærede krig - ikke mod Hitler, men mod Tyskland. Dette magtsprog blev forkyndt i store aviser som Daily Express, 24/3 1933.

Det betød handelsmæssig og finansiel boycott fra de mægtige jødiske finansfyrsters side.

Min fader, Jens Thirslund, besøgte 1929 Berlin for at se den stor udstilling af østasiatisk keramik, som var arrangeret på Kaiser Friedrichmuseet. Han fortæller i sin dagbog om den dybe fattigdom, som selv højtuddannede stadig levede under.

Det var ikke at undre over. Amerikaneren Charles G. Dawes havde regnet ud, at de bare havde at betale over 1 mia. RM om året. Det var især for, at USA's allierede skulle blive i stand til at betale af på den gæld, som de - for at føre krig . havde bragt sig i til USA. Nu skulle tyskernes ydelse øges til 2½ mia. om året uden nogen tidsgrænse. Dawes landsmand Owen D. Young slog året efter fast, at de skulle betales 2 mia. om året lige frem til 1988.

På denne lovende baggrund satte de mægtige jøder deres finanskrig ind.

Alligevel lykkedes det Hitler, eller nazisterne eller det tyske folk, at vende udviklingen. Så slog magtjøderne om igen til rollen som de stakkels uskyldigt forfulgte; men bag kulisserne handlede det om at få krigen i gang igen. Karakteristisk er følgende rapport, som den polske gesandt i Washington grev Jerzy Potocki sendte hjem 12.1.1939 :

"Den stemning. der i øjeblikket hersker i de Forenede Stater kan kendetegnes gennem et stadigt voksende had mod fascismen, ganske særligt mod rigskansler Hitlers person, og overhovedet imod alt, hvad der hænger sammen med nationalsocialismen. Den skyldes en enorm propaganda og fremfor alt ligger denne propaganda i jødiske hænder. Jøderne ejer næsten med 100 pct. radio, film, presse og tidsskrifter. Selv om denne propaganda drives meget grovkornet, og Tyskland skildres så slet som muligt - navnlig udnytter man de religiøse forfølgelser og koncentrationslejrene - virker den dog så grundigt, at den amerikanske offentlighed er fuldstændigt uvidende og ikke har nogen anelse om situationen i Europa. For øjeblikket anser de fleste amerikanere rigskansler Hitler såvel som nationalsocialismen for det største onde og den største fare, der truer verden. Situationen her til lands er en fortrinlig grobund for talere af alle slags, ikke mindst for emigranter fra Tyskland og fra Tjekkoslovakiet, talere, der ikke sparer på ord for at ophidse folk gennem forskellige bagvaskelser. De roser den amerikanske frihed i modsætning til forholdene i de totalitære stater, - og det er meget interessant, at i denne særdeles vel gennemtænkte kampagne mod nationalsocialismen som diktatur er Sovjetrusland næsten ganske udelukket. Når Sovjet overhovedet nævnes, sker det på venskabelig vis, og forholdene fremstilles som om Sovjetrusland i virkeligheden gik sammen med de demokratiske staters blok. Takket være en behændig propaganda er den amerikanske offentligheds sympati fuldt ud på det røde Spaniens side. Foruden denne propaganda er der også skabt en krigspsykose. - idet det stadigfortælles det amerikanske folk, at fredeni Europa kun hænger i en tråd, og at en krig er uundgåelig. Samtidig søger man utvetydigt at gøre det amerikanske folk klart, at Amerika i tilfælde af en verdenskrig må gribe aktivt ind for at forsvare frihed og demokrati i verden. Præsident Roosevelt var den første, der gav udtryk for hadet mod fascismen. - - -

I denne aktion har deltaget flere fremragende jødiske intellektuelle. f.eks. BERNHARD BARUCH, guvernøren for staten New York LEHMANN, den nysudnævnte dommer i Staternes Højesteret FELIX FRANKFURTER, Finansminister MORGENTHAU og andre, som er personlige venner af præsident ROOSEVELT. - - - Denne gruppe af folk, der beklæder de højeste stillinger i den amerikanske regering, og som gør sig til repræsentanter for den sande amerikanisme og til demokratiets forsvarere, er i bund og grund uløseligt forbundet med den internationale jødedom. For disse jødiske internationalister, der frem for alt varetager deres races interesser, var præsident Roosevelts henvisning camoufleret i form af et forsvar for menneskerettighederne . . . . Det hele problem bearbejdes på en mystisk måde. Roosevelt har fået midler til at fremme

Amerikas udenrigspolitik og til at erhverve sig de kolossale militære forråd for den kommende krig, som jøderne med fuld bevidsthed tilstræber. Indrepolitisk er det meget bekvemt at fjerne den offentlige mening fra den i Amerika voksende antisemitisme, idet man taler om nødvendigheden af at forsvare troen og den individuelle frihed imod angreb fra fascismens side."

