I. : "Civilisationernes" krig.

1997 udkom bogen "The clash of civilizations and the remaking of world order" af professor Samuel P. Huntington. Den vakte stor opmærksomhed, og udkom året efter som billigbog. Huntington diskuterer den vestlige kulturs styrke og svagheder. Magtmæssigt bygger styrken på en til for kort tid siden overlegen teknologi. Trods denne havde de gamle asiatiske kulturer indtil nyere tid mest foragt til overs for Vesten, deri indbefattet dets teknologiske kultur. I den seneste tid er foragten for just denne side af det vestlige forsvundet, idet asiaterne ganske stille har taget den til sig som en del af deres egen, medens i øvrigt den vestlige livsstil, som i den afgørende udviklingsfase fostrede denne teknologi, afvises til fordel for hjemlige traditioner.

Japan viste vejen ved at tilegne sig fremmede færdigheder uden at sætte sit eget særpræg over styr, og uden hæmmende komplekser tog det lære først af kineserne, siden af Europa, medens det mægtige kinesiske rige med traditioner som gik tusinder år tilbage havde svært ved at tage til sig, at andre kulturer skulle have frembragt noget, som var værd at tage ved lære af. Den kinesiske professor Kuo Heng-Yü fortæller i bogen "KINA og 'barbarerne" om den gamle kulturs lukkethed om sig selv over for alle andre samfund, som simpelt hen var barbariske. Professoren fortæller levende og med venligt behersket humor om sammenstødene, da europæiske magter dukkede op og krævede handelsaftaler. Kejseren mente ikke at de kunne levere noget, som Kina havde brug for. Deraf pudsige prestigekonflikter lige til europæerne pressede på med krigsskibe udstyret med tidens moderne våben.

Selv da de engelske krigsskibe demonstrerede kanonernes ubehagelige ildkraft tog det kineserne imod, at erkende, at der bag de farlige apparater måtte ligge en tankevirksomhed og viden, som det kunne være nyttigt at sætte sig ind i. Japanerne derimod satte sig for systematisk at udforske hemmelighederne og kunne allerede ved nittenhundredtallets begyndelse demonstrere overfor det mægtige europæiske kejserrige Rusland. at de havde tilegnet sig det væsentligste. Det gjaldt også imperialistidéen, som portugisere og englændere så håndfast havde introduceret. Snart var japanerne på vej ind i Korea og siden helt ind i det mægtige kinesiske rige, der var gået i fisk og i stå.

Men i dag er denne gigant i fuld fart, og det er interessant, at det europæiske incitament, som overvandt den kinesiske modstand mod europæiske tankestrømninger, var Karl Marx og hans efterfølger Lenins belæringer. Den tyske professor Klaus Mehnert beskriver i den fremragende bog "Peking og Moskva", Forlaget FREMAD 1963 hvordan de to kommunistiske kolosser trods deklareret brødreskab år efter år bekæmpede hinandens forskellige tolkninger af Marx og Lenins budskaber. Et åbent brud var gang på gang overhængende og krigshandlinger fandt faktisk sted. Mehnert viser, hvordan uenigheden bag formelle venskabserklæringer uge for uge kunne følges blot man granskede erklæringerne i de to gigantrigers officielle talerør, hvad jo desværre kun få Vesteuropæere har forudsætninger for. For mig var det forbløffende at se dokumenteret, at Krustjof i virkeligheden bestandig nærmede sig Vesten under protest og trusler fra kinesernes side. Men i denne tid tog kineserne store spring ind i Vestens teknologiske underverden. Med velvillig bistand fra Israel indkorporeredes bl.a. amerikanske militære hemmeligheder, og medens Sovjet revnede indgik det kinesiske eksperiment efter indre blodige metamorfoser i en fase, som Huntington og kineserne selv opfatter som dynamisk og som de sidste hævder vil føre til at Kina distancerer Vesten. De tilskriver denne succes, at de fastholder deres konfucianske kulturbase, som en tid lang var sunket i anseelse.

Nu støves den af, og Kung-fu-tse's dydige lære om disciplin og ærbødighed for ældre og myndigheder var Vestens individualisme overlegen og grundlaget for den mægtige kinesiske vækst.

Det er nu klart, at Kina er en voksende stormagt, vel snart en supermagt med umiskendeligt særpræg, men det har næppe helt undgået påvirkning af Vestlig livsstil, og der er ingen grund til at tro, at denne påvirkning er afsluttet. Holdninger og værdinormer vil stadig forskydes, som det sker i Vesterlandet. Jeg tror Huntington er forhastet, når han slutter, at en gensidig forståelse mellem kinesere og vesterlændinge er umulig. Kuo Heng-Yü viser med sin bog, at han 100 % behersker vestlig akademisk dannelse på dets aller højeste niveau.

