Epistel Nr. 4

Om danernes kristne tro.

De første ord i Johannes-evangeliet er : I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Vi har alle hørt og læst disse mærkelige ord og fornemmet, at der var en sandhed i dem

Men ordet er ikke alt, og ordet er ikke det første. Det første var og er billedet.

På det individuelle plan er det tydeligt. I begyndelsen - din begyndelse - så du et ansigt over vuggen. Det smilede til dig, og ganske af sig selv smilede du igen. Uden ord forstod du det, du så, og følte varmen. Ansigtets læber bevægede sig, og du hørte lyde. Det var kærlige ord; men dem forstod du ikke. Du forstod det, du så.

Siden så du også solen, og markerne og bølgerne, og alt dette kom fra Gud, og det var Gud.

Først efterhånden kom ordenes mægtige kraft; men hvorfra stammede kraften, det guddommelige ? Den kom fra oplevelserne med alle sanser, fra billederne i lys, farve, form og lyd.

I begyndelsen var billederne og tonerne, og de kom fra Gud, og de var, og de er Gud.

Billeder, toner, og stilhed gennemsyrer al religiøs ídé og følelse i Norden og Europa, måske også fjernere regioner.

Det er nødvendigt at pege på dette, når vi skal gøre vort hus op overfor fremmede kulturer, der har etableret sig i vor midte eller er på vej til at gøre det.

Tilhængerne af bogreligioner søger at gøre teksterne i helligforklarede skrifter og opremsningen af dem til Guds mening med skabelsen. Der opstår en afstand mellem det guddommeligt skabte og oplevelsen af det. Udenadlæren og præstevirksomhed stiller sig imellem.

Det udnytter bogpræsteskaber som jødedommen til at hudflette os, fordi vi ikke er så bogstavtro, som de selv foregiver at være ved at følge påståede guddommelige direktiver, som vor religion for to tusinde år siden tog afstand fra som meningsløse. For os har andre ord og beretninger om Jesus og andre inspirerede ånder bevaret deres lyskraft og læses stadig for og af os alle sammen i kirker og i hjem; men noget ganske bestemt er vigtigt og er noget, vi må slå vagt om :

Hos os har respekten for det guddommelige i de gamle skrifter, som stadig læses og tænkes over, ikke spærret for anden åndsvirksomhed, som man har set det i fundamentalistiske bogreligioner. I vor verden er nysgerrigheden, videbegæret, den personlige tragten efter erkendelse aldrig blevet fuldstændigt lænket af den herskende bogteologi.

Vi ser, at oldtidens tænkere og digtere fra Homer og Aristofanes og Euklid, Sokrates og Cicero er holdt i ære, ligesom græsk-romerske guder optog fantasien i konkurrence med bibelens mere eller mindre fromme beretninger. I Nordeuropa overlevede på mirakuløs måde vor egen førkristne forestillingsverden og mytologi. Ikke blot i det folkelige levede hedensk følelse og tro videre; men gang på gang bryder i billedkunst og kunstdigtning betagelsen af heltesagn og gudemyter igennem med selvoplevelsens kraft. Det samme gælder glæden over skønheden i skabelsens undere. Skønheden - den ægte - kommer fra Gud.

Af denne bredde i vor erkendelse - også den religiøse - er den moderne videnskab groet frem ved siden af religionen : ikke blot naturvidenskab, så eksakt som muligt, men også sprog- litteratur- og religionsvidenskaber, omend aldrig helt så eksakte.

Når denne symbiose - ikke uden grufulde kampe - har kunnet udvikle sig, hænger det sammen med det flerdimensionale i håndteringen af vor religiøse drift. Den lod sig aldrig helt klemme i spændetrøje.

For vor kristne religion er meget mere end ord. Det udtrykkes i vore salmers betagelse af Vorherres natur; men især af vore kirkers mangetydige forkyndelse.

Hvor vældig denne rigdom er, må vi gøre os klart, nu da andre vil have os til at afskrive eller i hvert fald nedskrive denne vor mægtigste kulturarv.

For det første bygningen. Uden et ord, ja uden en tone taler den til os om det, der er mægtigt, hvad det nu er. Mure, hvælvinger tårne meddeler sig abstrakt gennem alle vore sanser uden at binde budskabet på anden måde end gennem det nære, familiære formsprog.

Det kan være lokalt præget, det kan bære bud om fællesskab med fjernere samfund, som stræbte efter det samme. Men det skal være vort, og det er det. Nedvurder ikke det ordløse budskab !

Her bringer vi et alterbillede malet omkring 1420 i Nordtyskland. Man ser jomfruen omsværmet af søde engle i taknemmelig bøn over det lille nøgne Jesusbarn. Dyrene gumler ved en krybbe, og bagved et dejligt landskab med marker og lunde. Hyrderne ser forbavset op fra fåreflokken, da en engel kommer flyvende med det glade budskab om barnet. Over funklende stjerner sender Gud sine varme stråler til det lille barn.

Tekst :

Jomfruen og barnet, og velsignelsen fra oven, og dyrene og hyrderne på marken af

Meister Francke. 1. halvdel af 1400-tallet. ( Hamburg, Kunsthalle )

k

Inde i bygningerne taler rummet tavst om det ophøjede, ikke mindre gribende i landsbykirkens lave mure, der lever og ånder af de gamle håndværkernes stræb for at styre kampe- og mursten til tykke mure, der aldrig blev kedelige og matematiske som nutidens murermesteri. Og i katedralernes himmelstræb båret af fintformede søjler formet med ærbødighed og glæde ved form. Ikke et ord; men et mægtigt budskab, strengt eller mildt som det første ansigt der smilede til dig over vuggen.