Også vore aviser gjorde deres bedste. Hvor var det forargeligt, at tyskere i tidligere tyske områder stadig ville være tyske ! Var det ikke kun rimeligt, at man myrdede og mishandlede dem ?

Det blev stille om de private jødiske krigserklæringer. Få har i dag hørt om dem. "Historikerne" nævner dem aldrig, og i deres værker læser man heller ikke om det mærkelige programværk

"Germany Must Perish", som blev skrevet 1940 og udkom tidligt i -41, da USA endnu ikke var med i krigen. Forfatteren var en af Roosevelt's nære medarbejdere Theodore Kaufman, som også var præsident for det amerikanske "fredsselskab".

Værket blev rost af de store jødiske aviser. Her fik amerikanerne at vide, at Tyskland var et barbarisk og kulturløst land, der kun tænkte på krig. Alle tyskere skulle derfor udrydddes - simpelt hen kastreres. Deres sprog skulle forbydes og fjernes fra historien. Landområderne skulle deles op mellem nabostaterne, og så skulle de kastrerede væsener slavearbejde til de døde, hvorefter det ville være slut med alt tysk.

Forslaget var dødsensalvorligt ment. Han beskriver hvordan operationen kan gennemføres på ca. tre år eller mindre ved hjælp af 20.000 kirurger, som straks skal uskadeliggøre mændende og snarest efter skal gøre sig færdige med kvinder og børn.

Her vises :

Kort fra Kaufmans bog, der viser hvordan han forestillede sig, at tyske landområder burde deles op mellem nabostaterne. Danmark havde åbenbart ikke nogen høj stjerne hos fredsfyrsten og hans tilhængere; men velviljen mod Sovjetunionen er påfaldende. Allerede på dette tidspunkt bifaldes, at østdiktaturet beholder de områder, som det med våbenmagt netop har okkuperet.

* * * * * * * * *

Bogen hjalp med til at bringe USA ind i krigen, og brutalisere krigsførelsen. Præsident Roosevelt kunne bruge den,. Han var frimurer og magtjøderne havde stærk indflydelse på hans valg af rådgivere og på nogle af hans mest skæbnesvangre beslutninger. Det gjaldt hans handel med Stalin - hen over hovedet på Churchill - det gjaldt kravet på betingelsesløs kapitulation af fjenderne og foræringen af hele Østeuropa til det sovjetiske tyranni. Det gjaldt tæppebombningerne, og den hensynsløse krigsførelse ved hjernevaskede generaler, som Eisenhower. General Patton kunne have afsluttet krigen et halvt år før og i en langt bedre position. Derved kunne menneskeliv være sparet, og enorme ødelæggelser ikke mindst af kulturskatte være undgået. Men Pattons offensiv blev bremset og han selv udsat for et mærkeligt trafikuheld, der nu hævdes at være mord. ( 2 )

USA og Sovjet stod som de sejrende; men det var jødisk kapitalisme og jødisk kommunisme, der hade vundet. Og så fortsatte hævnorgierne. Tysklands fabrikker og byer var jævnet med jorden og kulturmiljøer og -bygninger lagt i ruiner. Millioner tyskere var efter krigsafslutningen myrdet, fordrevet, voldtaget og sendt i slaveri. Oven i alt dette vendte de jødiske hævnere tilbage. Først nu over 50 år senere får vi kendskab til de jødiske bødlers hærgen i fangelejrene efter krigen, ( 3 ) og om Chaim Weizmanns medvirken i planerne om at myrde yderligere 6 mio. tyskere ved at forgifte drikkevandet i tyske storbyer. Kun et uheld, som man må kalde et held, forhindrede at planen blev realiseret. ( 4 )

Så blev verdenshistoriens mest utrolige skurkestreg arrangeret.

