| |||||||
FOREVER LET THIS PLACE BE A CRY OF DESPAIR |
|
Fire millioner ofre? |
Seks millioner - 6.000.000 Tallet seks millioner besluttedes allerede inden krigen.... Allerede den 31. oktober 1919 skrev det kendte ugeblad The American Hebrew: 6.000.000 mænd og kvinder er døende... ottehundredetusinde børn skriger efter mad. Og denne skæbne er overgået dem, ikke på grund af egen skyld.... men gennem krigens skrækkelige tyranni og fanatisk tørst efter jødisk blod. I denne truende holocaust af menneskeligt liv...."
I december 1938 meddelte tre amerikansk-jødiske organisationer, at de understøttede " de 6.000.000 jødiske ofre for politisk forfølgelse og økonomisk nød i Central - og Østeuropa " (The New York Times, 13. januar 1939). Det må altså meget tidligt have stået klart for amerikanske zionister, at en krig med Tyskland ikke blot var ønskelig, men at den også ville medføre en holocaust på 6.000.000 jøder. Fra russiske jøder lød lignende profetiske røster. Den berygtede jødiske kommunist Ilja Ehrenburg 'konstaterede' således allerede 4. januar 1945, med overrraskende klarsyn, at nationalsocialismen havde kostet "6 millioner jødiske ofre". Dette tal blev omsider juridisk stadfæstet i Nürnberg-dommen 1. oktober l946: " Adolf Eichmann, som af Hitler havde fået overdraget at gennemføre programmet, har vurderet mordet på jøder til 6 millioner.... Lignende tal blev bekræftet af lejrkommandanten Rudolf Hoss [tortur]. Israelerne skyndte sig at henrette Eichmann, der givetvis også blev tortureret. De fire millioner blev dræbt i udryddelseslejre". Dermed var den gamle profeti om en holocaust på 6.000.000 jøder gået i opfyldelse. Herfra gik tallet ind i vore historiebøger og i den almindelige bevidsthed. kilde og yderligere oplysninger
|
Dagbladet BT rapporterer den B.T. 2 juli 2003
Hagekors truer kirkefreden Men Sognepræst Hans J. Rohwer nægter at fjerne hagekorsene. "Hitler skal ikke også have den sejr, at vi ændrer på historien, fordi han har misbrugt svastika-symbolet," siger sognepræsten til BT's reporter."
The History of the Swastika in Ukraine
|
Swastika threatens peace in Danish Parish. Six big gilded swastikas threaten peace in Jutland Parish.In spite of criticism, the parish Vicar Hans J. Rohwer refuses to remove the gilded swastikas, which decorate Vildbjerg Kirke (Church) in West-Jutland, and have done so since 1905, when the church was built. This was before WWII and before anybody had even heard of National Socialism, Hitler and so forth. But the Parish Vicar, Hans J. Rohwer, refuses to remove the swastikas. "Hitler shall not have the victory, to make us change history, because he has abused the swastika symbol" said the priest to B.T's reporter.....
|
||||||||||||||
Literær analyse af - Anne Franks Dagbog
Jo, jeg skrev i den pågældende artikel, at Anne Franks Dagbog er en fiktiv dagbog, som så mange andre, og at den hovedsageligt er skrevet af Otto Frank, Anne Franks fader. Der findes utallige indicier på, at dette faktisk er tilfældet, men her skal jeg blot nævne et, nemlig at dagbogen er tilrettelagt efter et litterært mønster, mens en dokumentarisk, dvs. virkelig dagbog er præget af det kaos, som livet nu engang er. Kun den fiktive dagbog kan beskrive et helt udviklingsforløb kronologisk, roligt og meningsfuldt. Og Anne Franks Dagbog er jo som en psykologisk lærebog, der omhyggeligt og i detaljer beskriver en ung piges udvikling fra barn til voksen under de ganske særligt vanskelige omstændigheder under krigen. Men naturligvis, skønt det altså handlede om bogen, så blev angrebene på mig i denne anledning hurtigt af ren politisk karakter. En række venstrefløjsfolk mente, at jeg nok var en fæl nazist, for jeg havde tilladt mig at rokke lidt ved deres illusioner, og flere jødiske debattører angreb mig også, da de slet ikke forstod, at det var bogen og ikke jøderne, jeg skrev om. De politiske implikationer omkring Anne Franks Dagbog var langt større end jeg havde forestillet mig, for mange i offentligheden anså åbenbart denne ret beskedne dagbog for en helligdom, hvis dokumentariske status ikke måtte drages i tvivl, uanset hvor velbegrundet det ellers kunne være.