Hvad højtuddannede indere angår synes det - også for Huntington - som om tilegnelsen af vor tids teknologiske univers ret ubesværet kan forenes med en - skal vi sige "mystisk" - respekt for hinduismens mange guddomme og rigdom på tolkninger. Dermed er forbundet selvbevidsthed og stolthed over en kultur som også i Vestens øjne har frembragt vidunderlige værker.

Når det nu gælder forsøgene på at opnå global konsensus om fælles menneskelige værdier har internationale konferencer vist at asiater og afrikanere - i hvert fald deres talerør - vurderer kollektivet absolut højere end individet. Det gjorde også kommunismen og nazismen; men begge dele har sine fortrin. Vi må indrømme at individets ret og frihed rangerer højt i vestlige frihedsidealer. Dette påstås af nogle, at være en luksusholdning, som kun kan dyrkes i et overflodssamfund.

Med voksende velstand og stigende uddannelsesniveau i asiatiske lande er det rimeligt at antage, at holdningerne, hvad dette angår. på sigt vil nærme sig vesterlandets.

Japan med sin høje teknologiske og økonomiske magtstilling indtager en mellemposition, hvis særlige befolkningsstrukturproblem netop nu Huntington vist nok for blot fem år siden ikke havde forudset. Man ser hvor hurtigt og uforudset visse forhold ændrer sig, medens andre tilsyneladende, men også kun det, er uforanderlige.

Men overfor Islam adskilles Vesten af en kløft, som ikke blot er udviklingshistorisk, men ægte ideologisk. Individet er her underlagt, ikke et kollektiv, men en gud, og gudens regler og forskrifter blev detailleret fastlagt for næsten halvandet tusinde år siden.

Med ca. en mia. tilhængere er de muslimske lande en civilisationsblok af samme størrelsesorden som Kina, Indien og det latinske Amerika. Blandt dem er nogle olieproducerende, andre oliekontrollerende og derfor af særlig betydning for Vesterlandet.

Vestens interesse i og anvendelse af teknologi, har givet nogle af disse stater uventede og umådelige indtægter; men samtidigt har Vestlig indtrængen i muslimske områder, ikke sjældent med magt, vakt vrede og/eller misundelse.

To reaktioner overfor Vesten er blevet typiske :

I. : Kemalismen, efter Kemal Attatürk, der målbevidst bekæmpede religiøs indflydelse i verdslig politik og åbnede for Vestlig videnskab og teknologi, som skulle bane vej for større jævnbyrdighed i magt.

II. : Afvisning af al Vestlig indflydelse som ugudelig og skadelig for den rene sjæl. Ikke blot skal hverdagens tilværelse konsekvent tilrettelægges efter Koranen, men også al viden og teknologi skal bedømmes og tolkes ud fra den guddommelige lære.

Da det kemalistiske system ikke ses at have vundet rigtigt ind på Vesten, breder den religiøse holdning sig i de senere år stærkt.

Dermed tegner den muslimske civilisation trods mange retninger og facetter sig i dag som den mest urokkeligt konservative og Vestfjendtlige af de store konkurrerende civilisationer. Våbenteknologisk står den tilbage og i afhængighed af Vesten, men den har udviklet et nyt og foruroligende angrebsvåben med udnyttelse af vestlig videnskab og tankeproduktion.

Man udnytter vestlig viden til bekæmpelse af børnedødelighed, men afviser dens veje til prævention og lader således målbevidst de muslimske landes befolkningstal eksplodere. Overskuddet lader de bane sig vej ind i fortrinsvis europæiske lande, hvor de fortsætter at brede sig med forrygende hast. Med sig bringer de deres muslimske tro, som det er forbundet med dødsstraf at forlade. Men skønt Islam er antidemokratisk, vil de i Europa indstrømmede muslimer uden hæmninger anvende de demokratiske love til at overtage magten og afskaffe Vestligt demokrati. Til hjælp i dette forehavende udnyttes humanistiske principper, som er udviklet i Vestens demokratiske systemer, men som naturligvis virker direkte mod deres hensigt, når de udnyttes af individer, der ikke respekterer principperne for sig selv.

Den her nævnte samfundssvaghed - man kan næsten siger : syge - rammer Vesten mere end de andre civilisationer, fordi de sidste ikke tilbyder indstrømmere særligt velvillige vilkår og om fornødent ikke vil undse sig for at afvise med magt.

