Højkasten, menneskeret og guldjagt

Pas godt på Danmark

Mange af os kender fremragende skribenter, der får brev efter brev og indlæg efter indlæg kasseret af aviserne. Og så undrer man sig over, at et lille fåtal kan komme igen og igen og i mange forskellige aviser.

Et af de navne, der nyder dette privilegium, er Geoffrey Cain. I et bemærkelsesværdigt debatbrev i Runestenen nr. 3/97 kommer han til at antyde hvorfor. Han er talsmand for en uofficiel magtelite, der åbenlyst stiller sig til rådighed for de kræfter, der vil udslette vor kultur.

Her optræder en agent, som uforblommet råder os til at sætte vor selvstændighed over styr, fordi vi er udsat for angreb fra en magt, som han hævder er stærkere. Presset kommer fra de børneproducerende muslimske lande.Il denne situation skal vi lære af, hvad han betegner som "højkasten".

Det er en gruppe, "der er hævet over lokale bindinger" ( altså uden solidaritet med Danmark og dansk kultur)og som skuer højere end andre" (helt op til himlen, hvor deres specielle Gud våger over og dirigerer dem som tilhørende det udvalgte folk).

Denne danske (hm!) højkaste, påpeger han, har indset, "at den kristen/humanistiske befolkning i løbet af 2-3 generationer vil være i mindretal, og et magtskifte vil være uundgåeligt". Som følge af dette også et kulturskifte. Men det bekymrer den ikke, da den er uden bindinger til den (vor) lokale kultur. Magtskiftet "vil sikkert ske i modernitetens tegn og uden nævneværdig modstand fra den svindende gruppe af etniske danskere."

Han forklarer, at denne højkaste er samme mennesker, der for en snes år siden ville være trådt i Sovjetunionens tjeneste, dersom det var blevet aktuelt - man tvivler ikke. "Og situationen er ikke ny for dem." Nej, klanen har infiltreret land efter land og har tilegnet sig "omstillingsevne og et køligt blik". Ja, for den er revnende lige glad med den lokale befolkning - vurderer bare køligt, hvilke fordele den selv kan uddrage af den forhåndenværende situation.

Når muslimeme nu presser på for at overtage vort land, så ser "højkasten" sin fordel i at sige: Velkommen! Vi står til tjeneste - bare I holder Jer fra vort område, dér ved I nok, at vi ikke vil have Jer!

Stillet overfor den muslimske trussel, som han er sikker på vil udrydde vor livsstil, anbefaler Cain betingelsesløs overgivelse. Vi skal lære af højkasten: fedte lidt for muslimerne og mere for højkasten og underkaste os.

Bedre kan det ikke siges, hvad de jødiske magthavere og den dem underlagte presse arbejder for. Og det er altså grunden til at Geoffrey Cain er så velkommen i alle aviser.

Denne gang er der grund til at være ham taknemmelig. Med sin mærkelige hyldest til den klan, der vil sælge vor og vesterlandsk kultur til muslimerne eller hvem som helst, bliver det helt klart, hvem vi står overfor, og hvad vi har at gøre. Vi må af al vor magt bekæmpe denne højkaste - afsætte den og bede den rejse hjem til det sted, hvor den har sine bindinger.

Vi må bryde den række tabuer, som højkasten har forstået at udplante, bl.a. dén, at man ikke må nævne den ved navn, at det altså drejer sig om jøder, og at man ikke må kritisere den og afsløre dens propagandaløgne.

Det, de foreslår, er intet mindre end landsforræderi. Selv ordet quisling er for godt til dem. Quisling kæmpede i det mindste for det, han troede var godt for hans land.

Jødeklanen (det er en magtelite - ikke alle jøder), kæmper for en fremmed magt og for noget, de åbent bekender, er til undergang for vort fædreland.