Krigsforbryderprocesserne, blev iscenesatte i en blanding af jødisk og sovjetisk regi, men en særlig rolle blev tildelt de udvandrede tyske jøder, som fik lov at vende tilbage og blive forhørsledere, dvs. bødler. De mest hårrejsende "tilståelser" torturerede de frem til brug for "domstolene-". Til sidst gik det for vidt, og de blev fjernet; men deres "resultater" blev alligevel anvendt.

Således op- og underbyggede man historien om de 6 mio. jøder, der var blevet myrdet, især i gaskamre. Man ombyttede resolut Kaufmans idé om at udrydde alle tyskere med, at det var tyskerne, der ville myrde alle Europas jøder. Efter forskellige helt vilde forslag op til 25 mio. ( 5 ), skar man offertallet ned til knapt en fjerdedel og rundede af til det hellige tal 6. Selv dette myrderi var alligevel så stort et projekt, at man måtte tilskrive den tyske ingeniørkunst overnaturlige evner. Men det tilstod man den gerne, hvis man kunne bruge det som begrundelse for at hænge dens udøvere.

Det utrolige var, at man kunne få hele verden, - eller næsten - til at tro på det. Her ser vi beviset på mediernes uhyggelige magt, når man gør dem til propagandamedier. ( 6 )

Samtidigt med at jødernes magt var større end nogen sinde dyrkede man med alle midler myten om det uskyldige, godhjertede, forfulgte folk. Hollywood var alle tiders investering, Endnu bedre end legender om finurlige rabbinere var at digte budskabet om til film, der serverer ligesom en solid nutidig verden, som imidlertid kan redigeres præcis sådan, at det endnu finere og indirekte bringer det budskab, man vil have frem. I en underholdende handling afsløres diskret og ligesom tilfældigt, at den sympatiske pige eller dreng egentlig er jøde. Og ofte søger helte/heltinder råd hos en ældre verdensklog vismand, som det viser sig er rabbiner - helst flygtet fra gaskamrene. Snart bliver der bryllup med muntre jødiske skikke, osv. Skurkene viser sig at være tyskere og/eller nazister. Det var derfor, at disse skulle straffes og betale.

Ved hjælp af idéen om mordet på de 6 mio. lykkedes det jøderne at tiltvinge sig enorme erstatninger fra Tyskland. Alene Israel har fået langt over 100 mia. dollars Dette blev måske det vigtigste økonomiske fundament for staten Israel. Et andet er USA's bidrag af penge, teknik og våben.

Det var magten over verdensmedierne, der gjorde det muligt at skræmme og presse penge af virksomheder, og endda af stater, som Schweiz, - ja Norge. Og selv det mægtige USA sidder i fælden. Jødernes pengemagt styrer økonomien, deres mediemagt dirigerer politikerne.

Til denne magt kommer virksomheden gennem internationale lobbynet. De fungerer i korridorer og organisationer, udvalg og underudvalg. Her afslører de deres strategi. Målet er mondialismen: en verden under ledelse af storkapitalen, og topsionismen. Begge forfølger tilsyneladende målrettet følgende interesser:

Alle nationale grænser skal ophæves. Varer, tjenester, kapital og finansfyrster skal kunne bevæge sig frit.

Al nationalfølelse og al rasebevidsthed skal udslettes - undtagen een. Derfor organiseres udsendelse af instruktioner til skoler og uddannelsesvæsen i alle niveauer fra børnehave til universitet : national historie og kultur skal marginaliseres helst grines af. Dette gælder dog ikke den jødiske, der er ikke noget at grine af.

Internationalisme og verdensborgerskab skal hyldes, og selektiv tolerance : Alle mennesker, alle kulturer og alle religioner er lige gode - undtagen een, som til gengæld er så meget bedre. Man hylder intimitet mellem og blanding af så mange etniske grupper som muligt - undtagen een.

Man hylder idéen om en eneste blandingsrace med standardiserede meninger og kultur. Kun eet folk er hævet over disse krav : det jødiske.

Det rejser det interessante spørgsmål : Er storkapitalen og topsionismen virkelig eet ?

Man øjner ikke nogen sprække mellem de to interessegrupper. Må det ikke betyde, at den internationale topfinans er rent jødisk ?