Nogle tilskriver denne svaghed : kristendommens universelle kærlighedskrav, og en sammenhæng er der, selv om den ikke er helt enkel. Andre religioner prædiker også kærlighed - til Gud, til andre mennesker eller til alt overhovedet. Problemet er det onde, eller de onde. Løsningen på dette paradoks gav Jesus os aldrig - Han gav blot nogle tankestillere for ikke at sige tankeknuder, uden løsning. Urimeligheden i dogmet om en almægtig, alkærlig Gud deler kristendommen med andre troslærer. Men i et samfund, hvor naturvidenskab og kritisk tænkning og religionsvidenskab, (som altså ikke er teologi), trives side ved side, giver det særlige problemer : Hvor trækker man grænsen mellem udsagn, som skal og kan tolkes præcist og bogstaveligt, og dunkle ord og billeder, som kan have, og ofte har en dybere betydning ?

Vestens styrke er, hvad fundamentalistisk religiøse ser som svaghed, at vore samfund har fundet ud af at distancere sig så vidt fra præsteskabernes teologi, at mange tolkninger kan blomstre ved siden af hinanden. Panteister, ateister, mystikere og bogstavtroende kan leve, tale og skrive ved siden af nøgterne forskere indenfor både natur- og åndsvidenskaber.

Man kan næsten tale om en slags naturligt udviklet prækemalisme, der fungerede særdeles praktisk ved at den tillod udviklingen af den teknologi, der forsynede vestlige lande med øget velstand og magt, selv om den desværre også blev brugt til tåbelige borgerkrige.

Huntingtons analyse munder ud i at denne civilisation (vor civilisation) trues af andre civilisationer (grupper af stater med kendbart fælles værdigrundlag) med voksende økonomisk og militær magt. Og han konkluderer overfor dette, at vor civilisation har særpræg, som er værdifulde og værd at forsvare. Som tankeeksperiment opruller han udviklingsgangen i en civilisationernes krig. Da kernevåbnene nu findes i flertallet af lejre, vover han ikke at spå andet om udfaldet end at det bliver sørgeligt. En eller anden fredeligere løsning må altså findes, for magtkampene vil fortsat finde sted i mere eller mindre fredelige former. Vestens civilisation må nødvendigvis respektere andre civilisationer, men ikke underkaste sig dem.

For Huntington tegner Kina sig som den største materielle konkurrent i magtkampen, men Islam virker nok så farlig på det åndelige felt.

For os er denne fare trængt indenfor murene, og truer alt, hvad vor egen kultur har bygget op.

For at besvare denne trussel må vi først og fremmest klargøre os dens karakter. Det er tanken i og formålet med Huntingtons bog. Det er beklageligt men desværre typisk at den ikke er oversat til dansk.

Huntington går jo imod den globale multikulturisme, som vore zionistisk ejede medier agiterer for. Han påviser, at idéen er umulig. Nationale følelser sidder dybt i menneskene og kræver at blive respekteret selv hvor landegrænser er trukket uden at tage hensyn til dem. Men alliancer mellem beslægtede kulturfællesskaber er naturlige og markerer sig i sammenhold om større fællesskaber. Det er dem, Huntington kalder civilisationer. Indenfor hver af dem findes der store forskelligheder, men alligevel fornemmelsen af afgørende fællesinteresser.

Vi må gøre os klart, hvem vi er som nation, som skandinaver, som vesteuropæere og som del af en vestcivilisation, hvor Rusland, USA og latinamerikanske lande mere eller mindre selvfølgeligt føjer sig ind.

Der er en joker i kabalen. som er meget virksom, men som medierne ikke vil omtale åbent : Den zionistiske civilisation. Udstyret med uhyre magt, deri magten til at synlig- eller usynliggøre sig gennem medierne, over hvilke de har skaffet sig næsten fuldstændigt herredømme, griber de ind i næsten alle storpolitiske hændelser med deres separate strategiske mål, hvis veje for den uindviede kan se mærkelige ud.

Medens kristendommen er opstået som et oprør mod jødedommen er Islam nærmest blevet til som en udvikling af den med tilpasning til arabiske forhold.

Det har ført til den paradoksale situation, at jøder og muslimer i Danmark kæmper sammen for at udbrede teokratiske idéer, som i sin konsekvens vil udslette vor danske og kristne kultur.

Det skuffende i billedet er vore danske jøders fremtræden. Udadtil tilsyneladende fuldstændigt intergrerede i Danmark og Vesten taler og skriver de vort sprog og fremfører højmoralske betragtninger udplukket fra vor humanistiske og kristne tradition. Men bag denne maske gemmer de tænke- og handlingsmønstre indprentet af opdragelse i en religion, som i sin bund og grund er hadsk mod kristendom, men også mod enhver anden national følelse end den jødiske.

Vi uddyber dette i afsnittet "Mørch hegemoni", og i "Vejlederens" afsnit om jødedom og kristendom og Talmud. For at kunne bedømme den jødiske presses og de jødiske talerørs vinklinger bør man betænke, at det jødiske folk er i krig, endda en erobringskrig, som støttes af en meget stor del af den jødiske befolkning. Og man må kende de væsentligste træk i den jødiske ideologi.