|

Klik på kolonne-overskriften for at sortere
Luk vinduet |
Arolsen Arkivet i byen Arolsen - Tyskland Når den nu er så megen uenighed indenfor dette område, både indbyrdes blandt de alment accepterede historikere, samt i forhold til revisionisterne, hvorfor laver man så ikke flere undersøgelser, der kan kaste lys over antallet af omkomne jøder? Det lyder jo logisk, hvis man nu skal modsige de "rygter og løgne", der ifølge tilhængerne af den jødiske version af holocaust, er blevet spredt af revisionister i mange år. I stedet gør man netop alt for at standse undersøgelser, der skal kaste lys over antallet af omkomne jøder, og den måde de døde på. Et eksempel er, at man nægter at give adgang til det såkaldte Arolsen Arkiv, der befinder sig i den tyske by Arolsen. Arkivet administreres af den ret ukendte organisation International Tracing Service (ITS), der blev oprettet af de Allierede. På trods af dette arkivs næste skjulte eksistens, beskæftiger denne organisation i dag 400 medarbejdere. En gruppe på 10 lande, bl.a. Israel, administrerer arkivet og bestemmer over dets politik. ITS har et arkiv, der indeholder 47 millioner rapporter om 17 millioner mennesker, der befandt sig i tyske koncentrations- og arbejdslejre. 98 % af disse arkiver er spærret for adgang, på trods af, at de ville kunne give et enestående indblik i det virkelige antal ofre. Begrundelsen her, tres år efter krigen, lyder på "privatlivets fred". Politiske og økonomiske interesser Forbudet mod en uafhængig undersøgelse af dette centrale arkiv lader formode, at der ligger politiske og økonomiske interesser bag. Politiske, fordi tilhængere af den jødiske version af holocaust for alt i verden skal fastholde myten i staten Israels og Zionismens interesse, og økonomiske fordi de enorme erstatningssummer og den såkaldte "Wiedergutmachung", der er blevet modtaget af Israel og jødiske organisationer, næsten sikkert er fastlagt på et forkert grundlag, med som udgangspunkt langt flere jødiske ofre, end der i virkeligheden har været. Siden 1951 har alene Tyskland overført mere end 62 milliarder dollars til "Jewish Claims Congress’" der befinder sig i New York.....
|
|
Kort citat fra fra Vestlig Samisdat Han kaldte det tilsvining af Israel og krævede, at ytringsfriheden ikke burde omfatte sådanne oplysninger (hvis korrekthed enhver læser let kunne overbevise sig om). |
Anne Frank og de manipulerede dagbøger
Der må imidlertid skelnes skarpt mellem de populære udgaver af Dagbogen, og den kritiske udgave af alle Annelies Marie Franks skrifter, som første gang udkom på hollandsk i 1986, på engelsk 1989. De mange populære udgaver fremviser på mange punkter indbyrdes uoverensstemmelser. Hvad er forklaringen? Sammenligner man de populære udgaver med den kritiske udgave - som f.eks. professor Faurisson og andre har gjort det - så viser det sig snart, at 'Dagbogen' ret beset er et litterært falskneri. Sagen er den, at Anne først begyndte at føre dagbog den 28/29. marts 1944. I de populære udgaver begynder dagbogen imidlertid allerede 12. juni 1942! I den kritiske udgave (s. 61) konstaterer G. van der Stroom bl.a., at Anne, " ændrede, omarrangerede, sommetider kombinerede ting fra forskellige datoer, tilføjede og forkortede." Anne skrev også en række fiktive breve, adresseret til en halv snes fiktive personer ved navn Conny, Emmy, Jacqueline, Jackie, Jet, Jetty osv. I Dagbogen er de forskellige fiktive adressater reduceret til én: Kitty. De forskellige personer, som optræder i Dagbogen, optræder gerne under pseudonymer. Bag navnet Albert Dussel gemmer sig Freidrich Pfeffer; bag navnet Simon Koophuis gemmer sig Johannes Kleiman; bag Robin gemmer sig hele fire forskellige personer: Annelies Marie Frank, Margot Betti Frank, Otto Heinrich Frank, og Edith Frank-Holländer. Peter A. van Pels bliver til Alfred van Daan, Hermine Gies til van Santen , osv. osv. Otto Frank optræder tillige under øgenavnet Pim, ligesom Edith Frank-Holländer optræder under øgenavnet Mansa! (Nævnte hr. Pfeffer døde allerede 1944, men indgik ikke desto mindre et underligt ægteskab med Kalette i 1953 - altså med tilbagevirkende kraft!) Det var således Anne selv, som 1944 påbegyndte forfalskningen