Den jødiske Kamp mod ytringsfriheden
Oversættelse af artikel fra den new zealandske avis Sunday Star Times
original artikel på engelsk

New Zealand, søndag, 8. august, 2004

Flere hits fra den politisk korrekte sangbog

Af Frank Haden

DE skammelige forsøg på at lukke munden på den britiske forfatter David Irving . 

Lederen af Kommissionen for Maori Sprog, Haami Piripi, og den åbenmundede sygeplejerske, Neil Pugmire fra Lake Alice, kommer begge fra den samme sangbog. Vi lader, som om vi har ytringsfrihed, men vi er inkonsekvente til det groteske, når nogen bruger den på ting, der fornærmer indflydelsesrige grupper eller lobbyer. Vi slår ned på en udvalgt lille gruppe med en vældig kraft, mens andre slipper for tiltale for deres uforskammetheder. Der skulle siges flere uforskammetheder. Vi har godt af dem. Jeg skriver meget, der støder folk, men jeg ville være forbavset, hvis nogen prøvede at standse mig.

Regeringen gør sit bedste for at holde Irving ude af landet, simpelthen fordi modstanden mod hans besøg kommer fra en stærktt organiseret lobby. Ingen siger det for højt, men mange indflydelsesrige jøder vil blive fornærmede, hvis Irving får tilladelse til at tage imod en indbydelse fra den Nationale Presseklub til at tale ved en frokost i The Beehive.

Disse mennesker vil føle sig trådt over tæerne, hvis Helen Clark bøjer sig for argumenter, der påberåber sig Grundloven (Bill of Rights Act) for at sikre Irvings adgang. Denne lov siger, at alle har ret til at udtrykke sig, herunder retten til at søge, modtage og videregive informationer og anskuelser af alle slags, i enhver form. Den Jødiske lobby har ingen som helst ret til at udøve pression på regeringen for at få den til at gøre en undtagelse i David Irvings tilfælde.

Angående tilfældet Piripi: han fornærmede regeringen, da han på vegne af hans Ahipara samfund i Northland advarede om, at regeringens "Strand og hav"- lov ville kunne lede til borgerkrig.
Han sagde en masse vrøvl, men hvad så? Bare en skam, hvis han fornærmede højt placerede mennesker. Han burde kunne udøve den samme grundlovssikrede ret som den, Irving kræver.

Pugmire blev fyret i 1994, efter at han havde fornærmet regeringen ved at offentliggøre sin bekymring over udslusning af farlige psykiatriske patienter til samfundet. På tragisk vis blev det senere bevist, at han havde ret, og vi betaler stadigvæk prisen, men det er ikke det, sagen drejer sig om. Det handler om det faktum, at han blev straffet for sin åbenmundethed. Han blev medlem af den gruppe, vi lukker munden på ved at trampe på retten til ytringsfrihed.


I Irvings tilfælde foregik der noget besynderligt, da Clark uventet ændrede det civiliserede synspunkt, hun udtrykte den 23. juli 23 angående historikerens ret til indrejse i New Zealand.
Hun sagde da, at hun af al overbevisning støttede hans ret til at udtrykke sine frastødende meninger. Jeg er ikke den eneste, der undrer mig over, hvad det kan være for en slags pression, der blev lagt på hende, når den fik hende til at ændre en holdning, der blev udtrykt med en sådan overbevisning.

Undskyldningen for at nægte Irving adgang holder i hvert fald ikke vand. Clark siger, at vi nægter adgang til folk, der har været udvist af et andet land, men det er nu blevet kendt, at immigrationsmyndighederne (Immigration Service) godkendte 34 besøg af folk, der oprindeligt var blevet nægtet adgang under den samme lov. []

Ytringsfrihed betyder ingenting, hvis den ikke giver én ret til at sige ting, der er fornærmende, upopulære eller ubekvemme, medmindre det, man siger, er injurierende eller beregnet til at anstifte til vold eller had . Så simpelt er det. Og dette burde gælde for enhver, uden skelen til, hvem der føler sig fornærmet. Alt hvad Presseklubben vil, er at demonstrere sin tro på ytringsfriheden, ved at lade David Irving tale frit om sine kontroversielle syn på ting som Holocaust og få lejlighed til at stille ham spørgsmål bagefter.

Vi ved alle sammen, at Irving bliver hængt ud som " Holocaustbenægter ". Vi ved også alle sammen, at Holocaust fandt sted, så det betyder intet, hvis Irving anfægter beviserne. Han påstår, at standarden for historiske undersøgelser ikke lever op til den standard, der bliver krævet af videnskabsmænd på mindre kontroversielle områder, men han vil ikke vinde nogen for sine tanker, mindst af alt i Presseklubben.

Jeg har set flere beviser på Holocaust end de fleste New Zealændere, fordi jeg har gjort mig den umage at besøge koncentrationslejre som Auschwitz, Majdanek og Dachau.Der er ikke den store risiko for at gøre fælles sag med Holocaustbenægtere, hvis man har set bjerge af menneskelig aske, har lugtet de rester af giftig gas, der stadigvæk hænger i gangene i de dødbringende "bruserum", eller har gået igennem jødiske bydele, hvor den juridiske status af alle bygninger stadigvæk bliver forhandlet, fordi ejerne blev udryddet for 60 år siden.