P.H. Bering skriver i læserbrevet ved siden af (se også menuen " Debat - antisemitisme"), at vi snart smider de politikere på porten, som har åbnet for fremmedinvasionen. Jamen, så må vi have et flertal for det! Det får vi ikke, så længe højkasten har sine agenter indenfor alle styreorganer i vort samfund, og så længe de gennem deres mediekontrol censurerer vore meninger.

De første, vi må sætte på porten, er højkasten. Sparker vi den af pinden, følger alle dens ynkelige marionetter med.

Pas godt på menneskerettighederne.

Det er nu 14 år siden, vi opdagede, at der var noget skævt ved de menneskelige rettigheder.

De var for menneske = lige.

Og så var de urealistiske og uretfærdige. Nogle paragraffer hævdede og hævder, at alle mennesker har ret til stadigt stigende levefod. Det kan man ikke hævde længere. Alt for mange, forbruger alt for meget. Flere steder står der, at alle stater har ret til suverænt at bruge løs af deres naturresurser. Det går altså heller ikke.Intet sted står der, at rettighederne binder os til ansvar. Da jeg - det var i naturfredningskredse - begyndte at pege på disse misforhold blev det mødt med forbløffelse: Står der virkelig det? Og det gør der altså. Så fandt man undskyldningeme frem: Det er for besværligt at gøre noget ved det.

Centeret for menneskerettigheder erklærede man, at man ikke ville have med dette at gøre. Og det er der altså heller ingen andre der vil, så det er i overensstemmelse med disse rettigheder, når alle verdens rigmænd og stater rager til sig så meget, de kan komme over. I en nyudkommet bog: "Grundloven og menneskerettigheder", som centeret har samlet meteriale til, konstaterer man, at kløften mellem fattige og rige bare vokser; men glemmer at pege på, at et forsvar for disse urimeligheder er indskrevet i menneskeretskonventionerne.

Ellers holder man sig ikke tilbage med at lave om på dem. Man formulerer stadig nye, smukke rettigheder, uden at bekymre sig om, hvor realisérbare de er, eller om de er-, eller kommer i strid med andre formulerede rettigheder.

Som følge af dette er store modsætninger og konflikter bygget ind i konventionssystemet. Det ville have været nyttigt, hvis bogen havde bragt dette frem i dagen; (se her bog "De menneske= lige rettigheder" fra 1995. Vestligt Forlag, se adr. ovenfor - pris: 65 kr.)

Studerer man "centerets" ny bog afsløres lidt af baggrunden for påfaldende udeladelser. For centret er rettighederne mere et politisk redskab end et idéens, og hvad kan de så bruges til?

Jo, "Centeret" er interesseret i alle bestemmelser, der kan tages i anvendelse af flygtninge og indvandrere. Kigger man efter bestemmelser, der beskytter rettighederne til folk med en etableret kultur, er det svært at finde noget.

Om EU's kulturpolitik hedder det i Folketingets EU-oplysning, at "den fokuserer på at styrke og bevare landenes og regionernes kulturelle identitet og egenart". Det lyder godt; men alt, hvad man kan pege på, er, at det er muligt at søge støtte til forskellige kulturelle aktiviteter, særligt film. Vi har to gange forsøgt at få støtte til at sprede information om ytringsfriheden i Europa. Det er vel noget af det vigtigste; men det påstod man, at man ikke havde havde penge til.

Derimod frembyder rettighederne et arsenal at øse af for indvandrere. De skal have samme rettigheder som vi andre. De har ret til egen religionsudøvelse og til at gifte sig og lave unger, og de skal have lige så gode forhold som stambefolkningen. Enhver diskrimination på grund af race, hudfarve, religion osv. er forbudt. Men dertil skal de have ret til statsborgerskab, omend på visse betingelser, som medieskriveri kan bløde op. I betingelserne nævnes ikke et ord om krav på indstilling til demokrati og kultur.

Mindretal har rettigheder til juristhjælp og omsorgshjælp og kulturstøtte til foreninger og aktiviteter, der desuden forkæles med medieinteresse.

Kulturstøtten - den nationale - er øremærket til sport og nogle få ufarlige, tandløse institutioner. Men selv sporten vil man nu skære i.