af sin egen dagbog fra 1944. Dagbogen er derfor et litterært falskneri i den forstand, at 'Dagbogen' som helhed slet ikke er en dagbog. Man kan ikke regne med tidsangivelserne, adressaterne er fiktive, navne på de omtalte personer som regel ligeså. Da Anne delvis opfattede sit arbejde som en roman, skelner hun ikke altid mellem fakta og fiktioner. I 1980 udgav professor Faurisson et essay om ægtheden af Anne Franks Dagbog ("Le Journal d ´Anne Frank"). Han konkluderede, at Dagbogen var en "simple supercherie littéraire". I 1985 udsendte Siegfried Verbeke en nederlandsk oversættelse under titlen: "Het Dagboek van Anne Frank - een vervalsing". Stiftelsen "Anne Frank Stichting" i Amsterdam, og "Der Anne Frank Fonds" i Basel, der begge har meget store økonomiske interesser på spil, rejste sigtelse mod de to revisionister. I 1998 udgav den engelske forsker Simon Sheppard afhandlingen "Anne Frank's Novel: The "Diary" is a Fraud". Herefter kan ingen være i tvivl om, at Dagbogen er et litterært falskneri. Dokumentation kan rekvireres ved henvendelse til: VHO, Postfach 60, B-2600 Berchem 2, Belgien (Flandern). I artiklen " The Diary of Anne Frank: Is it Genuine?", gør Robert Faurisson i The Journal of Historical Review, Vol. 19, Number 6, Nov./Dec. 2000 rede for sagens seneste udvikling. Artiklen kan læses på www.ihr.org. Faurisson gør bl.a. opmærksom på, at den seneste "definitive" udgave af Dagbogen - som også findes på dansk - i lighed med den kritiske udgave fra 1989 (og sen.), på flere måder er vildledende og upålidelig. Som helhed er Anne Franks værk dog slet ikke uinteressant. Kombinationen af fiktive personer, tidsangivelser og begivenheder har vist sig at være en kommerciel succes på verdensplan. Det afgørende er slet ikke bogens lødighed, men den dygtighed, hvormed markedsføringen har fundet sted. Mord på uskyldige vækker helt naturligt vor medfølelse. Men hvad skal man mene om den systematiske kommercielle udnyttelse af den naturlige medfølelse? Hvordan kunne faderen få sig selv til at slå mønt af mindet om sin datter? Kilde
|
Om fødevare-forsyningen i Holland i 1944
Folk cyklede i snesevis af kilometer gennem den iskolde vinter i 1944, på cykler uden dæk, til langt ude på landet, for at prøve på at få fat i nogle få kilo kartofler, foderroer eller kålrabier. For at holde varmen en smule pillede folk svellerne ud af mellemrummene mellem sporvognsskinnerne, selv om det kunne betyde døden at blive taget. Mod krigens slutning var situationen så desperat, at tyskerne tillod de allierede at nedkaste forsyninger til den sultende befolkning..... (Samtidigt fortæller dette også noget om, at den sult, der herskede i koncentrationslejrene, der nok har medvirket til at Anne og tusindvis af andre døde af tyfus, ikke kun var noget de sadistiske tyskere med vilje udsatte de internerede for. Sådan var forholdene simpelthen, eftersom der var mangel på alt, og de allierede havde bombet forsyningslinierne.) .........Med denne virkelighed for øje må det stå klart for enhver, at Annes beskrivelse intet har at gøre med virkeligheden, men må være resultatet af en slags ønskedrøm. Når selv de hollændere, der kunne bevæge sig frit omkring, døde af sult, kan nogle flygtninge i skjul umuligt have levet under de forhold, som Anne beskriver. I disse beskrivelser er der tale om sække med 30 kg korn og 30 kg bønner, kød, ris, 10 kg pulvermælk (!) masser af kaffe osv. (selv i Danmark hvor ingen led nød, var kaffe og cigaretter en mangelvare!) Fødevaresituationen i dagbogen Ni steder i dagbogen henvises der til dårlig, middelmådig eller utilstrækkeligt mad. Ellers er der rigeligt, og maden er "herlig". Her van Daan "bringer masser af alt", og Dussel medtager "enorm hjælp i form af fødevarer" (9. august 1943). På stedet fremstiller de våde og tørre pølser, jordbærmarmelade, og konserves på glas (eller i krukker). Brændevin eller alkohol, cognac, vin, og cigaretter ser heller ikke ud til at mangle. Kaffe er så almindelig, at man ikke forstår, hvorfor forfatteren et sted, hvor der opremses (23. juli 1943), hvad de alle ønsker at lave, når de en gang kan forlade skjulestedet skriver, at det er fru Franks største ønske at drikke en kop kaffe.