Faktum er, at dobbeltmoralen forfægtes - ikke blot af jøder men også af ikke-jøder. Det viser propagandamediets forfærdelige magt.

Herhjemme er det så godt som enerådende. I Storbritannien og USA lever enkelte steder kravene om sandhed og frihed. I Rusland er indtruffet en mærkelig begivenhed.

Katekismus for Sovjetunionens jøder

Sionister i Tel Aviv udarbejdede 1958 en handlingsplan for målbevidste jøder. Den skulle naturligvis være hemmelig, men efterhånden sivede den ud, da mindre fanatiske jøder ikke ville stå model til den. Den blev da publiceret på russisk i 1989-90. Vi citerer efter Jüri Lina's bog "Under Skorpionens Tecken", s. 330-31 følgende : "det er nødvendigt at hjælpe vore unge jøder til ledende poster. Russerne er ikke kapable til dybere tanker, analyser - - - de er som svin - - - Alt, som i dag tilhører dem, er egentlig vort , de bruger det bare midlertidigt. Vi har af Gud fået til opgave at tage alt fra dem. - - -

Gojerne er dumme og primitive, de kan ikke engang lyve - - -

Bagtal deres fremstående personer, dem, som er i stand til at holde tale _- - -

Vort valgsprog er anstændig frækhed. - - -

Anklag alle, der forsøger at modarbejde os, for antisemitisme og giv dem stemplet antisemitter. Spred hele tiden påstanden om det evigt lidende jødiske folk, som altid før er blevet forfulgt og som nu diskrimineres.

'De stakkels jøders' taktik har retfærdiggjort udøverne i tusinder år.

Gud har sat os jøder til at regere verden, og det gør vi.

Hold massemedierne og informationsredskaberne i vore hænder.

Folk uden historie er som børn uden forældre. De må begynde om fra begyndelsen, og så er det let at give dem vor verdensanskuelse og vor tænkemåde. På den måde kan man likvidere hele folkeslag. De må blive af med deres historie og deres traditioner, hvorefter vi vil udforme dem på vor egen måde - - -

Gennem ægteskab med jødinder er der mulighed for at drage russere ind under vor indflydelse og ind i vor interessesfære.

Opkøb, ødelæg og forhinder udgivelse af bøger, der afslører vor taktik og strategi. Gojerne må aldrig få de egentlige årsager til jødepogromerne at vide.

Valget må stå mellem os og kaos. Hvor man forsøger at klare sig uden os, må vi skabe fuldstændigt kaos. Se til at uordenen varer ved lige til de pinte og plagede gojer desperat vil have vor magt tilbage. Gojerne må arbejde under vor ledelse og være nyttige for os. Den, der ikke er nyttig for os, må fordrives. Den, der ikke er med os, er mod os. "Øje for øje og tand for tand." det lærte Moses os.

Pengene er vor Gud!"

Ifølge Svenske Dagbladet, 10.4.1983 s.14 sagde den jødiske doktor Jacob Nussbaum, som var høj funktionær i en international organisation til den svensk-jødiske forfatter Lars Gustafsson : "Der findes ingenting, overhovedet ingenting længere, der står mellem os (dvs. jøder i ledende positioner) og kaos" - - - - "Europa - - - i internationale organisationer naturligvis i vældigt stor udstrækning er helt enkelt et udtryk for den jødiske universalisme - - - Uden den jødiske uuniversalisme og uden den jødiske tro på værdiens beståen bliver der ikke plads tilbage til Europa."

Det fremgår karakteristisk, at jøderne har en anden opfattelse af begrebet universalisme, end vi har, idet de åbenbart betragter sig selv som universet. Vi andre mener, at andre mennesker er lige så meget Guds børn og skabninger som de.

Det er interessant, så nøje katekismens program svarer til Sions Vise's portokoller, og at det bekræfter, at Talmuds regler læses og efterleves den dag i dag. Shahaks advarsler er velbegrundede ( 7 )

Man fristes selvfølgelig til at mistænke, at det hele er kogt sammen : antijødisk propaganda. Men indholdets konsekvens er overbevisende, og de uenige jøder, åbenbart af Shahaks støbning, tager det altså alvorligt.

Konklusionen er klar : mosaismen, sionismen er muligvis en slags religion, men helt sikkert en politisk autoritær ideologi, som har skabt sig en indflydelse, der nærmer sig verdensherredømme.