Men jeg vil stadigvæk være den sidste til at nægte Irving ret til at udtrykke sin mening i et hvilket som helst offentligt medie, han har lyst til. Irving har skrevet 30 bestsellere. Han skaffede sig en del fjender på halsen med sin første bog, Dresdens Ødelæggelse (The Destruction of Dresden).

Dette meget omhyggeligt udforskede værk efterlod ingen tvivl om, at det unødvendige bombardement af Dresden - en så godt som forsvarsløs by og en af civilisationens triumfer - i februar 1945, da det var klart, at nazisterne var på randen af kapitulation - var en krigsforbrydelse.
Vi burde ikke give ham nogen grund til at kunne sige, at vi begår forbrydelser mod ytringsfriheden.

(Frank Haden)

Typewriter Squad

Lidt baggrundsinformation om postyret omkring Irvings besøg.
(Forkortet og forenklet)

Tidligere på året blev to israelske spioner, Eli Zosha Cara og Uriel Kelman, fanget i New Zealand, og senere dømt for at have forsøgt at skaffe sig falske pas ved at bruge stjålne identiteter fra bl.a. en spastisk lammet og stum kørestolsbruger. En tredje mand, den påståede Mossad-lejemorder, Zev William Barkan, flygtede fra landet og er stadigvæk eftersøgt af politiet. De to tilfangetagede agenter blev senere idømt 6 måneders fængsel.

New zealandske pas er eftertragtede i Mossad, lige som Mossad tidligere i større stil har anvendt canadiske pas, fordi landet har gode relationer til de fleste lande i verden, og dets statsborgere derfor generelt bliver anset for at være ufarlige.

New Zealands statsminiser, Helen Clark, krævede en undskyldning fra den israelse regering, der dog hverken ønskede at give en sådan, eller overhovedet ville indrømme, at de tre mænd arbejdede for Mossad.

Kort efter, at spion-skandalen blev offentligt kendt, blev der beskadiget nogle gravsten på en jødisk kirkegård i Wellington, New Zealands hovedstad.

Jødiske organisationer, navnlig David Zwartz, jødisk leder i New Zealand, protesterede højlydt og prøvede også at sætte Davis Irvings kommende besøg i forbindelse med gravskænderierne, med ekstremt høreorienterede og med "den stigende antisemitisme".

Der var dog en hel del mennesker, og ikke kun Irving, der mente, at det vel nok var en kærkommen lejlighed for j øderne til at aflede opmærksomheden fra spionaffæren, som mange New Zealandere var temmelig harme over. Muligheden for at gravstensepisoden kunne være iscensat af Mossad eller new zealandske j øder, for at vinde sympati for deres sag, blev luftet.

Inden spionaffæren havde der ikke været nogen publicitet omkring David Irvings besøg, selv om hans planer havde været kendt længe.

Det pludselige skift i Helen Clarks holdning til Irvings besøg tolkes af mange som en "fredsgave" til israelerne, for at lappe lidt på de beskadigede relationer mellem landene.

Dusør onsdag 1. september 2004

David Irving har taget afstand fra gravskænderierne og udlovet en dusør på 1000 $US for oplysninger, der leder til tilfangetagelsen af de skyldige.

(Dusøren er nu blevet forhøjet til 6000 USD; altså ca. 36.000 Danske kroner. Læs )

Efter at den seneste afsløring i en række påståede 'antisemitisk overgreb', der fik store overskrifter i medierne, igen viste sig at være begået af en jøde selv, med det formål at vække sympati for jøderne og Israel, spyttede en Californisk forretningsmand, ved navn Harry S., i kassen, så dusøren nu er oppe på sammenlagt $ 10.000, hvilket svarer til mere end......
60.000 Danske Kroner!

Jødisk kulturcenter udsat for brandattentat. Antisemitiske slagord og hagekors var blevet malet på bygningen.....

Selveste den franske præsident Chirac gik på talerstolen, og israelske fremtrædende besøgende krævede 'mere sikkerhed for j øder og jødisk egendom i Frankrig. Også i Danmark fik nyheden stor opmærksomhed i TV og i aviserne.

Da det blev afsløret, at hændelsen, lige som flere andre lignende, var iscenesat af jøder, i nogle tilfælde med det fuld overlagte formål at vække mere sympati for jøderne og Israel, fik dette dog betydelig mindre opmærksomhed. I TV-aviserne blev det, mig bekendt, ikke en gang nævnt. I programmet 'Orientering' blev afsløringen viet en smule opmærksomhed. Dog uden at det blev nævnt, at nogle af 'attentaterne' havde haft til formål at vække sympati for jøderne.

Således kan man konstatere, at disse svinske kriminelle handlinger, der som sædvænlig blev tillagt 'antisemitter', 'nazister' og den 'ekstreme højrefløj' har haft den tilsigtede effekt.

Millioner af mennesker har hørt om de frygtelige attentater og er endnu en gang blevet fortalt gruopvækkende historier om de slemme antisemitter, mens kun nogle få har læst dementierne, der blev skrevet med småt på side tre.

Jeg minder igen lige om historien i Ekstra Bladet om Daniel Wretstöm, der blev myrdet af en indvandrerbande, hvad der fik Ekstra Bladet til at fortælle om en stakkels indvandrerdreng, som blev myrdet af slemme nazister!

Kan det blive mere korrupt? Kan det blive mere manipulerende, fordrejet, forløjet og forvansket?

Er I allesammen korrupte, dumme, angste, d'herrer journalister? Eller er det redaktionerne, cheferne? Eller er det pengemændene? Hvem er det der har ansvaret for denne farce?