På andre tidspunkter afleveres der nogle sække med grøntsager, der hver vejer 25 kilo, eller igen en sæk med 19 pund grønne ærter (8. juli 1944). Varerne bliver afleveret af en "venlig grønthandler", og altid "i frokosttiden" (11. april 1944). Dette er svært at tro på. Hvordan kunne en grønthandler forlade sin butik, helt åbenlyst i dagtimerne, i en by, der alle steder beskrives som værende plaget af sult, med sådanne læs og aflevere dem i et hus, der er beliggende i et travlt nabolag? Hvordan kunne denne grønthandler, i sit eget nabolag (han befandt sig "på hjørnet"), undgå at møde sine egne faste kunder, for hvem han i disse tider, med mangel på alt, burde være en eftertragtet person, alle var på udkig efter, og hvem man bad om specielle tjenester? Der er mange andre mysterier i forbindelse med andre varer og den måde, hvorpå de ankommer til huset. I ferier og ved fødselsdage for de personer, der skjuler sig, er der masser af gaver: nelliker, pæoner, påskeliljer, hyacinter, blomsterkrukker, kager, bøger, søde sager, cigaret-lightere, smykker, barbérgrej, roulettespil, osv. Jeg gør opmærksom på et rigtigt mirakel, som Elli tilsyneladende er i stand til at udvirke. Den 23. juli 1943 (altså om foråret!) er hun er i stand til at tilbyde vindruer i Amsterdam. Vi får endda prisen at vide: 5 gylden per kilo. Anne Franks diary is it genuine? Den prominente antirevisionistiske fransk/jødiske videnskabsmand Pierre Vidal-Naquet, der ikke kan udstå prof. Faurisson (hvilket er let at forstå, når man har hørt Faurisson tale; f.eks. i en debat med Mikkel Andersen, hvor han også i mine ører fremstår som enormt irriterende), skrev ikke desto mindre om Faurissons udtalelser (1980): 'Det sker, at Faurisson har ret. Som jeg har sagt offentligt og gentager her, at når han viser, at Anne Franks dagbog er en manipuleret tekst, har han måske ikke ret i alle detaljer, men i det store hele har han ret...
|
Var Annes far, Otto Frank, foruden literatur-forfalsker, også finanssvindler? Det fortælles normalt til skolebørnene, at Otto Frank flygtede fra Tyskland til Holland i 1933 'for at undslippe forfølgelse fra nazisterne'. Men det er ikke sikkert, at det nu også er hele sandheden.