Det er ikke Huntingtons mål med bogen og heller ikke målet med vore skrifter, at blæse til kamp mellem civilisationerne. Men denne kamp foregår for fuldt. Derfor er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad der hænder og forsvare sig mod angreb.

Han mener, man må forsøge at få konkurrencen til at spænde af så civiliseret som muligt. FN må give plads i sikkerhedsrådet for repræsentanter for de store civilisationer, som ikke er repræsenteret. Og han mener, ret bemærkelsesværdigt, at vestlige magter må give afkald på at intervenere i andre lande. Han forudså - profetisk - at især USA vil have problemer med dette. Vi er nu selv draget ind i denne problematik.

En forudsætning for at vi skal kunne tale moral i internationale forsamlinger og hverve tilhængere af vore retsprincipper er, at vi selv efterlever dem. Det vil i forholdet til jøder og arabere i udpræget grad gælde i forhold til Mellemøsten. Lige gyldigt hvor berettiget britisk-amerikansk militæraktion er i Afghanistan, går glansen af billedet, når det ses sammen med USA's samtidige milliardstøtte til israelsk statsterrorisme i Palæstina. Vore medier kan narre danskerne; men ikke araberne. Tøger Seidenfaden præsterer i Politiken 11.11.01 en artikel "Islamismen før og nu",

Her advarer han mod genopvågnen af Islams "ekspansion i forhold til resten af verden, som Profeten og hans efterfølgere stod i spidsen for."

"Disse mål kan forekomme primitive" skriver han "men man skal huske, at det er en lille (!) terroristisk bevægelse, vi taler om, selv om den er i stand til at rekruttere bredt blandt unge islamister i den muslimske verden. (....) - målene fremgår direkte af de udtalelser, Osama bin Laden og andre ledere er kommet med igennem de sidste fem-ti år, ligesom ayatollah Khomeini gjorde det før dem. (....) I en såkaldt fatwa - altså en art religiøs befaling - fastslog bin Laden i 1998 sammen med andre ledere, at det var en "Individuel pligt for muslimer" at "dræbe amerikanere og deres allierede - civile og militære - i ethvert land, hvor det er muligt" Han fortsætter : "Denne fanatisme er naturligvis lige så afskyvækkende for det store flertal af muslimer som for alle andre." Så enkelt er det desværre ikke.

Seidenfaden undlader nemlig helt at omtale Israels ekspansion i arabiske områder, og dermed spørgsmålet, hvorfor bevægelsen er "i stand til at rekruttere bredt blandt unge islamister i den muslimske verden".

Der kan ikke herske tvivl om, at etableringen af Israel, og især dets yderligere fremtrængen i arabiske områder har båret ved til arabisk vrede mod Vesten og især USA, som har støttet

ikke blot denne fremtrængen, men den brutale måde på hvilken den er drevet igennem.

Hvis ikke Vesten distancerer sig fra denne og andre tvivlsomme interventioner vil den kolde krig, der ulmer mellem civilisationerne, blive stadig varmere.

Huntingtons bog og begivenhederne i den verden, der omgiver os, viser, at nogle kulturer ikke kan leve i fred tæt op til hinanden. Den naturlige konsekvens må være, at man, hvor det er muligt, skiller de uforligelige parter ad og lader dem trives hver for sig.

"Globalismen" satser modsat - undtagen for Israels vedkommende. Med slagordet multikultur tilstræber den størst mulig blanding og gennemtvinger det gerne med militærmagt. Det skete i Kosovo med afskrækkende konsekvenser.

Nu truer man Danmark, Vi skal ikke underkaste os denne ny imperialisme; men forsvare vor egen frihed og selvstændighed og den sunde fornuft, som tilsiger. at vi ikke vil integrere fjender af vor veletablerede kultur. De fjender, som er kommet herind, vil vi så skånsomt som muligt; men konsekvent hjælpe ud af vort land til den kulturkreds, hvor de hører hjemme.

Lars Thirslund

Notat maj 2002 : Kritikere af Huntington peger på, at hans tidligere bøger er udpræget militaristiske, og at hans tanker om civilisationernes krig sigter mod et militært opgør.

Den kolde krig mod Sovjetunionen viste, at et beslutsomt militært beredskab forhindrede at den truende krig brød ud.

På samme måde kan man håbe på, at vestligt forsvarsberedskab kan forhindre militære eventyr fra de andre civilisationers side; men også fra vor egen. Herunder må debatten om livsværdier gå sin gang. Udbytte af kunst og videnskab over grænserne er det værdifulde; men ikke invasion, det være sig militær eller civil. Det sidste er på sigt det samme som det første og kræver lige så beslutsomt forsvar. Det må politikerne bringes til at indse. Ellers begår vi kulturelt selvmord.

Lad kulturerne befrugte hinanden, men blomstre hver for sig.