Den undertrykker ytringsfriheden i vort eget land og forvrænger derigennem al politisk debat. Den dikterer retsudøvelsen i vore nabolande, Den behersker det politiske marked i USA, verdens mægtigste industri- og militærmagt. Præsident efter præsident er udpege af jødemagten.

De mægtigste hel- og halvhemmelige organisationer er under kontrol af jøder ( 8 )

Bill Clintons regertring figurerer 6o jøder, og han følger slavisk den sionistiske politik. Han støtter Israels fortsatte erobringskrig i Palæstina og dets trods mod Genevekonvnetioner, FN-beslutninger og menneskelige rettigheder. Alle israelske regeringschefer siden Yitzak Rabin burde for en krigsforbryderdomstol, da de åbent tillader anvendelse af tortur, skønt landet har ratificeret den internationale konvention som forbyder dette.

Herigennem statueres, ikke blot en ny verdensorden; men en ny verdens retsorden af sionistisk model. Ret er, hvad der gavner Israel.

Alt, hvad der er i konflikt med dette sandhedsfjendtlige princip må derfor forties, fordrejes eller fornægtes.

Derfor lyves der i dag i Danmark, og den ene løgn nødvendiggør for løgnerne den næste. Debat og samfund forgiftes. Israel Shahk har ret : Sionismen forgifter sjæl og sind. Det er på høje tid at gå til modstand.

Hvad skal man da stille op mod denne verdensmagt, der styrer verdens største finansforetagender, behersker syndikater og netværk og dirigerer USA's præsident, der råder over verdens største arsenal af kernevåben med missiler, der kan sender dem til hvilken som helst plet på jorden. Dertil har etableret kontrol over en krigsmaskine i Mellemøsten, som allerede har mere end 200 atombomber, der kan anvendes til terror, afpresning eller hævn.

Hele dette hårrejsende teknologiske destruktionsapparat i hænderne på en klike, der ledes af en ideologi,som hører hjemme i den mørkeste folkevandringstid eller middelalder.

I Kosovo så vi for første gang denne forfærdelige magt åbent demonstreret. Al respekt for international ret blev fejet til side.

En mangehovedet hydra, der snart optrådte som "Det internationale samfund (hvortil hverken Kina, Indien eller Rusland henregnedes), Nato, De Otte (minus een (Rusland) ) og EU greb ind i en mange år gammel etnisk konflikt og forlangte, at den nu skulle løses efter magtens direktiver på en måned eller to. Efter gammel stormagtsmodel fik Serbiens leder Slobodan Milosevic forelagt et krav om, at han skulle lade sit land besætte af Nato-tropper, der skulle se til, at det albanske (muslimske) folkeelement i Kosovolandsdelen skulle overtage den reelle magt - de var nemlig flest. Hvordan var de blevet det ? Jo, de laver flest børn. På den måde havde de fordoblet og fordoblet deres antal. Det havde serberne ikke.

Skal man da kunne erobre et land ved at formere sig kraftigt ? Ja, sagde Nato : I Serbien. Men hvad havde forsvarspagten Nato med Jugoslavien at gøre ? Ingenting. Jugoslavien truede ikke noget Natoland.

Kan man da ændre Natopagten uden at spørge befolkningerne ? Det mente man i Nato's top : bare landenes ministre var enige. Det syntes de at være ! Havde de ret til det ? Nej - for pagten var ikke ændret.

Nato var lige glad. Den stillede umulige krav til et lille europæisk land og truede det militært. Havde den lov til det ? Nej ! Nato har ifølge §2 i Nato-pagten og artikel 1 i FN'pagten pligt til at afstå fra trusler og magtanvendelse på enhver måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål. Hvad mente De Forenede Nationer da ? Ingen ting. Så mente Nato, at det kunne agere uden De Forenede Nationer. Alligevel kaldte man sig Det internationale samfund. Statslederne trådte sammen og planlagde krig mod Jugoslavien. Det er en af de alvorligste krigsforbrydelser, for hvilken tyske ledere blev hængt. Alle deltagende lande har vetoret. Alle ansvarlige beslutningstager i Nato var altså ansvarlige. Alle kunne, og alle burde anklages for Krigsforbryderdomstolen. De går glade frit omkring og roser sig af en humanitær indsats Den bestod i at smadre infrastrukturen i et lille europæisk land, myrde et ukendt antal mennesker og drive over en mio. albanere på flugt, samt 600.000 serbere. Nato siger, at det var serberne, der gjorde det. Nej, det var den borgerkrig, som Nato udløste ved at kræve alle serbiske tropper ud af Kosovo, samtidigt med at en oprørshær opererede i provinsen. En stat har ret til at bekæmpe et oprør. Den har ret til at bekæmpe guerilla. Det har alle stater gjort under og i tilslutning til de store krige. Serbien kunne ikke handle anderledes.