Otto Frank og hans bror Herbert startede i 1923 en bankforretning i byen Frankfurt under navnet "M. Frank og sønner". Tre mænd stod i spidsen for dette firma; de to brødre og en Johannes Kleiman*, som senere kommer til at spille en rolle i Anne Franks Dagbog, under navnet Jo Koophuis. Det hører med til historien, at dommen, der blev afsagt i Holland over nogle historikere, som blev stævnet for bagvaskelse af Anne Frank Instituttet, blev til på bl.a. følgende præmisser: Denne dom bruges nu af holocaust-kultens propagandister som 'bevis' for, at påstandene om dagbogens falskneri er forkerte!
|
|
|||||||
Fortsættelse af denne side: Holocaustbenægter til Danmark |
| Auschwitz - Auschwitzdag - Anne Frank | |||||||||||||||
| Mosaisk Upps forside V | Dronten | Kontroversen om Zion | og propagandisternes uansvarlighed | ||||||||||||||
|
Auschwitzdag
|
|
|||||||||||||
|
Auschwitzdag
Den 27. jan. 2004 viede Poul Friis (DR) en udsendelse til denne tvivlsomme nyskabelse. Journalisten Claes Kastholm Hansen, Jacques Blum, formand for Mosaisk Trossamfund, og lytterne Mogens Madsen, Else Boelsen, og Peter Vejle fra Frederiksværk medvirker. Ingen lyttere med en kritisk holdning, hverken til Auschwitzdagen eller til de forkerte oplysninger. Udsendelsen kan høres her Poul Friis indleder programmet med at sige følgende: ”Op mod 4 millioner jøder blev dræbt eller døde i Auschwitz.” 4 millioner, detaljer: Dette er lodret forkert: For det første var det ikke udelukkende jøder, der døde i Auschwitz, for det andet er det alment accepteret viden, at der slet ikke døde 4 millioner mennesker i Auschwitz. På mindestenen (tv), der står opstillet ved museet i Auschwitz står anført tallet 1,5 millioner (one and a half million) som det fremgår af billedet her. Interessant er også dette klip fra en tysk nyhedsudsendelse (Wochenschau) fra den 8. januar 1948, hvor der rapporteres fra en proces i Krakau (Polen), hvori man fastslår, at næsten 300.000 mennesker døde i Auschwitz. Se klippet her. (Windows Media Player) Andre kilder anfører endnu lavere tal: Den ansete tyske avis Die Welt nævner den 23.01.1995 tallet 700.000. Andre kilder nævner tal helt ned til 74.000. Se en oversigt over udviklingen i tal-angivelserne.
Lytter Mogens Madsen ringer ind: ”Den britiske historiker David Irving påstår, at der ikke fandtes gaskamre”. Forkert: David Irving har påstået, at der i Auschwitz ikke fandtes gaskamre, der blev brugt til at gasse mennesker i. Man bliver altså ved med at udbrede åbenlyst forkerte oplysninger, og man vedbliver endda at anvende disse oplysninger i den danske folkeskoles historieundervisning. Hvorfor skal nazismens løgne erstattes af nye løgne? Hvordan skal skoleelever, der i dag er kloge nok til at søge oplysninger selv, så tro resten af historien? Har nazisterne f.eks. alligevel ret, når de påstår at Anne Franks dagbog er en forfalskning? Og her er vi kommet til næste emne: |
||||||||||||||
Nazisternes løbeseddel: |
|||||||||||||||
Adolf Hitlers udtalelser om Jøderne
|
Nazister spreder løbesedler på skole I anledning af Auschwitzdag blev der den 27. januar afholdt en udstilling på Vibenhus Skole i København. Efterfølgende kunne man læse i Ekstra Bladet at nazister havde spredt løbesedler på Vibenhus skolens område. Også TV2-Lorry omtalte DNSBs aktion mod Anne Frank-udstillingen. Til venstre en gengivelse af DNSBs løbeseddel Det er dog forfærdeligt, hvad nazisterne skriver i deres løbeseddel:
Ikke desto mindre er det sandt... Det forfærdelige er måske, at de uskyldige elever fra Vibenhus Skole, Helsingør Gymnasium, Humlebæk Skole og Frydenhøj Skole skal høre sandheden fra nazisterne, mens deres knapt så uskyldige historielærere, foredragsholdere, Otto Rühl, Birthe Topgård, Uffe Østergaard, og hvad de alle sammen hedder, alle disse velbetalte ansatte i godhedsindustrien, der gør hvad de kan for at indoktrinere uskyldige skolebørn med jødisk mytologi og multikultur-propaganda, fortsat spreder løgn. Det er utroligt og pinligt, at disse folk tør fortsætte med at fortælle løgnehistorier, der er så lette at afsløre som de to eksempler på denne side, men mere end det. Det er også utroligt uansvarligt, for hvad sker der, når eleverne opdager, at de er blevet holdt for nar? Vi fortsætter med at citere fra nationalsocialisternes løbeseddel:
Det kunne tænkes, at ovenstående sandhed efterhånden er ved at gå op for eleverne og deres forældre. Ét-nul til nazisterne! Videre.