En artikel i bogen fanger opmærksomheden. Den er skrevet af en ekspert i "international menneskerettighedsregulering" Hvad er det for noget? Regulerer man menneskeretighederne? Ja, det gør man!

Forfatteren Lone Lidholt fortæller interessant, men uden at præcisere i udfordrende grad, om sit arbejde i embedskredse, der beskæftiger sig med at fastsætte, hvor store krav på demokrati og på respekt for menneskerettigheder, man bør stille til forskellige stater og regimer. Det er altså et spørgsmål om politik ikke om retfærd. Her får vi sort på hvidt, at bureaukrater sidder og afgør, hvordan ris og ros skal fordeles ud fra hensyn til forretningsmuligheder og strategiske interesser.

Desværre mærker man tilsvarende tendenser bag selve centrets virksomhed og disposition af stoffet til bogen der, så langt det går, støtter de skævheder, der præger vore egne udenrigsdispositioner, men også EU's. Dvs.: fokusering på overgreb i fjerne lande og somme tider udpensling af perifere småsager i vor nærhed, medens øjnene er lukket for hårrejsende overgreb, der begås af særligt udvalgte stater, nogle meget nær ved os.

Det er virkeligt forbavsende, at den europæiske ytrings- og forskningsfrihed behandles kryptisk og vildledende, da netop dette er det store problem i vore økonomisk mægtige nabolande mod syd, med den udfordring, som dette indebærer.

Docent Henning Koch nænner sig forsigtigt problemet gennem en analyse af tysk retspraksis, som har gennemgået en udvikling, man bør være opmærksom på, hen imod, hvad han betegner som overpositiv ret. Det betyder, at dommerne udvikler en retstradition, hvor de i mindre grad betragter sig bundet af lovteksterne, men føler sig berettiget til at tolke dem aktuelt og mere politisk korrekt. Han ser dette som en sund udvikling, skønt der "naturligvis er farer ved den". Det sidste kommer han ikke nærmere ind på, skønt netop det er grundlaget for den undertrykkelse af ytringsfriheden, som formelt er sikret tyskerne - ligesom os andre - gennem FN's og Europas konventioner.

Det, der sker i Tyskland er, at dommerne nedgraderer klare lov- og konventionstekster i forhold til moralske hensyn, som myndigheder fastsætter.

Hvordan sådan noget kan finde sted uden debat i, hvad der officielt betegnes som en retsstat, er en gåde. Ved hjælp af dette overpositive system straffer myndighederne enhver person, der benytter sig af ytringsfriheden til at udtrykke en opfattelse, som myndigheder har besluttet at betegne som utilladelig.

I dag er næsten 2000 personer forfulgt ved hjælp af dette system. Nogle af Tysklands fornemste forskere er puttet i fængsel eller drevet i eksil.

Vore media tier om dette, og det gør Centret for Menneskerettigheder altså også. Jeg spurgte direktøren, Morten Kjærum "hvorfor?" Han sagde: Vi er nødt til at udvælge nogle områder, og vi har skrevet meget om dette. Jeg bad om nogle titler. Han sagde: Spørg kontoret. Og det gjorde jeg; men kontoret kendte ikke nogen titel. Men direktør Kjærum var iøvrigt helt enig i at det, der sker, er forfærdeligt. Så udbrød han glad: Men nu spiller det ikke mere nogen rolle, for nu skal det hele harmoniseres!

Jeg blev helt forfærdet. Jeg har jo læst om EU's harmoniseringsbestræbelser. Var det sådan, han mente, problemerne skulle løses. Kjærum havde ikke tid til at kommentere dette.

Tilbage står, at Tyskland, Frankrig og Østrig har udviklet juridiske fiksfakserier, ved hjælp af hvilke de kan undertrykke uønskede kundskaber.

Det er først og fremmest sandheden om Auschwitz og Holocaust, som ikke må nævnes.