Hvad skulle Nato da have gjort ? Ventet, naturligvis. Hvad skulle FN og EU have gjort : Forhandlet videre Der er andre pressionsmidler. F.N.'s kapitel VI peger på en række andre muligheder. Nato ignorerede dem alle.

Det forfærdende er, at alle Europas statsledere fulgte parolen. At alle Europas medier hyldede disse forbrydelser mod en skriftligt etableret retsordning.

Og snart var det amerikanske jøder, der åbenlyst frembar magtbudskabet. På Bill Clintons vegne bredte USA's udenrigsminister, forsvarsminister, talsmand og overgeneral sig på TV-skærmene og dikterede serberne, og alle os andre, hvordan, der skulle bombes, og hvorfor.

Man sagde, at albanerne skulle have lov til at komme hjem til præcis, hvor de kom fra og få selvstyre under beskyttelse af en Natohær. Man delte landet op i besættelseszoner, som fordeltes mellem USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Rusland måtte ikke få nogen - der var Nato ubøjelig. Det kunne føre til deling af Kosovo. Dette kunne ikke tillades. Hvorfor ikke - så ville serbere og albanere jo ikke kunne genere hinanden. Jamen, det var ikke sagen. Nato skulle gennemtvinge det multietniske samfund, Her afslørede magttoppen sit mondiale budskab.

Det hed sig naturligvis, at UCK-hæren skulle afvæbnes; men det skulle den alligevel ikke rigtigt - "fordi", blev det sagt, "de var uniformerede - altså en hær". Serberne havde også en uniformeret hær - den viste sig særdeles disciplineret - men den skulle ud. - "Som belønning for deres støtte under krigen og for at de ville nedlægge våbnene (hvad ikke alle ville)" og for at spare Nato for besværligheder. tildelte man 22/6 UCK-hæren "status som lokalt forsvar", og så kunne den jo ikke nedlægge våbnene.

Det vi her citerer er uddrag af, hvad fjernsynet serverede for danskerne omkring den 21 og 22/6-99. Hvad der eksakt er foregået, må man gætte sig til, men dette er, hvad vore ministre og danske media har slugt råt.

Jeg mindes med særligt ubehag det tidspunkt, da fredsslutning var aftalt ved Ruslands hjælp - tænk, at freden skal komme fra den kant ! Men det skulle den heller ikke uden videre. Nato erklærede, at det ville bliv ved med at bombe uden hensyn til at officerer fra Serbien og Nato nu diskuterede, på hvilken måde den besluttede tilbagetrækning af de serbiske tropper skulle ske. Var det da ikke en selvfølge at man måtte aftale dette. Jovist, men amerikanerne ville bare bombe videre. Hvorfor ? De kunne jo når som helst begynde igen. Lige meget. De ville bombe uafbrudt. Formålet kunne da kun være, at overmagten ville tilkendegive sin absolutte magt. Den ville ikke tolerere den mindste ulydighed.

At dette ikke fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på danske politikere, er ubegribeligt. Den dag muslimerne er blevet så mange, at de kan starte et lille oprør, må Danmark bøje sig for dem. Ellers kan vi blive pulveriseret af den mondiale overmagt.

Nu fik vi at vide, at Danmark skal betale milliarder til genogbygning af Kosovo. Udenrigsminister Helveg Petersen forsikrede, at han var overbevist om, at det ville danskerne gerne. Mon dog ! Lad krigsmagerne betale for, hvad de har adstedkommet. Læg bod på ministre og folketingsmænd, og de aviser, der har ansvaret for de fejlvurderinger, der startede voldshandlingerne og de konsekvente fejlrapporteringer, der holdt dem ved lige.