Upps, der var også noget der. Det kan være, at de kloge elever begynder at se på med lidt mere skepsis, når den ugentlige dosis jødisk propaganda kommer frem på skærmen, "Schindlers Liste", Men det er jo ikke sikkert, at de sluger det råt, næste gang en gammel jøde toner frem på skærmen og højtideligt bevidner, hvordan "1000 mennesker blev smidt i en slags silo (fra oven), og to timer senere var der ikke andet tilbage end aske". Nur 'n bisschen Asche.. ja ja.. Eller et andet "sandhedsvidne" forklarer, hvordan han har overlevet flere "gasninger". Det er egentlig underligt, at programmagerne ikke har klippet de værste usandsynligheder fra i disse propaganda doku-soaps, men man er vel blevet lidt for magelig, og vant til at ingen tør stille kritiske spørgsmål. Det første citat om de 1000 mennesker, der blev brændt til aske i løbet af to timer, stammer fra en BBC- "dokumentar" der blev (gen)udsendt to gange på BBC og mindst én gang på Danmarks radio i 2003. Det var et rent tilfælde, at jeg så det, og det skulle ikke undre mig spor, om det er blevet sendt endnu flere gange. Konsekvenserne af de fortsatte fremlæggelser af falske historier, tvivlsomme, åbenlyst utroværdige vidneudsagn og vanvittige overdrivelser, er ikke nemme at overskue, og vil efter vores mening kun resultere i ekstreme gruppers yderlige fremgang. Men det er måske det, den politisk korrekte élite er interesseret i? |
||||||||||||||
|
|
|
Her vil vi referere til den triste historie om den berømte dagbog, som den 16 årige tyske jødinde Anne Frank angivelig skulle have skrevet på et loftskammer i Amsterdam. Dele af dagbogen viste sig at være skrevet med kuglepen. Hvordan den kloge Anne var kommet i besiddelse af sådan én, flere år inden den var blevet opfundet, kan du læse her. I hvert fald var det en god forretning for faderen, Otto Frank. Her en kommentar fra literaturforskeren Kaj Vilhelmsen
Ikke desto mindre bliver folk i visse lande forfulgt og fængslet for at gøre opmærksom på disse ting, som børnene i skolen ikke får et hak at vide om, når de får denne roman som obligatorisk pligtlæsning. Det er lige som med filmen Schindlers Liste, der også bliver præsenteret som en dokumentar i stedet for en fantasi-roman, med inspiration fra nogle rigtige begivenheder. (I Sverige er en rig mediejøde så forhippet på, at alle børn skal se dette propagandaværk, at han ligefrem betaler dem for at se filmen!) |
||||
|
|
|||||
Lyt ikke til sådan en holocaustbenægter!!! Men stop lige en halv, læs nedenstående, og sig mig, om der står noget, der har noget som helst med 'holocaustbenægtelse' at gøre! Ethvert tilløb til offentligt at debattere historien bliver kvalt i fødslen.
Er der noget at sige til, at mennesker, der gang på gang bliver forment adgang til medierne, når de skal besvare de usaglige anklager, der fremsættes imod dem, efterhånden kan lyde lidt bitre og være lidt skarpe i deres reaktioner? Hver gang, nogen blot udtaler ordet "Jøde", bliver de mødt med en fordømmende fanfare, inden de har sagt sætningen færdig. Undtagen, hvis det er i en sammenhæng, hvor "jøde" er synonym med "Auschwitz-offer", eller "uskyldig" eller værre endnu: "én, der ikke må modsiges". Sandheden er, at kun én dansk jøde, mig bekendt, blev skudt af tyskerne, at ingen blev sendt til Auschwitz, og at, ud af de, der blev sendt til Theresienstadt døde kun nogle få, for det meste af alderdom, selv om forholdene sikkert også har spillet ind; det var nok ikke en feriekoloni, og i dele af Europa sultede folk, til tider så meget, at mange døde udmarvede af sult. Læs også: I Theresienstadt blev ingen Danskere dræbt |