Derfor blev Thies Christophersen dømt og måtte flygte til Danmark. Her blev han forfulgt af den dansk-judaiske presse, der hidsede pøbelen op til fysisk vold mod flygtningens hus.

I spidsen, og i fjernsynets blikpunkt stod den henrykt leende og heppende folketingsmand Arne Melchior, der jævnligt taler til danskerne om anstændighed. Vi refererer den uhyggelige historie i Samisdat 2. I centrets bog nævnes sagen villedende som et tilfælde, hvor Tyskland krævede en nazist udleveret, men fik afslag, fordi nazisme ikke er forbudt i Danmark. Sandheden er, at sagen drejede sig om en forfulgt flygtning, der krævedes udleveret til straf, fordi han havde udtalt en sandhed, som var forbudt. Thies søgte asyl; men fik det ikke. Man må spørge:

Hvorfor?

I spørgsmålet om udlevering optrådte myndighederne korrekt. Men media, pøbel og politi optrådte, som vi ser det i Irak og Iran.

Guld.

Vi forstår af jøderne selv, at de har været ejere af alt det guld, der har befundet sig i Tyskland. Vi forstår ét og andet en lille smule bedre. Men hvordan havde de skaffet sig alt dette?

Det vides, at deres store finansmænd tjente på næsten alle konflikter, der hærgede Europa. Alle kender navnet Rothchild.

Vi mindes Lexners ord (se menuen " Jødisk mission"): Jødedommen kræver handling. På den anden side Atlanten byggede handlekraftige jøder blomstrende forretninger op. De solgte brændevin, og handelen med slaver fra Afrika var i alle led næsten helt kontrolleret af jøder. Et af de største navne var Aaron Lopez, som melem l726 og 1778 kontrollerede 50% af slavehandelen i de amerikanske kolonier. Af andre kendte navne finder vi: Levy og Levey, og såmænd John og Jacob Roosevelt. Man skønner, at 9 ud af 24 mio. slaver omkom under overfarten.

I dag blomstrer jødisk mafiavirksomhed i New York og Rusland-Israel. Men vor tids gigantaffære er Holocaust-forretningen. (No business like Shoa-business (shoa = brændoffer, omtrent som holocaust)). Daniel J. Goldhagen tager for sig med en bog, der hævder, at alle tyskere er ansvarlige for mordet på 6 mio jøder. Han udnytter, at det er forbudt de anklagede at protestere mod selve tallet, men nu svarer unge tyskere igen, at i så fald er alle jøder ansvarlige for udryddelsen af det langt større antal uskyldige negre, der omkom ved slavehandelen. Her kan blive tale om astronomisk "Wiedergutmachung" for de døde, og krav på efterbetaling af løn til de overlevende, som måtte arbejde for ingenting. End ikke vore mest fremtrædende racejoumalister, der har interesseret sig ganske meget for Daniel J. Goldhagen, har taget dette spændende emne op.

Marianne Herlufsdatter

LarsThirslund

Trænger du nu til at slappe af med noget, der er sjovt?

Så læs (klik på titlen):

FABLEN OM ÆNDER OG HØNS

PAPIRUDGAVEN KAN FÅS GENNEM VESTLIGT FORLAG VED

MED AFSENDERADRESSE OG MÆRKET: "ÆNDER

OG HØNS" AT INDSENDE 50 KR. TIL FORLAGETS GIRO.

10 STK. FOR KR. 300.

DEN ER SIMPELT HEN DEN PERFEKTE

GAVEIDÉ TIL ALLE DEM, DU UNDER LIDT EKSTRA.

OG SÅ ER DEN IKKE EN GANG LØGN!

VESTLIG SAMISDAT

ved Marianne Herlufsdatter, Lars T'hirslund

Lønstrupvej 122

9480 Løkken

Postgiro: 8479410

Tlf.: 98 99 65 74

Det er tilladt at kopiere og sprede Samisdat-bladene og citere dem i ikke-meningsforstyrrende uddrag. ISSN 1395 - 9662. Ansvarlig: Lars Thirslund.