Til trøst får vi at vide, at serberne ikke skal få nogen som helst hjælp, hvis de ikke afsætter diktatoren Milosevic og helst udleverer ham til tribunalet i Haag. Jamen han er ikke diktator. Det er en propagandaløgn som Natos ledelse og den såkaldt fri presse blev ved med at gentage. Men så sagde man jo også, at han er krigsforbryder. Det er muligt - men ikke bevist. Helt sikkert er, at Natoledelsen er det. Hvor kan man overlade til den, at træffe beslutninger på vore vegne?

Det allerværste er, at den magt, der står bag den pludselige militante indgriben i internationale affærer - formentlig fuldstændigt bevidst - undergraver al respekt for retfærdighed.

Når Madelaine Albright angriber serberne og Milocevic for krigsforbrydelser, råber hykleriet til en eller anden himmel. For selv bryder hun de svage retsregler vi har, og så understøtter hun med erklæringer, penge og våben de krigsforbrydelser, som Israel - dokumenterbart - gennem årtier har gjort sig skyldig i.

Skal der skabes respekt for international ret, skal den hævdes alle steder.

Den jødiske verdensmagt bygger på, at den - i vore øjne skamløst, men i dens egne øjne som en af Guden dikteret selvfølge - forfølger sine egne interesser og at den på samme måde skamløst angriber alle andre for at gøre det, som den selv samvittighedsløst gør.

Jeg er ikke ene om at være kommet til den slutning, at det er den eneste måde på hvilken man kan forklare, at disse intelligente mennesker uden synbar ubehag, kan skifte standpunkt og argumenter fra situation til situation.

Man må alligevel spørge, om ikke Clintonregeringen driver "den anstændige frækhed" udover tolerancens grænser.

At det er Clinton-regeringens krig fik vi klart at se på skærmen; men hvad vil hans opdragsgivere med den ?

Af det foregående fremgår, at man ville udvide grænserne for Natos geografiske og moralske virkeområde. Pagten skulle gøres til et smidigere og lydigt instrument, som samtidigt binder de mindre deltagere i et vasalforhold, der minder - uhyggeligt - om Sovjetunionens model.

Så ville våbenindustrien naturligvis gerne prøve effektiviteten, i uhæmmet anvendelse, af sine nyeste modeller, og samtidigt skaffe sig af med ældre og indkassere ny bestillinger. Det gjaldt derfor om at bombe så meget som muligt.

Men hvilken interesse har jødemagten i at støtte opbygningen af to islamiske stater i Europa, og fremme indvandring af muslimer i europæiske lande ? Det tjener tre formål : At plastre lidt på de uretfærdigheder og virkelige forbrydelser, som USA's protegé begår mod muslimerne i Mellemøsten. I Europa skal den fri indvandring tjene jødernes egen bevægelighed,. Og muslimernes fremtrængen skal destabilisere de europæiske samfund. Sions vise forklarede : skab kaos, så kommer gojimerne og tigger os om at tage over.

Jacob Nussbaum erklærede, at dér er vi nu. Men lidt mere kan bare gavne. Derfor understøtter magtjøderne destabilisering og opløsning i alle andre lande end Israel.

Hvad stiller vi op?

Jeg minder om, hvad den unge jødiske filosof Seffi Rachlewski svarede sig selv, da han spurgte sig selv, hvad man skal stille op med det sionistiske vælde, der behersker hans eget land Iarael. ( 9 )

Obama holder tale i USA's magtfulde jødiske lobbyorganisation AIPAC

Israels behandling af Palæstinas oprindelige befolkning


Han kom frem til : der er ikke andet at gøre end at kaste lys over det.

Samme resultat er vi kommet til : Spred lys over alt !

Afslør mosaismen, såvel som Islam.

Afskaf alle privilegier og særrettigheder, som religiøse ideologier benytter sig af.

Kræv sandhed af alle medier .

Kræv ret til adgang i medierne for alle, der har information, som er vigtig for demokratiet. Det gælder f.eks de historiske revisionister.

Afvis særrettigheder for indvandrere.

De, der ikke synes om vor kultur, bør vælge et land, der passer for dem. Det gælder også jøder og muslimer.

Kræv lys over alt !

Lad dig ikke mobbe !

Sig : Nå ! til skældsord - gør dig immun overfor dem !