Og så smykkerne : skulpturer, malerier, altre, lysestager og -kroner, som breder vor religions budskab langt ud over præsternes prædikener, der oftest - men vel ikke altid - var skåret til efter de højeste præsters skabeloner for den eneste rette oplevelse, opfattelse.

Billedkunstnerne eller billedmagerne har fra første færd bidraget pragtfuldt til at bredgøre budskabet af den, eller de religioner, som vi kalder kristne, og som vi roligt kan blive ved med at kalde kristne, fordi de belæringer, der henføres til Kristus faktisk er så mangfoldige, at man genfinder det fælles bag de mange former.

Når vore jøder nu gennem servile presseagenter vil indbilde os, at vor religion kun er en afsmitning af deres egen todimensio-nale dyrkning af regulativer, er det på højetidat vi besinder os på, hvad der er det bed-ste i vor egen verden. Vor religion er rigere - himmelrigere. Den handler om smerte, guddommelig smerte; men også om skønhed : den guddommelige skønhed i det skabte, og i sandheden, som fører til fordømmesen og korset, men også i uskylden, i barnet og jomfruen og moderen.

Kristne forkyndere har jo bevidst eller ubevidst forskudt tyngdepunktet mod gammel frugtbarhedsdyrkelse : Jesusbarnet og moderen, som de skildrer herligt mild.

Billedkunstnerne har bidraget med tusind-vis af nuttede unger og yndefulde mødre.

Og hvor har de elsket skabelsesberetnin- gen med de to mennesker i naturtilstand !

Gennem billedkunstnerne er kristendommen beriget med skildringer, der gjorde de bibelske beretninger jordnære; men også scener fra Æsobs fabler og vor egen folketro, eller overtro, favnes i kirkernes billedverden. Kig engang efter i altres og epitafiers dekorative udsmykninger, hvor mange havfruer og barmsvulmende eller skægpralende fabelvæsener, der kunstfærdigt er komponret ind som ramme om det kristne mysterium. Vore døbefonte svulmer af hedenske løver over hvilke præsterne udråber deres amen.

Vore bedste kirker er helt uden ord de mest pragtfulde gudstjenester. De udtrykker den enkeltes direkte oplevelse af det guddommelige. Nu jamres der : kirkerne står tomme. Jamen da er de allerdejligst. Det er klart, at de bør have en anden funktion i dag. En gang var de det eneste sted, hvor almindelige mennesker kunne få kendskab til, hvad der står i biblen. I dag kan vi alle læse det selv, og i radio og TV sendes jævnlig gudstjenester, hvor vi kan gøre os bekendt med teologernes tolkninger. Det er da naturligt, at man sparer præstemedvirken til særlige lejligheder, hvor man føler særligt for det, og højtider som bryllup, dåb og begravelse. Men dermed er kirkernes rolle ikke udspillet. Mere end nogen sinde er der brug for dem som stedet, de er skabt til : kontakt med det, vi kalder Vorherre. Kirken er dejlig for dem, der søger denne kontakt sammen med andre. Men den er lige så fuldkommen for dem, der gerne vil opsøge den alene eller sammen med kone og børn. Kirkerne burde altid stå åbne. Det var de for ikke så længe siden de fleste steder. Frode Fredegod i venlig ihukommelse. Med de ulvetider, som er indvandret er dette blevet sværere. Mange prøver alligevel stadig at holde adgangen åben, og vi roser den beredvillighed hvormed præster og kirketjenere er behjælpelige, når man beder om at få adgang til skatkamrene.

Vor religion respekterer skønheden. I det katolske Italien malede man ikke blot Jesus og Madonna, men især fra og med renaissancen dyrkede man på livet løs motiver fra græsk og romersk mytologi. Og Martin Luthers ven, den femragende maler Lucas Cranach malede nymfer og Venus og Amor med ingen ting på, så det var en lyst for alle tidens fyrstehuse, også vort eget. Skønhedsdyrkelsen er indgået i bredden af vor kristne kultur. Det hører til det største og gode ved den.

Vi bringer billedet af Venus og Amor, begge søde, som Vorherre har skabt dem. Amor har neglet honning hos bierne, og nu hævner de sig. Han ser appellerende op til sin moder; men hun er optaget af andre søde tanker. Bag dem et pragtfuldt landskab med bjerge og borge og jagthalløj. Gå på Statens Museum og se mesterværket. Der er meget mere.

Billedtekst :

Lucas Cranach (Statens Museum for Kunst)

k

Og vi bringer et sengotisk billede af jomfru Maria i haven. Hun har plukket en af blomsterne og sidder yndefuldt i en pragtfuld klædning og betragter den røde nilleke, der for den indviede har en særlig betydning.

Tekst :

Mathias Gothardt Neidhart, kaldet Grünewald (1455 -1528) er især berømt for det mægtige Isenheimalter, der i dag kan beundres i Colmar. Mere traditionelt, men ikke mindre subtilt malede han dette billede af jomfruen, der betragter den røde nellike, symbolet på menneskesønnens lidelser.

k

L. T.