Kræv sandhed og retfærdighed til alle sider.

P.s. : Hvad jeg netop skrev om den jødiske skamløshed demonstreredes åbent for alle på TV-skærmen 24/6-99. Der så vi den arrogante James Rubin, talsmand for USA's udenrigsministerium træde frem og udlove 5 mio. dollars til den, der kan give oplysninger, som kan føre til at Milosevic og 4 andre serbere bringes for domstol og dømmes for krigsforbrydelser. Hvor hyggeligt ! Så kan han jo mødes med dem i kachotten. Lad os håbe den bliver godt fuld.

Man oplyste, at Milosevic og co. skal anklages for mordet på flere tusinder albanere. Hvor mange Rubin og co. har ansvaret for er endnu ikke opklaret; men vi fik i går at vide, at efter at Nato har opfordret serberne til at blive og lovet dem beskyttelse er indenfor de sidste 12 dage 50 blevet myrdet. Det forlød ikke, at Nato jager gerningsmændene, som jo ikke kan være langt borte; men det kan Rubin og general Clark formentlig gøre rede for, når de forhåbentlig snart bliver stillet for retten. Inden da bliver der sikkert flere. I dag. d. 26/6 kom der rapport om 14 til, og Nato indrømmer at være ude af stand til at kontrollere den situation, som det selv har fremtvunget.

Samtidigt meldes, at Israel, som det hedder havde gjort gengæld for et raketangreb , der havde dræbt to israelere, til gengæld for osv. Israel svarede med luftangreb i 9 bølger mod veje, broer, og el-værker, der stoppede strømforsyningen til hele Beiruth. 8 meldes dræbte, over 60 sårede. USA maner parterne til at vise mådehold.

Så rørende kan den ene krigsforbryder henvende sig til den anden.

Naturligvis kommer hverken Rubin, Albright, Clarke og Clinton, eller Nyrup, Hækkerup og Helveg for den domstol, som de har gjort sig fortjente til at svare for. Netanyahu og de andre israelske kandidater kan ikke anklages, da domstolen i Haag kun må behandle sager vedrørende det tidligere Jugoslavien.

Og den ny internationale krigsforbryderdomstol kan tidligst - om overhovedet - træde i kraft om halvandet år. Og så har man udformet den som en erklæring om amnesti for alle forbrydere, der har virket og vil virke frem til denne dag. For domstolen må kun behandle forbrydelser, der bliver begået efter at den - eventuelt - er trådt i virksomhed.. Så hverken Israels regeringer eller nogen anden behøver at bekymre sig foreløbig, undtagen måske, hvis de kommer i vejen for det, der regerer USA.

Jeg skal vende tilbage til dette mærkelige arrangement, som bidrager til at forkvakle den retsbevidsthed, som der i hvert fald en tid var nogle, der møjsommeligt forsøgte at bygge op.

Jeg bebrejder mindre, de politikere, der i givne situationer accepterer visse kompromiser i erkendelse af at længere er det just da ikke muligt at slæbe stormagterne. Men jeg anklager den såkaldt "fri" presse, fordi den ikke analyserer og afslører de omskrivninger og bedrag, der gør det muligt for hykleriet at herske videre.

Lars Thirslund

(1) : "Benjamin Freedman taler ud". (2) : Jüri Lina : "Under Skorpionens Tecken" s. (3) Göran Rosenberg : "Det förlorade Landet." s. 164 ff. (4) : The Observer, 15.3.98 og Berlingske Tidende,

16.3.98. (5) : Hagerups Leksikon 1951. (6) : Jukset med 6 mio.-tallet : Se "Døde virkeligt 6 mio. ?" etc. (7) Israel Shahaks bog kan nu få på svensk. Den omtales i V.S. 2 : "Jødedom og menneskeret." (8) Douglas Reed :"The controversy of Zion" oplysende artikler i det amerikansk Spotlight, sept.-91 og det svenske Nexus nr. 1 og 2,-98, og 1,-99. (9) Der Spiegel nr. 1,-99 og V.S. nr. 6, 33 f.

I "Vejledning i mediejunglen" findes mere under følgende opslagsord : Levy, Louis, Coudenhove-Kallergi, Samuel, rabbi, Sions vises protokoller, Talmud, især om herrefolket.

SAMISDAT HOVEDMENU